Camino de Madrid Travelbook

Dagens tal

• Distance: Ingen vandring; ankomstdag
• Camino foran mig: ca. 375 km til León

Praktiske detaljer

• Overnatning: Adventure Hostel Madrid, Calle del Pez 1; køje på hostellet.
• Forberedelse: Rygsækken er pakket, og pilgrimspasset ligger klar til første vandredag.
• Natten: En døgnåben kiosk over for hostellet holdt gaden støjende det meste af natten. Cigaretrøg drev ind i køjen gennem den åbne franske dør.
• Næste morgen: Kaffe og en tur til Plaza de Santiago og Santiago-kirken for at få det første pilgrimspasstempel. Så begynder Caminoen for alvor.

Så er jeg ankommet til Madrid, med fly fra CPH og har fundet min køje på Adventure Hostel Madrid. Rygsækken er pakket, pilgrimspasset ligger klar, og benene venter på de cirka 375 km mod León. Over for hostellet ligger en døgnåben kiosk, og snakken i gaden fortsatte det meste af natten. Cigaretrøg sneg sig også ind gennem den åbne franske dør og helt ind til køjen. Man kan vist godt sige, at Madrid sørgede for, at jeg ikke kom til at sove mig udhvilet ind i Caminoen.

I morgen tidlig står den på spansk morgenkaffe og en tur ned til Plaza de Santiago. Her ligger den historiske Santiago-kirke, hvor jeg skal have det første stempel i pilgrimspasset. Så tæller vi kilometerne!

Dagens tal

• Distance: ca. 25 km
• Temperatur: 33 °C
• Tilbage til León: ca. 350 km
• Andre pilgrimme mødt: 0

Praktiske detaljer

• Overnatning: Flexy Living i Tres Cantos; dyrt, men med varmt bad og en rigtig seng.
• Start: Kl. 10.00 fra Iglesia de Santiago efter dagens første stempel i pilgrimspasset.
• Steder: Plaza de Santiago, Paseo de la Castellana, Plaza de Castilla, Puerta de Europa, Cuatro Torres, Hospital La Paz/Hospital General, Fuencarral, Monte de Valdelatas, Cañada Real, El Goloso og Tres Cantos.
• Mad og drikke: Efter ca. 9–10 km pause på La Tapería de Fuencarral med frokost, toiletbesøg, skygge og en iskold øl. Vandringen fortsatte kl. 13.33.
• Historiske og kulturelle steder: Real Iglesia Parroquial de Santiago y San Juan Bautista og det første pilgrimspasstempel; et Camino-skilt med 669 km til Santiago; den første tydelige gule pil ved en granitsten med muslingeskal.
• Rute og forhold: Vejarbejde og store vejkryds ved Hospital La Paz gjorde det let at miste ruten. Efter Fuencarral blev asfalten afløst af støvede stier. Vandet blev næsten 30 °C, og beholdningen slap op før Tres Cantos.

Dagen begyndte efter en næsten søvnløs nat på Adventure Hostel Madrid. En 24-timers kiosk overfor holdt gaden i gang det meste af natten, og cigaretrøg drev ind gennem den åbne franske dør og ind i køjen. Alligevel var jeg klar til at komme af sted.

Klokken 10 åbnede kirken på Plaza de Santiago. Jeg fik mit første stempel i pilgrimspasset i Real Iglesia Parroquial de Santiago y San Juan Bautista, og så var Camino de Madrid officielt begyndt. Herfra gik det nordpå gennem Madrid. Paseo de la Castellana blev næsten to timers sej stigning. På Plaza de Castilla stod Puerta de Europa, de to karakteristiske skæve tårne, og længere fremme rejste Cuatro Torres sig over byen. Det var et særligt punkt at se Madrids skyline bag sig, mens bjergene lå et sted foran. Ved Hospital La Paz skabte vejarbejde, skilte og store vejkryds lidt forvirring, og afmærkningen var sparsom mellem byens beton og trafik. Man skulle holde godt øje for ikke at ende med at følge hospitalskiltene i stedet for Caminoen.

Efter omkring 9–10 kilometer nåede jeg Fuencarral og holdt en tiltrængt pause på La Tapería de Fuencarral. Der var skygge, frokost, et toiletstop og en iskold øl. Den smagte glimrende i pausen; den føltes mindre genial, da jeg igen begyndte at gå. Klokken 13.33 fortsatte jeg ud i eftermiddagsheden. Temperaturen lå på 33 grader, og byen gled efterhånden over i de tørre, åbne områder ved Monte de Valdelatas og Cañada Real. Her forsvandt asfalten gradvist, og den støvede sti førte ud på den åbne højslette, Mesetaen. Støvet og de tørre græsser eller pollen fik næsen til at løbe, og vandet i dunken blev næsten 30 grader varmt.

Det var en helt solo dag; jeg mødte ikke én eneste anden pilgrim. De eneste, der hilste på mig på vejen ud af Madrid, var nogle hjemløse. Efter den røde militærbygning ved El Goloso blev de gule pile tydeligere, og stien langs lokalbanen førte videre mod Tres Cantos. Et officielt blåt Camino-skilt viste 669 kilometer til Santiago. Lidt senere dukkede den første rigtige gule pil op på en mur ved siden af en lille granitsten med muslingeskal. Efter al byens beton var det en lille, men kærkommen bekræftelse på, at jeg endelig var på selve pilgrimsruten.

Tres Cantos blev ved med at ligge foran mig, næsten som et fatamorgana. Madrid og Cuatro Torres forsvandt langsomt bag mig, mens Sierra de Guadarrama kunne anes foran. De sidste kilometer blev tilbagelagt på ren viljestyrke. Da jeg endelig nåede frem, var koldt kildevand og en øl det første, jeg havde brug for. Det lokale pilgrims hostel var lukket under Corona og aldrig genåbnet, Så derefter tjekkede jeg ind på Flexy Living. Det var en dyr overnatning, men et varmt bad og en rigtig seng var alle pengene værd efter en første dag, der havde været hårdere, end de 25 kilometer alene antydede. Konklusionen var enkel: Det her er ikke for tøsedrenge.

Én etape i hus. I morgen venter bjergene.

Dagens tal

• Distance: 27,8 km
• Samlet distance fra Madrid: 44,7 km
• Højeste punkt: 1.013 m
• Afgang fra Flexy Living: kl. 05.47
• Santiago-markør: 648 km tilbage

Praktiske detaljer

• Overnatning: Sovesal i Manzanares el Real.
• Steder: Tres Cantos, Colmenar Viejo, Puente del Batán, Sierra de Guadarrama og Manzanares el Real.
• Mad og drikke: Morgenstop ved Café Tango; tortilla de patatas, lyst brød og café con leche i Colmenar Viejo. Efter ankomsten: bad, kold øl og chips; senere entrecôte og en stor øl.
• Historiske og kulturelle steder: Vía Pecuaria, de gamle kvægdrivningsruter; Puente del Batán, en granitbro fra 1500-tallet; Castillo de los Mendoza og Iglesia de Nuestra Señora de las Nieves i Manzanares el Real.
• Praktisk: Det var mørkt frem til omkring kl. 07.30, og mobilens lys hjalp med at finde stien. Slottet og kirken var lukkede; byens springvand var åbent.

Efter næsten ingen søvn stod jeg op klokken 3.30, tog bad og pakkede rygsækken. Klokken 5.47 forlod jeg Flexy Living i Tres Cantos og gik mod Café Tango, som efter planen skulle åbne klokken seks. Byen lå stadig i mørke, og frem til cirka halv otte måtte jeg bruge lyset fra telefonen for at finde stien. Det var ikke så meget en morgenfrisk start som en forsigtig forhandling med mørket og mobilens batteri.

Terrænet gjorde ikke starten nemmere: først op ad en bakke, ned gennem et vadested ved Arroyo de Tejada og så op igen gennem la dehesa, det bølgende spanske overdrevs- og græsningslandskab. Da det blev lyst, blev ruten lettere at læse. En granitsten viste 648 kilometer til Santiago, og et skilt fortalte, at der var omkring fem kilometer til Colmenar Viejo. Her holdt jeg pause med tortilla de patatas, lyst brød og café con leche. En ganske effektiv spansk morgenmad, når benene allerede har været på arbejde i mørket.

Efter Colmenar Viejo åbnede landskabet sig mod Sierra de Guadarrama. Jeg fulgte brede, historiske kvægveje, markeret som Vía Pecuaria. Det er gamle ruter, hvor hyrder gennem århundreder har drevet deres dyr mellem bjergene og højsletten. Undervejs krydsede jeg Puente del Batán, en smuk granitbro fra 1500-tallet over Manzanares-floden. Den ligner næsten noget romersk, men er solidt spansk renæssancehåndværk, bygget langs Cañada Real Segoviana, så hyrder, handelsfolk og deres dyr kunne komme sikkert over. Her går man bogstaveligt talt i et gammelt transportlandskab.

Solen stod højt, skyggen var knap, og stien steg videre gennem det åbne terræn mod Guadarrama-bjergene. Jeg fandt et roligt dieselgear og blev ved, indtil dagens højeste punkt: 1.013 meter over havet og 44,7 kilometer samlet fra Madrid. Herfra gik det ned mod Manzanares el Real, med Santillana-reservoiret i landskabet. Efter 27,8 kilometer var sovesalen dagens første mål: rygsækken af, et bad, en kold øl, chips og fødderne op. Efter så lidt søvn føltes det som en ganske rimelig luksus.

Senere gik jeg ud for at indhente lidt kultur. Castillo Nuevo de Manzanares el Real, også kaldet Castillo de los Mendoza, var lukket. Det imponerende slot blev påbegyndt i 1475 for Mendoza-familien og tegnet af Juan Guas i den isabelinske gotiske stil. De karakteristiske tårne og udskårne stenkugler kunne jeg beundre udefra gennem hegnet, sammen med en hvid varevogn, der havde valgt et meget centralt sted i udsigten. Slottet er så velbevaret, at det blev brugt som kulisse i filmen El Cid.

Iglesia de Nuestra Señora de las Nieves var også lukket. Den blev grundlagt af Mendoza-familien sidst i 1400-tallet, brændte under en byfest i 1769 og blev senere genopbygget. Infotavlen udenfor fortalte desuden om gravsten fra 1200- og 1300-tallet i kirkens have. Så dørene var lukkede, men historietimen var heldigvis åben og gratis. Dagens mest tilgængelige kulturtilbud blev dog byens springvand, som både var åbent og virkede upåklageligt.

Efter en næsten søvnløs nat, 27,8 kilometer, en bro fra 1500-tallet og en top på 1.013 meter var dagens regnskab gjort op. Jeg bestilte en stor øl og en saftig entrecôte. Menneske mod bjerg: 1–0. I morgen venter næste etape.

Dagens tal

• Distance: ca. 20–23 km
• Samlet distance fra Madrid: 60 km-mærket passeret
• Højeste punkt: ca. 1.300 m

Praktiske detaljer

• Overnatning: Hostal Aribel Longinos i Cercedilla; booket for to nætter.
• Steder: El Boalo, Mataelpino, Bar-Asador El Espliego, Sierra de Guadarrama og Cercedilla.
• Mad og drikke: Morgenmad på Bar-Asador El Espliego ved springvandet i Mataelpino; efter ankomsten en kold øl og varm pizza.
• Mennesker: To spanske pilgrimme fra sovesalen og to franske pilgrimme, som dukkede op til morgenmad. Franskmændene var ikke de store samtalepartnere, men de holdt et imponerende tempo.
• Historiske og kulturelle detaljer: Camino-stenen ved springvandet i Mataelpino viste 639 km til Santiago. En lille messingplade bad folk om at holde springvandet rent. El Boalo, Mataelpino og de øvrige bjergbyer ligger ved foden af Sierra de Guadarrama, i et landskab præget af gamle landsbyer, græsningsarealer og forbindelser mellem Madrid og bjergene.
• Praktisk: Jeg overså El Boalo og gik cirka 3 km længere til morgenmaden i Mataelpino. Wise Camino-appen og de gule pile viste hver sin vej ud af byen; jeg fulgte de fysiske pile. En ny vabel på højre langetå blev behandlet under morgenmaden.

Efter en morgen blandt andre pilgrimme i sovesalen gik jeg ud fra Manzanares el Real med en plan: først 6–7 kilometer til El Boalo, så kaffe og morgenmad. Planen holdt næsten helt til det øjeblik, hvor jeg gik lige igennem El Boalo uden at opdage det. Da det gik op for mig i Mataelpino, var morgenmaden blevet til omtrent tre ekstra kilometer. På Caminoen kalder vi det selvfølgelig bonuskilometer.

Bar-Asador El Espliego lå ved byens springvand, og dér fik jeg endelig kaffe og noget at spise. Ved pladsen stod en Camino-sten med beskeden om, at der var 639 kilometer til Santiago. En lille messingplade på springvandet bad de besøgende om at holde det rent. Jeg overvejede kort, om det også kunne bruges til en hurtig hårvask, men lod shampooen blive i tasken. Kultur og personlig hygiejne må åbenbart foregå hver for sig.

To franske pilgrimme kom også forbi for at spise morgenmad. De var venlige nok, men kaffen fik ikke ligefrem samtalen til at flyde. En ny vabel på højre langetå krævede lidt feltarbejde, før støvlen kom på igen. Samtidig var Wise Camino-appen og de gule pile uenige om vejen ud af Mataelpino. Jeg valgte de fysiske pile og fortsatte mod bjergene.

Herfra begyndte stigningen mod Sierra de Guadarrama for alvor. Benene fandt et roligt gear, og efter et stykke tid gled jeg ind i den særlige gå-mode, hvor kroppen bare fortsætter, mens hovedet får lov at kigge på landskabet. Ved 60-kilometermærket fra Madrid kom mine to franske morgenmadskammerater forbi i fineste Tour de France-stil. De havde ikke brugt kaffen på samtale, men benene talte flydende.

Stien fortsatte op gennem det åbne bjergterræn, og dagens højeste punkt lå omkring 1.300 meter over havet. Da jeg først opdagede, at toppen var nået, var energien næsten brugt op. De sidste cirka fire kilometer ned mod Cercedilla blev derfor en prøve i viljestyrke: solen bagte, jeg var sulten, vandflasken var næsten tom, og for hvert skridt nedad gled foden frem, så den ømme langetå bankede mod støvlesnuden. Cercedilla kunne ses nede i dalen, men den støvede nedstigning havde sin helt egen tidsregning.

Til sidst nåede jeg Hostal Aribel Longinos. Der var heldigvis plads, så jeg bookede straks to nætter og gav mig selv en fuld hviledag før næste store bjergpas. Efter badet kom en kold øl og en varm pizza på bordet. Dagens regnestykke: tre bonuskilometer, én ny vabel, to tavse franskmænd og en bjergtop på 1.300 meter. I morgen skal jeg øve mig i den svære Camino-disciplin: at holde helt fri.

Dagens tal

• Distance: kun korte ture i byen
• Overnatning: anden nat på Hostal Aribel Longinos

Praktiske detaljer

• Steder: Cercedilla, Hostal Aribel Longinos.
• Mad og drikke: En solid desayuno completo med kaffe, juice og brød; pulled pork på Dame la Brasa Urban & Country BBQ kl. 14.
• Praktisk: Højre langetå fik en hel dag uden støvletryk. Duermevela Hostel i Segovia blev reserveret til næste etape over Puerto de la Fuenfría.

Efter tre krævende vandredage var dagens store plan at lade være med at have en plan. Jeg begyndte med at scrolle gennem en tilsyneladende endeløs række dårlige tv-serier. Det var ikke stor kultur, men det krævede heller ikke, at højre langetå blev mast ind i en støvle.

Efter en solid desayuno completo med kaffe, juice og brød gik jeg tilbage til værelset og mere tv. Hviledagens succeskriterium var ganske enkelt: så få skridt som muligt og ro til den ømme højre langetå. Ingen pile, ingen kilometersten og ingen vandrationering. Bare benene op og kroppen i gang med at indhente de foregående dages slid.

Der blev dog klaret lidt praktisk Camino-logistik fra vandret position: Duermevela Hostel i Segovia blev reserveret, så der venter en seng efter morgendagens bjergpas over Puerto de la Fuenfría. Klokken 14 gik turen til Dame la Brasa Urban & Country BBQ, hvor dagens egentlige højdepunkt var mør pulled pork. Det er svært at argumentere imod restitution, når den serveres som frokost.

Efter frokosten gik turen tilbage til hostelet, hvor der ventede mere dårligt tv, en lur og yderligere hvile. Der var ingen seværdigheder eller store bedrifter at krydse af i dag, og det var faktisk hele pointen. Efter tre hårde etaper fik fødderne ro, kroppen mad og søvn, og hovedet en pause fra Camino-regnskabet. I morgen venter Puerto de la Fuenfría, så i dag var kunsten at lave absolut ingenting. Den disciplin bestod jeg med glans.

Dagens tal

• Distance: 31,41 km
• Tid i alt: 9 timer og 36 minutter (8 timer og 32 minutter i bevægelse)
• Højdemeter: +680 m / -871 m
• Puerto de la Fuenfría: 1.792 m over havet; 599 km til Santiago

Praktiske detaljer

• Steder: Cercedilla, Calzada Romana, Puerto de la Fuenfría, Segovia.
• Mad og drikke: Morgenmad på café i Cercedilla; middag på Restaurante José María og senere svinekæber i tomat med husets rødvin på Vinos y Comidas.
• Historiske og kulturelle steder: Calzada Romana, den gamle romerske granitvej over Sierra de Guadarrama; Puerto de la Fuenfría og stenen med “A Santiago 599 km”; Segovias romerske akvædukt, domkirke, gamle bymur og Alcázar.
• Praktisk: En gul pil bekræftede ruten, efter at stien inde i skoven og vejen så ud til at føre hver sin vej. Mange spanske endagsvandrere og mountainbikere var ude på bjerget. En bjergløber overhalede både op ad og ned ad passet; en mountainbiker måtte trække cyklen over de ujævne sten.

Efter hviledagen i Cercedilla føltes fødderne gode igen, og den ømme langetå holdt heldigvis mund. Jeg spiste morgenmad på caféen, netop som den åbnede, og satte kurs mod Puerto de la Fuenfría. De første kilometer gik op gennem nåleskoven ad Calzada Romana. Den gamle granitvej er ujævn og kræver, at man holder øje med hvert skridt, men det er svært ikke også at tænke på alle de mennesker, der har krydset Sierra de Guadarrama ad den gennem århundreder.

I begyndelsen var afmærkningen lidt drilsk. Caminoen så ud til at følge vejen, mens min sti løb parallelt inde i skoven, og de gule pile gemte sig godt. Heldigvis dukkede en pil op, lige da jeg var ved at begynde en længere samtale med kortet. Det var søndag, så bjerget var fuldt af spanske vandrere og mountainbikere. En bjergløber susede forbi mig på vej ned, og senere overhalede han mig igen på den anden side af passet. Nogle mennesker tager åbenbart bjerget to gange for fornøjelsens skyld. En mountainbiker havde mindre lyst til at teste stenene og trak cyklen; jeg kom forbi til fods, hvilket var dagens lille sejr over cykelteknologien.

Efter 6,9 km og 2 timer og 11 minutters næsten ubrudt opstigning havde jeg lagt 589 højdemeter bag mig og nåede Puerto de la Fuenfría i 1.792 meters højde. Her stod stenen med ordene “A Santiago 599 km”. At komme under 600 kilometer netop på toppen føltes som en rigtig milepæl. Den gamle romerske vej var nu ikke bare historisk baggrund, men noget jeg selv havde slidt mig op ad.

Nedstigningen fortsatte gennem skov og ud mod den tørre kastilianske højslette. Efterhånden dukkede Segovias tårne og domkirke op i horisonten. Fremme i byen var der feststemning omkring den romerske akvædukt og Plaza Mayor, mens de gamle mure og Alcázar tegnede sig mod himlen. Efter 31,41 km, 9 timer og 36 minutter i alt og næsten 900 højdemeter nedad var det et imponerende syn og en temmelig overbevisende påmindelse om, at dagen var lang.

Aftenen begyndte på Restaurante José María, og senere fandt jeg dagens personlige madpræmie på Vinos y Comidas: møre svinekæber i tomat og et glas af husets rødvin. Efter romersk vej, bjergløber og trækkende mountainbiker var det en afslutning, jeg ikke behøvede at diskutere med nogen.

Dagens tal

• Distance: ca. 33,5 km
• Samlet distance: de første 100 km fra Madrid passeret
• Temperatur: omkring 23 °C
• Camino-markør: 575 km til Santiago

Praktiske detaljer

• Steder: Plaza Mayor i Segovia, katedralen, Puerta de Santiago, Los Huertos, Añe og Santa María la Real de Nieva.
• Mad og drikke: Morgenmad og væske på Plaza Mayor; caféen i Añe åbnede særligt for mig. Middag hos El Jefe på Hostal Avanto: ensalada de atún, lomo de cerdo, halvkolde bløde fritter og flan.
• Mennesker: En lokal mand ved 575-kilometermærket; en hjælpsom kvinde i Añe; en lokal kvinde, der kørte mig de sidste ca. 2 km til hostelet.
• Historiske og kulturelle steder: Segovias katedral og dens pilgrimspasstempel; Puerta de Santiago, den gamle byport for pilgrimme på vej ud af byen; Santa María la Real de Nievas middelalderlige bymiljø.
• Praktisk: Afgangen blev udsat til katedralen åbnede kl. 09.30. Hostal Avanto serverede ikke morgenmad. Overnatningen var tæt på at glippe, før lokal hjælp førte til en seng.

Morgenen i Segovia begyndte langsomt efter gårsdagens festlige aften med mad, rødvin og byliv. Tømmermændene ville også gerne med på etapen, så der blev brugt tid på morgenmad og rigeligt med væske på Plaza Mayor. Dagens tur var omkring 33,5 km, men jeg ventede med at gå, til katedralen åbnede klokken 9.30. Det gav tid til at se byen vågne, og da dørene endelig gik op, fik jeg et af turens flotteste stempler i pilgrimspasset.

Derefter gik jeg gennem den middelalderlige by og ud gennem Puerta de Santiago. Den historiske port har i århundreder sendt pilgrimme videre mod Santiago, og det føltes passende at forlade Segovia gennem netop den. Over byen svævede luftballoner, mens klatrere arbejdede sig op ad klippesiden. Ved en kilometersten med 575 km til Santiago hilste en venlig mand på mig med noget, der lød som “Bondino” – måske en blanding af buenos días og buen camino. Uanset hvad var det en god start på højsletten.

Vejret var mere behageligt end på de første etaper, omkring 23 grader, men der var varslet regn. Da jeg passerede de første 100 km fra Madrid, opdagede jeg næsten milepælen, før den var bag mig. Det føltes alligevel stort: en tredjedel af vejen til Sahagún var tilbagelagt. I Los Huertos håbede jeg på frokost og en kold øl, men baren var lukket. Caminoens køkken havde andre planer.

Ved omkring 115-kilometermærket undersøgte jeg de små kopper, der hang på fyrretræerne for at samle harpiks. Jeg smagte på den rå harpiks. Det var ikke sødt, ikke mildt og slet ikke noget, jeg ville anbefale som snack: ren terpentinssmag. Så fik områdets gamle harpiksarbejde en meget konkret introduktion.

I Añe viste Camino-gæstfriheden sig fra sin bedste side. En lokal kvinde (borgmester) hjalp med et officielt stempel og fik den ellers lukkede café åbnet. Endelig kom der et rigtigt måltid på bordet: kød, spejlæg og fritter, skyllet ned med en Mahou. Vinden tog til, og regnen nærmede sig, mens jeg fortsatte mod Santa María la Real de Nieva.

Da jeg kom frem, var jeg tæt på at stå uden en seng. En lokal kvinde forsøgte først at hjælpe med at finde en taxi, men da det ikke lykkedes, tilbød hun selv at køre mig de sidste cirka to kilometer tilbage til Hostal Avanto. Her sad El Jefe ved en computer, der så ud til at have startet sin karriere omkring Windows 95, og arbejdede sig roligt gennem indtjekningen. Efter 33,5 km sluttede dagen med ensalada de atún, lomo de cerdo, halvkolde, bløde fritter og flan. Tallerkenen var så lille, at det næsten krævede mikado-teknik at holde fritterne på plads; et ganske effektivt optisk bedrag, hvis målet var at få portionen til at se større ud. Ikke en stjernemiddag, men en seng, et måltid og en lokal skytsengel i bil: det var mere end nok.

Dagens tal

• Distance: ca. 22 km
• Santiago-markør: 532 km tilbage

Praktiske detaljer

• Steder: Santa María la Real de Nieva, Nieva, Balisa, Tierra de Pinares og Coca.
• Restauranter og barer: Tangolio for café con leche og tostada con tomate; El Bar de Pirique i Coca.
• Mennesker: Aftenen endte med en lille lokal kulturudveksling over Mahou, tortilla og torreznos.
• Historiske og kulturelle steder: Tyrefægterarenaens infotavle i Santa María om arenaen fra 1848; den udskårne Camino-sten; Castillo de Coca, bymuren og Arco de la Villa. Coca forbindes også med kejser Theodosius den Store.
• Praktisk: Casa del Peregrino havde digital selvbetjening, og jeg var alene på alberguet. To vabler udviklede sig på venstre fod; borgen blev gemt til senere, da jeg ikke så den ved ankomsten.

Hostal Avanto serverede ikke morgenmad, så dagen begyndte med en lille afstikker tilbage til Plaza Mayor i Santa María la Real de Nieva. På Tangolio fik jeg kaffe og tostada con tomate, mens morgenmarkedet var ved at vågne foran den gamle kirke. Inden jeg forlod byen, fik jeg også studeret infotavlen ved tyrefægterarenaen fra 1848. Tavlen havde vist stået imod både sol og tid med omtrent samme succes som en gammel faxmaskine, men arenaens lokale historie var værd at standse ved.

På vej ud af byen sagde et farverigt gademaleri farvel, og en udskåret Camino-sten viste en pilgrim med hat, muslingeskal, stav og græskar. Beskeden var klar: 532 kilometer til Santiago. Så gik det videre gennem Nieva og Balisa og ind i Tierra de Pinares.

Fyrreskovene gav skygge, men underlaget gjorde ingen tjenester. Det dybe, løse sand sugede energi ud af hvert skridt, og skovfluerne så ud til at betragte en svedig pilgrim som en mobil drikkestation. På fyrresammerne sad små beholdere til harpiks, opsamlet gennem de karakteristiske snit i barken. Det er traditionelt håndværk i et landskab, hvor fyrreskoven både er natur og arbejdsplads. Skoven åbnede sig også mod store, plastdækkede planteskoler, hvor jordbærplanter dyrkes i sandjorden.

Skiltningen bød på spansk valgfrihed: træpile, betonsten og lokale skilte pegede i hver sin retning. Jeg lod mig også distrahere af mobilen og blev råbt tilbage på rette vej af lokale. De havde ret; de gule pile fortjente mere opmærksomhed end min skærm. To vabler på venstre fod begyndte at gøre sig gældende, og de sidste kilometer gennem sand og fluer føltes lange.

Da Coca endelig dukkede op, var lettelsen stor. Jeg fandt Casa del Peregrino og kom ind med den digitale kode; hele alberguet var mit for aftenen. Den berømte borg så jeg ikke ved ankomsten, så Castillo de Coca måtte vente, til fødderne havde fået ro. Byens borg er et markant Mudéjar-slot fra 1400-tallet, opført i røde mursten med voldgrav og forsvarstårne. Bymuren og Arco de la Villa minder om Cocas middelalderlige rolle, og byen forbindes desuden med den romerske kejser Theodosius den Store.

Aftenens redning blev El Bar de Pirique, hvor en kold Mahou blev serveret i vinglas sammen med tortilla og sprøde torreznos. En lille kulturudveksling, bare uden museumsskilte. Da fødderne havde fået et hvil, gik jeg også tilbage for at se borgen, bymuren og Arco de la Villa. Det blev kultur på klipklappere og uden rygsæk. Og så havde Coca sin helt egen duftsignatur: hele byen lugtede af harpiks fra de lokale fabrikker.

Tilbage på alberguet var der ingen snorken og ingen trængsel, kun to vabler, trætte ben og et meget stærkt argument for at overveje en hviledag næste morgen.

Dagens tal

• Distance: ca. 24 km
• Afgang: kl. 08.52
• Milepæl: 158,5 km fra Madrid; mere end halvvejs på Camino de Madrid

Praktiske detaljer

• Overnatning: Albergue de Peregrinos de Alcazarén, Plaza del Ruedo.
• Steder: Coca, Villeguillo, fyrreskov, pistacie- og grøntsagsmarker, vinmarker og Alcazarén.
• Mad og drikke: Kaffe, tostada con jamón og en lille caña på Bar Centro Social; oksefilet på en truckerrestaurant uden for Alcazarén.
• Mennesker: En lokal mand i Villeguillo hjalp med retningen og betalte senere middagen; to spanske cykelpilgrimme overnattede i alberguet.
• Kultur og landskab: Rådhusstempel i Coca; pistacieplantager, porrer, gulerødder, fyrreskov og vinmarker. Ved 158,5 km var mere end halvvejs på Camino de Madrid, og provinsgrænsen mellem Segovia og Valladolid blev passeret.
• Praktisk: En lækkende vandbeholder gjorde rygsækken våd, og den første vej ud af Coca var forkert. Soveposen blev brugt for første gang omkring kl. 23.30.

Efter morgenmaden testede jeg fødderne. Vablerne var der stadig, men benene virkede brugbare, så hviledagen blev aflyst, og støvlerne kom på. Jeg forlod Coca klokken 8.52. Kort efter begyndte dagens første lille vandland: vandbeholderen lækkede inde i rygsækken, så tøj og udstyr blev våde. Den første vej ud af byen var ovenikøbet forkert. Jeg vendte tilbage, fik et stempel på rådhuset og prøvede igen. I det mindste gav fejlen et officielt stempel.

Ruten gik gennem et åbent landbrugslandskab med pistacieplantager, rækker af porrer og gulerødder, fyrreskov og senere vinmarker. I Villeguillo fandt jeg Bar Centro Social, en lille bar med colombiansk flag, sombrero, latinamerikansk musik og humoristiske citater på væggene. Her kom café con leche og en gavmild tostada con jamón på bordet, fulgt af en lille caña – eller “pola”, som en kold øl kaldes på colombiansk slang. Det var et langt bedre sted at tørre lidt op end inde i min rygsæk.

Et sted omkring 158,5 km fra Madrid gik det op for mig, at jeg havde passeret halvvejsmærket. Kort efter krydsede jeg grænsen mellem provinserne Segovia og Valladolid. Fyrreskoven blev lang og ensformig, men til sidst åbnede landskabet sig igen med vandløb, vinmarker og de første kig mod Alcazarén.

Ved ankomsten hentede jeg nøglen til det kommunale albergue. En lokal mand forklarede, at der ikke rigtig var mulighed for aftensmad i byen, og tilbød at køre mig til en truckerrestaurant udenfor. Jeg insisterede på at betale, men han nægtede og tog regningen for min oksefilet. Sådan en gæstfrihed er svær at gengælde med andet end et oprigtigt tak. Først omkring klokken 23.30 rullede jeg soveposen ud for første gang på turen. De to spanske bicigrinos i alberguet var allerede ved at forberede sig på at cykle videre i mørket næste morgen.

Dagens tal

• Distance: ca. 25 km
• Temperatur: ca. 15 °C om morgenen, senere omkring 20 °C

Praktiske detaljer

• Steder: Alcazarén, Matapozuelos, Valdestillas, Monumento al Peregrino og Puente Duero.
• Mad og drikke: En kold øl i Valdestillas; aftensmad med møre pork ribs og sprøde kartofler i en lerskål.
• Mennesker: To kommunale rengøringsarbejdere, to pilgrimme fra Madrid og Tamah, amerikansk frivillig hospitalera i Puente Duero.
• Historiske og kulturelle steder: Monumento al Peregrino i Matapozuelos; de nye Camino-markeringer i cortenstål; middelalderbroen ved floden i Puente Duero.
• Praktisk: De to rengøringsarbejdere rakte mig vand. Ruten passerede en mælkefarm med mindst 500 køer. En markbrand opstod nær Valdestillas. Tamah hjalp med vablerne og tog imod mig på alberguet.

Morgenen i Alcazarén var kølig, omkring 15 grader. De to spanske cykelpilgrimme trillede af sted klokken 7.30, mens det stadig var mørkt, så jeg ventede, til grusvejene kunne ses ordentligt. Det viste sig at være et godt valg: kort efter standsede en kommunal lastbil, og to rengøringsarbejdere rakte mig en flaske vand og ønskede god tur. Sådan en lille gestus kan løfte mere end en energibar.

Ruten gik gennem åbent landbrugsland forbi en mælkefarm med mindst 500 køer. I Matapozuelos fandt jeg Monumento al Peregrino og fyldte vandflaskerne. De nye Camino-markeringer i cortenstål stod som rustfarvede små pejlemærker i landskabet. Senere i Valdestillas blev det til en kold øl og et stempel på kommunekontoret. Byen havde også sine egne små kunstværker, blandt andet havenisser og figurer, der gav den ellers stille rute et glimt i øjet.

Kort efter Valdestillas steg røg op fra en markbrand, og tre biler kom hurtigt kørende ud ad den ellers næsten tomme vej. Det var et uroligt øjeblik midt i den åbne slette. Senere mødte jeg to kvindelige pilgrimme fra Madrid, der gik ruten den modsatte vej hjem mod hovedstaden. Efter flere stille dage var det godt at udveksle ruteerfaringer med nogen, der kendte støvlernes aktuelle dagsorden.

Efter cirka 25 km nåede jeg Puente Duero og blev taget imod af Tamah, den amerikanske frivillige hospitalera. Hun kiggede straks på vablerne og hjalp med gode råd. Senere blev der også tid til apoteket, et kig på middelalderbroen ved floden og en magnetfisker ved vandkanten. Aftensmaden var møre pork ribs og sprøde kartofler i en lerskål.

I mellemtiden har jeg fået selskab af en ægte veteran-pilgrim, som har været undervejs i 4 måneder helt fra Holland – og som har gået til både Santiago, Rom og Jerusalem på sit pilgrimscv!

Nu sidder benene i højtleje på terrassen med en iskold Estrella Galicia i hånden. Tamah, omsorg til fødderne og en ordentlig middag: en stærk afslutning på en dag, hvor gæstfriheden nærmest kom kørende i kommunal lastbil.

Tamahs omsorg satte sig så meget, at jeg skrev i gæstebogen: “This is the most hospitality I have met on the Camino, cosy and helpful. Tamah is the best!”

Dagens tal

• Distance: ca. 27,5 km + 9 km taxi
• Samlet distance: 200 km-mærket passeret; under 100 km tilbage til Sahagún

Praktiske detaljer

• Steder: Simancas, Pisuerga-floden, Montes de Torozos, Wamba, Peñaflor de Hornija og Castromonte.
• Mad og drikke: En øl i Wamba; bartenderen i Peñaflor bestilte taxi, da albergue var lukket.
• Mennesker: Tamah, der tog varmt afsked; Tom, en hurtig østrigsk pilgrim; de lokale i Wamba og den hjælpsomme bartender.
• Historiske og kulturelle steder: Simancas’ gamle stenbro og borg samt Monumento a las Siete Doncellas; Wamba, hvis navn knyttes til vestgotkongen Wamba fra år 672; vindmøllerne på Montes de Torozos mindede om Don Quijotes indbildte jætter.
• Praktisk: Nye vabler og trætte fødder gjorde de sidste 9 km til Castromonte uforsvarlige til fods. Den kommunale albergue havde en sovesal med 20 senge; jeg sov alene.

Efter en varm afsked med Tamah forlod jeg Puente Duero og passerede kort efter 200-kilometermærket. Undervejs blev jeg overhalet af Tom, den hurtige østriger, som senere skulle dukke op flere gange. Første store stop var Simancas. Jeg gik over den gamle stenbro over Pisuerga-floden og ind i en by, hvor historien stod lige ved vandkanten.

Ved Monumento a las Siete Doncellas mødte jeg Simancas' lokale sagn: I maurertiden skulle byen angiveligt hvert år aflevere syv unge piger som tribut. For at undgå at blive sendt bort og bevare deres frihed skal syv piger ifølge fortællingen have skåret deres venstre hænder af, så de blev anset for ubrugelige. Sagnet forbindes også med byens navn: “siete mancas” – de syv uden hænder. En barsk historie, der sætter sig bedre fast end de fleste byskilte.

Fra Simancas gik ruten op mod Montes de Torozos. Da restdistancen kom under 100 km, begyndte målet at føles tættere på. Vindmøllerne i horisonten fik tankerne over på Don Quijote, hans jætter og den skønne Dulcinea. I Wamba, Spaniens eneste bynavn med W, holdt jeg pause på den lokale bar. To mænd talte hurtigt og længe, morede sig over mine gentagne “no comprendo” og endte med at betale min øl. En lille sproglig katastrofe med lykkelig afslutning.

De sidste kilometer mod Peñaflor de Hornija blev hårde. Nye vabler meldte sig, benene var trætte, og kirketårnet i horisonten blev et vigtigt pejlemærke. Men det kommunale albergue var lukket. Efter at have fået bekræftet, at det faktisk ikke var tilgængeligt, måtte jeg acceptere, at ni ekstra kilometer til Castromonte ikke var en god idé for fødderne. En hjælpsom bartender bestilte en taxi. Pilgrimssamvittigheden protesterede; kroppen fik sidste ord.

I Castromonte ventede en sovesal med 20 senge og ingen andre gæster. Jeg blev eneherre over 19 tomme senge. Madjagten var foreløbig resultatløs, men efter en lang dag med bro, borg, sagn, vestgotisk historie, vindmøller og taxi var stilheden i det tomme albergue næsten en seværdighed i sig selv.

Dagens tal

• Distance: ca. 13,5–14 km plus omtrent en times fejlvandring

Praktiske detaljer

• Steder: Castromonte, Valverde de Campos, Canal de Castilla, Medina de Rioseco og Albergue Santa Clara.
• Mad og drikke: Pulverkaffe, juice og omelet på Teleclub i Valverde; en kold øl i Medina, mens regnen stod ned.
• Mennesker: Tom, den østrigske pilgrim, dukkede op senere og spiste aftensmad sammen med mig.
• Historiske og kulturelle steder: Pilgrimsmonumentet og den store udskårne muslingeskal i Valverde de Campos; kanalhavnen ved Canal de Castilla i Medina de Rioseco.
• Praktisk: En officiel gul pil og Wise Pilgrim-appen var uenige, og jeg brugte omkring en time på at finde tilbage over markerne. Apoteket i Medina var lukket til kl. 17. Albergue Santa Clara åbnede først ca. 14.15; jeg fik en enkeltseng uden overkøje.

Natten i Castromonte var næsten for stille: 19 tomme senge, ingen snorken og kun to ture på toilettet. Om morgenen sørgede jeg så selv for lidt dramatik ved at følge en officiel gul pil, der førte væk fra den rute, Wise Pilgrim-appen viste. Efter omkring en times fejlvandring over marker og småveje fandt jeg Caminoen igen. Fødderne, som stadig bar præg af gårsdagens vabler, var ikke specielt begejstrede for de ekstra skridt.

I Valverde de Campos løftede et pilgrimmonument og en stor muslingeskal i sten humøret. På Teleclub ventede morgenmad, men kaffemaskinen var gået i stykker. Bartenderen improviserede med pulverkaffe, kunstig juice og omelet med svampe og peberfrugt. Det var mættende, om end regningen på 10 euro gav morgenmaden et ekstra strejf af luksus.

Der var kun omkring 5,5 km videre til Medina de Rioseco, hvor kirketårnene efterhånden kunne ses gennem den tunge himmel. Albergue Santa Clara skulle åbne klokken 14, men døren blev først låst op omkring 14.15. Som dagens første gæst kunne jeg vælge en enkeltseng uden overkøje; efter flere dage med trætte fødder føltes det næsten som en suite. Apoteket var lukket til klokken 17, og så brød regnen løs. En bar og en kold øl blev dagens mest praktiske ly. Senere kom Tom ind efter cirka 40 km fra Ciguñuela. Hans gåtempo var svært at følge, men aftensmaden kunne vi heldigvis spise siddende.

Dagens tal

• Distance: ca. 22–25 km; den direkte variant sparede ca. 3,1 km

Praktiske detaljer

• Steder: Kanalhavnen i Medina de Rioseco, Canal de Castilla, Tamariz de Campos, Moral de la Reina og Cuenca de Campos.
• Mad og drikke: Morgenmad på Albergue Santa Clara; baren i Tamariz var lukket; menú del día med vin i Cuenca de Campos til 20 euro.
• Historiske og kulturelle steder: Canal de Castilla fra 1700-tallet, de gamle trækstier, en sluse og en tidligere melfabrik; San Roque, et forgyldt retablo og et mudéjar-træloft i kirken i Cuenca.
• Praktisk: Den direkte rute uden om Moral de la Reina sparede ca. 3,1 km. Kirken kunne ikke give pilgrimspasstempel. Bidende flyvemyrer ved Tamariz.

Efter morgenmad på Albergue Santa Clara gik jeg gennem kanalhavnen i Medina de Rioseco og ud på de gamle sirga-stier langs Canal de Castilla. Her trak muldyr engang pramme med korn gennem Tierra de Campos. Projektet blev sat i gang i 1753 for at gøre højslettens korn lettere at transportere; den færdige kanal strakte sig over godt 200 kilometer og havde 49 sluser. Jernbanen nåede frem omtrent samtidig med, at kanalprojektet blev færdigt, og gjorde transporten hurtigere, før kanalen for alvor kunne udnyttes. Ved en gammel sluse og en tidligere melfabrik blev historien helt konkret: vandet havde været både transportvej og arbejdskraft.

Den grønne kanalbred blev efterhånden afløst af de tørre marker. I Tamariz de Campos var baren lukket, og sværme af bidende flyvemyrer gjorde picnicen mindre idyllisk. Camino-markeringerne førte siden uden om Moral de la Reina ad en direkte variant, der sparede omkring 3,1 km. Mindre afstand var kærkommen, selv om den åbne asfaltstrækning var varm og monoton.

I Cuenca de Campos stod albergue-døren åben, selv om hospitaleroen var gået på bar. Kirken kunne ikke give mig det ønskede stempel, men den bød på et forgyldt retablo, et fint mudéjar-træloft og en figur af San Roque, pilgrimmenes skytshelgen. Aftenen sluttede med en menú del día og vin til 20 euro. En dag, der begyndte med kanalens ingeniørhistorie, sluttede med kirkekunst og et helt almindeligt godt måltid.

Dagens tal

• Distance: ca. 21 km
• Afgang: kl. 06.00
• Santiago-markør: 400 km tilbage

Praktiske detaljer

• Steder: Villalón de Campos, Santervás de Campos, Iglesia de San Gervasio y San Protasio og det gamle kloster, der fungerer som albergue.
• Mad og drikke: Hospitaleroens morgenmad med kaffe, toast og arme riddere; café con leche og magdalena i Villalón; vin fra en karton og chips delt med en modgående pilgrim.
• Mennesker: Hospitaleroen og hans kone; Tom, den hurtige østriger, hvis fodspor kunne genkendes; en pilgrim på vej den modsatte retning.
• Historiske og kulturelle steder: Stenen med 400 km til Santiago; den romansk-mudéjariske kirke San Gervasio y San Protasio; det tidligere kloster, der nu huser donativo-alberguet. Mandeltræer langs ruten.
• Praktisk: Alberguet åbnede først kl. 15, og baren i Santervás var lukket. En mobil købmandsbil reddede ventetiden; hospitaleroen lavede senere et improviseret måltid.

Klokken seks forlod jeg Cuenca de Campos. Hospitaleroen havde sørget for kaffe, toast og arme riddere, mens samtalen mest foregik på spansk. Når ordene slap op, blev hans kone hentet ind som oversætter – telefonen var også med ved morgenbordet, så det var et helt lille kommunikationshold.

Morgenen var kølig og stille gennem Tierra de Campos. En sten fortalte, at der var 400 km til Santiago; Camino de Madrid nærmede sig godt nok Sahagún, men selve pilgrimsrejsen fortsatte langt videre mod Galicien. Mandeltræer stod langs ruten, og modne mandler lå spredt på jorden. I Villalón de Campos holdt jeg pause med café con leche og en magdalena og fik ordnet et nødvendigt hæveautomatbesøg. På de bløde jordveje bagefter kunne jeg genkende Toms fodspor. Den hurtige østriger var sikkert langt foran, men aftrykkene gav alligevel lidt selskab.

I Santervás de Campos ventede en lang pause: baren var lukket, og donativo-alberguet i det gamle kloster åbnede først klokken 15. En mobil købmandsbil blev dagens redning. Foran den romansk-mudéjariske kirke San Gervasio y San Protasio delte jeg en liter brikvin og chips med en pilgrim på vej den modsatte retning. Ikke den mest raffinerede picnic, men udsigten til kirken og den stille landsby gjorde den ganske mindeværdig.

Da hospitaleroen endelig åbnede klosteret, fik jeg en seng i de historiske rammer. Senere lavede han et improviseret måltid af de råvarer, der var til rådighed. Dagen bestod af tidlig morgenmad, en 400-kilometersten, mandeltræer, genkendelige fodspor, lang ventetid og enkel mad delt med fremmede. Ikke en dag med store armbevægelser, men meget Camino.

Dagens tal

• Distance: ca. 19–20 km
• Dato: 6. oktober (ifølge reservationen i Sahagún)
• Morgenmad: kl. 07.30

Praktiske detaljer

• Steder: Arenillas de Valderaduey, Grajal de Campos, Santuario de la Peregrina, Arco de San Benito, Sahagún og Albergue de la Santa Cruz.
• Historiske og kulturelle steder: Castillo de Grajal, et tidligt renæssance-artillerislot fra 1500-tallet; Palacio de los Condes, Iglesia de San Miguel, den gamle teglstensport og Plaza Mayor i Grajal; Santuario de la Peregrina og Arco de San Benito i Sahagún.
• Praktisk: Grænsen til León-provinsen blev krydset ved Arenillas de Valderaduey. Regn gjorde de sidste mudrede spor tunge. Sahagún markerede afslutningen på Camino de Madrid og overgangen til Camino Francés.

Efter morgenmad klokken 7.30 gik jeg ud på den sidste officielle etape på Camino de Madrid. I Sahagún skulle ruten møde Camino Francés, og det gav dagen en særlig fornemmelse: afslutningen på én vej og begyndelsen på en anden. Benene føltes stærkere, og de gamle vabler gjorde ikke længere ondt – en sjælden og behagelig udvikling.

Ved Arenillas de Valderaduey krydsede jeg ind i León-provinsen ved en gul pilgrimspæl nær en vandkanal. På de bløde jordveje kunne jeg igen genkende Toms fodspor. Den hurtige østriger var stadig et sted foran, som en slags meget diskret pacemaker.

Dagens store kulturstop blev Grajal de Campos. Her lå Castillo de Grajal, Palacio de los Condes, Iglesia de San Miguel, den gamle teglstensport og Plaza Mayor tæt samlet. Castillo de Grajal blev opført af Hernando de Vega i begyndelsen af 1500-tallet og regnes blandt Spaniens tidlige renæssance-artillerifæstninger. Det blev bygget til en ny tid, hvor forsvarsværker skulle kunne modstå kanoner og ikke kun middelalderlige belejringer. Paladset og de øvrige bygninger fortalte, at Grajal engang havde større politisk og adelig betydning, end den stille by måske umiddelbart afslører.

Efter Grajal blev ruten mere besværlig. Regn og fugt havde lavet sporene om til mudder og vandfyldte hjulspor, så de sidste kilometer krævede både balance og tålmodighed. På vej ind i Sahagún passerede jeg Santuario de la Peregrina og gik gennem Arco de San Benito. Ankomsten føltes næsten ceremoniel: Camino de Madrid var fuldført. Herfra ventede Camino Francés, flere pilgrimme og en helt anden social rytme. Efter stille landsbyer, fyrresand, vabler, lukkede døre og uventet gæstfrihed var det en milepæl, der kunne mærkes.

Dagens tal

• Distance: ca. 32 km
• Dato: 7. oktober

Praktiske detaljer

• Steder: Sahagún, Camino Francés, den lange andadero langs landevejen, Bar Elvis, Reliegos og Albergue Gil.
• Mad og drikke: Øl og chips på Albergue Gil efter ankomsten.
• Historiske og kulturelle steder: Bar Elvis er et kendt pilgrimstop, forbundet med filmen The Way. Overgangen til Camino Francés betød flere pilgrimme, flere “Buen Camino” og en langt mere international rute.
• Praktisk: Hælen gjorde ondt fra dagens start. Etapen blev længere end planlagt, fordi jeg ville nå León inden min fødselsdag den 10. oktober. Den hårde, lige andadero langs vejen var nem at følge, men monoton.

Dag 15 var egentlig tænkt som en kortere etape, men planen voksede undervejs til cirka 32 km. Hælen gjorde ondt allerede fra start. Alligevel havde jeg et personligt mål: León inden fødselsdagen den 10. oktober. Det mål trak mig fremad, selv når hælen sendte mere og mere insisterende kommentarer.

Overgangen fra den stille Camino de Madrid til Camino Francés kunne mærkes med det samme. Pludselig var der mange flere pilgrimme, og “Buen Camino” lød igen og igen. Efter de næsten tomme landsbyalberguer og lange soloture føltes det nærmest som et socialt kulturchok.

Store dele af dagen fulgte den snorlige andadero langs landevejen. Den var let at navigere på, men hård og ensformig. Landskabet ændrede sig ikke meget; nogle gange var dagens største variation at skifte side af vejen. Hælen gjorde sig mere og mere bemærket, men hvert skridt rykkede León tættere på.

I Reliegos ventede Bar Elvis, et pilgrimstop mange kender fra filmen The Way med Martin Sheen. Elvis selv var på ferie til fredag, men døren stod ulåst, så jeg listede ind i det tomme lokale. Væggene var dækket af hilsner fra pilgrimme fra hele verden, og jeg fik taget et par billeder af det særlige stykke Camino-kultur. Det blev ikke til en øl hos Elvis, men en lidt skæv og passende afslutning på en dag, hvor etapen også havde ændret sig undervejs.

På Albergue Gil kom rygsækken endelig af. Aftensmaden blev enkel: øl og chips efter 32 kilometer. Hælen var træt, jeg var træt, men fødselsdagsmålet i León var rykket mærkbart nærmere.

Dagens tal

• Distance: ca. 24–25 km
• Dato: 8. oktober

Praktiske detaljer

• Steder: Mansilla de las Mulas, Río Esla, bymurene, N-601, Arcahueja, Leóns katedral og León Hostel.
• Historiske og kulturelle steder: De bevarede bymure i Mansilla de las Mulas og broen over Río Esla; Leóns gotiske katedral. Indmarchen viste også kontrasten mellem historiske mure og moderne veje, broer og industriområder.
• Praktisk: Hælen var stadig øm. Overnatning på León Hostel i en sovesal med seks senge; vandremålet var nået.

Hælen var stadig øm, da jeg forlod Reliegos, men León trak i mig. Første del af etapen førte mod Mansilla de las Mulas, hvor ruten krydser Río Esla og passerer de bevarede rester af bymurene. Mure og flodovergang minder om, hvor længe denne vej ind mod León har været brugt af rejsende og pilgrimme.

Efter Mansilla fortsatte jeg langs N-601 mod Arcahueja. Jo tættere jeg kom på León, desto mindre romantisk blev udsigten: hårdt underlag, trafik, industriområder, motorvejsbroer og en lang blå cykelsti. Det var ikke den idylliske pilgrimsindmarch, man kunne have bestilt, men måske netop derfor føltes det som en ærlig slutprøve. Historiske broer og mure stod side om side med moderne infrastruktur.

De sidste kilometer krævede tålmodighed. Hælen var stadig med i samtalen, og kroppen bar efterhånden på minder fra sandet i Tierra de Pinares, vabler, regn, omveje og lange asfaltstræk. Så viste Leóns gotiske katedral sig i solskin. Dér var målet. Efter alle de stille landsbyer og lange dage alene stod den som et meget konkret tegn på, at vandringen var lykkedes.

Jeg tjekkede ind på León Hostel i en sovesal med seks senge. Caminoen var nået til León, og rygsækken kunne endelig få en pause sammen med mig. På vej gennem byen ramte jeg ovenikøbet ind i en militærparade, der øvede foran Casa Botines. Det var generalprøve til Spaniens nationaldag den 12. oktober, som markerer Columbus' ankomst til Amerika i 1492. Marchtrommerne gav en ganske anden velkomst end de sædvanlige Camino-klokker. Casa Botines er et af Gaudís få værker uden for Catalonien; de spidse tårne og den nygotiske granitfacade fik næsten bygningen til at ligne et eventyrslot.

Dagens tal

• Distance: korte ture i León; ingen Camino-etape
• Overnatning: León Hostel, sovesal med seks senge

Praktiske detaljer

• Steder: Plaza de San Marcos, Parador de San Marcos, Iglesia de San Marcos og Camino-krydset ved pilgrimskorset.
• Historiske og kulturelle steder: San Marcos blev grundlagt i 1100-tallet af Santiago-ordenen som hospital og herberg for pilgrimme. Den platereske facade er fra 1500-tallet; kirken rummer stjernehvælv og et forgyldt barok-retablo. Herfra deler Camino Frances og Camino San Salvador sig.
• Dagens oplevelse: Rundvisning ved den ufærdige facade, besøg i kirken og klostergården samt et pilgrimspasstempel.

Efter ankomsten til León fik hælen en hviledag, men byen havde andet end bænke at byde på. Jeg gik til San Marcos ved Bernesga-floden, et af Caminoens historiske pilgrimshospitaler. Santiago-ordenen grundlagde stedet i 1100-tallet, så trætte og syge pilgrimme kunne få mad og husly. Den nuværende Platería-facade er et renæssanceværk fra 1500-tallet, tæt dækket af udskårne muslingeskaller, helgener og andre figurer.

Jeg undrede mig over de tomme nicher i facaden. Guiden fortalte, at den aldrig blev færdig: pengene slap op, konger døde, og århundredernes vejr og uro satte sine spor. De tomme felter virkede efterhånden mindre som en mangel og mere som 500 års historie, der var blevet stående synligt i stenen.

Inde i Iglesia de San Marcos var der køligt og stille. Lys faldt ind fra siden og tegnede mønstre under stjernehvælvingerne. Foran stod et tungt, gyldent barok-retablo bag et smedejernsgitter med Santiago-korset. Jeg satte mig på en enkel træbænk, hvor pilgrimme har siddet i århundreder, og lyttede til den klare akustik: selv et hvisk kunne høres helt oppe ved alteret.

Jeg ville finde klostergården. Kortet viste “Usted está aquí” ved Sal 1, og jeg gik gennem de gamle sovesale, hvor syge pilgrimme engang blev indkvarteret. Dørene til gården var lukkede, så jeg tog en lidt for kreativ genvej gennem Parador-hotellets lobby og forbi receptionen. Gården var smuk med to etager af buer, en lille have og et springvand. Så smækkede døren bag mig, og jeg blev låst inde. Først grinede jeg; så blev de tykke mure og manglen på mobilsignal mindre morsomme. Jeg ringede til receptionen og slap til sidst ud samme vej, jeg var kommet ind.

San Marcos har haft mange liv: pilgrimshospital, kloster, fængsel – hvor forfatteren Quevedo sad indespærret – koncentrationslejr under borgerkrigen og i dag luksushotel og Parador. På pladsen udenfor sad bronzepilgrimmen med sandalerne ved siden af sig. Knæene er blankslidte efter tusindvis af pilgrimme, der har rørt ved dem for held.

Lige ved siden af står Puente de San Marcos over Bernesga-floden. En skriftlig kilde fra 1152 fortæller, at prinsesse Sancha Raimúndez overdrog den daværende bro og området til et hospital for pilgrimme. Træbroer blev gentagne gange skyllet væk af flodens oversvømmelser; den nuværende sandstensbro med sine otte buer blev opført i 1500-tallet. Den blev en vigtig passage videre vestpå for pilgrimme, der havde fået pleje på hospitalet.

Ved korset markerer en plakette det gamle valg mellem to veje: Camino Francés mod Santiago og Camino San Salvador mod Oviedo. I over tusind år har pilgrimme siddet her og besluttet, hvilken rute de ville følge. Jeg fik mit pilgrimspas stemplet med ordene “Se sella la credencial del peregrino”. Efter facaden, kirken, den låste klostergård og broen føltes det stempel næsten som en bonus for dagens lille ekspedition.

Efter San Marcos fortsatte jeg min gåtur gennem Leóns historiske centrum. På pladsen stod Palacio de los Guzmanes side om side med Gaudís Casa Botines – omkring 330 års arkitekturhistorie på blot ti meters afstand. Guzmanes-paladset blev påbegyndt i 1559 for en af Castillas mægtigste adelsslægter. Rodrigo Gil de Hontañón tegnede den symmetriske renæssancebygning med hjørnetårne, forsvarsprægede vinduer, altaner og en lang buegang. Indenfor ligger en gård i to etager med søjler og familiens våbenskjolde. Familien nåede aldrig rigtigt at bruge paladset; efter århundreders forfald overtog provinsen bygningen, og i dag holder Diputación Provincial til her. Flagene over indgangen afslører dens nuværende rolle.

Lige ved siden af står Casa Botines, Gaudís værk fra 1891. Den eventyrlige bygning står i skarp kontrast til renæssancepaladsets tunge symmetri. León byder altså på en hel arkitektonisk tidsrejse, uden at man behøver gå mere end ti meter.

Leóns katedral, Pulchra Leonina, fortjente også sin plads på gåturen. Den nuværende gotiske bygning blev opført fra 1200-tallet med inspiration fra de franske katedraler i Reims og Chartres. Historien på stedet går længere tilbage: her lå romerske bade, og kong Ordoño II lod senere opføre et palads, som blev omdannet til kirke i 916. Katedralen er især berømt for sine store glasflader – omkring 1.800 kvadratmeter fordelt på 125 vinduer og tre rosetvinduer. Når lyset rammer glasset, bliver kirkeskibet næsten en farvet lanterne. Også det udskårne kor fra 1400-tallet og klostergården fortæller deres egne historier; på korstolene findes både helgener og middelalderens fantasifulde væsener.

Jeg fortsatte til Plaza Mayor og det gamle rådhus fra 1600-tallet, med dets tårne og balkoner, og videre gennem Barrio Húmedo og Plaza del Grano. Her var caféerne fulde af liv, og de farverige facader gjorde det let at blive hængende lidt længere end planlagt. MUSAC bragte en moderne note ind i gåturen: museets farvede glasfacade bruger 37 nuancer og er inspireret af farverne i katedralens middelalderlige glasvindue “El Halconero”. Ved Iglesia de San Juan y San Pedro de Renueva lagde jeg mærke til den barokke portal fra 1711, som blev flyttet hertil fra det nedrevne kloster San Pedro de Eslonza. Historisk genbrug, længe før nogen fandt på ordet.

Og midt i al renæssance, gotik og barok stod der pludselig en Vespa foran Flying Tiger Copenhagen. Man kan gå tusindvis af kilometer ad gamle pilgrimsveje og stadig støde på et lille stykke Danmark. León har tydeligvis sans for både historie og timing.

Dagens tal

• Distance: ingen vandring; hviledag i León
• Anledning: fødselsdag, 10. oktober

Praktiske detaljer

• Base: León Hostel, sovesal med seks senge.
• Dagens plan: Hvile efter vandringen og fejre fødselsdagen i León.
• Aften: Fødselsdagsfejringen endte på en technobar; natten blev både våd og sen.

Fødselsdagen blev fejret i León efter vandringen fra Madrid og videre til byen. Efter alle kilometerne var det en gave i sig selv ikke at skulle snøre støvlerne eller se på en ruteprofil. Dagen bød på mere tid i den historiske by og en aften, der trak ud. Natten sluttede våd og højlydt på en technobar – ikke helt den rolige fødselsdagsafslutning, man måske havde forestillet sig efter en lang Camino, men bestemt en, man kan huske.

León viste sig at være et fint sted at holde pause: den gotiske katedral, de gamle gader og byens liv lå nu i gåafstand, uden at rygsækken skulle med. Efter uger med tidlige morgener og lange etaper var det fødselsdagsgaven at kunne blive i byen, fejre dagen og lade benene holde fri.

Dagens tal

• Vandring: ingen
• Transport: tog fra León til Madrid; derefter fly hjem til København
• Togets fart: op til 299 km/t

Praktiske detaljer

• Afgang: Leóns banegård; toget til Madrid og derefter fly til København.
• Stemning: Efter en våd fødselsdagsnat på technobar ventede jeg på toget med rygsækken pakket.

Så blev det søndag, og rejsens sidste kapitel begyndte på Leóns banegård. Efter en våd fødselsdagsnat på technobar ventede jeg på toget til Madrid. Rygsækken var pakket igen, men denne gang var der ingen gule pile at holde øje med og ingen højdemeter at forhandle med.

Da toget satte fart på, gled de castilianske marker forbi vinduet. Informationsskærmen viste 299 km/t. Det var næsten svært at forstå, at jeg for ganske få dage siden havde slæbt mig gennem nogle af de samme landskaber til fods, skridt for skridt, med ømme hæle og rygsækken spændt stramt. Fra Camino-tempo til højhastighedstog på et øjeblik – et ret voldsomt gearskifte.

Mens toget susede mod Madrid, begyndte minderne, vablerne og oplevelserne fra Caminoen at falde på plads. Fra Madrid gik turen videre med fly hjem til København. Næste stop: Danmark. Buen Camino for denne gang!