New York

Dag 1-4. 1/9 – 4/9 – 2006.
Afsked med Glimvej 26 og Danmark.

Så starter det hele, vi har fået afleveret huset til de nye ejere 🙁 Det var lidt svært for Kirsten.

Første dag er gået med at få kørt det sidste i depot, en tur på genbrugsen, få os installeret på vandrerhjemmet og om aftenen fik vi afleveret traileren til Lotte og Rasmus, der vil passe den mens vi er væk. Til gengæld gav de aftensmad.

 Lørdag ved morgenmaden nød vi den jyske/internationale atmosfære på vandrerhjemmet. Medens Kirsten spiste brunch med Lisa og fik taget afsked med hende, fik Søren ordnet lidt praktisk. Aftenen gik med en tur i biografen, billetten fik vi som gavekort til sommerfesten. Vi så Volver, god film, og efter 2 liter popcorn og 1/2 liter cola trængte vi ligesom ikke til aftensmad!

 Søndag var dagen vi skulle aflevere vores bil til opbevaring, i Præstø. Vores søde exnaboer, Eva og Jonny var kommet til at love og køre med så vi kunne komme tilbage til Kbh. Resten af dagen er gået med vandreture på Amager Fælled og en middag på Christianshavn.

 Mandag var så den store dag hvor vi skulle ud at flyve, først til London så videre til NY. Sørens forældre var inde og sige farvel og vi havde en hyggelig formiddag med en god frokost på Hilton. Kirsten havde jo fødselsdag og Jesper – genbo ( undskyld tidligere ) kom forbi vandrehjemmet med morgenbrød og fødselsdagshilsen. Turen gik fint der var lidt køer med sikkerheds tjek, men folk var meget tålmodige, London til NY var lidt bumpet.

Dag 5-7. 5/9 -7/9.
New York. Ground Zero, Frihedsgudinden, Ellis Island, Mamma Mia, FN- bygningen, Guggenheim, Central park, Naturhistorisk Museum, Times Square, Empire State, Rundt om Manhattan

Så ankom vi til NY. For at blive “lukket ind” blev vi fotograferet, udspurgt om hensigten med besøget – og så blev der lige taget fingeraftryk af begge pegefingre, så vi må holde os på den rigtige side af loven. Alt foregik naturligvis overvåget af betjente med skarptladte pistoler.Vi fandt en delt transport med nogle andre amerikanere ind til centrum fra lufthavnen. Det var lidt svært at forstå den amerikanske accent, så vi måtte virkelig spidse ører.

 Hotellet – Chelsea STAR Hotel – var noget mere backpackeragtigt end vi havede regnet med hjemmefra. Men fint nok til at sove på. Chelsea Hotel var her de store rockmusikere boede, når de var i NY. Mon ikke vores hotel forsøgte at leve lidt på det renome´?

 Efter en god nattesøvn vandrede vi ind ad 8. Avenue mod Downtown – en tur på 6-7 km. Bl.a. kom vi igennem Greenwich Village, hvor der var stor trængsel på den beskedne legeplads. Vi så mange “hvide” børn blive passet af sorte og kvinder fra Mellemamerika. Lønnen er nok til at betale, da her ikke er nogen mindsteløn, og da skatten jo er noget mindre end i DK, er børnepasning nok en privat sag. Iøvrigt så var Greenwich Village hyggelig varieret med masser af grønne alleer og planter på tagterrasser m.v. – noget vi så flere steder i de lidt pænere områder af N.Y. Her går man iøvrigt over for rødt, når der ikke kommer noget trafik, men vi så os lige ordentligt for, inden vi gik over. I myldretiden er der virkelig lige så mange fodgængere som vi har set på films. Spørger man om vej er folk utroligt hjælpsomme. Tit fik vi en mindre sludder, når vi bad om hjælp til et eller andet, faktisk en god måde at få lidt kontakt på.

 Nede ved Ground Zero var der stor byggeaktivitet i det kæmpestore hul, som gik 4 -5 etager ned. Vi gik en tur rundt om tomten med en mærkelig fornemmelse i kroppen. Om en uge er det 5 år siden de to tårne styrtede. Vi ville godt have set og hørt lidt mere her, men de guidede rundvisninger startede først senere på eftermiddagen.

 Så trængte benene til lidt hvile, så vi gik ned til havnen og sejlede (siddende) over til frihedsgudinden. Her – som andre steder i NY er der ansat meget mere service- og sikkerhedspersonale end vi er vandt til, og personalet er meget servicemindet. Vi fik også indtryk af, at folk generelt var stolte af deres by, og gerne ville medvirke til at turister fik et godt indtryk. Frihedsgudinden var noget større ( vi er jo i USA ) end Den Lille Havfrue, pegefingeren er ca. 2 m lang – øjet 65 cm i diameter. Hun er en gave fra Frankrig i anledning af USA´s 100 års jubilæum., produceret i dele i Frankrig, sejlet over og rejst på et stålskelet, lavet af Eifel.

 På Ellis Island så vi hvordan indvandrerne fra slutningen af 1900 årh. til 1924 kom til USA. En rigtig god udstilling med en god audioguide, som levendegjorde indvandrernes trængsler.

 Tilbage på Manhatten var det tid til at finde ud af subwayen, og det klarede vi fint.

 En smut rundt om luksushotellet med en halv time på øjet, inden vi tog på BroadWay. Forud for Mamma Mia spiste vi på en “Diner” hvor personalet sang kaaraoke – i håb om at blive “opdaget”. De sang godt, og det var da en sjov oplevelse. Mamma Mia var også god på amerikansk, men vi synes den var bedre i London. Vi var dog også lidt trætte – blev indhentet af de 6 timers tidsforskel og gik direkte hjem i seng.

 Efter et flot kig til Chrysler – bygninger var vi på rundvisning i FN-bygningen, naturligvis efter diverse sikkerhedstjek. I sikkerhedsrådets lokale så vi bl.a. Danmarks plads, hvor vi sammen med ni andre lande sidder i den nuværende toårige periode. Politikernes arbejdsperiode starter først senere på måneden, men her fandt en del konferencer sted. 

 Næste stop var Guggenheim, hvor vi desværre ikke kunne se den flotte snegleform udefra, fordi bygningen var under udvendig renovering. Her var en særudstilling om den iranske arkitekt Zaha Hadid – helt fantastisk, hvordan hun arbejder med rumlighed. I DK har vi kun tilbygningen til Orddrupgård, som er tegnet af hende, men i både England og Tyskland har hun tegnet flere bygninger.

 Central Park – 4km lang og 800 m bred er byens åndehul og her var det dejligt at hvile, ben og øre, da den konstante trafiklarm i NY ikke kunne høres her. Vi fik en hotdog, lå på græsset og så en baseballkamp.

 Naturhistorisk museum er kæmpe stort (!) Vi så en IMAX-film om kollisioner i rummet og fandt dinosaurerne. T-Rex er også stor. Det er et rigtigt skelet – ikke en kopi. Herefter verdens største safir (!) og verdens største (!) meteor – fundet i Grønland. Lidt “mætte” gik vi gennem udstillingen om Syd- og Mellemamerika.

 Sultne tilbage i vores eget kvarter, syntes vi vi trængte til lidt luksus, og efter endelig at have fundet indgangen til ” The View” ( En roterende restaurant på 45. etage over Time Square ) syntes portieren ikke vores “dresscode” ( shorts ) passede til dinner, så vi måtte nøjes med buffet i loungen, der også roterer. Vi fik set byen oppefra hele vejen rundt, medens solen gik ned. 120$ ( 700 kr ) lød regningen på. Vi tog “turbo” liften ned og fandt vore hotel.

Empire State var også et must for os, så vi rustede os med et solidt morgenmåltid ( puh-ha ) med bl.a. pancakes, æg, bacon og frisk frugt ( ikke til Søren ). Serveringen var uovertruffen – en hispanic – som kunne se det sjove i vores forsøg på spanskkommunikation. Han påstod at være en god fotograf, så han forevigede os – stopmætte. Empire State Building er en meget flot art-deco bygning, og vi kom tidligt og undgik både kø og for mange mennesker på toppen. Elevatorerne kørte os til 86. etage, hvor vi udstyret med en audioguide fik en god og “personlig” gennemgang af Tony, NY. Han fortalte lidt historie bl.a. om sin egen opvækst, lidt om de forskellige kvarterer i NY og udvalgte bygninger. Solen skinnede, og på trods af smoggen havde vi en flot udsigt.

 Så måtte vi jo også prøve at køre i Taxa – ligesom på films -, så sådan en tog vi ned til Circle Line, hvorfra vi tog en tre timers sejltur rundt om Manhatten. Taxaturen var meget hassarderet. Guiden på vores sejltur – John – fortalte også med personlighed og humor om hvad vi så – samt krydrede med lidt politiske fakta. F.eks. om den fine Goverment Island, som NY fik af US Navy for ca. 20 år siden. NY har vedligeholdt bygninger og grønne områder, selv om ingen bor på øen! Fra søsiden så vi de lidt fattigere kvarterer – Harlem, Brooklyn, Queens og Bronx. Man kunne godt se her var mindre vedligeholdt og mindre prangende. Det undrede os iøvrigt meget at så store havnearealer lå forsømte hen. Her er man kun lige begyndt på at bygge attraktive boliger og rekreative områder langs vandet, men det kommer nok.

Klokken var tre og myldretiden så småt begyndt. Derfor tog det meget lang tid med bussen ad 42. street, så vi stod af og gik ned til subwayen. Måske var det også fordi en medpassager i bussen stank så meget af tis, at det næsten sved i øjnene. I Chinatown var der virkelig gang i den. Det vrimlede med mennesker af alle nationaliteter – mest asiater – der bl.a. handlede i gadebutikker. Her var fisk og grøntsager vi aldrig har set før. Vi gik ind og spiste på en af restauranterne, hvor de lokale kom. Regningen incl. 2 sodavand lød på 13$ og maden var god.

Vi gik mod Brooklyn Bridge. På vejen så vi en lille park hvor mange asiater opholdt sig – spillede brætspil, holdt børnehave, snakkede, legede og dyrkede kampsport. Udsigten fra broen var flot og gangbroen over de to tresporede kørerbaner blev brugt af mange motionister. Godt trætte slog vi lige et smut omkring Wall-Street, hvor mange jakkesæt med mapper hastede forbi. Gaden har iøvrigt fået sit navn efter den træpalisade, som hollænderne engang i 1600-tallet (?) rejste som værn mod “de vilde” fra nord – indianerne. Det var svært at finde den rigtige subway da vi skulle tilbage til hotellet, men vi fandt ud af det og ved hotellet fandt vi en bar og kom i snak med en australier der boede oppe ved Niagara Falls. Han var opvokset i Alice Springs og kunne fortælle en masse derfra. Vi sagde farvel og tog et par slice pizza med på hotellet hvor vi mødte to fra Tyskland. De fik vores sidste citypass billetter til et par museer vi måtte springe over. Næste morgen skulle vi med fly kl 7:45 altså møde kl 6 i lufthavnen – op kl 4!!!

Dag 8-11. 8/9 – 11/9.
Los Angeles. Billeje, Downtown, Beverly Hills, Santa Monica

Efter opdatering af hjemmesiden i Denver lufthavn – fik vi os en gang massage. Vi havde netop snakket om, hvorfor der ikke var nogen som havde fundet på det, da man tit bliver stiv og træt, når man rejser i mange timer. Og så var der pludselig et sted med 8-10 massører ansat, og de kunne deres kram, så Søren stadig er øm, nu 2 dage efter.

Da vi ankom til Los Angeles fik vi os en “lang næse” da vores bagage ikke kom på bagagebåndet. Det viste sig heldigvis, at den var sendt med et direkte fly, hvilket vi jo ikke ligefrem var, for vi havde både været i Dallas og Denver.

Hotellet – trods beliggende i et mindre pænt kvarter – bød på et dejligt stort værelse med søde mennesker på hotellet, og her var plads til at at pakke ud og se hvad der egentlig lå hvor i rygsækken.

Det meste af lørdagen brugte vi på at undersøge mulighederne for at leje bil. Vi havde ikke fundet den rigtige løsning til den rigtige pris hjemmefra. Det viste sig at være umuligt at leje en lille “sleepervan”, og derfor har vi lejet en “fed amerikaner” – 6 cylindret buick suv, som vi nærmest skal bo i de næste tre en halv uge. Søren fik så også lige prøvet at køre i LA, medens det var weekend – og trafikken mindre. Vi ved ikke helt hvor meget vi har sparet ved at leje bilen herovre, da vi blev opgraderet adskillige kategorier – men et par tusinde kr. tror vi ihvertfald.

Søndag tog vi på en guidet busrundtur i LA. Det man skal se her ligger meget spredt og man skal vide hvor man skal køre hen – her bor omkring 16 mil. i området, så det er ikke “bare lige” at køre en tur omkring Beverly Hills – og vi kender jo ikke de saftige historier eller ved noget om hvem der bor hvor! Det viste sig at denne tur, som vi troede også kunne give lidt almindelige oplysninger om byen – kun handlede om tv-serier, filmstars og hvor stort og flot de boede m.v. Vi var forbi Santa Monica, Beverly Hills, Hollywood skiltet, Walk of Fame, Universal Studios (hvor vi fik dårlig og dyr frokost) samt Downtown LA, hvor vi stod af turen. L.A centrum er en død “sild”. Vi skulle istedet have fundet noget overnatning ved kysten ved Santa Monica eller Venice Beach. Lørdag aften var vi nemlig i Santa Monica, og her var dejlig strand med en flot “pier” samt liv og glade dage. Den offentlig transport hjem med en “hurtigbus” tog 1 1/2 time, og der blev ellers kørt til.

Som det nok fremgår, så er LA ikke lige os, og derfor tager vi allerede afsted imorgen op langs kysten ad “Route 1” mod San Fransisco. Den skulle efter sigende have noget mere “miljø” at byde på.

Dag 12-17. 12/9 -17/9.
“Route 1”, Santa Barbara, Solvang, Hearst Castle, Steinbeck-land, San Francisco

Vi startede vores tur mod San Fransisco med at finde et sted hvor man kunne købe/leje campingudstyr, på nettet fandt vi noget der hedder REI i det nordlige LA. Et lille sted på ca 2000 m2 i to etager! De havde alt! Det viste sig at leje i 3.5 uge var ligeså dyrt som at købe, så vi endte med et tomandstelt, 2 liggeunderlag, lidt godt tøj og plastikservice til ialt 3700 kr!

Det var en meget varm dag. Vi fik virkelig LA’s sol at mærke udendørs. Indendørs tændte vi bare for airconditionen. Iøvrigt så kørte vi ikke forkert en eneste gang – godt gået i en storby med 16. mil. indbyggere. Det var nok Kirstens kortlæsningsevner der gjorde det. Ha ha.

Vi kørte mod Highway 1 over bjergene og ned til kysten, hvor vi “mærkede” Stillehavet for første gang. Det var koldt. Vi fulgte Highway 1 til Santa Barbara, som, efter et jordskælv i 1925 er genopført i spansk-maurisk stil. Byen var rigtig hyggelig så vi besluttede at overnatte og fandt byens billigste hotel lige ved jernbanen. Det var udmærket og billigere end i NY og LA. Vi gik en flot tur langs strandpromenaden, ud på Pieren, tog el-bussen op ad hovedgaden og gik ned igen.. De mange byggerestriktioner betød ikke så meget for de fine butikker og restauranter på hovedgaden, men vi forstod på hotelportien, at det var til irritation ( m.m.) for byens almindelige borgere, for de fik ikke tilskud til byggeri. Turismen var et stort erhverv og det gjorde nok ikke byen mindre interessant, at bl.a. Cher, John Cleese m.fl. berømtheder har bosat sig her.

Solen skinnede dejligt næste morgen, og vi satte snuden mod “danskerkolonien” Solvang. Flot køretur gennem et bjergområde med dybe dale. I Solvang synes de nok, at de er “meget danske”. I den kommende weekend skulle de have “Danish Days”, hvor der bl.a. var dansk morgenbord på programmet: Danish Æbleskive and sausage. ( medisterpølse – som vi smagte til frokost -og nej, det havde ikke noget med medisterpølse at gøre ). Nå, men i det dejlige vejr var byen hyggelig at slendre rundt i, og mange butiksskilte havde danske efternavne. Vi havde iført os vores fine “danmarks- t- shirts”, som vi fik af Sørens mor inden afrejsen, og de gav os da også lidt særlig opmærksomhed. Vi prøvede at tale dansk et par steder, men ingen reagerede. Dog lykkedes det os at komme i snak med et dansk par, som ejede en souvenirshop med ting importeret fra DK. De fortalte at kun få og ældre bysbørn efterhånden talte dansk. Da vi skulle spise frokost på en kro hvor de reklamerede med “det store kolde bord”, måtte vi konstatere at den mexikanske kok og betjening havde misforstået en del omkring den danske madtradition. Bl.a. viste skyen sig at være en slags ribsgele´, som sikkert hørte til det der skulle være risalamande ( ris og mælk uden fløde og mandler ). Nå, det var ihvertfald ingen af os, der fik mandelgaven den dag, men en oplevelse – det var det. Hos den lokale bager købte vi to spandaure og en romkugle med til kaffen senere – 6,5$ – 37,kr.

Så trådte Søren lidt på speederen og vi gjorde kun et par små stop op til Hearst Castle. Bl.a. var vi ude at drikke kaffe ved “Ocean Dunes”, det eneste sted i Californien, hvor biler må køre på stranden. Det lignede Løkken til forveksling. Men ellers kørte vi igennem et område med mange – og kæmpe store vandreklitter. I dalene herimellem var der grøntsagsproduktion på kæmpe marker.

Ved aftenstid fandt vi en campingplads i Sankt Simeon State Park. Efter at have slået telt op kørte vi ned og så på søelefanter. Hannerne var nogle kæmper, men alle dyrene lå passivt på stranden. Efter et hurtigt aftensmåltid kiggede vi på mælkevejen, da der var rigtig mørkt på campingpladsen. Søren så da også et par stjerneskud og så var det ellers tidligt i seng.

Teltet stod sin prøve – vi sov rimeligt, men ikke som i egen seng. Vi stod meget tidligt op og kørte direkte til Hearst Castle. Mr. Hearst var enearving til en kæmpeformue, aviskonge og kunstelsker, og han opførte slottet fra ca. 1920 – 1940 i San Simeon, hvor han var opvokset. Det var noget af en oplevelse. Beliggenheden øverst på en bjergtop 400 m over Stillehavet var flot. Heraf også navnet på bjerget: La Cuesta Encantada – “Den fortryllede bakke”. Vi så dog først slottet, da vi kom op over havgusen. Her var bygget og samlet kunstgenstande i alle stilarter, men vi kunne lige se for os, hvordan der må have set ud i Pompei og Rom i romertiden. Efter sigende skulle Orson Welles´ Citizen Kane være inspireret af Mr.Hearst, så den må vi se igen en gang ved lejlighed. 

Vi skulle nu køre på den flotteste del af kyststrækningen – men – havgusen begrænsede udsigten. Vi spiste frokost på en flot beliggende restaurant – hvor der var klart ind over bjergene. Herefter trængte vi til noget motion, så vi vandrede en tur i Pfeiffer Big Sur State Park. Her så vi de første Redwood Trees, et lille vandfald og en flot udsigt over dalen. Her var flere skoleklasser i teenagealderen på eskursion. En af de givne opgaver var at gå en strækning alene og mærke og lytte stemningen i skoven. Det gjorde de unge mennesker faktisk! Næste stop på turen var Point Lobos State Park, hvor der er en flot natur og nogle skær hvor en søløvekoloni holder til. Også her gik vi nogle flotte småture, og søløverne hørte vi larme længe inden vi rundede den pynt, hvor vi kunne se dem. Her var liv og glade dage og pelikanerne fløj konstant hen over vores hoveder. I vandet flød store “tangskove” rundt, og Kirsten mener hun så en havodder i kikkerten, men det var lidt svært at se , hvad der var hvad. En tur gennem Cypress Grove havde vi næsten for os selv. Her stod gamle vindbøjede cypresser og vi kom forbi flere gode udsigtspunkter – bl.a. til en pelikankoloni. Da Kirsten gennem kikkerten så en hvid hejre “gå på vandet” troede hun ikke sine egne øjne. Men jo, tangskoven er så kraftig – også når det øverste af de op til 30 m høje tangplanter flyder i vandoverfladen – at hejrene “kan gå på vandet”. Vi så tre ialt. På vej ud af parken kom vi forbi et lille sted, hvor der tidligere havde været hvalstation. Mættet med gode oplevelser fandt vi et hyggeligt vandrehjem i Monterey. Nu var vi kommet til Steinbeck – land. Monterey og Salinas området stod højt på Kirstens ønskeliste, da hun “slugte” John Steinbecks bøger i sine yngre dage – og de er ikke solgt på loppemarked eller smidt ud i forbindelse med nedpakningen, så de må læses igen. 

Monterey Bay Aquarium, der ejes af Packardfamilien ( som var medstiftere af Hewlett og Packard ) er opført her, fordi vandforholdene i bugten er helt specielle. Her ligger nemlig en 3km dyb og 175 km lang canyon i havet ud for kysten. I forbindelse med akvariet foregår også en del forskning. Omkring driften af museer og seværdigheder har amerikanerne en lidt anden kultur end i Danmark. Her er meget mere personale – og en del frivillige ældre – som henvender sig åbent og fortæller og viser ting og sager. Det gør museumsbesøg mere levende, og i akvariet skete der hele tiden noget. Vi så fodring i tre forskellige akvarier. Disse var ledsaget af en personlig orientering om hvad der foregik – via mikrofon og man kunne stille spørgsmål. Ved den ene fodring i tangskov-akvariet var der over højtalerne samtale med den dykker, som befandt sig i akvariet. Havodderne var de sjoveste at se – hvordan de “legede” og bevægede sig i vandet – utroligt. Vi så også en havodder i bugten – som akvariet ligger i forbindelse med – og denne gang var vi sikre, det var en odder. 

Vi havde sat Steinbeck Center på programmet om eftermiddagen, men her var lukket da vi nåede frem, fordi byrådet holdt en eller anden reception i bygningen. I stedet kørte vi en tur langs kysten vest for Monterey. Om aftenen slappede vi af, tømte kameraet, sorterede billeder og skrev tekster til. 

National Steinbeck Center var nok en god oplevelse. Billetsælgeren havde familie på Bornholm og havde været der, så det fik vi en lille snak om. Den frivillige pensionerede guide gav os en yderst grundig introduktion til centret, som viste en god film om Steinbecks liv og havde en udstilling, som var opdelt efter de mest kendte af hans bøger – incl. filmklip samt sat ind i datidens samfundsmæssige perspektiv.  

Så stak vi snuden mod San Francisco – kørte op langs kysten i klart vejr, og her var også gode udsigter på denne strækning. Selv om det var fredag i myldretiden, besluttede vi at køre en tur “rundt om byen”, som ligger på en halvø, omgivet af vand. Golden Gate VAR flot og vi forstod godt hvorfor S.F. anses for at være den smukkest beliggende by i USA. Overnatningen foregik på et billigt Motel 6 på den østlige side af kysten. 

I strålende sol og efter et af de store morgenmåltider kørte vi til den sydlige del af Silicon Valley, hvor Søren så Intel museet, som han syntes var lidt selvforherligende. De viste Computerchippens udvikling fra 1972 hvor de opfandt den. Vi prøvede at køre gennem Silicon Valley, men det var svært at finde, da det ikke er afmærket på et kort, så vores forventning om at finde en dal spækket med det ene computerfirma efter det andet, holdt ikke stik. 

Da vi endelig fandt vores vandrehjem i San Francisco ( myldertrafik ) fik vi os indkvarteret i et 24 personers mix. dorm. Vi havde valgt dette vandrehjem p.g.a. beliggenheden med udsigt til Golden Gate, og det havde vi, flot. Vi slendrede ned til Fishermanns Wharf, tog en øl og en sejltur ud omkring Alcatraz og forbi en kæmpe søløvekoloni på pier 39k. Flot men kold tur. Temperaturen i San Francisco er ca. 10 grader lavere end på fastlandet, fordi byen ligger omgivet af hav. Vi tog en bus op til byen, fik dårlig aftensmad og prøvede en tur med de berømte kabeltrukne sporvogne – dyrt, og kun for turister. Tilbage i nærheden af vandrehjemmet fandt vi en irsk pub, hvor der var gang i den. Det er der vel altid, men påskudet her var at der nu kun var 1/2 år til Sankt Patrickday ( nationaldag 17/3 ).

Søndag vågnede vi lidt sent med tømmermænd, og da morgenmaden var spist i vandrehjemmets cafe´ Franco, var det tid at få styr på hjemmesiden og hygge os med mails. Verden stod stadig i DK, og det var rart at erfare, hvordan det stod til. Tak for mails.

Solen skinnede igen fra en skyfri himmel, men vinden var kold og de tunge hoveder taget i betragtning, besluttede vi at køre en “Scenic Route 49 mile” med SF´s seværdigheder i bilen. Ved stranden ved Stillehavet klarede en burger de værste tømmermænd, så vi fortsatte den smukke tur gennem Haight Ashbury, hvor “flower-power” bevægelsen i sin tid begyndte. Fra udsigtspunktet Twin Peaks havde vi en flot udsigt over SF. Efter at have kørt lidt langs inderhavnen parkerede vi ved den flotte færgebygning og drak kaffe på en fin og dyr cafe´ ( 120,-kr for 2 kaffe og dårlig dessertkage ) og gik en hyggelig tur op gennem China Town til Union Square, som er det nærmeste SF kommer til et centrum. Vi tog en sporvogn tilbage til bilen og kørte videre langs ruten. Vi sluttede af med Lombardt Street, som ud over at være stejl også havde mange sving.

Hjemme på vandrehjemmet spiste vi grøntsagslasagne i cafeen og prøvede at få en siddeplads i dagligstuen – uden held, så vi satte os i nederste køjeseng for at tjekke mails. Vi gik til køjs 22.15. Denne nat var 24 personerssovesalen ikke fyldt op med “roncaderos” ( snorkere ), så vi fik en god nattesøvn.

Vi havde sat opslag op på vandrehjemmet om at vi havde ledige pladser i bilen til Yosemite, mandag morgen, men ingen havde meldt sig. Så slap vi for at “rydde op” i bilen, hvor vores ting fylder det hel.

Dag 18-22. 18/9 – 22/9.
Yosemite National Park – flotte granitklipper, Redwoods og bjørne.
Reno- på vej til Yellowstone.

Næste morgen kom vi problemfrit over Bay Bridge og kørte mod øst mod Yosemite Nationalpark. Vi kørte igennem et område med mandelproduktion og købte en pose brændte mandler – der var krydret med vanilje og kanel – en ny variation.

Ved vestindgangen til Yosemite fyldte vi tanken op – både vores egen og bilens – i Mariposa. Vi købte et årskort til alle USA´s Nationalparker ( 50$ ) og kørte ind i parken. Et stykke inde samlede vi en blaffer op. Han viste sig at være tysker, og han havde sammen med sine venner klatret og vandret ned i dalen, og han ville nu gerne køres op til bilen som stod et stykke derfra. Da vi satte ham af på en vigeplads havde vi en utrolig flot udsigt over Yosemitedalen, som skærer sig stejlt ned i granitterrænet. Da vi kom til parkens centrum – Yosemite Village – brugte vi en del tid på at orientere os og finde overnatningsmulighed, da campingpladserne var fyldte. I “Curry Village” fik vi os en “telthytte” med tilhørende opbevaringsskab – til alt hvad der kunne tiltrække bjørne: mad, toiletsager, drikkelse – incl. vand, læbepomade m.m., og vi så flere advarende billeder rundt omkring, hvordan en bil – der havde haft besøg af en bjørn – kom til at se ud. Skabene – “bearlockers” stod samlet et stykke fra telthytterne, så vi ikke fik bjørnebesøg i teltet. Første nat lå Søren vågen ved 4 -5 tiden. Han lyttede til smålyde fra naboteltene, som blev helt stille, da han hørte en bjørn banke på bearlockerne, først et stykke væk og senere tættere på. Han forsøgte at vække Kirsten, men hun snorkede bare videre. 

Vi smurte madpakker og provianterede fra morgenstunden og tog “Hikers Bus” op til Glacier Point i 2199m højde, hvorfra vi havde besluttet at gå Panoramaturen ned til dalen – en tur på ca. 14 km med ca. 1000m fald. Bussen var fyldt op, men ikke alle skulle vandre. Turen op var meget flot, og chaufføren gav mange gode historier og oplysninger i de 1 1/4 time det tog. En spurgte ham, hvor mange gange han havde kørt turen, hvortil han svarede – første gang for 25 år siden. Dette er anden tur, den første gik ikke så godt. Ha, ha. Han fortalte også at bjørneadvarslerne skulle tages alvorligt – de havde haft knapt 400 “tilfælde” i år. Det mest succesfulde bjørneindbrud var i en varebil, hvor en bjørn havde spist en hel bryllupskage.

Han fortalte også om John Muir, som levede i midten af det 19. århundrede, og var forkæmper for beskyttede naturområder. Han var bl.a. andet årsag til at Yosemite blev Nationalpark i 1878. Han forudså at det ikke er nok at frede naturseværdigheden men at de omgivende arealer, hvorfra luft og vand kommer, også skulle fredes. Efter at have studeret Glacier Point og udsigten derfra vandrede vi stille og roligt afsted ved 10.30-tiden og konstaterede at ruten ikke var overfyldt, da de fleste passagere skulle retur med bussen. Stien var god med pænt fald, så vi kom frem i støvlerne. Det første stykke kunne vi se Illiioutte vandfaldet nærme sig samtidig med afbrændte skovområder, der lignede et spil mikado. Afbrændingen foregik kontrolleret, for at undgå rigtig storbrande. Naturligt opståede brande ( bl.a. lyn ) i over 8000 fods højde, lod man bare brænde, da de ikke var til fare for mennesker. Der var bl.a. en brand i området som nu havde stået på i 7 uger.

Vi kom til bunden af en kløft, hvor vi krydsede en lille flod, og da her var smukt holdt vi en lille pause. Efter broen gik terrænnet opad i 1/2 – 3/4 time, så vi gik ned i 1.gear. Sørens støvler viste sig at klemme flere steder, så han smed strømperne og fik vabelplastre på. Vi så og hørte mange squirrels – jordegern, der var helt tamme, og i begyndelsen troede vi lydene kom fra fugle. Vi mødte et par, som havde vandret oppe i området i en uge og bl.a. været oppe ved et pas i 9.000 fod. Det må have været koldt, der var rigeligt køligt i de 2000 fods højde vi sov i. På et stykke af turen lå 30 cm store grankogler spredt på jorden. Vi spiste frokost af to omgange og lyttede imedens efter bjørne men hørte heldigvis kun mystiske lyde. Vi mødte få mennesker frem til Nevada Falls, som var næste punkt på ruten.

Nevada Falls er sammen med det nedre vandfald – Vernal Falls – og mellemplateauet 571 m højt. Selv om der ikke er så meget vand i om efteråret, syntes vi alligevel at det var imponerende at se. På toppen af Nevada Falls var der en opgående vind, som fik det til at støvregne, men solvarmen fik hurtigt bugt med det fugtige tøj. Uden at vide det, tog vi den “seje vej” ned, 238 m fald på under 1km gang ned til mellemplateauet og det på store og uregelmæssige sten og stentrin med høje trin i en slugt langs med vandfaldet. En del mennesker var på vej op – pustende og stønnende. Vel nede på mellemplateauet lå søen Emmerald Pool før Vernal Fall. Her pustede vi lidt ud og nød igen den smukke natur, men nu ikke længere alene som på den første del af panorama trail. Nedturen til foden af Vernall Falls krævede også sin mand. Stien var klinet ind til bjergvæggen – igen med uregelmæssige og høje stentrin. Sej tur, sved på panden, Kirsten træt, Søren pustende. Vandfaldet buldrede løs mens det faldt sine små 200 m ned i Merced-floden.

Det var et betagende syn at se vandfaldet nedefra, og det løb videre i nok en stor klar pool. Fra nu af gik resten af turen på en sti og fremme ved busstop 16 ved 17 – tiden, smed vi støvlerne, indsnusede “parfumen” og tog sandaler på. Dem havde vi med for en sikkerheds skyld, men det havde ikke været forsvarligt at gå i dem. Vi fik hentet bilen og kørte hjem til hyttebyen og drak en velfortjent øl – og nok en’ til et måltid mad i restauranten.

Vi talte med et amerikansk ægtepar, der ikke havde meget at sige, så det endte med at vi måtte fortælle om vores rejse, for at holde en samtale igang.

Efter et tiltrængt bad – godnat, og hvis der var bjørne den nat, så har vi skræmt dem væk med vores snorken. 

Onsdag morgen – med trætte ben – pakkede vi sammen og kørte 9.30 mod den sydlige del af parken, Mariposa Grove, hvor vi så de store Sequoia Gigantium – redwood træer, der kan blive op til 3000 år og modstå brand, fordi deres harpiks er vandbaseret og ikke terpentinbaseret som andre træers. Vi tog en guidet køretur i åben vogn rundt i området. Gæt selv, hvorfor vi ikke gik. Vi så de mest berømte træer, bl.a. Grizzly Gigant – 9 m i diameter, knapt 30m i omkreds – meget imponernde.

Her var næsten ikke nogen unge træer, fordi man har nedkæmpet naturligt opståede brande frem til 1972, hvor man ændrede strategi, fordi man opdagede at de unge redwoodtræer ikke kan konkurrere mod de øvrige træsorters nye skud med mindre underskoven brændes af med jævne mellemrum. Redwoods kogler er desuden meget tætte og skal åbnes af et dyr – fugl eller egern – for at frøene kan spredes.

Ved to-tiden stak vi snuden nordover ad vej 41 – og 120 for at køre gennem den nordlige del af parken, der er højslette med enge og højtliggende pas. Den ene storslåede udsigt efter den anden, men Søren sad alligevel og gabte, så vi tog et 15 – minutters powernap. I udkanten af parken så vi nogle klatrere på en høj granitklippe. Ude af parken kørte vi norpå mod Reno for at overnatte i casinobyen. Nu måtte lidt luksus være på sin plads – så vi indkvarterede os på casinohotellet “Circus Circus” på øverste etage – 23. ( 13. etage manglede ). Det var billigt, 60$ – de regnede med at tjene på vores casinospil. Vi spiste en god bøf hver på 350 g., gik rundt og snusede lidt, spillede 1$ op, vandt 1$ 28c og brugte så 1$ til – øv. Der var “bikere” alle vegne – her var åbenbart “bikeruge”. Efter at have besøgt et par barer spillede vi igen for 50 cent og vandt 228 point – svarende til en 3 -4m pointpapirulle – der kunne omsættes til plastiklegetøj. Vi gav dem til en mexicansk pige.

Efter et skønt karbad ( nej, Søren, det tæller IKKE som en svømmetur ) og morgenmad med kenospil næste morgen, kørte vi ad vej 80 øst mod Yellowstone ved 11-tiden. Lidt trafik, lige vej, tunge lastiler med op til 2 anhængere, mange dyretransporter gennem et ensformigt steppelandskab. Aktiviteter i bilen: højtlæsning om steder vi har set og skal se, dagbogsskrivning, tælle togvogne på kørende tog ( max. var 104 vogne – 800m ), tanke op, se på landskaber, huse og biler, gætte på om den lige vej svinger til højre eller venstre ved næste bjerg. Radioen var kedelig amerikansk, men vi hørte dog at vejrudsigten for Idaho og senere Yellowstone lød på regn/sne, kulde og hård blæst. I Nevada var temperaturen 59 – 72F. Fra Wells fortsatte vi ad vej 93 nord og vel inde i Idaho faldt temperaturen til 37F ( 3-4C ). Landskabet ændrede sig til landbrug, grønt og frugtbart og mange af husene var nu bygget af mursten. Da det blev mørkt kom der kraftig regn, og da vi indkvarterede os i Pocatello var det koldt med shorts og sandaler. I tv så vi om det dårlige vejr i Rocky Mountains – i Colorada, hvor vi var for 2 uger siden i strålende sol – var der nu snekaos. Portien på motellet fortalte, at det var usædvanligt vejr for årstiden og at de havde haft indian summer ind til for nylig. Vejrudsigten lovede højtryk over Yellowstone fra søndag, så det måtte vi bare glæde os til. Kl. er nu 22 fredag aften. Godnat, vi går i seng efter 10 timers kørsel. 

Fredag morgen fik Søren sig et par nye støvler og vi fik suppleret plasterbeholdningen. Der var sne på bjergene fra morgenstunden men det klarede lidt op. Ved 11-tiden kørte vi mod Yellowstone. Da vi nåede Rocky Mountains blev bjergene højere og der var sne på toppene.

Dag 23-26. 23/9 – 26/9.
Yellowstone N P – sne, bisoner, gejsere og termisk aktivitet. Teton N P, Utah med mormoner, Salt Lake City og kobbermine.

Selv om Yellowstone var noget af en afstikker og vi skulle køre mange ekstra kilometer havde vi besluttet at vi VILLE se parken, da det altid har stået højt på listen, hvis det nogensinde blev til en USA-tur. Her er så megen unik natur – en udslugt, sammensunket vulkan, ( caldera ) hvor det lige under overfladen syder og bobler med aktiviteter, som kommer til jordoverfladen i form af gejsere, kilder og stinkende svovllugt. Samtidig er landskabet smukt og afvekslende og med et rigt dyreliv, der nærmest vader rundt i parken til offentlig beskuelse. Nationalparken, der er USA´s første fra 1872, er på størrelse med Sjælland og Lolland Falster, så man kører meget rundt og går så små eller længere ture til “udstillingsgenstandene”. P.g.a. gejseraktiviteten må man ofte ikke bevæge sig udenfor de afmærkede stier. Vejsystemet er som et 8-tal, og den ene “arm” var lukket p.g.a. sne i et vejpas i 2700m højde, de første par dage vi var i parken. P.g.a. dyrelivet er hastighedsbegrænsningen max. 45 mil og flere steder på 35 – 25 mil, så man også ser noget fra bilen. Det meste af vej – stisystemet, skilte og afmærkninger er iøvrigt lavet under depressionen i 30érne, hvor Roosevelt lod lave arbejdshold, som led i sin “New Deal – politik”og betalte de arbejdende 1$ om dagen incl. kost og logi. 

Vi fik da også set masser af bisoner, elge, rådyr og kronhjorte, cyoter, masser af “chip og chapper” forskellige fugle – og en enkelt bjørn i morgendisen i et engdrag ned mod søen. Fra ørerne og skulderpartiet at dømme mener vi det var en Grizzly. Bisonerne gik frit omkring – ofte i store flokke -og “generede” trafikken , og der var tit trafikkaos, når kanonfotograferne med stativ, zoomlinser og hele molevitten skulle have “billedet”. Trafikkaos skyldtes nu også at kronhjortene var i brunst, og her stod et enkelt sted også en 20-30 fotografer – både først på eftermiddagen og senere ved 19-tiden da vi kørte forbi. 

Næsten uanset hvor vi kørte i parken, blev vi mindet om den termiske aktivitet. De steder hvor mange gejsere m.m. var samlet, var der lavet bro/stisystemer, som vi kunne følge, og vi fik set en del på denne måde. Den meste berømte gejser er “Old Faithfull” – “Gamle Trofaste”, der hedder således, fordi den springer meget regelmæssigt – ca. hvert 94.minut, og det er jo meget praktisk i turistøjemed. En af dagene gik vi en tur med en Ranger, som fortalte om de forskellige gejsere, kilder m.v. Det blev vi meget klogere af, og kunne nu se og forstå meget mere af de fænomemer vi så rundt omkring – bl.a. forskellen på gejsere og kilder/springs. Hun fortalte også at en del af dyrelivet søgte til de varme områder i parken om vinteren, og at en del dyr omkom, når de druknede/faldt igennem jordskorpen. Således regnede man med at ca. 100 bisoner gik tabt om året. 

Da vi ikke havde bestilt indkvartering på forhånd, fordi vi havde håbet at kunne ligge i telt ( her lå sne og det var bidende koldt ), måtte vi bide i det sure æble og tage hvad der var ledigt. Vi ville helst have en hytte, for at være så tæt på naturen som muligt, men det kunne vi kun få én nat i den nordlige del af parken. Den tog vi sammen med to overnatninger på firstjernet hotel ved Yellowstone Lake – uden udsigt. Her var iøvrigt ansat personale fra hele verden- især unge mennesker på 3 mdr. visa – heraf en hel del fra Polen og Rumænien. Vores fine hytte i Mammoth Springs var rigtig hyggelig, og vi havde fornøjelse af en “forsmået” kronhjort, der brølede hele natten. 

Mens vi var i Mammoth Springs kørte vi til “Gardiner”, lige nord for parken, for at få lidt aftnesmad og se, hvordan der så ud. Det lignede en “cowboyby”, der levede af turister. Den nordlige indgang var den oprindelige, som fulgte Yellowstone River. Her lod Roosevelt i 30érne bygge en port over indgangen til parken, som vi kiggede lidt på. 

Yellowstone var absolut køreturen værd. Vi oplevede hvordan vejret kan ændre sig meget inden for et forholdsvist lille landområde, og at højden ( 7000 – 9000fod ) har stor betydning på temperaturen. Det var allerede efterår i Yellowstone, hvilket sammen med sneen absolut gjorde det hele flottere. Oplevelsen her var dog noget anderledes end i Yosemite. Yellowstone var på en eller anden måde en udstilling af naturen, som man sad i bilen og kørte rundt og så på, steg ud og gik nogle småture i. I Yosemite var man mere i pagt/kontakt med naturen – når man gik ud og “brugte” og oplevede den – på længere vandreture. Måske var det bare vores måde at opleve Yellowstone på – og så fordi vores garderobe ikke lige var til det kolde vejr? 

Sydover mod Bryce Canyon i det sydlige Utah kørte vi igennem nok en smuk nationalpark, Teton, hvor vi dog kun gjorde korte stop, for at nyde de flotte bjerge og klare bjergsøer. Lidt sydligere i Jackson (“….I´m going to Jackson…..) så vi en rigtig cowboyby-kulisse, hvor der sågar i højsæsonen er diligenceoverfald hver dag kl. 18.15. Desværre var det uden for sæsonen, så vi nøjedes med at kigge lidt og gå rundt på bræddefortovene. Alt inden for cowboy- og indianerudstyr kunne købes her. Vi spiste en god is og fandt efter noget besvær vores bil og kørte et par timer til Montpellier, hvor vi overnattede. Næste dag fortsatte vi gennem Paris – her må åbenbart bo efterkommere fra franskmænd. Vi holdt stop på en udsigts-parkeringsplads for at strække ben, tisse m.m. Her var der sørme reception, idet den nyistandsatte vej med rasteplads skulle indvies. Vi blev også bedt om at skrive i gæstebogen, hvor vi skrev at vi kom fra Danmark. Det vakte straks opmærksomhed, da en af de andre gæster var af dansk afstamning. Han talte med Søren om Danmark og sin oldefar, som i 50érne havde besøg af sin søster fra DK, der skrev hjem, at han var meget rig, fordi han både havde hus og bil. Vi ved ikke om han var mormon, men ihvertfald var hans nabo i New Zealand som missionær i 1 1/2 år, og vi var kommet ind i Utah, hvor mange mormoner har danske rødder. Iøvrigt var dansk det første sprog, som mormonernes bog blev oversat til. Inden vi kørte videre blev vi budt på bagels, kaffe og juice. 

I mormonernes by – Salt Lake City – herskede der “ro, renlighed og regelmæssighed.” Alt var klart pænere end i en gennemsnitlig amerikansk by. Vi tog en tur med en fin sporvogn gennem centrum og tilbage igen. På sporvognen var også en mormonsk familie med 6 børn – på sightseeing i deres hellige by – iklædt tøj fra 1800-tallet. Vi syntes dog ikke vi kunne være bekendt at fotografere dem. Vi så enkelte andre gå klædt i tilsvarende tøj. Vi gik lidt rundt på Temple Square, gik ind og så på hellighederne og de frelste mennesker. Det vrimlede med mormonske guider med alle mulige sprogkundskaber, og hvis vi ville, havde de sikkert kunne skaffe os en dansk guide, men vi ville blot kigge og mærke stemningen. Bl.a. måtte vi jo lige se den kopi af Thorvaldsens “Kristus”, som står inde i det ene besøgscenter. Svage sjæle ville nemt kunne indfanges her. 

Umiddelbart syd for byen måtte vi ind og se verdens største menneskeskabte hul – Kennecott Coppermine. Man har flyttet et bjerg og gravet et kæmpe hul, der følger kobberåren ned i undergrunden. Maskinerne hertil er selvsagt koloenorme, og vi følte os noget små. Herefter trykkede vi på speederen i et par timer og overnattede 1 1/2 times kørsel fra Bryce Canyon i Beaver, på Old Country Inn ( og det var nedslidt ).

Dag 27-29. 27/9 – 29/9.
Bryce Canyon. Hoodoos, hesteryg og stjerner.

Bryce Canyon er en af de mindre nationalparker, hvor kun én vej går ind, så det er samme vej frem og tilbage. Det mest seværdige – Amfiteatret – ligger tæt på indgangen til parken, og det er her de fleste udsigtspunkter og stier er. Bryce Canyon er unik – den eneste af sin slags, fordi den ikke som en “rigtig” canyon er dannet af en flod. Bryce Canyon ligger i ca. 2200 – 2800 m højde og har 200 dage/nætter med frost årligt. Det er især nedbøren og denne frost som danner de specielle klippeformationer – hoodoos. Der er ikke fundet et andet navn end “canyon” til Bryce. Nogle siger det jo ikke er nødvendigt, fordi den jo er den eneste – en Bryce? Ebenezer Bryce – som var den første hvide der bosatte sig i området – forstod at området var noget særligt. Før ham var området beboet af Paiutes indianerne. Til forundring kan oplyses at befolkningstætheden i området i indianertiden var 2 -3 pr. km2. Idag er den 1 pr. km2. Canyonen består overvejende af kalksten, og jernforbindelser gør landskabet rødt og gult. Canyon har 3 mill år tilbage før den er eroderet væk og en flod skyller igennem, så bliver det en rigtig canyon. Skynd jer og kom og se den! 

Det var meningen at vi skulle sove i telt, men da der er nattefrost, fandt vi et motelværelse, Canyon View Lodge. Det ejes af Ruby’s Inn, der har swimmingpool og spa, så vi måtte jo bruge et par timer her efter en hård tur i Bryce Canyon på at bade og træne Søren i at svømme, han er oppe på at svømme 10m uden stop 🙂 

Inden vi kastede os ud i en længere vandretur deltog vi i et par rangeraktiviteter, hvor vi fik lidt at vide om områdets geologi, historier og myter. Vi var blevet lidt trætte af at skulle fotografere hele tiden – og ikke bare opleve, så vi holdt “fotofri eftermiddag”, medens vi gik en flot tur langs kanten mellem Inspiration – og Bryce Point. Hver gang vi kom rundt om en ny pynt viste en ny flot eller sjov klippeformation sig.  

Bryce Canyon er også et af de steder i USA, der har den klareste/reneste luft og med mindst lysforurening, så her kan stjernehimlen ses med mange flere stjerner end i nærheden af byerne. Således påstod en ranger, at man her kunne se et bjerg 220 mil væk, det længste sigtepunkt på jorden, p.g.a. den høje beliggenhed og den klare luft. Det måtte vi naturligvis benytte os af, og deltog derfor i endnu et rangerarrangement om nattehimlen, hvor vi ud over et godt lysbilledforedrag også var ude at se på nattehimlen i teleskoper og med laserudpegning af forskellige konstellationer. Det var første gang vi så i et teleskop, og det var interessant at se bl.a. Andromedagalaksen. Planeterne fik vi desværre ikke at se. 

Vi så flere tilbud om ridning, og da der i nationalparkens egen brochure stod, at en ridetur også var for folk, der ikke havde redet før, meldte vi os til en 3 1/2 times eftermiddagstur. Efter en kort snak, var Cowboyerne gode til at “parre” hest/muldyr og rytter. Således sadlede Kirsten op på Bonnie og Søren på Denise. Steve, som var vores leder beroligede os med at den første strækning, hvor vi skulle ca. 150 m ned i canyonen ad stejle og ujævne bjergstier var den værste – og at dyrene iøvrigt havde en evne til altid at ville gå yderst på stien mod afsatsen. Godt vi havde prøvet lidt ridning før og at vores muldyr faktisk gjorde som vi bad dem om. Lidt ( meget ) nervøse var vi nok alle, men vi forlod os hurtigt på dyrene, som jo kendte turen og terrænet. Vel nede nød vi de flotte udsigter i fulde drag – trods støv og varme. Der var fortsat mange op og nedture, men vi lærte hurtigt at se på omgivelserne, smile og som sagt stole på dyrene. Steve fortalte om de forskellige formationer, træer m.v. undervejs, og det blev en kanontur – 10 på vauwskalaen, som ellers kun går til 5. Vi blev dog noget ømme i rumperne og knæene og derfor sprang vi vores egen vandretur ned i canyonen over den efterfølgende dag, for istedet at slappe lidt af med at lave dagbog, som efterhånden sakkede lidt bagud. Det synes vi var i orden- efter at have overskredet en personlig grænse dagen i forvejen. 

Vi er meget blevet anbefalet at se Bryce Canyon af flere derhjemme, og det forstår vi nu til fulde – tak venner. 

Der er så nu meget begrænset tid til Grand Canyon, Zion Nationalpark, Las Vegas og Death Valley, da vi flyver vider til Mexico City fredag d. 6. oktober, men den prioritering tager vi senere.

Dag 30-36. 30/9 -6/10.
Grand Canyon, Colorado River, Marble Canyon, Dinosaurer, indianere, Las Vegas, Death Valley, farvel USA.

Så er prioriteringen taget. Vi springer Zion Nationalpark over, og vi må “jabbe” lidt let hen over de sidste steder – desværre. 

P.g.a. en snak med rengøringspersonalets datter ( mexikanere, datteren i 8. klasse, men alligevel hjalp hun med rengøringen ved 13-14tiden? ) på motellet i Bryce, slog vi en smut om den nærliggende Mossy Cave og tog morgenmotionen her. – En flot lille tur op langs et vandløb op til en mosbegroet grotte og et nærliggende vandløb – kun os to kl. 8.30 lørdag morgen. Dejlig morgentur. 

Herefter kørte vi mod Grand Canyons nordkant – en lidt ensformig tur, hvor højdepunktet vel var den første og eneste gang vi kørte forkert, hvilket kostede os ca. 50 km. Ved indgangen til Grand Canyon konstaterede vi at al indkvartering var besat, så vi skulle ud af parken igen samme aften. Iøvrigt mente rangeren ved indgangen, at det var første gang i hendes tid ved nordindgangen ( 2 år ), at danskere kom på North Rim. ( Kun 10% af de 5.mio., som årligt besøger Grand Canyon, kommer til Nordkanten ). Langs lange strækninger stod afbrændte træstammer – fra en brand i år 2000 ( lynnedslag ) – som sorte spidse kontraster til den nu gule og grønne underskov af hovedsagelig nye små birketræer. Fremme ved kanten gik vi en flot lille tur og nød det storslåede landskab. Grand Canyon er op til 16 km bred, 1,6 km dyb og 446km lang. Coloradofloden har “gravet” her i ca. 6.mio. år i klipper som er op til 2. milliarder år gamle ( halvdelen af jordens levetid ), så vores levetid her på jorden får ingen indflydelse på udviklingen – her tænker man længere end til næste fridag.  

Efter frokost kørte vi ud på en “arm” mellem to canyons, hvor vi gik forskellige småture, bl.a Walhalla Overlook, Cape Royal, Cliff Springs Trail. Den ene flotte udsigt åbenbarede sig efter den anden – også som lyset ændrede sig i løbet af dagen.Grand Canyon løber hovedsagelig øst-vest, og nordkanten ligger ca. 300m højere i 2700m højde – end sydkanten Det at vi kunne kigge over på plateauet mod øst ( Navajo Indianerreservat ) og sydsiden, gav en ekstra dimension til at det hele var storslået. Fra Cape Royal havde vi en god udsigt ned over Coloradofloden og en “hesteskohalvø”, hvor indianerne engang havde dyrket jorden. Her kunne vi gennem kikkerten se spor af en bosættelse. Indianerne levede ofte nede i canyonen om sommeren, hvor de dyrkede forskellige afgrøder. Oppe på kanten byggede de boliger og forrådslagre af sten, hvor de opbevarede overskuddet og det de samlede og jagede. Om vinteren opholdt de sig så her. En gut vi snakkede med kunne ikke dy sig. Han havde taget golfbold og kølle med – og sendte bolden ned i dybet. Vi nød eftermiddagen og kørte ud af parken i skumringen, hvor mindst 200 rådyr græssede langs engstrøgene på en strækning over 10 km. Herlig eftermiddag – Grand Canyon lidt på vej ind under huden. 

Vi overnattede ved Marble Canyon, hvor en bro fører over Coloradofloden. Her skulle man tro et større bysamfund havde etableret sig, men det var ikke tilfældet – tværtimod. Et motel ( ingen konkurrence – kvalitet og pris herefter ) med “restaurant” og souvenirbutik samt en tankstation. Vi var kommet i “indianerland”, og ihvertfald lige her var udviklingen og troen på at man kunne ændre sin situation gået i stå. Som der stod i Lonely Planet: “The wounds are healing, but the scars remain”. ( Se længere nede ). 

Næste morgen kørte vi videre – og spiste morgenmaden andetsteds. Vi ville gerne prøve at sejle i en canyon. Grand Canyon skal man reservere til et par år i forvejen, hvis man vil på rafting og det tager en uges tid, men ved Page´, nord for Marble Canyon havde vi hørt at dette kunne lade sig gøre, så vi kørte herop, over Coloradoflodens første dæmning og op til det rekreative område nord for, ved dæmningssøen – Lake Powell. De syv stater, som floden løber igennem deles om vandet, der hovedsagelig bruges til landbrugsproduktion, og her kommer opdæmningen ind som den vandtildelende og regulerende faktor. Ved dæmningen fik vi en glimrende rundvisning og orientering om Coloradofloden og dæmningsprojekterne langs den, hvilket gav os en god forståelse for vandproblematikken langs floden. P.t. var vandstanden 30 meter under normalen, og den normale vandlinje sås tydeligt på klipperne som et markant farveskifte. I kraft af at vandet hovedsagelig bruges til landbrugsproduktion er floden forurenet med pesticider – dog nu mindre end tidligere. Californien og Mexico er de sidste to stater floden løber igennem, og da Californien producerer 25% af USA´s landbrugsprodukter, ja, så er floden temmelig forurenet når den når til Mexico. Guiden fortalte dog, at en vis rensning havde fundet sted siden slutningen af 70érne ( for at USA kunne undgå et international sagsanlæg ), men som han sagde. “Who would drink the water in Mexico anyway?” 

Sejlturen på Lake Powell og op i de små side-canyons – Antilope Canyon og Navajo Canyon var også ganske flot og vejret pragtfuldt, men de to canyons lignede hinanden til forveksling og havde selvsagt intet med Grand Canyon at gøre størrelsesmæssigt. Kirsten nød turen – slikkede lidt sol, men Søren havde fået nok efter en times tid. Han svømmede dog ikke i land. Da vi endelig efter tre timer havde fast grund under fødderne igen, ville vi gerne se nærmere på en canyon fra landsiden ( som lå på privat jord ejet af en indiansk familie ) var vi for sent på den – og da prisen pr. person desuden bar præg af, at det var familiens eneste indtægtskilde (120kr/person ) sprang vi denne oplevelse over og så istedet “Horseshoebend” – hvor Coloradofloden slår en gevaldig sløjfe. Her var flot, og her kunne vi faktisk have sejlet til i små både fra dæmningen, men det opdagede vi først efter vi havde bestilt sejlturen på Lake Powell. Øv, man kan ikke vide alt. Det var efterhånden blevet mørkt, så vi overnattede i Tuba City – inde midt i Navajo indianerreservat – et af de reservater, hvor den amerikanske regering tvangsforflyttede rigtig mange indianere til i midten af det 18. århundrede. Her er ikke meget at tage sig til – et trøsteløst landskab – højslette/ørken i 2 – 2,5km højde, som Coloradofloden jo har gravet sig ned i. 

Nå, men overnatningsvalget faldt på Tuba City p.g.a. en lille anmærkning på kortet: “Dinosaur Tracks”. Der stod ikke noget herom i bøgerne, og vi havde næsten opgivet at finde stedet, da her ikke var nogen officielle skilte, men pludselig midt i mørket, så vi et stort forfaldent træskilt, der viste til seværdigheden. Da det jo var mørkt måtte det vente til næste dag, og Tuba City skulle vise sig at være en livsbekræftende oplevelse. Vi overnattede på et mindre motel, hvor den søde “kromutter” henviste os til spisestedet “´Kates Cafe”. Her fik vi de bedste og billigste bøffer med den mest oprigtige betjening – af indianere – vi havde oplevet på turen. Et dejligt sted, med søde mennesker hvor selvopfattelsen var positiv. Hvor tror I vi spiste morgenmad næste dag? 

Lidt i 9 rullede vi ind foran de forfaldne boder ved Dinosaur Tracks. Her var ikke et øje i miles omkreds, men fem minutter efter vi var begyndt at lede efter fodspor stoppede en pick-up på grusvejen, og en midaldrende ( Hun viste sig at være 2 år yngre end Kirsten – hm. hm. ) nusset kvinde hoppede af ladet. Hun smilede og viste os rundt på stedet, som viste sig af have spor efter mange forskellige dinosaurer, spor, som vi aldrig selv havde fundet. Hun hældte vand i sporene, så de blev tydeligere. Hun fortalte, at der var forskellig opfattelse af sporenes alder – nogle mente 65.mio. år – andre 4,5 – 5 mio. år!! Vi gik rundt 15-20 min. mellem sporene, som overhovedet ikke var dækket af eller hegnet ind, og først da vi var ved at være tilbage ved boderne fortalte hun at “a donation usually was given by the visitors” og at hun levede heraf eftersom sporene var på hendes families jord. Kirsten syntes at indianerkvinden var et livsstykke, så hun spurgte om 20$ var i orden, og det var det. Da hun yderligere levede af at sælge hjemmepoducerede smykker, kiggede Kirsten lidt herpå og købte igen for 30$. Så var dagen reddet ( både for ejeren af dinosaursporene og for Kirsten ) og Kirsten fik to par øreringe i rabat, og et ordentligt knus til afsked. Da vi kørte var der allerede kommet nye kunder i butikken. Hvordan det sådan formelt hænger sammen, at sådanne dinosaurspor ikke er indhegnet og beskyttet for forfald har vi ingen anelse om, men vi er ikke i tvivl om sporenes autensitet. 

Langs vejen i hele indianerreservatet vrimlede det med boder, som solgte kunsthåndværk, som skulle være hjemmeproduceret, men vi fik opfattelsen af, at produktionen og måske også tildels handelen er sat i system – som på Strøget i Kbh. 

Fremme ved Dessert View ved sydkanten af Grand Canyon var vi oppe i det udsigtstårn, som vi havde kunnet se i kontrast mod himlen fra nordkanten. Her fra Dessert View har man det bredeste udsyn over Grand Canyon (uden at bevæge sig ned i canyonen ), og det var da også ganske flot. I butikken købte Kirsten sig en t-shirt og en del gaver ( vi afslører naturligvis ikke hvad ) og ting til os selv. Længere fremme fik vi os indkvarteret på campingpladsen i Grand Canyon Village. Vi tog ud til South Kiabab Trail hvor vi ville gå en lille tur ned i Canyonen. Kirsten gik kun med til det første flotte udsigtspunktet, da det var en stejl nedstigning og hun skulle jo også op igen. Søren forsatte og havde gode ben, så han endte i bunden, og kom først op længe efter at solen var gået ned. Det var en flot tur og det er rigtigt at man ikke har været i Grand Canyon, før man har set den “nede” fra. Næste dag på vej ud kørte vi ind og så en flot IMax film om Grand Canyon i Tusayan. Herefter satte vi kursen mod Hoover Dam og Las Vegas.

Egentlig havde vi set frem til at se og studere Hoover Dam lidt nærmere – en stor dæmning – midt i en ørken, på grænsen mellem to stater, bygget med lynets hast under krisen i 30érne med grov udnyttelse af arbejdskraften og mange dødsfald p.g.a. slækkelse af sikkerheden, og de tilflyttende under byggeriet gav grundlag for udviklingen af Las Vegas. MEN nu havde vi jo altså set Glen Canyon Dam, som er næsten lige så stor som Hoover – og vi havde forstået ideen med dæmningerne, så vi nøjedes med at køre i kø – i 30 min – til og over dæmningen. ( De var ved at bygge broer, som skal lede trafikken mere direkte og hurtigere over kløften ved Coloradofloden og dæmningen ). Vi ville have kigget lidt, men da udstillingen om byggeriet var lukket og de alligevel ville have 7$ for at vi parkerede, ja, så kørte vi videre mod Las Vegas. Allerede 20 km fra byen åbenbarede den sig i et kæmpe dalstrøg – og ikke mindst smoggen viste – at her skete noget. Endnu tættere på blev vi meget imponeret over skylinen, som bl.a. viste en pyramide ( Luxor ), nogle af New Yorks bygninger i mindre målestok. Vi ville gerne bo på “The Strip” – hovedgaden, i Caesars Palace, men da vi endelig kom hertil kostede værelserne 180$ pr. nat, og det ville vi ikke betale. På Caesars Palace spurgte vi om de kunne anbefale et andet hotel, og da nogle hoteller/casinoer åbenbart har samme ejer og derfor samarbejder, ringede han og spurgte på Rio, og reserverede et værelse til 80$. Da vi ankom til Rio var prisen i mellemtiden steget til 120$, men da vi havde bestilt til 80$ fik vi værelset til den pris. Vi forstod ikke rigtig prissystemet men værelsespriserne gik op og ned efter efterspørgslen og den var på vej op, da vi bookede. Nå, men vi fik et luksusværelse på 18. etage med udsigt – ikke ind over the Strip, men pyt. Efter en god bøf og lidt osen rundt på casinoet gik vi i seng.

Næste morgen læste og besvarede vi hyggelige mails over morgenmaden og kom først afsted mod Death Valley ved 11-tiden selvom vi stod op kl. 7. Vi overvejede om vi skulle bruge dagen til at se lidt nærmere på Las Vegas, men vi er nu engang mere til at se naturen, og vi kunne ikke komme hjem uden at have set Death Valley, når vi havde muligheden. På den lidt øde lige landevej , med US-AirForces´øvelsesområde øst for os og Death Valley på den vestlige side, passerede vi et skilt med teksten: “Prison Area Hiking not allowed”, så her skulle man ikke samle blaffere op. Efter nogle timers køretur, et fald i højden på nok mindst 1500m og en temperaturstigning på 10 – 15 grader steg vi ud af bilen i den nordlige del af Death Valley og blev nærmest blæst omkuld af en varm opadgående vind fra Ubehebe vulkankrater, 200 m dybt. Vi bevægede os nedaf – i den løse lava. Vinden stilnede kraftigt af og det blev ikke koldere. Bunden af krateret var varm og det var flot at se op af siderne og forestille sig lavaen komme væltende op af dybet. Nå, det var nu 3000 år siden her havde været udbrud sidst. Nedturen tog vel 15 min. medens opturen tog det dobbelte, selv om kanten var “lige deroppe”. Har I prøvet at gå opad i løse lavasten?
Længere mod syd så vi de meget farverige klipper i “Painters Drive” og vi var efterhånden kommet “under havoverfladen”. I nationalparkens besøgscenter viste temperaturen 101F – svarende til ca. 40C i skyggen. De høje temperature i Death Valley skyldes flere ting. For det første den lave beliggenhed, som jo i sig selv giver varmere temperaturer. Herudover bevirker de forholdsvis høje klipper på begge sider af dalen, at den opvarmede luft, der strømmer op fra dalbunden, ikke kan slippe op af dalen, men recirkuleres ned til bunden igen, så her står en varmepumpe i begge sider af dalen. Dalen bliver iøvrigt lavere og lavere med tiden. Her er så tørt – 5cm nedbør årligt, og ingen vandtilførsel fra floder eller andre vandløb – at der sker megen minimal erosion af sedimenter i bjergene, og da floderne således ikke transporterer sedimenter til dalbunden stiger den ikke i højden. Herudover ligger en forkastningszone langs den østlige side af dalen, og når her ind imellem er jordskælv vokser de to dalsider fra hinanden – med endnu mere sammenfald af dalbunden.

Vores næste stop var “Devils Golfcourse” – opkaldt således, fordi terrænet her er utrolig knoldet og saltet – så kun djævelen kan finde på at spille golf her. En kortlægger, der i 1800-tallet kom gennem Death Valley kom til et sted med vand, som hans mulddyr ikke ville drikke – fordi det var så salt, og han navngav stedet “Badwater”. I “Udvandrerne” husker Søren at have set, at to mænd, døden nær af tørst, kom til en sø i Death Valley – fomodentlig Badwater. Den ene kastede sig over det meget salte vand og drak. Den anden læste skiltet med dødningehovedet først. Den første var død dagen efter. Vi husker noget om osmose fra vores barnelærdom i fysiktimerne og mener, at det var det, der gjorde at han døde. Saltkoncentrationen uden for cellerne blev større end indeni, da han drak vandet og hermed er vandet vandret ud af cellerne??? Er det korrekt. Nå, men ihvertfald gjorde Badwater et stort indtryk på os. Det var et særegent naturfænomen vi ikke havde set før, og vi gik en god tur ud over den store saltslette i skumringen, her 86 m under havets overflade i stegende hede, selv om solen var gået ned bag bjergene mod vest.

Efter en lidt travl køretur tilbage til Las Vegas sad vi kl. 22.30 på vores pladser på The Wynn for at se aftenens show “Le Reve`” – Drømmen. Vi har aldrig set underholdning på et så fantastisk niveau før. Det siges at minde om Cirque du Solei, men showet her på The Wynn var stationært, hvilket gav langt større muligheder for en fantastisk sceneopsætning. Scenen bestod af et cirkulært basin med mange platforme som kunne køres op, ned, i over og under vandet med forskellige liftsystemer, et fænomenalt lys-og lydshow, 3 sceneindgange og en stor kuppel i loftet, hvorfra forskellige effekter blev styret, bl.a. regnvejr, lyn, torden samt op og nedsænkning af artister i wirer og trapezer. En sådan scene må være enhver instruktørs drøm, en scene som foregår i alle niveauer og vandet havde en helt særlig effekt når det dryppede, artister som svingede rundt i luften. Vi havde jo elleres ikke de helt store tanker om Las Vegas, men – INDRØMMET – alt her er utroligt og ubeskriveligt. DET SKAL OPLEVES. Inden vi gik i seng fik vi lige spillet lidt. Kirsten satsede 5$ som hun havde fået med hjemmefra, vandt 10,60$ – og stoppede. Men da hun nu havde vundet, synes Søren at hun skulle give en drink. Den kostede hende 24$, så!!!!!!!

Vores sidste dag i USA blev lidt hektisk. Sent op med lidt tømmermænd, pakke, køre til Los Angeles og indkvartere os i nærheden af lufthavnen, men på vejen kiggede vi lige forbi “Bagdad Cafe`” – hvor den pragtfulde film med Marianne Sägebrecht fra 1988 er optaget. Det var svært at finde, da det lå “in the middle of nowhere” – ligesom i filmen, og stemningen her var nøjagtig ligeså skødesløs. Cafeen levede klart på “renomeet”. Den ligger på en del af Route 66, så en del motorcyklister og turistbusser stopper her. Vi spiste en dårlig frokost og drønede videre. I LA skulle vi have sendt nogle ting. Vores meget lidt slidte telt og liggeunderlag ( kun brugt 2 gange ) ville vi gerne have sendt til Australien, til brug når vi kommer dertil i marts, men det lykkedes ikke at skaffe en adresse i tide ( det var vores egen skyld, vi var for sent ude ), så det hele sammen med ting vi kan undvære samt gaver blev sendt kl 22.15 om aftenen. Så må Eva og Mogens udrede de to kassers indhold, når de når frem engang i november.

Næste morgen afleverede vi “vores hjem” gennem fire uger ( bilen ) og tog flyveren til Mexico City, hvor tingene fungerer helt anderledes og hvor tempoet skal sættes ned, men det giver nok sig selv, når vi skal med offentlig transport.

En opsumering af vores iagttagelser og mening om dette og hint om The United States of America, arbejdes der stadig på, men det kan jo være den ændre sig under opholdet i Mellemamerika, og desuden har vi jo 10 dage i Florida fra d. 15. november.

Dag 37-46. 7/10 – 16/10.
Mexico City, De Tre Kultures Plads, Jomfruen af Guadeloupe, Teotihuacán, Templo de Mayor, Mexicos Venedig, forurening og menneskemylder, maveonder og sprogvanskeligheder. Oaxaca, Monte Alban, undtagelsestilstand, ”badeferie” og Sumidero Canyon.

Her skal redigeres yderligere – mange ”klippefejl”.

Det galdt om at holde hovedet koldt. Vi havde ikke på forhånd helt styr på de forskellige perioder og kulturer i Mexicos historie, og den er temmelig omfattende og flere kulturer har eksisteret samtidig, bl.a. fordi Mexico er et stort land ( 46 gange Dk’s størrelse ). 

Her er en hurtig oversigt med cirka-tidsangivelser:
Cortes og hans spanske landsmænd ankom i 1521 e.v.t.
Olmekerne: De første, levede ved golfen 1200 f.v.t til 600 f.v.t.
Zapotekerne: Monte Albán 300 f.v.t. til 1521 e.v.t. I Oaxaca – området, sydlige centrale Mexico.
Tidlig Maya: I Izapa 200 f.v.t. til 200e.v.t.
Teotihuacán- kulturen:  40 km n.ø. for Mexico City 250 f.v.t til 700 e.v.t
Classisk Maya: I Chiapas og nuværende Guatemala 250 e.v.t til 900 e.v.t
Aztekerne: I MexicoCity dalen 1200 e.v.t til 1521 e.v.t.

Mexico City er verdens største by med 23 mill indbyggere. Spanierne og også senere mexikanerne selv prøvede at lave lidt byplanlægning, men det holdt ikke så godt og fra 1940’erne gik det rigtig galt, da millioner af fattige søgte ind til byen for at få arbejde, hvilket førte til fuldstændig ukontrollet byudvikling, og der kommer stadig 1100 nye indbyggere til byen hver dag, hvilket gør byen fuldstændig uoverskuelig, og da der ikke er offentlig kontol med byggeri af huse, veje, el og afløb bliver alt misligeholdt og grimt i vore øjne.

Vandrehjemmet i Mexico City var absolut en positiv overraskelse. Vi fik os indkvarteret i en 6-personers mix-dorm, som vi havde helt for os selv i 2 døgn. Allerede første aften faldt vi i snak med adskillige mennesker i baren og vi fik gode råd og forslag om dette og hint. Dette skete over et par flasker øl – måske tre ( Corona Familia’r 1 l )

n.ø. for Mexico City, Mexicos største antikke by.

Vores guide vidste virkelig hvad hun talte om og turen indbefattede også andre seværdigheder. Første stop var “De tre kultures plads” i Mexico City. Her så vi ruiner fra aztekertiden med bl.a. en stor markedsplads. Her blev den sidste aztekiske leder tortureret af Cortes og spanierne, for at få ham til at afsløre hvor guldet var. Vores guide var god til at fortælle og levendegøre hvordan livet havde været i ruinområdet. De to øvrige kulturer refererede til pladsens kirke og et boligområde fra 60érne, hvor der d. 2. oktober, 1968 – 10 dage før Mexico stod for afholdelse af olympiaden – foregik en massakre, hvor 200 studerende blev skudt – en episode, som blev forsøgt hemmeligholdt, kun den udenlandske presse skrev lidt herom.

Videre til Jomfruen af Guadalupe, der viste sig 4 (næsten alt fra før 1521 har noget med 4 at gøre) gange for en fattig indianer i 1531. Det billede, der hænger i kirken fra 1976, er fyldt med symboler der knytter den gamle indianertro sammen med katolicismen, sådan at man rent politisk kunne overbevise alle de vantroende om at katolisicimen er den ægte tro og i direkte folængelse af deres oprindelige tro, folkeforførelse! For alle katolikker i Mellem – og Sydamerika betyder Jomfruen af Guadelupe meget.

Derefter kørte vi til området n.ø. for MC hvor Teotihuacántemplerne ligger. Tæt på Teotihuakan ruinområdet er der en stor foretagsomhed – produktion af kunsthåndværk, salg af alt muligt incl. ragelse, men vi var inde at se hvorledes de forskellige stenarter fra Teotihuacan-perioden blev bearbejdet til bl.a. masker og figurer.  Vi kunne naturligvis også handle, men vi rejser jo “desværre” med rygsæk, hvilket begrænser købelysten. Mange af disse fantastiske mexikanske &quSamme sted fik vi også en mexikansk frokost, hvor vi smagte på bl.a. enchiladas, kylling, forskellige udgaver af tortillas m.m.

Teotihuakan området med templerne lå på en nord-sydakse, med Månepyamiden ( Det er ikke pyamider, de findes kun i Egypten og er spidse, mexicanske er trappeformede og med flad top) mod nord og den store Solpyamide mod øst med front mod vest. Vi besteg begge pyramider ( puha ) og nød udsigten over området. Begge pyamider er genopbygget/restaureret, da hele byen blev hærget ca.700 f.v.t, måske p.g.a. indre stridigheder eller krig eller.., og forladt. Inde i pyamiderne er der 4-5 andre pyramider, sikkert fordi hver ny hersker skulle sætte sit eget præg, og lagde et ca 3 m lag uden på den eksisterende, med tidens udsmykning.

Vi gik en tur ned af “hovedgaden” 2 km lang og 42 m bred. Da Aztekerne adskillige århundrede senere ankom og så de mange små pyamider langs gaden, troede de at det var grave og kaldte “gaden” De Dødes Allé. De troede ikke at komplekset kunne være lavet af mennesker men var lavet af guderne. For enden af gaden lå en Markesplads (390m x 390m). Da al handel var byttehandel kunne der opstå stridigheder, som blev løst af en “præst” der med et klap i hænderne tilkendegav, at striden var afgjort. Et bestemt sted på pladsen kunne ekkoet, p.g.a. de skrå sider, høres over hele pladsen, Det blev demonstreret af vores guide.

Luftforureningen i Mexico City var forfærdelig og derfor valgte vi søndagen til at se seværdighederne i centrum. Templo de Mayor, Aztekernes største helligdom, der ligger midt i Mexico City, der hvor de så en ørn sidde på en kaktus med en slange i næbet, verden navle. Spanierne har selvfølgelig bygget en domkirke og en kirke oven på ruinerne. Det var ikke ruiner da Cortes ankom i 1521!. I 1978 stødte nogle arbejdere på en mægtig sten ( Monolit ) øst for domkirken, Coyolxauhqui-stenen.( Den som blev opfattet som kalenderstenen ). Det blev besluttet at rive kirken og nogle beboelsesejendomme ned og udgrave dele af templet, stærkt gjort i et så katolsk samfund, hvor katolisicimen ikke har gjort meget godt. Senere på dagen tog vi en tur op i La Torre Latinoamerikana, 44 etager, hvor man på klare dage kan se vulkanerne Iztaccihuatl og Popocatépetl – 72 km syd for Mexico City -men her er MEGET forurenet. Vi kunne måske se 2-3 km væk. ( Her lugter også af kloak næsten overalt og væk fra hovedstrøjene flyder det med affald i gaderne, for ikke at nævne det konstant høje støjniveau, der var overalt i byen, hvor vi færdedes  Det er som om ro er skræmmende. Er der ro, så startes der straks høj musik ).Vi spiste på en gågade med levende musik. Herefter ledte vi længe efter en hæveautomat, ikke alle steder kan de tage chipkort. Vi fandt en – uden penge. Dette var også dagen, hvor vores maver fik chokket af de fremmede bakterier, tynd mave resten af aftenen, natten og hele mandagen. Herudover var Kirsten blevet forkølet og havde svært ved at trække vejret især om natten p.g.a. forureningen og højden ( 2300 m ).

Mandagen skulle altså være noget stille og rolig. Vi ville prøve at klare os selv uden guide, så vi tog metro og sporvogn til Xochimilco, hvor der stadig er de oprindelige kanaler ( som i Venedig ) fra aztekernes Mexico City. Spanierne fyldte kanalerne op for at lave veje til heste, hviket resulterede i årlige oversvømelser i ca 200 år indtil der blev lavet en afvandings- kanal og i nyere tid en tunnel til afledning af vandet fra de omkringliggende bjerge. Mexico City er bygget på en lille ø i en sø, Texcoco,  i en dal, søen er nu næsten helt væk. Alt hvad her er bygget synker ned i det bløde sediment og alle ældre huse står skævt, og mange kirker går man ned i, når man går ind og op på gaden, når man går ud. Templo de Mayors ældste dele ligger 2 m under grundvandsspejlet (søen). I Xochimilco udlejes både (pramme) med “gondoler”, og vi lod os snyde og betalte dobbelt pris for 1.5 times sejltur på kanalerne. Vi så frem til lidt fred og ro under sejladsen, men her havde vi nok misforstået formålet med turen. Her var ikke grænser for, hvad vi blev tilbudt af mad- og drikkevarer undervejs og levende musik blev også tilbudt fra sejlende både. Vi nød dog folkelivet og turen alligevel. På vejen tilbage, efter et besøg på sanitario, 2 pesos ( 1,-kr ) incl – 3stk papir og uden bræt, gik vi igennem et meget autentisk marked tæt pakket med boder der solgte ALT. Kødet lå bla. fremme i varmen blandt grøntsager (jord) og ventede på at blive købt. Vel  “hjemme” spiste vi spagetti, købte en øl, satte os op på tagterrassen og skrev på hjemmesiden, – i umiddelbar nærhed af toilettet.

Næste dag følte vi os friske nok til at tage på Antropologisk Museum, et af verdens bedste museer, og det var godt vi ikke havde andre planer for dagen, for vi gik først da de lukkede kl. 19, men så havde vi også holdt både frokost og kaffepause her med lagkage i anledning af Sørens fødselsdag. Vi fik et meget bedre overblik over Mexicos kulturer, og museet kan varmt anbefales.

Onsdag var rejsedag. Taxi ( ikke rygsæk eller store tasker i metroen, der er ikke plads og der er mange lommetyve! ) til Terminal Oriente og 6.5 timers bus til Oaxaca. Efter et par timers kørsel gennem Mexico Citys forfaldne forstæder kom vi igennem flotte landskaber med bjerge og vulkaner, en flot keglevulkan med røg op af, uha. Sidste udbrud i 1997, og der bor 30 mill mennesker i risikoområdet! – incl. Mexico City.

På Zocaloen ( Rådhuspladsen ) i Mexico City havde der været daglige demonstrationer som omhandlede delstaten Oaxaca. Vi fandt ud af, at det var stor utilfredshed med den siddende guvernør, Ulyses. Det var vidst lærerne, der p.g.a. deres arbejdsforhold, havde startet det hele, og så var der vidst fulgt andre faggrupper med. Skolerne i hele Oaxaca har været lukket siden maj måned. Vi mærkede imidlertid ikke meget til urolighederne, udover at Zocaloen i Oaxaca var omgivet af bariakader, der let kunnne forseres, samt at alle husmurer var overmalet med slogans og om natten sprang de kanonslag af. Vi undlod dog at være ude efter kl. 8 – 9 stykker om aftenen.

Fra et hotel i nærheden skulle bussen gå til Monte Alban, ruiner fra zapateker- og mixtekerperioderne, men den var netop kørt, da vi ankom, så istedet måtte vi købe en arrangeret tur, som også indeholdt andre seværdigheder. Det blev en meget hyggelig dag, selvom det var en turistfælde og vi er overbeviste om, at guiden ikke var uddannet, sådan som det ellers er praksis her i Mexico. Det mest spændende ved Monte Alban var boldbanen ( som var en af de første, og hvor det ikke handlede om at vinderen blev ofret til guderne (zapotekerne brugte ikke menneskeofringer i begyndelsen ) samt observatoriet. Her kunne zapotekerne holde styr på begge kalendere- både dens verdslige ( som var relevant for landbruget ) og den religiøse. De to kalendere falder sammen hvert 52. år, hvor Venus, sol og måne står på linje i den retning observatoriet vender. Efter at have besteget diverse pyramider, samt ventet en del ( mexikansk tid ) kørte vi mod Mitla og undervejs var vi inde at se hvordan tæppeproduktion foregår fra bunden – fra nyklippet uld og farver fra naturen  til færdigt tæppe. Vi kunne godt lige få lov at købe, men det gjorde de andre to brasilianske søstre, som var med på turen, heldigvis for os alle fire. Det var nu iøvrigt et tæppe, som Kirsten godt ville have haft, men det var i den tunge og dyreste ende.det gjorde de andre to brasilianske søstre, som var med på turen, heldigvis for os alle fire.

Frokost på en restaurant, hvor vi fik set hvordan mezcal- produceres. Mezcal er udtræk af en bestemt agaveart, som koges og destilleres til alkohol. Her kunne man også smage og købe. Selv om de to brasilianske søstre kun talte portugisisk, forstod lidt engelsk og spansk, fik vi en hyggelig eftermiddag ud af det og kommunikationen gik udmærket.

Mitla, var stedet folk flyttede til, da Monte Alban – af uvisse årsager – blev forladt omkring år 700 – 950. På hjemvejen så vi verdens største træ – ihvertfald i omkreds. Træet i Tula måler 58 m i omkreds, men i virkeligheden er det flere sammnevoksede træer, så det var nok derfor vi ikke havde hørt om træet før. Hjemme igen, blev vi sat af langt fra vandrehjemmet og fik set lidt andre kvarterer af byen, som iøvrigt er præget af spansk kolonibyggestil. Vi ledte forgæves efter et åbent turistkontor, og fik at vide, at de var lukkede p.g.a. al balladen, og vi så heller ikke ret mange turister ud over os selv. Istedet fandt vi en boghandel med rimelige kort over de områder i Mexico, vi har tænkt os at besøge.( Kirsten kan jo ikke undvære de der kort ). Den efterfølgende dag skrev vi dagbog m.m. og osede lidt rundt i byen – Søren blev barberet og Kirsten blev klippet. Vi mødte vores guide fra gårdsdagens tur, der havde “frikvarter” fra guideskolen. Han var ved at tage uddannelsen, så vores formodninger viste sig at være rigtige. Han fulgte med os til det lokale museum, som lå i et dejligt gammelt dominikansk kloster.  Her så vi nogle af de fine fund fra gravene i Monte Alban, en del om katolicismen og dominikanerordenen samt lidt om byens berømte søn Benito Suarez, Mexikos præsident i en periode i forrige århundrede og fortaler for de fattiges rettigheder. Den hellige nadver var også afbilledet, og stor var vores forundring over, at der på bordet var afbilledet diverse grøntsager, som vores barnelærdom ellers sagde var importeret fra Amerika til Europa. Der var en pragtfuld botanisk have tilknyttet klostret, hvor en stor del af planterne i området er repræsenteret. Den kiggede vi på fra vinduerne. Midt i det hele hørte vi en masse “hacen ruido” – larm, som viste sig at være noget folklore med musik og især damer i fine folkedragter. Vi troede det var noget med et bryllup, men det viste sig at omhandle fejringen af en lokal helgen. En af damerne var da også klædt ud som om hun skulle ligne Jomfuen af Guadelupe?? Medens vi gik rundt på museet var her to-tre gange så mange bevæbnede vagter som der var turister. På vores super-vandrehjem boede vi vel ca. 10 personer, i en by, som ellers er en af mexicos turistmagneter.

Herefter gik vi op på den lokale buscentral ( iøvrigt på Den PanAmerikanske Highway Alaska- Chile ) og købte billetter til Salina Cruz, hvor vi ville have lidt badeferie. Aftensmaden indtog vi på en hyggelig fortovsrestaurant på den livlige Zocalo og Søren fik smagt på tequillaen. Hjemme på vandrehjemmet skrev vi igen lidt dagbog og faldt i snak med et koreansk par, som også er på jordomrejse. Vi udvekslede erfaringer og mailadresser og aftalte at sende hinanden gode fif – og måske mødes i Lima, Peru d. 18. dec. De var på vej til Guatemala for at lære spansk, da de allerede havde opdaget at det var strengt nødvendigt at kunne her – med en individuel rejseform.

Turen til Salina Cruz – 5 1/2 time gennem bjerge på små veje med mange serpentinersving bevirkede at mange passagerere – bl.a. Søren blev køresyge og måtte “ofre sig”. Derfor satte Søren sig ret hurtigt på et ledigt sæde lige ved siden af toilettet.

Salina Cruz indgik engang i forhandlingerne om, hvor en kanal gennem Mellemamerika skulle bygges, men det blev jo som bekendt i Panama, den blev bygget. I dag er her en omfattende petrokemiskindustri. Kirsten havde læst ( også inden vi købte busbilletten, men byen lå i vores retning ), at det ikke var nogen god badeby, og da det havde regnet en del og ikke virkede særligt attraktivt kørte vi til nabobyen Juchitan de Zaragoza med “chickenbus”. På den timelange køretur fik Kirsten sig en snak med en ung medpassager. Alle her i Mexico tror at vi er “gringos” = amerikanere, og dem har de ikke så høje tanker om, så det gælder om at få vist eller fortalt at vi er fra Dinamarca de Europa. Vi tager Europa med, når vi fortæller hvor vi er fra, da vi er usikre på mexikanernes geografikundskaber. Her fik Kirsten fortalt hvor vi kom fra ved at fortælle at temperaturen i DK på denne årstid er ca. 10. grader. I området her var temperaturen vel omkring 25 C men luftfugtigheden nærmede sig 100%, så vi sad stille og svedte. Der stod lidt mere pænt om Juchitan i Lonely Planet, men det holdt ikke stik. Vi fik os dog indkvarteret og så lidt på byen – bl.a. den livlige markesplads hvor vi fik et par velsmagende tortillaer til ingen penge – 17, kr incl. 2 sodavand. Om aftenen restituerede vi os ( varme og luftfugtighed ) – så Zorro med spanske undertekster i tv og prøvede at sove trods den høje luftfugtighed.

Vi synes ligesom vi var “færdige” med byen og købte busbilletter til Tuxtla Guierrez i Chiapas til om eftermiddagen. Formålet med opholdet i Juchitan var jo at bade, og vores “guide” i Oaxaca havde fortalt at den nærliggende Playa Vicente var udmærket, så vi steg ind i en taxa hertil, da vi havde 5 timer inden bussen gik. Taxachaufføren mente ikke vi kunne svømme ved Playa Vicente, men indvilligede i at køre os derud for 100 pesos og at vi kunne køre gratis med tilbage, hvis det ikke var noget. Turen derud var på jordveje gennem en losseplads med tilhørende bebyggelse, hvor hunde, høns, grise og heste gik frit omkring. Det havde regnet en del, så diverse store og små vandpytter skulle passeres undervejs. Playa Vicente var et meget lille fiskerleje uden mulighed for badning, så vi kørte retur med taxaen efter at have set os lidt omkring og fotograferet “badestedet”.

Busturen til Tuxtla tog 5 timer og vi sad i hver sin ende af bussen – Søren i nærheden af toilettet, men det var der nu ikke behov for her, da landskabet var fladt ved kysten og vejen lige og god. Da vi kom ind i Chiapasprovinsen steg landskabet, vejen blev endnu bedre og vi passerede jævnligt militære kontrolposter. Nogen kan måske huske zapatisternes oprør i 1994 under Subcommandante Marcos, hvor de gjorde opmærksom på de meget urimelige korrupte og diskriminerende forhold indianerne i Chiapas fortsat levede under. Området var det mindst udviklede og blandt de fattigste i Mexico. En af årsagerne var manglende infrastruktur, og militæret kunne ikke rigtig “fange” zapatisterne, som holdt sig i junglen. Hvad gjorde man ved det? Jo man byggede en masse veje og forbedrede infrastrukuren, så militæret bedre kunne komme rundt og “kontrollere” forholdene, som iøvrigt ikke er forbedret nævneværdigt for den oprindelige befolkning. Dog blev loven om – at indianere skulle træde til side/gå ned af fortovet, når hvide eller mestizer skulle passere – afskaffet ( i 1994! ) Subcommandante Marcos og Zapatisterne har også givet indianerne lidt stolthed og gå på mod, og der er indimellem også uroligheder og fokus på problematikken i Chiapas, men her har været roligt i flere år.

Nå men turen var flot i aftenskumringen, med det særlige lys i solnedgangen ind over de frodige bjerge med masser af træer, majs og vin på bakkerne ( her bruges vidst ikke maskiner til landbrugsproduktionen ). Fremme i Tuxtla fik vi endnu et varme og fugtighedschok, da vi steg ud af bussen. Vi ville kun blive i byen for at se den nærliggende Sumidero Canyon og den lokale Zoologiske Have med forskellige dyrearter fra Chiapasprovinsen, der har et meget rigt dyre- og planteliv. Vi indlogerede os meget billigt ( standarden derefter), og sprang nok en gang lige i turistfælden, bestilte en arrangeret tur den efterfølgende dag, mandag kl. 9.00 – 19.30. Den så ud til at være ok  – i den fine brochure.  Lært af erfaringen i Oaxaca spurgte vi om turen var med officiel mexikansk uddannet guide og på engelsk, hvilket vi blev forsikret om.

Næste morgen blev vi hentet af en taxa – kl. 9.50 – og kørt ud til Sumidero Canyon. Taxachaufføren, som kun talte spansk forsikrede os om, at vi skulle støde til vores gruppe herude. Han påbegyndte en lang salgstale om alle de forskellige ture han ville anbefale i området. Vi var lidt stille, vi skulle ikke købe noget. Da vi spurgte om der så var engelsk guide ombord på bådturen og iøvrigt – blev han forvirret og tavs. Sejlturen gennem canyonen, op til den nærliggende dæmning med den hurtige båd, var meget flot. Vi så en leguan, tre krokodiller, hejrer, gribbe, flotte små vandfald m.m.Visse steder er canyonen 800m dyb, så vi fik “canyoneffekten” at mærke.Da vi gik i land kørte vi til den nærliggende kønne by fra kolonitiden – Chiapa de Corzo. Her begyndte vores taxachauffør på et mindre spansk foredrag, som vi ikke forstod. Vi spurgte igen til vores gruppe og den engelsktalende guide. Det kostede ekstra fortalte han, og så var vi lige langt. Nå, vi måtte få det bedste ud af turen, så vi kiggede os lidt omkring, hvorefter vi kørte videre op til nogle flotte udsigtspunkter over canyonen og gik en lille tur, hvor taxachaufføren viste os et kaffetræ. Turen var åbenbart ikke længere, og det kunne også være det samme, så vi blev sat af ved hotellet ved 15 – tiden. En flot tur, men…….    Og hvad har vi så fået ud af at “føle os snydt” et par gange her i Mexico?

For det første, så er det sådan, når man vælger vores rejseform, for det andet så er vores nordeuropæiske tankegang og kultur meget anderledes, og vi må vænne os til det. For det tredje må vi lære, at få det bedste ud af situationen nu og her. Vi forlod Tuxtla uden at se Zoologisk Have, ankom til San Cristobal de las Casas mandag aften, hvor vi bor på alle tiders vandrehjem. Her vrimler tilfældigvis med danskere, og vi nyder at kunne kommunikere på vores hovedsprog.

Det galdt om at holde hovedet koldt. Vi havde ikke på forhånd helt styr på de forskellige perioder og kulturer i Mexicos historie, og den er temmelig omfattende og flere kulturer har eksisteret samtidig, bl.a. fordi Mexico er et stort land ( 46 gange DK’s størrelse ). 

 Her er en hurtig oversigt med cirka-tidsangivelser:

Cortes og hans spanske landsmænd ankom i 1521 e.v.t.

Olmekerne: De første, levede ved golfen 1200 f.v.t til 600 f.v.t.

Zapotekerne: Monte Albán 300 f.v.t. til 1521 e.v.t. I Oaxaca – området, sydlige centrale Mexico.

Tidlig Maya: I Izapa 200 f.v.t. til 200 e.v.t.

Teotihuacán- kulturen: 40 km n.ø. for Mexico City 250 f.v.t til 700 e.v.t

Classisk Maya: I Chiapas og nuværende Guatemala 250 e.v.t til 900 e.v.t

Aztekerne: I MexicoCity dalen 1200 e.v.t til 1521 e.v.t.

 Mexico City er verdens største by med 23 mill indbyggere. Spanierne og også senere mexikanerne selv prøvede at lave lidt byplanlægning, men det holdt ikke så godt og fra 1940’erne gik det rigtig galt, da millioner af fattige søgte ind til byen for at få arbejde, hvilket førte til fuldstændig ukontrollet byudvikling, og der kommer stadig 1100 nye indbyggere til byen hver dag, hvilket gør byen fuldstændig uoverskuelig, og da der ikke er offentlig kontol med byggeri af huse, veje, el og afløb bliver alt misligeholdt og grimt i vores øjne.

 Vandrehjemmet i Mexico City var absolut en positiv overraskelse. Vi fik os indkvarteret i en 6-personers mix-dorm, som vi havde helt for os selv i 2 døgn. Allerede første aften faldt vi i snak med adskillige mennesker i baren og vi fik gode råd og forslag om dette og hint. Dette skete over et par flasker øl – måske tre ( Corona Familia’r 1 l n.ø. for Mexico City, Mexicos største antikke by.

 Vores guide vidste virkelig hvad hun talte om og turen indbefattede også andre seværdigheder. Første stop var “De tre kultures plads” i Mexico City. Her så vi ruiner fra aztekertiden med bl.a. en stor markedsplads. Her blev den sidste aztekiske leder tortureret af Cortes og spanierne, for at få ham til at afsløre hvor guldet var. ico City. Her så vi ruiner fra aztekertiden med bl.a. en stor markedsplads. Her blevVores guide var god til at fortælle og levendegøre hvordan livet havde været i ruinområdet. De to øvrige kulturer refererede til pladsens kirke og et boligområde fra 60érne, hvor der d. 2. oktober, 1968 – 10 dage før Mexico stod for afholdelse af olympiaden – foregik en massakre, hvor 200 studerende blev skudt – en episode, som blev forsøgt hemmeligholdt, kun den udenlandske presse skrev lidt herom. I 50-erne og 60-erne var den olympiske komite under større og større pres fra ”tredje-verdens-lande”, idet OL aldrig havde været afholdt der. Mexico var det første ”u-land” som afholdt OL, og der var store indre demonstrationer mod at det fattige land brugte så mange penge på OL. Massakren har nok medvirket til at OL i resten af forrige århundrede blev afholdt i i-lande.

 Videre til Jomfruen af Guadalupe, der viste sig 4 (næsten alt fra før 1521 har noget med 4 at gøre) gange for en fattig indianer i 1531. Det billede, der hænger i kirken fra 1976, er fyldt med symboler der knytter den gamle indianertro sammen med katolicismen, sådan at man rent politisk kunne overbevise alle de vantroende om at katalosicimen er den ægte tro og i direkte forlængelse af deres oprindelige tro, folkeforførelse! For alle katolikker i Mellem – og Sydamerika betyder Jomfruen af Guadelupe meget.

 Derefter kørte vi til området n.ø. for MC hvor Teotihuacántemplerne ligger. Tæt på Teotihuakan ruinområdet er der en stor foretagsomhed – produktion af kunsthåndværk, salg af alt muligt incl. ragelse, men vi var inde at se hvorledes de forskellige stenarter fra Teotihuacan-perioden blev bearbejdet til bl.a. masker og figurer. Vi kunne naturligvis også handle, men vi rejser jo “desværre” med rygsæk, hvilket begrænser købelysten. Mange af disse fantastiske mexikanske &quSamme sted fik vi også en mexikansk frokost, hvor vi smagte på bl.a. enchiladas, kylling, forskellige udgaver af tortillas m.m.

 Teotihuakan området med templerne lå på en nord-sydakse, med Månepyamiden ( Det er ikke pyamider, de findes kun i Egypten og er spidse, mexicanske er trappeformede og med flad top) mod nord og den store Solpyamide mod øst med front mod vest. Vi besteg begge pyramider ( puha ) og nød udsigten over området. Begge pyamider er genopbygget/restaureret, da hele byen blev hærget ca.700 f.v.t, måske p.g.a. indre stridigheder eller krig eller.., og forladt. Inde i pyamiderne er der 4-5 andre pyramider, sikkert fordi hver ny hersker skulle sætte sit eget præg, og lagde et ca 3 m lag uden på den eksisterende, med tidens udsmykning.

 Vi gik en tur ned af “hovedgaden” 2 km lang og 42 m bred. Da Aztekerne adskillige århundrede senere ankom og så de mange små pyamider langs gaden, troede de at det var grave og kaldte “gaden” De Dødes Allé. De troede ikke at komplekset kunne være lavet af mennesker men var lavet af guderne. For enden af gaden havde lå en Markesplads (390m x 390m). Da al handel var byttehandel kunne der opstå stridigheder, som blev løst af en “præst” der med et klap i hænderne tilkendegav, at striden var afgjort. Et bestemt sted på pladsen kunne ekkoet, p.g.a. de skrå sider, høres over hele pladsen. Det blev demonstreret af vores guide.

 Luftforureningen i Mexico City var forfærdelig og derfor valgte vi søndagen til at se seværdighederne i centrum – i håb om mindre benzinos. Templo de Mayor, Aztekernes største helligdom, der ligger midt i Mexico City, på stedet hvor de så en ørn sidde på en kaktus med en slange i næbet, verdens navle. Spanierne har selvfølgelig bygget en domkirke og en kirke oven på ruinerne. Det var ikke ruiner da Cortes ankom i 1521!. I 1978 stødte nogle arbejdere på en mægtig sten ( Monolit ) øst for domkirken, Coyolxauhqui-stenen.( Den som blev opfattet som kalenderstenen ). Det blev besluttet at rive kirken og nogle beboelsesejendomme ned og udgrave dele af templet, stærkt gjort i et så katolsk samfund, hvor katolisicimen ikke har gjort meget godt. Senere på dagen tog vi en tur op i La Torre Latinoamerikana, 44 etager, hvor man på klare dage kan se vulkanerne Iztaccihuatl og Popocatépetl – 72 km syd for Mexico City -men her er MEGET forurenet. Vi kunne måske se 2-3 km væk. ( Her lugter også af kloak næsten overalt og væk fra hovedstrøgene flyder det med affald i gaderne, for ikke at nævne det konstant høje støjniveau, der var overalt i byen, hvor vi færdedes. Det er som om ro er skræmmende. Er der ro, så startes der straks høj musik ).et med aVi spiste på en gågade med levende musik. Herefter ledte vi længe efter en hæveautomat, ikke alle steder kan de tage chipkort. Vi fandt en – uden penge. Dette var også dagen, hvor vores maver fik chokket af de fremmede bakterier, tynd mave resten af aftenen, natten og hele mandagen. Herudover var Kirsten blevet forkølet og havde svært ved at trække vejret især om natten p.g.a. forureningen og højden ( 2300 m ).

Mandagen skulle altså være noget stille og rolig. Vi ville prøve at klare os selv uden guide, så vi tog metro og sporvogn til Xochimilco, hvor der stadig er de oprindelige kanaler ( som i Venedig ) fra aztekernes Mexico City. Spanierne fyldte kanalerne op for at lave veje til heste, hviket resulterede i årlige oversvømelser i ca 200 år indtil der blev lavet en afvandings-kanal og i nyere tid en tunnel til afledning af vandet fra de omkringliggende bjerge. Mexico City er bygget på en lille ø i en sø, Texcoco, i en dal, søen er nu næsten helt væk. Alt hvad her er bygget synker ned i det bløde sediment og alle ældre huse står skævt, og mange kirker går man ned i, når man går ind og op på gaden, når man går ud. Templo de Mayors ældste dele ligger 2 m under grundvandsspejlet (søen). I Xochimilco udlejes både (pramme) med “gondoler”, og vi lod os snyde og betalte dobbelt pris for 1.5 times sejltur på kanalerne. Vi så frem til lidt fred og ro under sejladsen, men her havde vi nok misforstået formålet med turen. Her var ikke grænser for, hvad vi blev tilbudt af mad- og drikkevarer undervejs og levende musik blev også tilbudt fra sejlende både. Vi nød dog folkelivet og turen alligevel. På vejen tilbage, efter et besøg på sanitario, 2 pesos ( 1,-kr ) incl – og drikkevarer undervejs og levende musik ble 3stk papir og uden bræt, gik vi igennem et meget autentisk marked tæt pakket med boder der solgte ALT. Kødet lå bla. fremme i varmen blandt grøntsager (jord) og ventede på at blive købt. Vel “hjemme” spiste vi spagetti, købte en øl, satte os op på tagterrassen og skrev på hjemmesiden, – i umiddelbar nærhed af toilettet.

 Næste dag følte vi os friske nok til at tage på Antropologisk Museum, et af verdens bedste museer, og det var godt vi ikke havde andre planer for dagen, for vi gik først da de lukkede kl. 19, men så havde vi også holdt både frokost- og kaffepause her med lagkage i anledning af Sørens fødselsdag. Vi fik et meget bedre overblik over Mexicos kulturer, og museet kan varmt anbefales.

 Onsdag var rejsedag. Taxi ( ikke rygsæk eller store tasker i metroen, der er ikke plads og der er mange lommetyve! ) til Terminal Oriente og 6.5 timers bus til Oaxaca. Efter et par timers kørsel gennem Mexico Citys forfaldne forstæder kom vi igennem flotte landskaber med bjerge og vulkaner, en flot keglevulkan med røg op af, uha. Sidste udbrud i 1997, og der bor 30 mill mennesker i risikoområdet! – incl. Mexico City.

På Zocaloen ( Rådhuspladsen ) i Mexico City havde der været daglige demonstrationer som omhandlede delstaten Oaxaca. Vi fandt ud af, at det var stor utilfredshed med den siddende guvernør, Ulyses. Det var vidst lærerne, der p.g.a. deres arbejdsforhold, havde startet det hele, og så var der vidst fulgt andre faggrupper med. Skolerne i hele Oaxaca har været lukket siden maj måned. Vi mærkede imidlertid ikke meget til urolighederne, udover at Zocaloen i Oaxaca var omgivet af bariakader, der let kunnne forseres, samt at alle husmurer var overmalet med slogans og om natten sprang de kanonslag af. Vi undlod dog at være ude efter kl. 8 – 9 stykker om aftenen.

 Fra et hotel i nærheden skulle bussen gå til Monte Alban, ruiner fra zapateker- og mixtekerperioderne, men den var netop kørt, da vi ankom, så istedet måtte vi købe en arrangeret tur, som også indeholdt andre seværdigheder. Det blev en meget hyggelig dag, selvom det var en turistfælde og vi er overbeviste om, at guiden ikke var uddannet, sådan som det ellers er praksis her i Mexico. Det mest spændende ved Monte Alban var boldbanen ( som var en af de første, og hvor det ikke handlede om at vinderen blev ofret til guderne (zapotekerne brugte ikke menneskeofringer i begyndelsen ) samt observatoriet. Her kunne zapotekerne holde styr på begge kalendere- både dens verdslige ( som var relevant for landbruget ) og den religiøse. De to kalendere falder sammen hvert 52. år, hvor Venus, sol og måne står på linje i den retning observatoriet vender. Efter at have besteget diverse pyramider, samt ventet en del ( mexikansk tid ) kørte vi mod Mitla og undervejs spiste vi frokost og var vi inde at se hvordan tæppeproduktion foregår fra bunden – fra nyklippet uld og farver fra naturen til færdigt tæppe. Vi kunne godt lige få lov at købe, men det gjorde de andre to brasilianske søstre, som var med på turen, heldigvis for os alle fire. Der var nu iøvrigt et tæppe, som Kirsten godt ville have haft, men det var i den tunge og dyreste ende.

 Frokost på en restaurant, hvor vi fik set hvordan mezcal- produceres. Mezcal er udtræk af en bestemt agaveart, som koges og destilleres til alkohol. Her kunne man også smage og købe. Selv om de to brasilianske søstre kun talte portugisisk, forstod lidt engelsk og spansk, fik vi en hyggelig eftermiddag ud af det og kommunikationen gik udmærket.

Mitla, var stedet folk flyttede til, da Monte Alban – af uvisse årsager – blev forladt omkring år 700 – 950. På hjemvejen så vi verdens største træ – ihvertfald i omkreds. Træet i Tula måler 58 m i omkreds, men i virkeligheden er det flere sammenvoksede træer, så det var nok derfor vi ikke havde hørt om træet før. Hjemme igen, blev vi sat af langt fra vandrehjemmet og fik set lidt andre kvarterer af byen, som iøvrigt er præget af spansk kolonibyggestil. Vi ledte forgæves efter et åbent turistkontor, og fik at vide, at de var lukkede p.g.a. al balladen, og vi så heller ikke ret mange turister ud over os selv. Istedet fandt vi en boghandel med rimelige kort over de områder i Mexico, vi har tænkt os at besøge.( Kirsten kan jo ikke undvære de der kort ). Den efterfølgende dag skrev vi dagbog m.m. og osede lidt rundt i byen – Søren blev barberet og Kirsten blev klippet. Vi mødte vores guide fra gårdsdagens tur, der havde “frikvarter” fra guideskolen. Han var ved at tage uddannelsen, så vores formodninger viste sig at være rigtige. Han fulgte med os til det lokale museum, som lå i et dejligt gammelt dominikansk kloster. Her så vi nogle af de fine fund fra gravene i Monte Alban, en del om katolicismen og dominikanerordenen samt lidt om byens berømte søn Benito Suarez, Mexikos præsident i en periode i forrige århundrede og fortaler for de fattiges rettigheder. Den hellige nadver var også afbilledet, og stor var vores forundring over, at der på bordet var afbilledet diverse grøntsager, som vores barnelærdom ellers sagde var importeret fra Amerika til Europa. Der var en pragtfuld botanisk have tilknyttet klostret, hvor en stor del af planterne i området er repræsenteret. Den kiggede vi på fra vinduerne. Midt i det hele hørte vi en masse “hacen ruido” – larm, som viste sig at være noget folklore med musik og damer i fine folkedragter. Vi troede det var noget med et bryllup, men det viste sig at omhandle fejringen af en lokal helgen. En af damerne var da også klædt ud som om hun skulle ligne Jomfuen af Guadelupe?? Medens vi gik rundt på museet var her to-tre gange så mange bevæbnede vagter som der var turister. På vores super-vandrehjem boede vi vel ca. 10 personer, i en by, som ellers er en af Mexicos turistmagneter.

Herefter gik vi op på den lokale buscentral ( iøvrigt på Den PanAmerikanske Highway Alaska- Chile ) og købte billetter til Salina Cruz, hvor vi ville have lidt badeferie. Aftensmaden indtog vi på en hyggelig fortovsrestaurant på den livlige Zocalo og Søren fik smagt på tequillaen. Hjemme på vandrehjemmet skrev vi igen lidt dagbog og faldt i snak med et koreansk par, som også er på jordomrejse. Vi udvekslede erfaringer og mailadresser og aftalte at sende hinanden gode fif – og måske mødes i Lima, Peru d. 18. dec. De var på vej til Guatemala for at lære spansk, da de allerede havde opdaget at det var strengt nødvendigt at kunne her – med en individuel rejseform.

Turen til Salina Cruz – 5 1/2 time gennem bjerge på små veje med mange serpentinersving bevirkede at mange passagerere – bl.a. Søren blev køresyge og måtte “ofre sig”. Derfor satte Søren sig ret hurtigt på et ledigt sæde lige ved siden af toilettet.

Salina Cruz indgik engang i forhandlingerne om, hvor en kanal gennem Mellemamerika skulle bygges, men det blev jo som bekendt i Panama, den blev bygget. I dag er her en omfattende petrokemiskindustri. Kirsten havde læst ( også inden vi købte busbilletten, men byen lå i vores retning ), at det ikke var nogen god badeby, og da det havde regnet en del og ikke virkede særligt attraktivt kørte vi til nabobyen Juchitan de Zaragoza med “chickenbus”. På den timelange køretur fik Kirsten sig en snak med en ung medpassager. Alle her i Mexico tror at vi er amerikanere og kalder os “grinkos”,og dem har de ikke så høje tanker om, så det gælder om at få vist eller fortalt at vi er fra Dinamarca de Europa. Vi tager Europa med, når vi fortæller hvor vi er fra, da vi er usikre på mexikanernes geografikundskaber. (Iøvrigt betyder ”grinkos” bare fremmede. ). Her fik Kirsten fortalt hvor vi kom fra ved at fortælle at temperaturen i DK på denne årstid er ca. 10. grader. I området her var temperaturen vel omkring 25 C men luftfugtigheden nærmede sig 100%, så vi sad stille og svedte. Der stod lidt mere pænt om Juchitan i Lonely Planet, men det holdt ikke stik. Vi fik os dog indkvarteret og så lidt på byen – bl.a. den livlige markesplads hvor vi fik et par velsmagende tortillaer til ingen penge – 17, kr incl. 2 sodavand. Om aftenen restituerede vi os ( varme og luftfugtighed ) – så Zorro med spanske undertekster i tv og prøvede at sove trods den høje luftfugtighed.

Vi synes ligesom vi var “færdige” med byen og købte busbilletter til Tuxtla Guierrez i Chiapas til om eftermiddagen. Formålet med opholdet i Juchitan var jo at bade, og vores “guide” i Oaxaca havde fortalt at den nærliggende Playa Vicente var udmærket, så vi steg ind i en taxa hertil, da vi havde 5 timer inden bussen gik. Taxachaufføren mente ikke vi kunne svømme ved Playa Vicente, men indvilligede i at køre os derud for 100 pesos og at vi kunne køre gratis med tilbage, hvis det ikke var noget. Turen derud var på jordveje gennem en losseplads med tilhørende bebyggelse, hvor hunde, høns, grise og heste gik frit omkring. Det havde regnet en del, så diverse store og små vandpytter skulle passeres undervejs. Playa Vicente var et meget lille fiskerleje uden mulighed for badning, så vi kørte retur med taxaen efter at have set os lidt omkring og fotograferet “badestedet”.

Busturen til Tuxtla tog 5 timer og vi sad i hver sin ende af bussen – Søren i nærheden af toilettet, men det var der nu ikke behov for her, da landskabet var fladt ved kysten og vejen lige og god. Da vi kom ind i Chiapasprovinsen steg landskabet, vejen blev endnu bedre og vi passerede jævnligt militære kontrolposter. Nogen kan måske huske zapatiaternes oprør i 1994 under Subcommandante Marcos, hvor de gjorde opmærksom på de meget urimelige korrupte og diskriminerende forhold indianerne i Chiapas fortsat levede under. Området var det mindst udviklede og blandt de fattigste i Mexico. En af årsagerne var manglende infrastruktur, og militæret kunne ikke rigtig “fange” zapatisterne, som holdt sig i junglen. Hvad gjorde man ved det? Jo man byggede en masse veje og forbedrede infrastrukuren, så militæret bedre kunne komme rundt og “kontrollere” forholdene, som iøvrigt ikke er forbedret nævneværdigt for den oprindelige befolkning. Dog blev loven om – at indianere skulle træde til side/gå ned af fortovet, når hvide eller mestizer skulle passere – afskaffet ( i 1994! ) Subcommandante Marcos og Zapatisterne har også givet indianerne lidt stolthed og gå på mod, og der er indimellem også uroligheder og fokus på problematikken i Chiapas, men her har været roligt i flere år.

Nå men turen var flot i aftenskumringen, med det særlige lys i solnedgangen ind over de frodige bjerge med masser af træer, majs og vin på bakkerne ( her bruges vidst ikke maskiner til landbrugsproduktionen ). Fremme i Tuxtla fik vi endnu et varme og fugtighedschok, da vi steg ud af bussen. Vi ville kun blive i byen for at se den nærliggende Sumidero Canyon og den lokale Zoologiske Have med forskellige dyrearter fra Chiapasprovinsen, der har et meget rigt dyre- og planteliv. Vi indlogerede os meget billigt ( standarden derefter), og sprang nok en gang lige i turistfælden, bestilte en arrangeret tur den efterfølgende dag, mandag kl. 9.00 – 19.30. Den så ud til at være ok – i den fine brochure. Lært af erfaringen i Oaxaca spurgte vi om turen var med officiel mexikansk uddannet guide og på engelsk, hvilket vi blev forsikret om.

Næste morgen blev vi hentet af en taxa – kl. 9.50 – og kørt ud til Sumidero Canyon. Taxachaufføren, som kun talte spansk forsikrede os om, at vi skulle støde til vores gruppe herude. Han påbegyndte en lang salgstale om alle de forskellige ture han ville anbefale i området. Vi var lidt stille, vi skulle ikke købe noget. Da vi spurgte om der så var engelsk guide ombord på bådturen og iøvrigt – blev han forvirret og tavs. Sejlturen gennem canyonen, op til den nærliggende dæmning med den hurtige båd, var meget flot. Vi så en leguan, tre krokodiller, hejrer, gribbe, flotte små vandfald m.m.Visse steder er canyonen 800m dyb, så vi fik “canyoneffekten” at mærke. Da vi gik i land kørte vi til den nærliggende kønne by fra kolonitiden – Chiapa de Corzo. Her begyndte vores taxachauffør på et mindre spansk foredrag, som vi ikke forstod. Vi spurgte igen til vores gruppe og den engelsktalende guide. Det kostede ekstra fortalte han, og så var vi lige langt. Nå, vi måtte få det bedste ud af turen, så vi kiggede os lidt omkring, hvorefter vi kørte videre op til nogle flotte udsigtspunkter over canyonen og gik en lille tur, hvor taxachaufføren viste os et kaffetræ. Turen var åbenbart ikke længere, og det kunne også være det samme, så vi blev sat af ved hotellet ved 15 – tiden. En flot tur, men……. Og hvad har vi så fået ud af at “føle os snydt” et par gange her i Mexico?

For det første, så er det sådan, når man vælger vores rejseform, for det andet så er vores nordeuropæiske tankegang og kultur meget anderledes, og vi må vænne os til det. For det tredje må vi lære, at få det bedste ud af de situationer der opstår og tage det med som en del af rejsen.
Vi forlod Tuxtla uden at se Zoologisk Have, ankom til San Cristobal de las Casas mandag aften, hvor vi bor på alle tiders vandrehjem. Her vrimler tilfældigvis med danskere, og vi nyder at kunne kommunikere på vores hovedsprog.

Dag 47-54. 17/10 – 24/10.
Chiapas, San Cristobal, blandt venner, mayakultur, Palenque, grænseoverskridende tur til Guatemala, morgenoplevelse ved Tikal. Ind i Belize.

På hostelet – Posada ( værts-hus ) Mexico var alle så imødekommende og snakkesalige at Søren gav en omgang tequilaer til bordet (10 stk, 200 pesos) Vi ville egentlig i seng kl 11.00 men hele vores sovesal sad og sludrede i sengene, og vi besluttede alle at tvangsåbne baren og få et par øl mere, og vi snakkede til lidt ud på natten. Næste dag, da vi sad og skrev hjemmeside dukkede Jodie og Josh op ( det koreanske par, vi hilste på i Oaxaca ), og gensynsglæden var stor, især da vi ikke kendte til hinandens rejseplaner. Om eftermiddagen var vi ude og kigge lidt på den smukke by, bla. så vi kaffemuseet. San Cristobal ligger i 2200m højde og har derfor et meget behageligt klima – uden den høje luftfugtighed fra lavlandet. Dette tiltrak også folk i kolonitiden. Om aftenen var der Mexcian cooking – event med quesiladas på menuen. Kirsten meldte sig som køkkenhjælp, og kokken Omar fik tryllet nogle lækre smagsprøver frem. Omar var Posada Mexicos altmuligmand og han gik meget op i at betjene og hjælpe gæsterne. Efter smagsprøverne og opvasken gik alle “prøvesmagerne” ud for at spise sammen. Tilbage igen ordnede vi verdenssituation stille og roligt til ved 1-2 tiden. Et nyt dansk par var ankommet, Annete og Jakob fra Gentofte.

Onsdag er malariepilledag fra denne dag, og vi tog de første 2.5 pille pr. person – til morgenmaden. Senere gik vi på Na Bolom (Jarguarens hus på maya) Museet, som danskeren Frans Blom og hustru Gertrude Duby købte i 1951. Frans var arkæolog og studerede og kortlagde Mayakulturen i området, specielt Lancandonerne. De to Lancandongrupper, som er tilbage er de eneste mayer, som spanierne ikke nåede at “indfange”, og de har derfor levet i deres egen kultur frem til dette århundrede. Frans Blom og Gertrude gjorde begge meget for at dokumentere og beskytte mayernes kultur og hjælpe dem til at leve et anstændigt liv, bl.a.ved at lave et levedygtigt landbrug. Mayerne havde et tilflugtssted i Na Bolom når de kom til San Cristobal, mange gange for at få lægehjælp og kvinder med vanskelige fødsler fik rekreation i Na Bolom. Gertrude havde altid et kamera om halsen og tog gennem 50 år ca 50.000 billeder, der idag er en unik dokumentation af mayaernes kultur. I 1991 fik hun i FN overrakt en pris for sit arbejde. Museumsbesøget var meget interessant og guiden Pepe var selv Lancandoner og havde arbejdet for Gertrude, medens hun levede. Gertrude var en meget bestemt dame, der nok kunnne fortælle en gæst hvordan man opførte sig i Na Bolom. Vi fik at vide, at der var en udflugt til to mayalandsbyer med Na Bolom næste dag. Det ville vi gerne opleve istedet for den ridetur vi have tænkt på til den ene af landsbyerne.
Udflugten var med en indfødte maya-guide, Maria, der var kendt i byerne, og vi var kun fem deltagere, så vi fik virkelig noget ud af turen. Vi blev sat af Colectivoen midt på landevejen og gik en flot tur i et frugtbart område med små velpassede marker og kunstvanding. Det var meget positivt at se folk, der var stolte og kunnne klare sig selv i modsætning til fattige i byen, der tiggede eller handlede med “skrammel”. Vi var på besøg hos en kvinde og fik lov at se hvordan hun boede. Her var ikke problemer med om det skulle være samtalekøkken eller hvilket opvaskemaskinemærke man skulle vælge. Nej, gulvbelægningen bestod af lerstampet jord. Hun var meget imødekommende og vi fik snakket lidt om hendes familie m.v. Det var hyggeligt og med høns og kalkuner i haven, vi spiste lidt pærer fra haven og prøvede tøj der kunne købes og Kirsten købte en lille dug som “betaling” for besøget. Konens navn var så anderledes, at vi ikke kan huske det, men hun var 63 år, havde 9 børn og et ukendt antal børnebørn. Efter at have sagt pænt farvel gik vi videre til kirken . Det var skolebørnenes store frikvarter. Drengene spillede fodbold foran kirken og teenagepigerne sad og sludrede på kirketrappen – alle iklædt den lokale traditionelle klædedragt. Her var ikke noget med bare maver eller andet smart tøj. Efter endnu en tur med Colectivoen kom vi til Chamula, en landsby hvor mayatraditionerne er meget fremherskende. Foran kirken lå et kæmpemæssigt lokalt marked som dog også bar præg af, at her kommer en del turister. Kirken er kendt som den ældste kirke i området og stedet, hvor de lokale mayaer dyrker gamle traditioner og mayareligion. Den er bygget på et helligt mayasted, og inde i kirken lå der fyrretræsnåle overalt på gulvet – fordi det så var mere behageligt at sidde på, hvilket mayerne gjorde mens de ofrede. Her var tændt mange lys – op til 3000 om dagen – og her blev drukket cola, så man kunne “bøvse onde ånder ud”. Kyllingeofringer fandt også sted, bare ikke da vi var der. Kirken bar meget stor præg af den blandingsreligion de fleste mayer dyrker. Alle de katolske helgener m.fl. var afbilledet, men præsten kom kun en gang om året, for resten af det hellige liv her var bestemt af gamle mayatraditioner. Uden vores indfødte guide Maria, som var respekteret og kendt af alle i de to landsbyer, havde vi aldrig kunnet bevæge os så frit rundt og fået så meget indblik i de nutidige mayaers liv. Iøvrigt fortalte Maria, at ca. 20.000 mayaer var udstødt af deres landsbyer i området og levede en slumtilværelse i San Cristobals nordlige kvarterer. For nogle år siden havde protestantiske missionære fået en del mennesker i landsbyerne omvendt fra katolicismen med det resultat, at de blev udstødt af deres egne!!! De “udstødte” blev af og til bespist af en slags folkekøkken på torvet i San Cristobal – havde nogle af de andre på vandrehjemmet set.

Selv om vi var mættede af dagens gode oplevelser tog vi alligevel på museet for maya-natur-medicin, men det fik vi ikke så meget ud af, da vi ikke kunne rumme mere. Dog så vi en lille film om hvordan en mayafødsel foregik – også i dag. Ikke noget under, at spædbørnsdødeligheden blandt mayer er på 2,5%. Det er bl.a. noget af det, som Na Bolom arbejder på at forbedre – og med succes, idet den nærliggende Lancandonindianergruppen er i vækst fra 500 til ca. 800.

Vi lavede igen mad sammen med Jodie og Josh, pakkede og gjorde klar til afrejse fredag morgen kl. 6.30. Det var lidt svært at sige farvel til stedet og alle de søde mennesker, men en stor del af dem var allerede rejst for at give plads til nye – sådan er det jo, når man rejser! Jodie og Josh håber vi at møde igen i Peru, hvor vi måske vil gå Machu-Pichuturen sammen i juledagene. Annette og Jacob har allerede booket turen fra d. 22. december – for at være sammen med nogen i juledagene. Det havde vi andre slet ikke tænkt på. Vi følger nedtællingen af antal ledige pladser på ruten på en hjemmeside. Her lukkes nemlig kun 500 personer – incl. bærere – ind om dagen, men december er ikke højsæson.

Så kom vi igen i tanke om, at vi ikke havde nogen køresygepiller – og det selv om chaufføren kørte hensynsfuldt. Turen til Palenque medførte en del “ofre” fra Sørens side, men vi så de to flotte vandfald Agua Azul og Cascadas de Misol-ha. Vi havde egentlig tænkt os at bade, men vi var lidt matte i betrækket efter køreturen, så det blev ikke til noget. Mayaruinerne i Palenque – midt i regnskoven – fik vi heller ikke så megt ud af, så vi snusede lidt rundt, fandt et værelse og tog derud igen næste formiddag, hvor vi sammen med tre nordmænd hyrede en guide. Vores guide havde nogle alternative teorier om at mayaerne var under indflydelse af kulturer fra Egypten, Indien, Kina og vikingerne. Han viste bl.a. flere billeder med egyptiske træk så som hår og klæder – folk siddende i lotusstilling som i Indien – dragehoveder fra Kina og slanger fra vikingeskibe!!!!

Herefter stak vi snuden mod Guatemala – men “off the beaten track”. Hjemmefra var vi blevet anbefalet en længere sejltur langs grænsen, en tur som alle lokale bureauer sagde ikke kunne lade sig gøre, så det besluttede vi at modbevise, vel vidende at vi måske måtte hele vejen tilbage igen. Med “chickenbus” 2 timer til Tenosique, hvor vi ovenattede på det mest ulækre hotel til dato – brugte 2 timer og indvolverede flere indbyggere i at løse transporten til La Palma. Alle vi talte med havde en mening om hvordan man kom dertil. Nogle mente vi skulle op kl 5!! og gå 2km til bussen, som så kørte til La Palma hvorfra båden iflg. Lonely Planet gik over grænsen. Det viste sig, at vi skulle gå 50m rundt om hjørnet til en “Colectivo” som kørte til La Palma hver anden time. Det gjorde vi så søndag morgen kl. 6.45 og nåede planmæssigt frem til La Palma ad den meget dårlige vej ( Her kørte ihvertfald ingen turistbusser ). Vi blev sat af ved den velbevogtede bro over floden. Efter lidt gåen frem og tilbage med fuld oppakning (alle sover sådan en søndag morgen), fandt vi en “restaurant” , hvor den gravide ejer hjalp os med at få kontakt til “færgemanden”. Vi fik en kop kaffe og syv skiver ristet toast ( ikke andet ) medens vi ventede en times tid, på at færgemanden dukkede op. Det viste sig at her ikke længere var nogen fast rute, og at båden kun sejlede med min. 5 passagerer – og desuden var det søndag, men han ville da godt undersøge mulighederne. Det lykkedes at få tre unge gutter til at tage “ekspeditionen” for 1200 pesos ialt – incl. benzin, som naturligvis lige skulle hentes først, så det tog også lidt tid. Vi tog det dog stille og roligt nød udsigten – nu vidste vi at vi kom afsted. Imedens vi ventede blev de to høns, som havde stået bundet til et træ, slagtet og plukket. De skulle spises samme dag til søndagsmiddag. OG ALT DET HER FOREGIK ALTSÅ PÅ SPANSK; VENNER!!!!

Turen i Lanchaen ( afglang flodbåd ) på Rio San Pedro gennem lavland og jungle var en fantastisk oplevelse – smuk, fredfyldt og livsbekræftende – måske også fordi vi havde kæmpet lidt for den! Det gjorde det nok også yderligerre spændende, at vi var “in the middel of nowhere” , uden nogen hjælp at hente og at vi havde lagt vores liv i hænderne på tre ukendte mexikanere, som vi måtte stole fuldt og fast på. Efter tre timers sejlads nåede vi den mexikanske grænsepost, som var forladt, selv om vi larmede og prøvede at tilkalde os opmærksomhed. Det forlød hjemmefra at vi risikerede at blive sendt retur fra Guatemala, hvis vi ikke havde vores udrejsestempel fra Mexico, så det var lidt spændende, da vi kom til den guatemalske grænsestation. Her var der dog ingen problemer, da bådføreren gik med ind og forklarede hvorfor vi ikke havde noget udrejsestempel. ( Om vi får problemer, hvis vi nogensinde skal ind i Mexico igen, får den tid vise ). Måske kunne vi også takke bådførerens tilstedeværelse for, at vi ikke skulle betale de 5 US $ i korruptionsafgift, som det ellers er kotume her. Før vi kom hertil havde vi været inde ved en lille landsby, hvor vores tre bådfører fik arrangeret at vi sejlede med en hurtiggående båd resten af vejen til El Naranjo. Det klaredes uden problemer, og fra den hurtiggående båd så vi en krokodille. I El Naranjo hjalp bådføreren os med at finde “Colectivoen” til Flores samt at veksle vores pesos til quetzals. På et tilråb, som indeholdt ordet “gringos” pegede bådføren tommelfingeren nedaf og gjorde opmærksom på at vi ikke var amerikanere men danskere. Han havde jo set vores pas. Vi havde ikke kunnet veksle til quetzals i Mexico, så vi havde medbragt nogle US. $, men dem fik vi ikke brug for her. Vi tiltrak megen opmærksomhed i bussen – som de eneste to Gringoes. Turen til Flores tog ca. 3 1/2 time ( 30,-kr for 2 personer ) og bussen var mere end fyldt det meste af vejen. Man kan stå af og på disse busser efter forgodtbefindende og med siddepladser til 18 passagerer men med 25 det meste af tiden var der mange stops undervejs. Populært kaldes disse busser i Guatemala for “Chickenbusses” – ihvertfald blandt rygsæksfolket – men da det var søndag og ikke markedsdag slap vi for høns ombord. En ung mand i puberteten sørgede for billetsalg, bagage samt at meddele hvornår nogle af passagererne skulle af – alt imens han genert kiggede sødt og forelsket på alle de unge piger der steg ombord. Den sidste times tid slog en ung gut på 16 år sig ned ved siden af os og så gik snakken. Han havde været hjemme i landsbyen på weekend, gik i skole inde i Flores, hvor han boede på værelse og læste. Han ville gerne have et job inden for turismen og benyttede lejligheden til at øve sig lidt på sit engelsk. Vi fik lidt at vide om skolesystemet m.m. og vi fik også øvet os på lidt spansk. Han spurgte iøvrigt hvad vi havde givet for busturen – og det var iorden – underforstået at vi nemt kunne blive snydt her, men det var vi godt klar over og det var nok derfor vores hjælpsomme bådførerhavde peget nedad med tommeltotten, på spørgsmålet om gringos – om vi skulle betale turistpris??

I Flores indkvarterede vi os på Mirador del Lago, hvor det viste sig, at Annette og Jakob ( fra Gentofte, og som vi havde mødt i San Cristobal ) også boede, verden er lille – og det rejsende folk er blevet vores midlertidige familie. Vi spiste sammen -også med Guy fra Israel og gik tidligt i seng, da vi skulle op kl. 3 igen for at tage på jungletur til Tikal – mayaruiner i regnskoven og på World Heritagelisten.

Kl. 4.45 stod vi af bussen – midt i regnskoven – i bælravende mørke. Vi fik besked på at holde kæft og lytte til “junglelydene” medens vi gik ildmarch ( med pandelamper eller lommelygter ) frem til Templo IV. Luften var fyldt med minivanddråber og luften nærmest flimrede i pandelampens skær medens vi gik gennem junglen. Vi havde så travlt med at holde øje med hvor vi satte fødderne at vi heller ikke havde tid til at tænke på hvad der mon var af ting og sager ( dyr? ) omkring og over os. Fremme ved Templo IV efter ca. 45. min kravlede vi op og satte os til rette og ventede på solopgangen med udsigt over regnskovens trætoppe.Vi fik spist lidt morgenmad medens det lysnede og flere og flere ukendte dyrelyde lød fra junglen – aber, tukaner og andre fugle, som vi ikke kendte. Solen brød dog ikke igennem den tætte morgendis og vi gik videre til andre templer, bl.a. et, hvor der sad en tukan i trætoppen 15 -20 m fra os. Af og til var der store bevægelser i træerne og vi så flere gange aber “slynge sig fra gren til gren”. En usædvanlig flot morgenoplevelse – at gå i junglen og kun kunne se få m frem, dreje om et hjørne og så ligger der en mayapyramide foran en – af og til godt overbegroet, for langt fra alle ruinerne i Tikal er udgravet. Og så flyver der lige et par tukaner hen over hovedet på en. Før vi tog tilbage til Flores kravlede vi op på Templo IV igen – og jo udsigten var nu bjergtagende – her var tempeltoppe alle vegne som strakte sig op over regnskovens tag så langt øjet rakte.
Efter hjemkomsten fik vi efter nogen besværligheder hævet nogle penge. Vi gik over dæmningen til Flores, som ligger på en lille ø midt i Lago de Petén Itza og spiste frokost. Resten af eftermiddagen gik med vasketøj og med at undersøge hvordan vi kunne komme til et rigtigt badested, da Søren jo stadig ikke havde fået svømmetrænet nok. Vi valgte denne gang den nemme løsning – at flyve via Belize City til Placencia ved den caribiske kyst i den sydlige del af Belize, selv om prisen var temmelig pebret. Om aftenen spiste vi sammen med Annette og Jakob på en dyr restaurant ved søen – vi fik også konsumeret diverse cocktails. Tømmermænd mærker vi sjældent noget til mere – vi er nok kommet for godt ind i vanen med at drikke øl o.l. og Kirsten har ikke røget siden hun forlod DK.

Flyveturen var en oplevelse i sig selv. Lufthavnen i Flores havde en ankomst- og afgangshal på ca. 100m2 hvilket passede meget godt til de små fly, som lettede og landede her. Sådan et var vi også med, og turen var noget “bumpy” i det lille enmotores fly med plads til 10 passagerer. I Belize City benyttede vi ventetiden til at få vekslet og spise lidt frokost. Fra Belize City fløj vi til Placencia, hvor vi landede på den lille ujævne grus-landingsbane.

I “bibelen” = Lonely Planets bøger om de forskellige steder havde vi udset os Sea Spray Hotel og efter at have indkvarteret os sludrede vi med 2 par fra Oregon over frokosten og så var det en tur i bølgen. Vandet var varmt, hvilket Kirsten kommenterede, da Søren tit undskylder sig med at badevandet er for koldt. Hvad mon der nu var galt – her. Jo, Søren syntes at det var for varmt – sagde han, men det gik nu udmærket med at komme under, og allerede første dag her fik han lært at flyde.

Belize er tidligere engelsk koloni og et af hovedsprogene er engelsk, så her har vi ingen sprogproblemer. Kysten blev ramt af en ødelæggende orkan i oktober, 2001 og sidste år var det lige ved at gå galt igen, men i år håber man at gå fri. Dog er november også potentiel orkantid. Vi bor i en hytte 10 m fra strandkanten og den meste “larm” kommer fra bølgernes skvulpen og – ind imellem kokosnødder der dumper ned – og det kan vi godt lige klare. Vi befinder os ca. på 16.grader nordlig bredde, så solen står op og og går ned ca. kl. 6.

Dag 55-61. 25/10 – 31/10.
Placencia, Belize, tropisk badeferie, garifunas, dykning, ”laid-back”, transport på vand og til lands.

I Placencia er tempoet meget tilbagelænet også selv om man var ved at gøre klar til den nye sæson, som starter i december. De fleste beboere er såkaldte “Garifunas” – efterkommere fra slaverne i Honduras, som er udvandret til Belize. De har udviklet deres egen kultur og sprog, der godt nok er engelsk relateret men meget svært for os at forstå. Iøvrigt er Belize nu selvstændig ( 1981 ), men har haft en omtumlet tilværelse. I det 18. århundrede var det en del af Guatemala, men Belize blev solgt til englænderne hvilket man var godt tilfredse med i Belize. Pris: Englænderne skulle bygge en vej mellem Belize City og Guatemala City. Vejen er stadig ikke bygget, og når Guatemalas regering har interne problemer ( f.eks. skandaler, korruption o.l. ) bruges den manglende vej som afledningsemne.

Allerede onsdag erfarede vi at vores fredagsbåd til Honduras gik om torsdagen ( i den uge! ), så vi forlængede vores ophold og prøvede at finde andre transportmuligheder at komme videre på. Det meste af ugen gik med afslapning, hjemmeside, svømmetræning, snorkling og gåture langs stranden og rundt i byen, hvilket vi trængte til efter 8 ugers rejse. Den nærliggende “Sportsbar” – Barefoot – blev også frekventeret dagligt, da det var “stedet” her i lavsæsonen.

Det viste sig at være meget bøvlet og forholdsvist dyrt at komme til dykkerøen Roatan i Honduras ( hvor vi havde planlagt at tage dykkercertifikat ) – 1 1/2 døgns rejse, så vi besluttede at bruge rejsepengene på det, et dykkerkursus kostede ekstra i Placencia. Vi undersøgte lidt forskelligt og mente os i trygge og professionelle hænder hos Padi-centreret: Seahorse Dive, hvor vi startede om lørdagen. Elroy, som skulle undervise, viste sig at være Garifuna og talte et sprog vi havde svært ved at forstå, og vi var ellers blevet lovet en engelsktalende instruktør. Her kan skrives meget om vores forsøg på at opnå et certifikat som Open Water Diver. Vi fortstod ikke hans undervisning og den følgende dag, hvor vi skulle lære de basale dykkerfærdigheder på lavt vand ved koraløen – Laughingbird Cay – var hans instruktioner så dårlige og tilbagelænede med utryghed til følge, at vi mandag morgen besluttede at sige, at vi ikke ville risikere liv og lemmer på deres uprofessionelle metoder, så vi stoppede og betalte for de to dage vi havde deltaget. Vi fik “vores papirer” på hvad vi havde “gennemført”, så vi kan færdiggøre kurset andet steds, men vi må have det hele fra start igen, hvis vi skal blive trygge og gode dykkere og få de ekstra oplevelser, der findes under havoverfladen. På sejlturen hjem fra Laughingbird Cay, så vi iøvrigt en lille flok delfiner, som dog ikke fulgte med os ret langt, da der åbenbart var “mad på bordet”.

Da vi nu havde “spildt” nogle dage i Placencia tog vi direkte til Antigua i Guatemala, hvor vi ville lærer noget mere spansk. Rejsen begyndte med en lille sejltur med Hokey Pokey Watertaxi til Independence, hvorfra Chickenbussen gik til Punta Gorda, PG ( her er stemningen så “laidback” at de ikke selv gider at udtale bynavnet fuldt ud ). Da vejnettet i Belize er mildest talt mangelfuldt, skal man videre med båd fra PG til Puerto Barrios i Guatemala, så efter busrysteturen gik vi ned mod “bådterminalen” = bådbroen. For at købe billetter skulle vi først igennem toldhuset ned til en lille slikbod, der solgte billetter. Med billetterne i hånden skulle vi så tilbage til paskontrollen, indskrives i den store udrejsebog og betale hvad der svarer til 15 US$ pr. person for at få vores udrejsestempel.

Efter en times ventetid sejlede vi med en “lancha” – lille hurtiggående speedbåd over bugten til Puerto Barrios. I løbet af den times tid turen tog sejlede vi mellem store containerskibe, som fragtede gods til og fra Puerto Barrios, der er en stor containerhavn anlagt af det amerikansk ejede United Fruit Company, hvis eneste formål, har vi indtryk af, er at tjene penge – uden hensyntagen til lande og befolkninger. UFC anlagde havnen og byggede jernbaner til baglandet i begyndelsen af det 20. årh. for at transportere frugt til USA fra deres kæmpeplantager. Dette har medført at mange lokale bønder, som var selvforsynende, skiftede til især bananproduktion og så måtte købe deres fornødenheder ( man KAN ikke leve af bananer alene ) af UFC-relaterede firmaer til overpriser. Man kan selv tænke sig til hvor følsomme disse bønder er for priserne på verdensmarkedet. Guatemala er også en stor kaffeproducent og her er priserne på verdensmarkedet som bekendt også faldet meget gennem lang tid. Mon DK yder ulandsbistand ( til danske firmaer ) på lignende vis rundt omkring i verden????

Puerto Barrios var ikke en feriedestination men en kedelig havneby som endestation for et stort opland i Guatemala hvortil og hvorfra varer transporteredes på store forurenende trucks, der ofte så ud til at være 20 -30 år gamle og absolut uden partikkelfilter og støjdæmpning. Byen lignede et nedslidt industrikvarter hvor nogle små driftige og absolut hårdtarbejdende indbyggere skabte deres levebrød med små boder og detailbutikker.Vores “hotel” lå lige op af containerpladsen, så vi fra vores værelse ( incl. skimmelsvamp på loftet ) kunne høre brølene fra trucks´ne hele natten. Godt vi havde sikret os en busbillet ud af byen allerede ved ankomsten. Ved ankomsten skulle vi selv sørge for at finde paskontrollen og få vores stempel, så vi var indrejst legalt, og så vi ikke får problemer ved udrejsen.

Næste morgen stod vi på en dobbeltdækker-luksusbus med gode bløde sæder, tv, toilet, steward, fri vand og frokost incl. Herudover kunne man bestille ekstra mad og drikke. Dette var absolut topklasse, det havde vi ikke prøvet før, og vi må lige fortælle lidt om bustransporten i Mellemamerika.

I Mexico klares lokaltransporten med “Colectivos” – oftest små nedslidte 20 – 30 personersbusser, der stopper hvorsomhelst og per definition er overfyldte. Langtursbusserne er meget velorganiserede – næsten som flytransport med computerstyret koordineret billetkøb, bagageindtjekning, nummererede pladser, securitycontrol af bagage og af passagerer og håndbagage ved indstigning ( en enkelt gang blev vi også videofilmet ). Busserne findes i 3 klasser, økonomikl., 1. kl. og Grand lux.kl. Vi prøvede dog kun 1. klasse.

I Guatemala klares næsten al offentlig transport med store gamle nedslidte amerikanske skolebusser. Nogle er pænt malet medens andre stadig er gule med schoolbus skrevet på siderne.

Tag med på en tur – Forestil jer komforten i en bus beregnet til skolebørn – fyldt med voksne og børn incl. bagage ( f.eks. brænde, diverse “bylter” med diverse indhold incl. småbørn, store malerbøtter, varer til og fra det lokale marked ). Prøv så at tage alle sanser i brug, medens vi kører ad nedslidte veje med nedslidt affjedring og stopper for enhver som vil af og på. Chaufføren kører som om det er hans eget private racerløb. Vi sidder 4 personer på hvert sæde – beregnet til 3 skolebørn – med for kort afstand mellem sæderne til at benene kan være der og i mellemgangen står baggage og passagerer, som må mave sig ind mellem sæderne, når billetkontrolløren ( og altmuligandet manden på bussen ) bevæger sig frem eller tilbage i bussen, hver gang en ny passagerer stiger på. “Møveriet” bliver endnu værre når folk skal af. Forestil jer iøvrigt duftene/lydene af mennesker, dieselos og bagage, så er I næsten med i bussen. Den lokale befolkning tager det stille og roligt og viser hensyn til hinanden – også os “gringoes” – og kan ikke forestille sig turen anderledes, og snakken kører derudaf på bedste beskub.

Derudover findes der mange turistbureauer, som arrangerer privat bustransport mellem de større turistattraktioner. Disse busser er af bedre kvalitet – noget dyrere – kommer hurtigt frem, men her opleves Mellemamerika ikke!

Nå, men vi ankom til Guatemala City – i luksus og da vi havde hørt, at her skal man ikke opholde sig for længe ( lommetyve, mange våben m.v.) tog vi efter 1 1/2 times venten på stationen – nærmest siddende på bagagen – videre til Antigua i en af de små minibusser – dem for turister. 5 timer i luksusbussen kostede 80 Quetzales ( 60 kr )- medens 45. min i minibussen kostede 60 Q. Vi har prøvet at kører 3 1/2 time i Chickenbus – til 20 Q.

Fremme i Antigua indkvarterede vi os i en lille lejlighed ved siden af vores koreanske venner Jody og Josh, som iøvrigt havde Elya ( som vi også havde mødt tidligere ) boende på nas. Vi aftalte med Jody og Josh´ lærer – Felix, at han også skulle undervise os i spansk i 7 dage. Om aftenen spiste vi alle sammen – “familien” var samlet og vi hyggede os rigtigt. 

Dag 62-76. 1.- 15. Nov.
Antigua, Guatemala, Hjemmeliv, Allehelgenes Dag, spanskundervisning, en aktiv vulkan, en flot vulkansø, blandt venner.

Antigua er en fin gammel koloniby som er på World Heritage listen, med ca 40.000 indb. og byen lever meget af turisme, bl.a. er her mange, som tager undervisning i spansk. Byen var hovedstad indtil 1776 hvor den blev flyttet til Guatemala City pga. de mange jordskælv bla. et ødelæggende i 1773. Byen rammes stadig jævnligt af jordskælv – senest i 1976 med 7 på Richterskalaen. Den internationale hjælp blev bevilliget men nåede aldrig frem til ofrene!! Felix, vores 26 årige lærer fortalte om jævnlige rystelser. Byen er omgivet af 3 flotte keglevulkaner – Agua, Acatenango og Fuego – hvilket gør beliggenheden yderliger idyllisk. Fuego lukker af til lidt røg op. Byen ligger i ca 1500m højde, så klimaet er meget behagligt med temperaturer midt på dagen over 25 grader og ned til 12 -15 grader om natten. Luftfugtigheden er tilpas, så vi er fri for at “kæmpe” med sveden. Prisniveauet her i Guatemala er meget attraktivt med en vestlig pengepung, selv om Antigua er i den dyrere ende med et Mac-index på ca. 28Q=$4. Langt størstedelen af Guatemalas befolkning lever dog under vilkår, hvor de lige kan klare dagen og vejen, og en del børn – især piger på landet – kommer ikke i skole her, fordi arbejdskraften er nødvendig for familiens overlevelse og fordi udgifter til skoleuniform og skolebøger nedprioriteres i forhold til at skaffe mad på bordet – så mange lever under fattigdomsgrænsen og en del er analfabeter. Guatemala har haft borgerkrig i 60érne og 70érne og denne afsluttedes først officielt i 1996 med det første demokratiske valg i næsten 40 år i 1999. Under borgerkrigen flygtede mange til Mexico, mange – især maya-mænd blev tortureret, ca. 400 landsbyer blev udryddet – ialt ca. 200.000 af den 11. millioner store befolkning blev slået ihjel og mange er “forsvundet”. Guatemalas økonomi bygger iflg. Felix på indtægter fra tre hovedområder – investeringer ( også udenlandsk ), hjemsendte penge til familien fra ca. 1 mil.udvandrere ( legale såvel som illegale ) i USA – og fra narkotika, hvor en del af kokainen fra Colombia har mellemstation i Guatemala. Korruption, våben og manglende overholdelse af menneskerettighederne er en del af hverdagen i Guatemala.  Protistution er legal i Guatemala, Aids og andre kønssygdomme er et voksende problem. Guatemala, Honduras, Nicaragua og El Salvador har et historisk fællesskab – a`la Scandinavien, og de støtter hinanden – også imod storebrødrene Mexico og USA. Iflg. Felix føler Mexico sig overlegen som storebror – det største og det rigeste land i Centralamerika, og hvor vi andre tit var tilbøjelige til at generalisere og tro at alle landene er ens, så er det tydeligt, at man her i Guatemala IKKE “vil i hat” med Mexico. I det hele taget skal vi passe godt på ikke at spille bedrevidende fordi vi har en uddannnelse og kommer fra Vesten. Igen, har vi i Guatemala lært at selv om vi tror vi er nogenlunde velorienterede om hvad der foregår rundt om i verden, så er de nyheder vi modtager i DK meget selektive og vi hører sjældent om Centralamerika – først når det er helt galt. Og så er nyhedsdækningen i DK endda noget bedre end i mange andre vestlige lande. Vores dagligdag de første 10 dage mindede meget om hjemlig hygge med madlavning, opvask, indkøb, tøjvask, skole, lektielæsning og en sludder med naboen. Helt underligt at få weekendfornemmelser om fredagen. Juanna, som var stedets rengøringsalf, blev bestemt ikke overanstrengt, en dansk “servicemedarbejder” vil være meget misundelig på hende – men lønnen er også noget anderledes. Hun blev ikke overanstengt af rengøringen i vores lille lejlighed, som vi selv gav en overhaling da vi flyttede ind, og da vi efter 5 dage konstaterede husdyr i form af – mindst en – kæmpe kakkelak, tog hun heller ikke særlig notits heraf. Især Kirsten må nok se at vænne sig til den slags, da det nok kun bliver værre i Sydamerika og Australien. Vores spansklærer Felix, som heldigvis også talte engelsk, kom dagligt og underviste Jodie & Josh om formiddagen og os om eftermiddagen. Vi spiste fælles frokost, som vi tilberedte og Jodie & Josh stod oftest for aftensmaden. Det var lidt svært at blive mæt af koreansk inspireret mad, så af og til insisterede vi på at lave aftensmaden. Undervisningen var meget baseret på verber og samtale, og det var meget rart at tale om vores land og høre Felix fortælle om sit land – både på spansk og engelsk, og vi fik da både udvidet vores ordforråd og spanske talegaver samt vores viden om Guatemala og ikke mindst, så fik vi lov at få et lille indblik i hvordan det er at være ungt menneske i Guatemala. Lejligheden var lidt kold og fugtig og vi fik snue, så de sidste 4 dage flyttede vi til et bedre værelse i Casa Luna, så vi kunne blive friske til vores dykning i Florida. Dagen efter vores ankomst til Antigua, onsdag d. 1 nov, var det Dia de Todos los Santos- Allerhelgenes dag, og vi tog alle på udflugt til den nærliggende by Santiago Sarctepéquez for at deltage i festen på kirkegården. Det var en stor oplevelse, hvor vi kom ind under huden på den lokale folkesjæl. Dagen var en fest med/for de døde, familien samledes på familiegravstedet med madkurv og drager, der blev sat op så man kunne være nærmere de afdødes sjæle. Det vrimlede med aktiviteter og mennesker overalt, hvor alle – små som store hyggede sig med at sætte drager op, hvilket medførte en del løben frem og tilbage på gravene. Den lokale detailhandel lå heller ikke på den lade side, og der blev udvist stort initiativ og opfindsomhed for at få tjent penge på de mange mennesker. Mange små issælgere kørte op og ned over gravenes jordvolde med deres små vogne og deres isklokker dinglende. Her var en konstant leben og larm. Det var tydeligt for os, at der var noget vi havde misforstået omkring døden i vores kultur, for her var det ikke en trist begivenhed men blot en rejse til et andet liv. Turen frem og tilbage foregik selvfølgelig med Chickenbuses, der var proppet til randen med glade mennesker, drager og deslige. Om lørdagen tog vi på vulkanudflugt til Pacaya, 2552m, som var en nærliggende aktiv vulkan. Selv om vi havede snue, feber og dårlig mave, tog vi med minibussen ved 14 tiden om eftermiddagen og begyndte opstigningen til lavakanten ved 16 tiden. Over en 3 km´s gåtur steg terrænet ca. 800 m, og vores guide José satte fra starten et højt tempo for at vi kunnne nå op inden det blev mørkt. Det var lidt hårdt for os, og da der yderligere var en bagtrop på 5 heste med ejere, som kun ventede på at nogle gav op og ville “bæres”, følte vi os lidt stressede. Vi nåede op til en højtliggende græseng i 2200m og forserede nogle 3-4 md gamle størknede lavastrømme og kunne nu se den glødende lava fra et udbrud, der havde været igang i 2 dage, Køer og kalve havde lagt sig tilrette for natten nær den varme lava. Det var et betagende syn at se de flydende lavastrømme glide knitrende forbi 2 m fra hvor vi stod – på fast lava der stadig glødede 30cm under os og støvlesåler der blev bløde. Den flydende lavas strålevarme var så intens at vi ikke kunne komme nærmere end 2 m uden at føle at vi fik forbrændinger og vi kunne virkelig mærke at alt der kom i kontakt med lavaen ville forbrænde eller smelte. ( Se og hør videoen ) Efter ca 1 times tid ved lavakanten begyndte vi nedstigningen i bulderende mørke, så vores pandelamper kom i brug. På vejen ned talte vi med et spansk par, som også havde været oppe for en uge siden, og der havde de kun set den størknede lava og iøvrigt været et helt andet sted, så vores udflugtsdag var tilfældigvis velvalgt. I bussen nikkede vi lidt med hovederne og hjemme igen fik vi en god nattesøvn og drømte om den gode oplevelse. Den efterfølgende lørdag havde Josh sørget for 4 busbilleter til Panajachel ved Atitlán søen. Søen ligger i et indsunket vulkankrater – en såkaldt caldera – ca 320m dyb. Ved ankomsten blev vi straks omringet af “guider”, der ville sejle os rundt på søen for 800 Q, men vi holdt hovedet koldt og gik ned mod havnen, og jo nærmere vi kom havnen jo mere faldt prisen. Vi fik brug for vores spanskkundskaber og aftalte en tur fra Panajachel til Santa Cruz La Laguna, Santiágo Atitlán og til San Antonio Pálopo og tilbage for 525Q. Ha! Der fik de den, men vi har nok alligevel betalt turistpriser for den 4 1/2 timer lange tur. Det var en flot sejltur med meget roligt vand om formiddagen. Over middag blæste det op og der kom bølger på vandet – et naturligt vejrfænomen i “et hul” hvor luften er varmet op omkring middagstid – lidt samme fænomen som i Death Valley. Søen er omgivet af bjerge og fire 3700 m høje udslugte vulkaner og søen er ren og klar – så klar at flere dykkerfirmaer holder til ved søen. Efter 20 min.s sejlads lagde vi til ved den lille anløbsbro ved Santa Cruz. Her var stor aktivitet idet en ladning fundablokke skulle omlades til en pick-up, som kørte op til byen og læssede af på torvet. Herfra blev lasten båret op til byggepladsen, hvor der skulle bygges FEM nye huse ( stort byudviklingsprojekt ). En flok drenge hjalp til med både aflæsning af brænde og læsning af fundablokke, og på torvet var en flok lidt ældre piger i gang med aflæsning af pick-uppen. Da Kirsten kommenterede de dygtige hårdtarbejdende smådrenge på bådebroen blev det modtaget med venlige grin og smil og kommentarer som vi ikke forstod. På gåturen op til landsbyens torv var der en flot udsigt over søen og et frodigt væld af forskellige planter – bl.a. vildtvoksende kaffe. Pick-uppen overhalede os – læsset over bristepunktet med fundablokke og unger – og hårnålesvingene var så skarpe, at bilen måtte bakke for at nå rundt i svinget. På torvet tog Kirsten et billede og et par småpiger kom med på billedet. De to piger var hurtige til at forlange betaling 1 Q til hver, og det kan man jo ikke stå for, så Kirsten slap slanterne. Efter at have kigget os lidt omkring på torvet og set ind igennem vinduerne på den lokale skole, spurgte vi, om vi kunne få et lift på ladet ned til anløbspladsen. Det var der ingen problemer i og turen var hyggelig og snakkesalig. En god oplevelse for både os og drengene. Jodey og Josh var ikke gået med hele vejen op til landsbyen, så de blevet samlet op halvvejs nede af bakken. Santa Cruz var overhovedet ikke turistet og vi snakkede om, at her var et ideelt sted at slå sig ned med et lille hotel med tilbud om dykning, hiking, fred og ro og spanskundervisning. Videre fremme ved næste by – Santiago Atitlàn blev vi nærmest overfaldet af en større flok knægte, der for 20 Q pr. person ville vise os den lokale dæmning. Da vi ikke udviste nok interesse faldt prisen efter et par hundrede meters gang til 1 Q pr. person, men vi fortsatte selv op mod kirken, som var byens primære attraktion. Adskillige helgener udskåret i træ fik årligt ny klædedragt. Nogle var flotte med figursyede dragter i flotte stoffer i kongeblå og violet med guldbroderier medens andre lignede en “engangskedeldragt” i for stor størrelse. Under den Guatemalske borgerkrig havde kirken været brugt som tilflugtssted for lokale familier, som sov her om natten, idet militæret overfaldt og havde dræbt adskillige bønder i området. Den daværende præst blev kort efter snigmyrdet og ligger nu begravet i kirken. Tilbage ad hovedgaden, som var meget turistet med mange boder, prøvede vi hatte og ved havnen fik vi en hotdog omgivet af tiggende børn, før vi sejlede videre til San Antonio, som er berømt for sine væverier og keramikproduktion. Oppe i byen blev vi da også overfaldet af tre kvinder, der ville sælge tørklæder, “camisas” m.v. De var meget insisterende og vi endte med at købe et tørklæde til den dårlige hals og en skjorte til Søren. Prisen 130 Q som udgangspunkt endte på 65 Q, men da konen ikke kunne give tilbage på 100 Q måtte Kirsten med hende hjem efter byttepenge. Her havde hun kun 25 Q så der røg et tørklæde mere med i handelen. En anden kone, som havde følt sig sikker på et salg, blev meget fornærmet og opsøgte Kirsten senere nede ved havnen igen og insisterede på en handel, men der sagde Kirsten hårdt og brutalt: “NO”. Tilbage i Panajachel forsøgte vi at få lidt frokost inden vi skulle retur med bussen, men p.g.a. langsom servering måtte vi stige sultne ombord på minibussen og spise de sidste rester af det brød og frugt vi havde klaret os med hele dagen. Efter en hasaderet køretur frekventerede vi grådigt vores lokale Macdonald, da vi kom tilbage til Antigua. Mandag d. 13. nov. mødtes vi igen med Felix på byens lokale torv og han tog os med på en rundvisning til nogle af byens seværdigheder. Efter en hyggelig og interessant formiddag endte vi igen på Macdonald, hvor “junkfooden” gjorde godt mod tømmermændene fra besøget på den irske pub den foregående aften. Undervisningen afsluttede vi om fredagen og efterfølgende spiste vi afskedsmiddag sammen. Jodie og Josh tog afsted til Tikal søndag og vi tager herfra tidligt onsdag morgen med bus til Guatemala City kl. 5.00 og videre med fly til Miami. De sidste par dage i Antigua er gået med at skrive hjemmeside, sige farvel til Antigua og Centralamerika, læse dykkerteori, købe busbillet til Guatemala City m.v. Fordi vi ikke længere lever i “familiens skød” har vi mødt en masse andre søde mennesker – turister – som vi har sludret en del med. Bl.a. har vi mødt et pensionistægtepar fra Brisbane i Australien som vi har tænkt os at besøge, når vi kommer dertil. Et dansk par på 5 måneders forældreorlov tilbragte vi en hyggelig eftermiddag sammen med d. 13. Dem vil vi også holde kontakt med pr. e-mail. De skulle bl.a. til Nicaragua for at arbejde frivilligt på et dansk projekt for gadedrenge – en fodboldskole, og det kunne vi godt tænke os at høre mere om. Annette og Jacob bumpede vi også tilfældigt ind i og vi var på ”værtshus” sammen en aften. De var allerede bedre til spansk end os inden de kom til Antigua. De havde boet privat i to uger og haft 8 timers daglig undervisning – en til en, men det havde været for hårdt, syntes de. For os lød det dog som om de nu talte flydende spansk, hvilket vi bestemt ikke gjorde, men vi håbede at vi havde fået et fundament, som vi kunne klare os med og bygge videre på i Sydamerika.

Dag 77-86. 16. – 25. Nov.
Florida, USA. Miami Beach, Kennedy Spacecenter, Epcot, Everglades, The Keys.

Vi havde bestilt en shuttelbus fra Antigua til lufthavnen i Guatemala City, men den var vidst på mellemameriankansk tid, den kom nemlig en time for sent, så vi blev lidt nervøse, men da vi havde været i Mellemamerika et stykke tid havde vi taget højde for “en anden tidsregning end vores egen” og havde bestilt bussen med god tidsmargen, kl 5 om MORGENEN.

I Florida fik vi os indkvarteret så “billigt” vi kunne, $110 per nat!, i Miami Beach på Hotel Royal, et fint lille Artdeco sted. De første par dage gik med at læse op på dykkerteorien, hvilken vi bestod med bravur. Det kan man desværre ikke sige om resten af kurset. Det pratiske var for omfattende og komprimeret for os! Så det blev heller ikke denne gang vi fik dykkersertifikat.

Miami Beach er en lang landtange med overvejende Artdeco bebyggelse med palmer, hvide sandstrande og alt er velholdt og priserne er naturligvis derefter. Vores – ikke luksuriøse dagbudget, uden bil, blev ca 1500 kr per dag mod 400kr i Antigua – incl. spanskundervisning. De fleste dage vi var i Florida skinnede solen, men det var hundekoldt p.g.a. et lavtryk ud for kysten, der først trak nordpå efter vi havde været der en god uges tid. De lokale sagde at det var de koldeste dage i år 2006 ( 8 -10 C om aftenen ) og vi gik da også rundt og småfrøs. Vi fandt et lokalt biludlejningsfirma der kunne leje os en “bil” en uge for $450 mod Alamos $1000, men så fik vi også en Nissan Sentra og så satte de os af i lufthavnen. Vi havde ramt et uheldigt tidspunkt med racerløb i Daytona, en stor kongres i Miami og Thanks Giving Ferie.
Efter at have fået bil kørte vi lidt rundt i Miami Downtown, hvor vi bl.a. tog en tur med den lokale monorail, hvorfra vi så at de byggede overalt. Den nye James Bond havde netop haft premiere, så vi fandt en lokal biograf med 8-10 sale og så Agent 007. Den er god og det var lidt sjovt at nogle af scenerne var optaget nogle steder i Miami, hvor vi netop havde kørt om eftermiddagen. Det var godt at vi mødte tidligt op i biografen, da der var unummerede pladser. De sidst ankomne kunne ikke få pladser ved siden af hinanden, hvis de var flere.

Søndag morgen kørte vi nordpå til Cape Canaveral. Langs det meste af kysten er der fin sandstrand med de tilhørende Artdeco strandhoteller. Solen skinnede fra en skyfri himmel men det var lidt køligt, og efter indkvatering kørte vi ud til Kennedy Space Center for at købe billetter til næste dag til en særlig “Closeup tour”, hvor vi kom helt ud til startrampen og i det hele taget tættere på alt, end man kom på den almindelig tur. Det viste sig, at der med denne tur var 2 dages entre, så vi gik straks ombord og så en IMAXfilm om månerejserne. Derefter kørte vi 6 mil over til Hall of Fame, hvor vi fik vores dosis af amerikansk heltedyrkelse indenfor rumfart. Efter endnu engang at have fået dårlig mad (amerikansk mad er altså ikke noget at skrive hjem om) og fået ordnet vasketøjet, gik vi i seng.
Næste dag stod vi ved dørene til KSC kl 9 præcis, vi gik lidt rundt og så på udstillingerne før vores bustur startede. Bussen kørte rundt på det store område og en god guide fortalte spændende om, hvad vi så. Af dyreliv så vi bl.a. osprey(ørn) og alligatorer. Vi forsatte ud til den enorme samlehal – landingsbanen ( hvor der er ansat personale til at fjerne alligatorer før en rumfærgelanding – alligatorerne kan godt lide den varme asfalt ) og affyringsramperne hvor der på den ene stod en shuttel, der skal op den 7. dec. Efter ca 2.5 time blev vi sat af ved Saturn V museet, og Kirsten kunne huske at hun havde set sådan en raket før, da hun boede i Alabama for 32 år siden! Saturn V er altså en stor og imponerende maskine. Da vi havde set nok og endnu engang spist dårlig mad, kørte vi over til samlehallen for moduler til Rumstationen. Gennem glasvæggen kunne vi se nogle mennesker i hvide kitler, der ikke så ud til at lave ret meget. Tilbage på udstillingsområdet så vi endnu en IMAX film om Rumstationen. Vi så Rocket Garden og købte souvenirs og sagde farvel efter en god oplevelse på KSC.

Da det endnu var lyst kørte vi mod Orlando hvor vi ville se Epcot ( En Walt Diseny tema park ), som handler om “teknologi” og kulturer i udvalgte lande. Om aftenen prøvede vi at købe billige billetter til Epcot på den anden side af vejen hvor vi boede. Her reklamerede de med køb og salg af billetter. Disneys flerdagsbilletter udløber aldrig, så har du brugt 2 af 3 dage kan den sidste dag sælges! Vi kunne imidlertid ikke gå over den 6-sporede vej, så vi måtte tage bilen og køre til næste lyskurve, vende rundt og køre tilbage og ind til billetsælgeren (bilkultur!) Her fik vi indblik i en ny side af amerikansk kultur, som vi ikke kendte til. Han havde ikke nogen endagsbilleter, men han kunne et trick som gav gratis billetter. ( Billetprisen var normalt 70$ /stk).Vi skulle blot deltage i en 90 minutters tur om et timeshareprojekt hos Westgate Villa Resort næste morgen. Så fik vi både morgenmad og billetter gratis. Det måtte vi prøve, så vi blev tilmeldt.
Tirsdag morgen mødte vi op på adressen sammen med 80 andre familier og blev “tjekket ind” – tjekket at vi havde kreditkort og at vores årsindtægt oversteg 40.000$! Efter at have ventet lidt blev vi hentet af en timesharesælger, som personligt prøvede at hjernevaske os til at købe en andel i en lejlighed til 20.000$ i udbetaling. Et af de væsentligste argumenter var, at de solgte til hver 4. som deltog, selvom de godt vidste, at de fleste fremmødte kun kom for at få gratisbilletter. Vi blev også kørt rundt på området i en “golfbil” og var inde at se to lejligheder. I den efterfølgende samtale gav vi udtryk for at vi ikke var interesseret, men det opfattede han som om prisen var for høj og fandt et nyt tilbud frem. Efter en halv time opgav han endelig og overlod sagen til en “kuli” som lige prøvede at forære os en gratis uge på et af deres timeshareprojekter. Det viste sig at ugen kun var gratis, hvis vi købte. Efter godt og vel to timer og en oplevelse rigere, kunne vi hente vores hårdttjente gratisbilletter og køre til Epcot.

Orlando er et stort område som er præget af de mange forlystelsesparker, bl.a. har Walt Disney vidst fem parker. Dette præger naturligvis også trafikken som er tæt men på gode veje med god skiltning, så det er faktisk nemt at finde rundt. Epcot var måske ikke lige hvad vi havde regnet med, da der var lagt mere vægt på forlystelse end oplysning, hvilket vi vel kunne have sagt os selv. Vi prøvede bl.a. en Siemens rundtur i en kuppel, der handlede om kommunikation fra stenalderen til ud i fremtiden, men det var lidt “poppet” og så stod vi i kø i 45 min, så ved de næste forlystelser kiggede vi lige på hvor lang køtiden var, inden vi stillede os op. Nogle steder var der 1 1/2 times ventetid. Vi gik en tur rundt om den kunstigt anlagte sø, omkring hvilken de forskellige landes temaparker lå. Vi besøgte bl.a. Norge og Kina. Kina havde nok den bedste udstilling med akrobatopvisninger og musikfremførelse, en 360g filmpræsentation af landets historie og seværdigheder samt en informativ udstilling om terracottagravene i Xian. Vi var måske også lidt nysgerrige fordi vi senere skal dertil. I den norske udstilling handlede det lidt for meget om vikinger og filmen var over 20 år gammel, men vi fik da snakket lidt med en norddame. Hun fortalte at de ansatte fra de forskellige lande skal være indfødte ( her fra Norge ) og arbejde 1 år i Epcot, hvilket for mange var en stor oplevelse, fordi de også kom i kontakt med både yngre og ældre fra andre lande. I boden købte vi iøvrigt to små dannebrogsflag til vores rygsække, idet vi tror det er en fordel at skilte med at vi – ikke er amerikanere – i Sydamerika. På vej ud af Epcot ved 17-tiden besøgte vi en simulator, hvor køen nu var blevet tålelig. Her kom vi i træning som astronauter og skulle flyve med en rumfærge til Mars. Vi var fire besætningsmedlemmer med hver vores funktion, kommandør, pilot, navigatør og ingeniør. Vi blev sendt afsted og skulle sørge for at trykke på de rigtige knapper på instumentpanelet undervejs for at undgå ulykker – alt imens simulatoren rystede og farede rundt. Det var smadder sjovt.

Da vi ikke kunne nå til Everglades samme aften, valgte vi at køre ud til vestkysten og fandt en overnatning her ved Sunshine – Coast, hvor de fleste bofaste pensionister i Florida vidst bor. Onsdag formiddag brugte vi på at sende pakke hjem og købe forskellige ting, som vi skal bruge i Sydamerika. Det lykkedes os endelig at finde en boghandel som havde de bøger fra Lonely Planet, som vi skulle bruge. De havde også Florida-udgaven, som vi havde ledt efter siden vi ankom, men da vi nu snart skulle videre herfra smugkiggede vi lige efter det mest nødvendige og lod bogen stå på hylden. Bøger vejer, og vi havde netop sendt 8 kilo hjem med posten hvoraf halvdelen var bøger, og vi trængte til at få normaliseret vægten i rygsækkene. Da vi kørte gennem Everglades ad vej 41 mod hovedindgangen var det desværre blevet mørkt. Vi havde været noget længere tid undervejs, fordi der var megen køkørsel p.g.a. Thanks Giving – dagen efter, og folk havde ferie i nogle dage. Her var ellers forskellige indianerlandsbyer langs vejen, men dem så vi ikke rigtigt noget til i mørket. Da vi nærmede os østkysten kunne vi se lysskæret fra Miami.
Torsdag formiddag tilbragte vi på en alligatorfarm umiddelbart før indgangen til Everglades. Her sejlede vi med en jetboat, så alligatorshow og fodring. Det var sjovt at sejle ud i det lave sivområde i jetboaten, som naturligvis også blev “smidt lidt rundt” så vi også sejlede baglæns indimellem, og det var om at holde kameraet inden for trøjen. Iøvrigt var temperaturen blevet nogenlunde, så vi ikke længere frøs.
Inde i Everglades gik vi en flot tur langs Anhingatrail. Anhinga er en tropisk fugl, der i udseende minder lidt om skarven, og da Kirsten var på samme gåtur i 1975 havde hun med sit lille Kodakkamera taget et billede at en anhinga, der sad og tørrede sine vinger, så sådan et billede tog hun også lige denne gang. Her var også kommet mange flere alligatorer, som dengang var en truet dyreart i området. Skildpadder, ibis, forskellige hejrearter og mange andre fuglearter var så tamme at man kunne gå helt tæt på. Efter en køretur på 38 miles med små stop gennem Everglades var vi ude ved Flamingo ved Den Mexikanske Golfkyst. Her tog vi på en guidet sejltur ind i Everglades bagland – Coat Bay, Tarpon Creek og Whitewater Bay, hvor vi bl.a så saltvandskrokodiller, ospreys og manatees ( en slags søko ). Vi så en manatee med en mærkningsbøje komme op til overfladen. Den havde tidligere været i fangenskab og man havde mærket den for at kunne holde lidt øje med dens trivsel. Bevoksningen langs bredden var hovedsagelig mangrove – hvid, sort og rød, og ind imellem så vi tydelige spor fra orkanerne Katarina og Wilma, der også hærgede Everglades i 2005. Solnedgangen på vej tilbage var….. – ja, hvad tror I?
Igen på landjorden kørte vi lige forbi campingpladsen, som Kirsten igen blev nostalgisk over. Hun kunne dog ikke genkende den. På vej ud af Everglades stoppede vi kun ved West Lake – dog kun 2 min – p.g.a. myg og desuden var det blevet mørkt. Efter at have passeret dæmningen ud til The Keys ledte vi et stykke tid efter et billigt motel men måtte overgive os og overnatte i Key Largo på Ramadan Inn til 133$ med efterfølgende Thanks Giving Dinner på Holiday Inn med kalkun, skinke, kartoffelmos, sovs, salat og limepie – ikke den store kulinariske oplevelse for os, men amerikanerne var glade og ønskede os alle sammen “Happy Thanks Giving”. Da vi ikke har haft vores faste følgesvend – Lonely Planet – eller en anden guidebog her i Florida – er der nogle ting vi er usikre på , således bl.a. Thanks Giving, men en sød dame i Epcot fortalte at det stammede tilbage fra 1600-tallet.
Vejen ud til Key West føltes meget lang bl.a. p.g.a. hastighedsbegrænsning på 45miles, men turen var flot med hvide sandstrande, mangrover, palmer, og blå himmel, blåt vand med masser af både i alle mulige størrelser, broer og masser af turistbebyggelser incl. store reklameskilte langs vejen. Efter et par timers kørsel endte vi i Key West – for enden af Highway 1. Parkeringen var sparsom og dyr og byen meget turistet – langt værre end for 32 år siden ( og så siger Kirsten ikke mere om “De gode gamle dage” ). Vi fandt dog en gratis parkering i et beboelsesområde nær fyrtårnet, hvorfra vi gik en tur gennem den gamle bydel. Fyrtårnet ville have 10$ i entre, så det sprang vi over og nøjedes med at se toilettet. Hemmingsways Hus, hvor han boede i ni år kostede 11$ så det spang vi også over. Vi gik videre til USA´s sydligste punkt – hvor vi kunne nøjes med at stå i kø for selv at tage et billede – og ikke betale entre. Punktet er kun 90 miles fra Cuba, og vi vinkede til Jodie og Josh, som befandt sig på Cuba. Vi sendte også den syge Fidel Castro en tanke – om han mon også overlever denne gang, og hvis ikke, hvad sker der så på Cuba??? Mange på The Keys ser frem til at kunne rejse en tur til Cuba, når han dør.
Da vi gik ned mod havnen købte vi en solnedgangstur i en “glasbundsbåd”, og inden da kunne vi lige nå en guidet tur med sightseeingbus rundt i Key West. Guiden var meget snakkesalig og der var ikke et øje tørt, men flot var der – trods det meget turistede præg byen har fået især siden 80érne. Han fortalte bl.a. at Key West er en fejloversættelse af det spanske ord for “skeletø” ( ? ). Vi sejlede ud til koralrevet, hvor vi så koraller og flotte fisk gennem glasruderne i båden, der hed Discovery. På vej tilbage til havnen så vi to flyvefisk og en enkelt delfin samt en flot solnedgang, medens vi drak et glas champagne ( incl. i turen ). Der var liv og glade dage på kajen hvor folk samledes på Mallory Square for at se solnedgangen. Her vrimlede med restauranter og barer, så man ikke kedede sig, når solen var gået ned. Vi tror at Key West er endnu mere turistet end Skagen i højsæsonen, men ellers ligner de to byer nok hinanden på mange punkter.
På vej ind af The Keys mod Miami, hvorfra vi skulle flyve næste dag, overnattede vi på øen Islamadora og spiste rigtig god aftensmad på en australsk restaurant. På vej mod Miami var vi inde på vores motel ved Everglades for at hente Kirstens glemte trøje, men her var desværre lukket, så den må en anden få glæde af. I Miami fik vi afleveret bilen og blev kørt til lufthavnen i god tid. På vej ud til flyet sagde Kirsten, at det nu blev spændende at komme til et nyt kontinent, hvortil Søren svarede, at vi ikke var lettet endnu. Det skulle han aldrig have sagt, for vi sad i et fyldt fly og ventede i tre timer – på at en radiofejl blev repareret. Stort set alle af de eucadorianske passagerer havde iøvrigt misforstået reglerne omkring håndbaggage, så mange havde op til flere mellemstore kufferter med i kabinen og det var svært at få stuvet alt baggagen væk. Da piloten meddelte at vi skulle skifte fly, medførte det at alle rejste sig og straks begyndte kaosset med at finde sin bagage frem og tilbage i flyet. Det viste sig i første omgang at være en fejlmelding. Så måtte bagagen tilbage igen. Det endte med at vi alligevel måtte skifte fly og gå fra den ene ende af lufthavnen til den anden, en tur på 1/2 times tid. ( Godt vores håndbagage kun bestod af vores små turrygsække ). Endelig kom vi afsted mod Quito, Eucador med 4 timers forsinkelse. Vel fremme i 2850m højde tog vi en taxa til vores hostel – Villa Nancy og gik i seng ved 1 – tiden.

Dag 87-91. 26. – 30. Nov.
Quito, Ecuador. Tynd luft i højderne, Verdens Midte, Tyrefægtning, Cykeltur på vulkan.

Vi landede i Quito ved 24- tiden lørdag d. 25. november. Byen ligger i en dal i 2850m højde, så indflyvningen var lidt “farlig” syntes vi, men byen var flot ved nattetide. Uden at blive snydt af taxachaufføren kom vi til Villa Nancy, hvor vi havde reserveret et værelse over internettet. Byen var på den anden ende om søndagen, da her var præsidentvalg, hvilket alle gik meget op i. De to slutkandidater kom henholdsvis fra Quito og fra den største by – Guayaquil – ved kysten. Heldigvis vandt Quitos kandidat – den mindst højreorienterede – og byen festede med flag og bilhorn søndag aften. Ingen var berusede, for der blev ikke solgt alkohol på valgdagen, da det var en alvorlig affære at vælge ny præsident. Medhjælpen i Villa Nancy, Angel, nåede ikke at komme hen at stemme, fordi bossen der skulle afløse ham, kom for sent. Angel påstod at han så ville få en bøde, fordi her er stemmepligt.

Søndag er en god dag at “indtage” en ny by på, fordi trafikken og livet er mindre hektisk end til hverdag, og vi fik slidt godt på fodsålerne i både den nye og den gamle bydel i Quito. Vi holdt “fotofri” – mest fordi vi havde glemt kameraet. Det var måske lidt ærgerligt, for den gamle bydel, som er på Unescos World Cultural Heritage Site List, var meget hyggelig og utrolig velbevaret. I det hele taget var vi positivt overrasket – her var meget renere og “pænere” end i Mexico og Guatemala. Byen vrimlede med velbevarede kirker og klostrer og vi var inde at se nogle enkelte. Flere steder var der messe og turister var ikke velkomne.
Ecuador var en del af Inkariget i 40 – 50 år frem til spaniernes ankomst i 1532. D. 6.dec.1534 blev Quito udnævnt til hovedstad og på det tidspunkt var der intet tilbage fra inkatiden, og der er således heller ingen ruiner fra inkatiden i Quito, da spanierne sørgede for at genbruge byggematerialerne og bygge ovenpå inkabygningerne. F.eks. ligger mange kirker ovenpå inkaernes hellige steder.
Lidt nord for Quito ligger Ækvator “Mitad del Mundo” – Verdens Midte. Inkaerne drømte om at komme til dette sted, hvor solen – deres gud stod i zenit. I 1736 blev der sendt en fransk/spansk/engelsk ekspedition til dette sted ( og til nordpolen ) for at opmåle jordens størrelse og nøjagtige form, da der var uenighed om hvorvidt jorden var helt rund eller let fladtrykt ved polerne. Ecuador blev valgt, fordi det var spansk og det lettest tilgængelige sted ved Ækvator. Andre steder var der vand, jungle eller “uciviliserede mennesker” der skulle forseres. Vi var ude at se monumentet og udstillingerne og stå med et ben på hver side af Ækvator – troede vi! GPS-målinger har dog vist at det rigtige ækvator ligger 240m nordligere, så efter at have set de udmærkede udstillinger om Ecuadors forskellige folkeslag og provinser gik vi 240 m mod nord, hvor der lå et lille privat museum, Museo Sola Init Ñan, ved det rigtige Ækvator. Her blev vi vist rundt og deltog i nogle eksperimenter der “beviste” at vi var på det rigtige ækvator.
Ved det historiske ækvatormonument var der en udstilling af en privat person, der med sin egen GPS havde fundet adskillige historiske ruiner i området, der viste at allerede omkring år 1000 vidste befolkningen i området, at det var et specielt sted, idet der var ruiner der lå på Ækvator og linjerne for forårs- og efterårssolhverv m.m. De etablerede arkæologer har dog ikke anderkendt disse teorier og anser stadig ruinerne som fæstninger. I et land som Ecuador med ringe uddannelse og begrænsede økonomiske muligheder, bliver disse ruiner ødelagt af de lokale bønder fordi de ikke ved, hvilke kulturskatte de har på deres jorde.

Quito har fået en svævebane, Teleferico, som kører op til et nærliggende højdepunkt i 4100 m og bjerget i baglandet er 4600 m med en sti til toppen. Vi prøvede at følge stien, men det var svært at gå op ad bakke i over 4000 m højde, så vi gik tilbage igen efter 1 1/2 times tid og nød den storslåede udsigt ned over Quito, og det var en underlig fornemmelse at gå i højde med skyerne. Da vi kom ned igen besøgte vi byens Basilika, der blev påbegyndt i 1926 og ikke er færdig endnu! Vi besteg alle tre tårne og så klokkerne og kirkeuret indefra. Det var lidt blasfemisk at se en gotisk kirke lavet med beton og armeringsjern stikkende ud alle steder og finish var ikke et cardinalpunkt, hvilket flere bygninger i Sydamerika iøvrigt bærer præg af.

Da d. 6. dec. nærmede sig var der fuld gang i forberedelserne til den årlige fødselsdag, som fejres ordentligt. Festlighederne begyndte allerede fra d. 28. nov, så vi nåede at få lidt med inden Galapagosturen. Vi benyttede chancen til at se tyrefægtning, hvilket vi ikke har set før. Her bliver tyrene slået ihjel ligesom i Spanien. Selv om tyrefægtningen begyndte kl. 12 var der masser af mennesker i festhumør, pænt klædt på og med drikkelse og mad under armen. Det vrimlede med boder der solgte alt fra merchandise til mad og panamahatte ( som iøvrigt stammer fra Ecuador ). Tyrefægtningen var flot at se, og der blev lagt stor lidenskab i “showet” både fra toreadorernes og publikums side, men det bliver aldrig vores favoritunderholdning. Det var medhjælpen Angel på vores hostel, der fortalte os om tyrefægtningen. Selv havde han aldrig overværet en tyrefægtning – kun set det i tv, men det var et stort ønske. Naturligvis havde han heller ikke været i udlandet eller på Galapagos. Det må vi nok vænne os til, at vi her kommer og “indtager” seværdigheder og bruger penge som de lokale aldrig får råd til. Vi “tippede” dog Angel ganske godt, nok til en billig tyrefægtningsbillet og tyrefægtningerne stod på dagligt i en hel uge så….

Det kan godt være lidt hårdt at skulle være samme 24 timer i døgnet, så en af dagene besluttede vi at gøre noget hver for sig, Kirsten ville have en læse – og “ose”dag og Søren tog på Cotopaxivulkanen og kørte på mountanbike ned fra 4600m, en flot og spændende tur, hvor han hele tiden skulle være klar på bremsen. Cotopaxi er 5820m med sne/is på toppen, Det eneste sted ved Ækvator, hvor der er permanent sne.
Torsdag aften løb vi så lige ind i Annette og Jacob ( som i San Cristobal i Mexico og i Antigua, Guatemala ). De var netop kommet hjem fra deres Galapagostur, så vi fik lidt bulletiner og hyggede os sammen med dem og deres Galapagosgruppe over adskillige cocktails ( Happy Hour ). Næste dag – fredag var afrejse dag til Galapagos.

 

Dag 92-101. 1. – 10. Dec.
Galapagos, Ecuador. Til søs og sol, turkisblåt vand og ekstreme landskaber, snorkle, svømme, slappe af mellem tamme dyr – skildpadder, søløver, mærkelige fugle.

Galapagosøerne – 1000 km vest for den sydamerikanske kyst ved Ækvator – var et meget specielt sted at besøge. Selv om vulkanøerne ligger ved Ækvator, er de tørre og ufrugtbare med kun få steder med nok nedbør til at blive betragtet som tropiske. De nuværende øer er kun 1 – 5 mil. år gamle og er dannet over et vulkansk hotspot, som er 40 -60. mil. år gammelt. Øerne ligger på Nasca-pladen der bevæger sig 3.5 cm mod øst hvert år, ind under den sydamerikanske plade og hen over hotspottet. Når hotspottet danner en vulkan, dannes der en ny ø og de vestlige øer er altså de nyeste – under 1 million år – og dem mod øst er ældst – ca. 5. millioner år. Øerne har aldrig været i kontakt med fastlandet, hvilket betyder at dyrelivet, som kom hertil, udviklede sig anderledes og uafhængigt af dyrelivet andre steder. Nogle dyr og planter er kommet hertil på løsrevne jordklumper fra flodbredder på fastlandet, andre er båret med vinden, vandet, på grene o.l. Nogle fuglearter som f.eks. flamingoer og suler er selv fløjet hertil. Der kommer nye dyrearter til hvert 4 år. Hvis de klarer sig, og de er tilpasset de nye omgivelser efter ca. 300 år, kaldes de endemiske. 25% af fiskearterne, 50% af planterne og næsten alle krybdyrarterne findes ikke andre steder end på Galapagos. Udviklingsbetingelserne var særligt gunstige for mange arter, da her ikke fandtes naturlige fjender som på fastlandet og nogle arter blev derfor meget store. Da øerne blev opdaget i 1535 var dyrene ikke bange for mennesker og de husdyr de medbragte, og dette gør sig stadig gældende idag, hvilket gjorde at vi kunne komme helt tæt på dyrelivet. De indførte husdyr – geder, grise, hunde, katte ( og rotter ) var en stor trussel for mange dyrearter, som har været udrydningstruede. Man gør hvad man kan – med de ( små ) tilstedeværende midler – for at nedkæmpe indførte arter af planter og dyr, og nogle udrydningstruede arter som f.eks. de forskellige skildpaddearter er i fremgang igen. Charles Darwin kom til øerne i 1835 hvor han observerede og nedskrev sine observationer som bl.a. på baggrund af de forskellige specialiserede finkearter dannede baggrund for hans værk om Arternes Oprindelse. Galapagosøerne er for langt de fleste øers vedkommende ubeboet og uden faciliteter, så derfor er den eneste rigtige måde at se øerne på – at bo ombord på et skib. Langt fra alle øer er åbne for turister, og al landgang sker sammen med guiden fra Nationalparken, og man går i samlet flok inden for afmærkede stier. Båden vi sejlede med hed Golondrina I og var en turistsailing yacht på 22 m ( se Motor boat Golondrina ) med en meget service- minded besætning på 7 samt vores “Spanglish-talking” guide Patricio.Vores rejsefæller bestod af to hold, et der var ombord da vi ankom, og det nye hold som var ombord de sidste 4 dage. Den italienske del af det første hold kom vi aldrig rigtigt ind på, da deres sprogkundskaber ikke omfattede andet end italiensk, medens vi hyggede os rimeligt med de to engelske piger og et hollandsk par. Det andet hold kom fra Polen og Tyskland og her var bedre kontakt og vi fik snakket og festet, selv om det kan være svært at holde fest når båden sejler kl 20 og vi har fået at vide at der er 8 timers sejllads i hård sø! Dagene havde et temmelig fast program: Morgenmad kl. 7 – landgang på en ø kl. 8 med guidet eskursion – tilbage ombord og snacks ved 10-tiden – snorkeltur fra de små både – frokost kl 12 – sejle et par timer til et andet sted på samme ø eller til en ny ø medens vi holdt siesta og fra soldækket kiggede efter delfiner, rokker, skildpadder m.m. – landgang ved 15 -tiden med guidet eskursion og efterfølgende snorkling fra stranden eller båd – eftermiddagssnack tilbage ombord ved 17.30 tiden – middag kl. 19 – kl. 20 blev ankeret hevet ind og vi sejlede det meste af natten til en ny ø. Det betød at vi mange aftener gik i seng ved 20 – 21- tiden, da søen af og til var lidt hård, og så var køjen det bedste sted at opholde sig. Iøvrigt undgik vi begge at blive rigtigt søsyge. Vores tur var tilrettelagt så vi fik set flest mulige variationer af hvad øerne byder på og vi besøgte således 9 meget forskellige øer – forskellige med hensyn til både landskab, dyre- og planteliv. Landskabet varierede fra enkelte grønne frugtbare områder på de sydøstvendte kyster, til udslugte vulkankratere og tørre basalt- og lavasletter. Selv om vi på eskursionerne kom en flok på 15 personer var dyrelivet oftest fuldstændig uanfægtet af vores tilstedeværelse og vi kunne stå “i timevis” og kigge på dyrene. Vi havde utroligt mange gode oplevelser hvoraf kort kan nævnes – snorklede i 5 minutter med to søløvehunner, indtil hannen kom for tæt på, så svømmede vi væk – så to store havskildpadder der parrede sig i vandoverfladen medens vi sad i båden lige ved siden af – blåfodede suler der dansede parringsdans lige ved siden af os – en søløvehan der konstant patruljerede frem og tilbage i vandet og udstødte ”onk-onk” på sit 50m territorium for at holde andre hanner væk.Da vi sejlede fra Bartolome`til Santa Cruz så vi flere delfinflokke i det fjerne og adskillige store rokker, der “flippede” i havoverfladen så den hvide underside glimtede i solen. En dag hvor vi prøvede at snorkle var bølger og brænding så voldsomme, at Søren mistede sin snorkel, som bølgerne flåede af hovedet på ham. Kirsten fik en pæn hudafskrabning på armen, da hun blev skyllet op på stranden, det var nemlig sjovt, men kun indtil hun havde slået sig. Turen har helt sikkert gjort et stort indtryk på os, og det var lidt mærkeligt at være her, hvor man lige siden biologitimerne i skolen havde drømt om at komme, og vi vil fortsat huske og glædes over de unikke dyreoplevelser vi havde på Galapagos. Lidt ærgerligt var det, at vores guide ikke talte ordentligt engelsk og ikke var særlig meddelsom undtagen om og når vi var på eskursioner. Vi ville gerne have haft lidt mere bred information, men det lod sig desværre ikke gøre. Tilbage i Quito igen har vi tilbragt et par dage med at opdatere hjemmeside, skrive mails og grovplanlægge næste etape af vores tur, som går med dagbusser ned gennem Ecuador til Peru, hvor vi vil gøre nogle stop langs kyststrækningen nord for Lima. På vores søndagsgåtur idag mødte vi det ene polske par fra Golondrina. De skulle have været hjem lørdag morgen, men havde fået stjålet tasken med pas i lufthavnen og var derfor strandet her indtil de kan få nye pas. Det kan måske medvirke til at vi andre bliver lidt mere påpasselige med vores ting – især på busstationer o.l. Gåturen gik ud til en stor park lidt uden for centrum og her tilbragte de lokale familier eftermiddagen med alskens aktiviteter lige fra afslapning, diverse boldspil, leg på legepladsen som bl.a. bestod af gamle entrepenørmaskiner. Den var nok ikke gået i DK. Medens vi var i Quito fik Kirsten en super god klipning til 18,-kr, medens Søren måtte af

hh

hhh

hh

hhh

hh

hhh