Dag 134-146. 12/1 - 24/1.
Rurrenbaque-Pampas-Jungle. Yuni-Salt ørkenen.
Fotos

I La Paz havde vi købt en pampas- og jungletur med udgangspunkt i Rurrenbaque nord for La Paz. Vi skulle til Rurrenbaque med fly, da køreturen på ca. 400km dertil ville tage mindst 20 timer på jordveje - ( Bolivia er Sydamerikas fattigste land og kun 5% af vejene er asfalterede ) og så var det jo altså regntid, så man kunne aldrig vide om man nåede frem - jordskred m.m. er almindeligt på disse kanter. Vores flinke portie på hotel Naria i La Paz standsede en Radio Taxi - ( De sikre taxi ) bemærkede sig bilnummeret og spurgte om chaufførens navn ( Vi havde givet portien drikkepenge - åbenbart i den pæne ende med al den service han ydede ). Turen til lufthavnen kostede 50 Bolivianos, men halvvejs ud til flyvepladsen gik taxaen istå midt på Bolivias eneste motorvej, og chaufføren åbnede motorhjælmen. Da der efter et par minutter ikke skete noget, steg Søren ud for at se hvad der foregik - tiden var jo knap - men manden var ikke til at finde! Efter lidt "hvad gør vi nu", steg vi ud og tog vores ryksække ud af bagagerummet, der "heldigvis" var lukket med et stykke snor ned til udstødningophænget, kravlede over autoværnet og lidt efter fandt vi en anden Taxi ( en af de farlige!!) Han skulle have 25Bolivianos for resten af vejen til lufthavnen. Og sikken en tur. Vi befandt os i El Alto-bydelen - La Paz'es slumkvarter - og chaufføren kørte ad alle mulige små omveje og vi begyndte at tælle hvor mange penge vi kunne blive frastjålet og glædede os over at vi havde lagt de fleste kreditkort og computeren i pengeboksen på Hotel Naria. Vi har nemlig læst at "de farlige taxaer" kan køre en til et "sikket hus" og fremtvinge pinkoder, og man bliver holdt fanget indtil konton er tømt...... men han ungik vist bare motorvejsafgiften :-). I lufthavnen så vi et Burger King skilt og efter indcheckning MÅTTE vi have "kalorie fed" mad. Flyet var et lille 16 passageres fly, der iøvrigt var 1 time forsinket uden forklaring og skærmen have forlængst sagt "bording ended". Vi landede på den lille græslandingsbane i Rurrenbaque, der kun beflyves i godt vejr læs: når landingsbanen ikke er oversvømmet. Vi blev sat af ved vores hotel, Hotel Safari ( 33$ pr nat incl. morgenmad ), der viste sig at være et rigtigt fint sted med swimmingpool og tjenere til fri afbenyttelse. Kl 17 - midt i badningen og øl på poolkanten, temperaturen var 30-35C med høj luftfugtighed - kom en repræsentant fra Eco Jungle Tours forbi ( vist kun fordi vi måtte have mange penge når vi boede på så fint et sted ) og orinterede os om næste dags program og at vi ville blive hentet kl 9. ( Så fine gæster kan nok ikke selv gå ) og køre kl 9:30. Om aftenen gik vi en tur i "byen", der som mange bolivianske byer er grå og kedelig med huse af gråbrune adobesten og affald alle vegne - det kan ikke give mange håb om et bedre liv og om at bryde ud af den sociale arv, men de var dog ved at belægge hovedgaden, der ellers var jordvej, med beton.
Næste morgen kl 9.00 var der ingen bil til at hente os, vi tænkte - måske boliviansk tid! Kl 9:30 ringede hotellet til Jungle Tours og 5 min. efter holdt bilen der og vi kørte den ene km til bureauet :-), hvor bilen først skulle pakkes og madvarer indkøbes, men det gav tid til at "hænge ud" og lære de andre, der skulle med, at kende, - 2 irere, 1 australier, 2 tyske drenge, 3 engelske drenge og et chilensk par ( med hippitendenser ). Vi kom afsted kl 11, tæt pakket i en Toyota landcruiser, 5 bagi uden benplads, 3 på bagsædet, 1 foran plus chauffør og guide! Resten af gruppen fulgte senere i en bil med god plads. Vi kørte i 3 timer mod øst ad en jord/grus vej, i 30C varme. Men chaufføren havde prøvet det før og kendte alle hullerne. Der var mange, og han ramte dem alle. Ved en narkotikakontrol, i et hul af en by, manglede der en underskrift på nogle papirer af bureauets ejer. Selv chaufføren grinede over bureaukratiet og guiden måtte tilbage på knallerttaxi. Han kom igen efter en halv time med underskrift, og vi kunne fortsætte. Fremme i Santa Rosa fik vi en boliviansk middag. Søren hader deres mad - ubestemmelig suppe, kartofler, ris og kød der er skåret forkert ud og overkogt men stadig sejt og senet.  Efter middagen kørte vi til en "havn" med flere lanchaere ( lange både til flodsejllads ), to blev læsset med proviant, ryksække og folk og vi sejlede af sted op ad Yacumafloden mod vores "lodge" hvor vi skulle bo de næste par døgn. På den 2 1/2 times tur så vi forskellige dyr og vegetation undervejs - en del aber - "Howler-monkeys" og mange "Hr. Nelsson -aber", skildpadder, et par alligatorer, paradisfugle, ibiser, hejrer m.m. Da vi nu havde booket gennem et økologisk turselskab skulle man jo tro, at guiden vidste hvordan man omgås dyr i naturen, men det var ikke tilfældet. Det chilenske par havde naturligvis sørget for at tage de bedste pladser forrest i båden og de fodrede "Hr. Nelsson-aberne" med kiks og en mangofrugt, som guiden sendte op til dem, alt medens han gjorde hvad han kunne, for at komme så tæt på bredden at aberne også hoppede ombord på båden. De øvrige i båden deltog gladeligt i denne fodring, medens vi selv sagde nej tak. Under aftensmaden gjorde Kirsten opmærksom på det uhensigtsmæsige i denne omgang med dyr, men det synspunkt stod vi noget alene med i vores båd. Efter mørkets frembrud var vi igen ude at sejle, denne gang med vores lommelygter, for at finde alligatorer, hvis øjne lyser rødt i lygteskæret. Her lagde samme guide til 2 -3 m fra en alligatorhun, som lå ved siden af sine begravede æg, og så fortalte han os endda, at hunnen så var særlig agressiv. Det var umuligt at indgå en fornuftig samtale med vores guide, da han kun talte spansk og vores spanske var for dårligt - på dette felt. Næste dag skiftede vi derfor belejliget til den anden båd, hvor guiden talte lidt engelsk og efter hvad vi havde hørt, holdt han sig til reglerne. Dette holdt stik, han holdt båden i pæn afstand til dyrene og sagde, at man ikke måtte fodre dem. Vi bad ham om at påtale det overfor den anden guide, men om han gjorde det - ved vi ikke. Tilbage i La Paz gjorde vi naturligvis kraftigt opmærksom på dette på kontoret, hvor vi havde bestilt turen.
Nå, men bortset fra det havde vi nogle dejlige dage - derude på pampassen. Det var skønt at sejle ned ad floden - og spændende hvad der mon dukkede op om næste hjørne. Flodens normale bredde var 20 m men her i regntiden var den steget og bredden var flere steder omkring de100 m. En formiddag i øsende regnvejr - i utætte gummistøvler gik vi ind over pampassen i vand til lidt under knæene - for at finde anakondaer. Vi gik ud til en "slags ø", hvor guiderne listede rundt en halv times tid og ledte - uden succes, så vi gik tilbage samme vej til båden for at sejle over til en  nedlagt forfalden lodge, hvor de ligeledes gik en runde og kiggede. Regnvejr er åbenbart ikke anakondavejr, de kan jo nok bedst lide at "lade op" i solskinsvejr. Ud af 3 både havde de to set en anakondaslange i et træ den første dag, men vi fik altså ikke nogen at se.
Flere gange så vi floddelfiner, der svømmede to - fire/ fem stykker sammen. En eftermiddag sejlede vi til en lagune, hvor fire fem delfiner opholdt sig, og alle undtagen os svømmede med delfinerne, som ind imellem kom tæt på og rørte ved nogle af de svømmende. Det var umuligt at se delfinerne før de stak snuden ovenvande, fordi vandet var meget mørkebrunt. Guiden fortalte at det var sikkert at bade i vandet, da delfinerne kun opholdt sig hvor aligatorer og piranjaerne ikke holdt til. Vi syntes dog ikke vi skulle nyde noget, så vi nøjedes med at fotografere for de andre, så de fik billeder af sig selv i vandet. Vi gjorde virkelig også hvad vi kunne for at få nogle gode billeder af delfinerne, men det var svært, og da Søren jo så også senere - på turen i saltørkenen - kom til at slette alle vores billeder i det gode kamera, ja så kan det være ligemeget med delfinbillederne.En anden formiddag fiskede vi efter piranjaer - og det var svært i regntiden p.g.a. den høje vandstand - sagde guiden!! Vi blev lidt grebet af det, da vi kunne mærke at de bed på maddingen, men de var svære at få på krogen. I vores gruppe - var det Søren, der var helten med fangst af en piranja ( ca. 12 - 15 cm ), som alle livligt fotograferede ( også os selv, men....)
"Lodgen" vi boede på bestod af to skure på pæle - forbundet med træbroer og så et par toiletter og to brusere med flodvand. Vi havde hver en seng med moskitonet over - skønt - man følte sig lukket inde i et værelse, og vi havde fred for myggene medens vi sov. Myg var der nok af, og selv om vi brugte myggesprayen flittigt, kom vi vel hjem med hver især 100-200 myggestik, så sig ikke at vi er onde ved dyrene. Maden blev serveret, hvilket jo er skønt, men den bestod meget af Søren's "favoritter", så vores lille medbragte lager af rosiner, kiks og chokoladebarer skulle vi ikke også slæbe tilbage til Rurrenbaque igen. Heldigvis lå der lidt fra vores lodge også en "Sunset-bar", som lå hævet over terrænet, og da vi havde en del ( alt alt for meget ) ventetid, tilbragte vi en del tid her. Vi havde ikke taget bøger med, som de andre, det havde vi ikke troet der blev tid til. Ved siden af baren holdt to alligatorer til og ved en anden lodge lå en aligator på flodbreden 2 -3m fra hvor gæsterne sad og iagttog den. Godt nok spiser aligatorer ikke mennesker, men de kan bevæge sig hurtigt og bide, så....... Vi har guider og køkkenpersonale ved lodgerne mistænkt for at fodre alligatorerne med madrester, hvilket får dem til at holde til ved lodgerne, men det benægtede vores guide på det kraftigste!!!!!!!!
Den sidste morgen var vi oppe før solopgang  - ved firetiden - og nød solopgangen og alle dyrelydene - fra den flydende lancha - som for første og eneste gang på turen - flød afsted uden motorstøj. Det var en god oplevelse at se det lysne og høre hvordan de forskellige fugle vågnede op. En howlermonkeyhan med kraftige strubelyde ( tror vi ) markerede sit  territorium og vi kom nærmere og nærmere - til sidst så tæt på, at vi kunne se ham i hans trætop. Samtidig hørte vi en anden han udstøde samme lyde langt derfra.
Tilbage i Rurrenbaque ved 19-tiden på tredjedagen i øsende regnvejr, var det skønt at indkvartere sig på Safari igen. Vores tøj var møgbeskidt men vi kunne ikke nå at vaske og tørre det til næste dag, så det måtte genbruges på jungleturen. Næste morgen blev vi spurgt om det var OK at planerne for jungleturen var ændret p.g.a. regnvejret. Det kunne vi jo ikke rigtigt sige noget til, og det viste sig senere at vi faktisk var de eneste i vores gruppe på 7 mand, som havde fået noget at vide/var blevet spurgt om ændringerne. Istedet for at blive sejlet 3 timer op ad Benifloden til Madidi Nationalparken skulle vi istedet bo på en lodge en halv times sejlads fra Rurrenbaque. Her blev vi sat i land ved en stejl pløret skrænt - med proviant og rygsække. Vi kæmpede os op til en nydelig lodge som blev bestyret af en ældre handicappet dame. Herefter gik vi en lille formiddagstur i nærheden af lodgen. Terrænet var smattet og stejlt og da Kirsten på forhånd havde været lidt skeptisk overfor en jungletur i regntiden, blev hun på lodgen om eftermiddagen medens resten af gruppen gik en lang våd tur i junglen, hvor de så en enkelt edderkop - og en masse træer, som guiden fortalte om - især medicinalanvendelse, navne m.m. Bl.a. lærte de hvordan man drikker af lianer. Turen gik af plørede, smalle stier langs stejle skrænter - absolut uegnet til turister. Det fremgik tydeligt at det var en hovsaløsning og at guiden ikke havde nogen plan, men at man ikke havde aflyst turen, fordi pengene skulle tjenes. Næste formiddag skulle et udsigtspunkt bestiges i Madidi Nationalparken, men 2/3 oppe måtte vi vende om, fordi turen var for hård i det våde vejr - en fejlbedømmelse, og Kirsten var altså heller ikke med her. Indholdsmæssigt var der ikke noget nyt fra guidens side så..... ET FLOP!!!
Skønt at være tilbage på Hotel Safari med pool og rene omgivelser - og.........ordentlig mad.

I Rurrenbaque chekkede vi om vore fly gik d.19, som vi havde reserveret til, men det havde regnet i to dage, så ingen fly kunne lande, og vores "reservation" var således rykket en dag frem. Vi var nu blevet begunstiget med en HEL dag ( skriver 24 timer ) i den meget interessante by - Rurrenbaque, hvad skal man dog lave? Sidde på en grå bar med knirkende stole og et bord der er ved at falde sammen, hvis man ånder ved siden af det? Nej - vi købte to brugte bøger, en dansk rejsebeskrivelse om Sydamerika og en engelsk bog "The Panama hat trail" af Tom Miller ISBN 0-7922-6386-3 den er meget morsom og handler om jagten på hvordan en Panamahat bliver til i Equador ( ikke Panama ) og beskriver livet for en rejsende og dennes oplevelser på en meget humoritisk måde. Bla. defineres et sydamerikansk nanosekund som tiden fra der er grønt i lyskurven til første horn lyder ( når der køres bil bruges hornet konstant ). Den HELE ekstra dag blev brugt ved pool kanten med bog, drinks og bananasplit -- lyder det ikke kedeligt? - Faktisk var det ikke så tosset - så fik vi da for en gangs skyld slappet af. Og så tjekkede et irsk par, vi havde mødt nogle gange tidligere, ind på hotellet, og vi spiste sammen om aftenen.
Flyveturen til La Paz foregik uden de store problemer, bortset fra at det var lidt ujævnt og Kirsten blev lidt hvid i hovedet og krammede brækposen. Da La Paz nu var en kendt by!!, øøh ihvertfald centrum - nå så Sagarnaga gaden- ihvertfald de nederste 500m af Sagarnaka med vores hotel ( vi så det meste af byen fra Taxi ), var det ingen sag at sige til Taxachaufføren hvor vi skulle hen, Hotel Naira, 50Bol. intet over. Det var en meget fin Airport Taxa, alt så ud til at virke, ingen ledninger hængende ud af instrumentbrættet, ingen buler, ren, ingen kvalm lugt, elruder der virkede, 2! vindusviskere, en hel forrude og hvide hjemmehæklede nakkeovertræk - det var ren luksus. Resten af dagen gik med at se fjernsyn og passe flyvermave ( Der er det samme i alle fjernsyn herover - ingenting, der er ikke noget at sige til at alle vil til USA når det fremstilles som Dallas, Dollars og Venner osv.! og nyheder sendes i de 2 minutter, der er imellem en konstant strøm af 4 minutters reklamer om Foodprosessore og slanke armbånd! ).
Om aftenen gik vi på "vores" tour bureau og købte to busbilleter til Oruro. Den videre tur til Uyuni stod lidt i det uvisse, da der var rygter om meget vand på den meget dårlige vej. En mulighed var toget fra Oruro til Uyuni. D. 21 tog vi til Terminal de Busses i La Paz, med sikker Taxi. Her fik Kirsten sprogforkvabelse og talte tysk til billetmanden uden at hun forstod hvorfor han ikke forstod. Det var nok de to tyske drenge fra pampasturen vi mødte på stationen, der forvirrede hende? Det mest ophidsende der skete på turen til Oruro var nok en kontrolpost med Narkopolitiet. Bussen blev stoppet og vi blev bedt om at hive nogle tasker ud af bagagerummet så narkohunden kunne komme til inde mellem bagagen, medens 10- 15 betjente rumsterede rundt om bussen. De fandt ingenting, men Bolivia producerer meget coca - til eget forbrug og til kokain.
I Oruro lå busterminalen lige opad det hotel, der stod beskrevet i Kirstens bibel. Det så meget slidt ud, men Kirsten ville se deres værelse og høre pris. ( Når et hotel kommer i biblen er der så mange kunder at vedligehold er unødvendig! ) men det var for lausig til prisen. Rundt på pladsen lå flere hoteller og et så ud til at være japansk ejet. Udenlandsk ejerskab plejer at hæve kvaliteten, og ja det kunne gå an. Vi begav os straks ned til togstationen for at høre om det var muligt at køre med tog fra Oruro til Uyuni - der var lørdags lukket. Ud på gaden igen, vi måtte bruge dagen til sightseeing, en taxa til Museo Etnográfico Minero. Taxaen tog lige en mand, der skulle et stykke af vejen, med!, og vi stopped ud for Museo National Antropologico! Lidt snak frem og tilbage og chaufføren blev enig med sig selv om, at det lå i den anden retning. Efter meget siksakken i en by med kvadratisk gadenet, hvorfor ikke køre lige igennem? standesede vi ud for Sacavón-kirken, hvorunder minemuseet lå - Bueno. Oruro, i 3990m, blev grundlagt i 1606 som mineby grundet store forekomster af tin, sølv, kobber og bly i bjergene. Under renovation af kirken i 1988 fandt man en glemt mine, som idag er indrettet til museum. En lidt tynd udstilling af gamle rustne ting fundet i minerne, et eksemple på en falsk baby som kvinderne brugte til at smugle malm ud af minnerne med. Det mest interessante var nok for enden af gangen - El Tio, minedjælven, der skal ofres til, før man kan gå i minen og arbejde. Der ofres cigaretter, coka, dynamit og sprit. På vej tilbage mod hotellet begyndte det at regne og en taxa måtte prejes.
Tidligt op -igen- om søndagen. Togstationen åbnede kl 8:15, rimelig morgenmad på hotellet, taxa til stationen, vi var der 8:15 og fik nummero 70 i køen! Forvirring om proceduren og mange rygter om ingen eller udsolgt tog, nogle argentinere vidste besked. "Nummero para tren y no nummero pare caja 3 con billettos para bus", bus? hvilken bus?, vente, vente. På et tidspunkt sagde en skranke-mand noget på hurtigt spansk til folket, en masse lokale folk forlod lokalet? Øøh, betød det ingen tog? Endelig blev det nummero 50's tur, vi var kun nummero 69 og 70 i lokalet! nummero 69, 4 canadiere. De kunne ikke tage sig sammen, så vi gik til caja 2 og fandt ud af at toget i aften kl 19 var udsolgt, men der gik en bus kl 15:30, altså en skinnebus - nååe sådan - og den behøvede man ikke nummero til, så vi havde ikke behøvet at vente i 2 timer! Men så havde vi ikke lært at købe togbolettos på boliviansk! Tankevækkende, ikke sandt!! Manden i caja 3 var liget gået et ærinde, vente, vente, endelig kom han, 4 bolettos til Canada, var der flere tilbage? Jo, 2 til Kirsten og Søren. Dagen var reddet, vi blev fri for at køre i bus til Uyuni og toget kørte i de lyse timer, så man kunne måske se noget på vejen -øh skinnen. Hjem og pakke, der blev lige tid til at skrive det sidste på Cusco-Titicacasøen og et par mails. Stress - tiden løber - vi skal uploade hjemmeside og spise inden kl 15!, Langsom internetcafe, må afbryde for at nå at spise, speciel aftale med tjerneren - mucho rapido, et minut, maden er på bordet, vi er på stationen kl 15:10, rooo på.
Konduktøren henviste os til den forreste vogn, der var to. Vi fandt sæde 6-7 en anden ville have sæde 7? Konduktøren blev tilkaldt, I skal sidde i den bagerste vogn nr 338?? Skinnebussen afgik til tiden og man kunne mærke hvor skæve skinnerne var, ( DSB ville ha indstillet alt togkørsel i et år ) Toget hoppede og dansede både til siden og op og ned og nogle gange tænkte man, at nu hoppede det af, og alle kikkede på hinanden, men endnu et "gadagung", en skinnesamling, overbeviste - vi kørte endnu på sporet. En gang imellem kom en sten i et hjul og blev slynget mod træbunden, alle kikkede på hinanden....
Det var en flot tur, de første timer var slette med store lave søer fyldt med flamingoer, senere tør slette, men så kom bjergene - flot - og i solnedgangen flot flot. Man kunne købe mad i toget. Der kunne vælges mellem "pollo con papas" og "pollo con papas" til 20Bol., Søren valgte en "pollo con papas". Stakkels tjener, der i den hoppende vogn, skulle servere en kedelig kold kylling med røde kartofler ( de har 4000 sorter ). Senere, lige efter at solen var gået ned, kom konduktøren og sagde at vi skulle kikke ud til højre - der var en komet! Han slukkede lyset i vognen og ganske rigtigt mellem horisonten og de lave skyer var der en lysplet med en lang hale. Han sagde at den kunne ses i 2-3 dage endnu, lige efter solnedgang. Vi ankom til Uyuni kl 9.00, to timer før vi havde regnet med, Kirsten havde brugt Michaels ( ham fra Hawai ) anbefaling og reserveret et værelse på Hostal La Magia de Uyuni. Ifølge kortet - gå to blokke lige frem fra stationen og 3,5 til højre.... er vores mochillas vikelig så tunge? Der må ryddes op og sendes noget hjem. Gaden blev meget mørk og vi måtte spørge, ryk to blokke tilbage - tada. Vi blev vist til et meget fint værelse, stor dobbeltseng ( med meget tung madras! ), to sofaer en stol og et tebord, pæne gardiner for de 3 vinduer og pænt badeværelse, alt lavet i en - for Bolivia - høj kvalitet. Tænk sig, man kunne smide sit tøj i en sofa og ikke på et gulv af tivlsom renhed. Vi måtte straks i "byen", ( Søren havde set et par åbne barer ), for at se om vi kunne nå at købe en tur til saltørkenen ved Uyuni næste dag, så vi ikke skulle sove to nætter i Uyuni. Det meste var lukket, men en var ved at låse sit bureau, ingen problemer med at åbne igen og prøve at sælge os en tur. Hun talte godt for sig og alt hvad vi spurte om var iorden, max 6 passagerer i bilen, god bil, god mad med pandekager og æg om morgenen ( så fik vi da 'et ordentligt måltid om dagen ). Det viste sig senere langt fra at holde stik. Vi ville blive sat af ved grænsen til Chile og incl. var en busbillet til San Pedro i Atacamaørkenen i Chile, ialt 2 x $70 for de to døgn, dyrt så det måtte være godt!. Vi nåede lige en øl på vej tilbage til hostalet.

Salar de Uyuni er resterne af en stor saltsø som dækkede det sydvestlige hjørne af Bolivia for  40.000 - 25.000 år siden. Da søen ikke havde noget afløb og klimaet samtidig blev varmere fordampede vandet og efterlod saltet som en stor blændende hvid flade. Det samme skete for andre saltsøer langs Andesbjergene, men Salar de Uyuni er den største af saltørkenerne og nok også den mest berømte. I regnperioden - medens vi var der - kunne man desværre ikke køre ind til den berømte Isla de Pescado, hvor man kan vandre op og nyde udsigten - af salt til alle sider, så den oplevelse måtte vi undvære.Syd for ørkenen ligger et almindeligt ørkenområde i 4 - 5000 m højde med flotte bjerge og søer op mod Andesbjergene - med vulkaner - mod den chilenske grænse, og dette område indgår også i de arrangerede ture som udgår fra Uyuni. Alle steder hvor vi havde læst om turene var vi blevet advaret om at turene ofte var meget dårlige i kvalitet - gamle biler, dårlig/ingen mad og vand, meget primitiv overnatning, chauffører der faldt i søvn ved rettet og alt for mange passagerer i bilerne, så derfor mente vi at vi havde taget vores forholdsregler med den nøje og grundige udspørgning da vi købte turen.

Vi troppede op næste morgen kl 10:00, vente, vente, endelig kl 11 kom en Toyota LandCruiser, og den levede helt op til boliviansk standard, 2 forskellige forlygter 1 virkede, 1 vindusvisker, elruder med ledningerne hængende ud af dørene, udbombede sæder, og intet i instrumentbrættet virkede. Hurtigt op på taget med mochillas og afsted kl 11:15. Endelig kørte vi mod Salar de Uyuni - troede vi. Nej, vi skulle først tanke, hente mad, musik og værktøj hjemme hos konen og børnene. Hvad havde han brugt timen mellem 10 og 11 til? Første stop var Colchani, en lille by på kanten af saltørkenen, med et "tyndt" saltmuseum og salgsboder. Herfra gik turen ud over saltørkenen, som stod under vand, 10 cm, pga. regntiden, til et salthotel, Hotel Playa Blanca. Hotellet incl. interiøret var bygget af salt, og her spiste vi endnu en af disse "dejlige" middage. Det var en flot oplevelse at se ørkenen indefra med hvidt salt og bjerge der spejlede sig i "saltsøen" hele vejen rundt, og vi nød at soppe rundt med bare tæer i det lunkne saltvand. På vej tilbage til "kysten af saltsøen" så vi hvordan man manuelt gravede salt i  ca. 1 m's høje dynger. Salten blev så efter tørring i solen igen manuelt skovlet på en gammel lastbil - kørt ind til saltrensning og pakning for senere at blive solgt. Tilbage igennem Uyuni igen fik vi mere mad ombord hos chaufførens kone og kørte ud for at se Uyunis anden attraktion - togkirkegården - med to lange rækker gamle rustne damplokomotiver fra 1890-erne. Et af togene har været brugt i Butch Cassidy and The Sundance Kid, som i filmen blev dræbt i Bolivia - et par hundrede kilometer sydligere - ved Tupiza. Så rullede vi ellers afsted et par timer til Alota - en meget øde by, hvor man nærmest fik indtryk af, at de 8 - 10 bilers passagerer var de eneste levende væsener - bortset fra de fritløbende hunde. Undervejs måtte vi holde nogle gange p.g.a. en kogende køler, termometeret virkede jo ikke!, og ved ankomsten til Alota, gik chaufføren straks igang med at reparere bilen - med Sørens overvågende blik ved siden af. Indkvarteringen var OK - 1 toilet til 19 passagerer, vi fik hver en seng at sove i,  i et værelse hvor vi alle syv kunne være. At sengene var hårde som et brædt og så korte at Kirstens tæer næsten stak udenfor var en biting. Vi benyttede ventetiden inden aftensmaden til at gå en lille tur sammen med Ralf fra Schweiz og få os en øl i den lokale købmandsbutik.Ved 20.20 - tiden kom vi pludselig i tanke om vores komet og vi nåede lige at se lysskæret fra den lange hale, men kometen selv var forsvundet under horisonten - desværre. Aftensmaden lod vente på sig - hvilket måltiderne gjorde resten af turen. Fordi bureauet nu havde stoppet syv passagerer ind i bilen - og ikke seks som lovet - havde de for at overholde deres "løfte" sparet kokken, så en af de andre bilers kokke skulle lave mad til os - så vi fik altid sidst, og ikke nok med det. Det eneste vi så til de 30 æg vi havde med var 1 hårdkogt æg til hver til frokosten på anden dagen. Pandekager og andre lovede lækkerier til at forsøde ørkenlivet med så vi heller aldrig noget til. Anden dagens morgenmad bestod således af te, kaffe, mælkepulver, tørre flade brød - og noget karamelsmørrepålæg. Da vi undrende sammenlignede med de lækre pandekager og kage,  der blev spist ved nabobordet fik vi ikke rigtigt noget svar, og da Kirsten spurgte sagde guiden - at det var imorgen vi skulle have æg og pandekager ( Det holdt naturligvis heller ikke en meter ). Vi havde guiden/erstatningskokken mistænkt for at "gemme" madvarerne for at tage dem med hjem til konen og ungerne. På tredjedagen blev der ballade og chaufføren blev sur og truede med at køre os direkte til den chilenske grænse - uden at vi fik set Laguna Verde. Vi var dog alle enige om, at det ikke var os, men ham der var galt på den, og selvfølgelig fik vi set Laguna Verde - den smukkeste sø på turen - i 5000 m højde.
Ellers havde vi nogle fantastiske naturscenerier på jordvejene gennem ørkenen - størknede lavaformationer - vulkaner - en med en flot røgsøjle ( billederne fik Søren jo slettet ), bjerge med lag på kryds og tværs med forskellige mineralforekomster i flotte utrolige farver. Ofte tænkte vi på Salvador Dali, da landskaberne virkede helt surrealistiske, og der var rigeligt at se på til at holde os vågne.
Vores gruppe bestod af - Ralf fra Schweiz  ( læge, som arbejdede med projekter for gadebørn og børn i fængsel og i minerne i Bolivia - spændende at høre om hans arbejde ), et par fra Salta i Nordargentina ( med lokalkendskab )og  et brasiliansk par på vores alder, og trods det at vores eneste fælles sprog var spansk, så blev vi rystet rigtig godt sammen og havde mange gode snakker om hver vores verden og liv samt naturligvis om turen. Vi håber meget at det brasilianske par holder deres løfte med at sende os en CD med billeder fra turen - så vi trods alt får nogle billeder fra saltørkenen.
På andendagen overnattede vi ved indgangen til Sajama Nationalparken, som fik støtte fra den danske regering. Det glædede vores hjerter ( da vi så så meget forurenet natur i Bolivia som har en helt anden miljøpolitik = ingen og den almindelige befolkning ingen "affaldskultur" overhovedet ), at vi er med til at bevare dette stykke smukke og unikke natur - som ud over lyserøde og grønne søer med tusindvis af flamingoer også bestod af varme kilder og vulkaner m.m. Vi var kommet godt op i højden og vi havde en meget kold nat, hvor det var de færreste af os, der fik ret meget søvn. Vi blev da også "vækket" kl. 4, fordi vi skulle køre til gejserområdet, som er mest aktivt om morgenen. Vi pakkede sammen i lommelygtens skær ( mange småbyer i Bolivia er uden strøm fra kl 9 -10 stykker om aftenen til ved syvtiden næste morgen ) og inden vi kørte, nød vi den helt klare og flotte stjernehimmel - og for første gang siden vi passerede Ækvator lykkedes det os at se Karlsvognen - her ca. 20 grader syd for Ækvator. Vi havde fået at vide, at vi ved Ækvator kunne se både Sydkorset ( det har vi endnu ikke fundet, men der arbejdes på sagen - har været på nettet og set hvor vi skal kigge efter det ) og Karlsvognen - som ellers ikke er synlig på den sydlige halvkugle. Og her var minsandten Karlsvognen - meget lavt på himlen - men den lå ned - på en anden måde end vi er vandt til at se den.
Efter en god times kørsel i mørke kom vi til et kæmpe gejserområde med mange dampende kilder og boblende mudder - men gejsere - der jo sprøjter vand og damp ind imellem - så vi ikke. Dog var vi noget imponeret af området og i solopgangen var det særligt flot. Området var ikke spærret af - vi befandt os jo i Bolivia og ikke i f.eks. Yellowstone - og vi kunne frit bevæge os rundt mellem de forskellige boblende mudderhuller - med egen risiko for forbrændinger m.v. Der stod dog et skilt 100 m væk med advarsel om, at det var farligt og kunne koste 'en livet - se billederne.
Næste stop var nogle varme kilder, med et lille badebassin hvor Kirsten hoppede i inden "morgenmaden".
Vi tog afsked med resten af gruppen ved Laguna Verde, da de skulle hele vejen tilbage gennem ørkenen til Uyuni ( sammen med den sure chauffør - god fornøjelse ) medens vi blev læsset over på en anden bil, hvis passagerer også skulle til den chilenske grænse. Ved den øde grænsepost i ca. 4500 m højde fik vi vores udrejsestempel fra Bolivia og tog en bus til Sankt Pedro - og det meste af vejen var minsandten asfalteret og det så ud som om ting fungerede her i dette land, så måske kunne man også få rigtig mad???

Dag 147-158. 25/1 - 5/2.
San Pedro-Salta-Iguazu-Buenos Aires.
Fotos

Det var skønt at komme til Chile, men da vores tid i Sydamerika er ved at være knap og vi har hele Argentina og Chile tilgode, er vi nu ret forkuserede på at udnytte vores tid bedst muligt - det vil sige ingen "overflødige" overnatninger på tilfældige steder o.l. Det første vi derfor gjorde onsdag formiddag efter at være stået af bussen, var at købe to busbilletter til Salta i det nordlige Argentina. Disse busser kører nemlig kun to - tre gangeom ugen og vi var heldige at få de næstsidste billetter til fredagsbussen.Vi lod rygsækkene stå på billetkontoret medens vi gik på jagt efter et værelse. 80$ - 60$. Det var nye priser og nærigheden kom op i os, så efter lang tids søgen bookede vi os ind hos Don Raul - til 30$ med fælles bad og toilet. Et af kriterierne for værelset var, at her var arbejdsbord og stol, så vi kunne få skrevet "til vores faste læserskare". En vidunderlig frokost bestående af RIGTIGT KØD og god salat gjorde os helt euroforiske og vi "ælskede" Chile.
Vi var kommet ned i 2400 m højde og nød også at kunne trække vejret helt frit - også når vi skulle anstrenge os lidt, og da vi havde brug for at få os rørt, lejede vi et par cykler og kørte rundt til områdets seværdigheder - en dejlig tur i strålende solskin og nok 30 graders varme.
Kort over området fik vi hos cykeludlejeren og vi fulgte den anbefalede rute. Første stop var ruinerne Pukara de Quitor fra 1200 - tallet, som var et fæstningsværk med beboelse for ca. 200 personer. Fra toppen havde vi en flot udsigt over oasen i flodlejet hvor San Pedro de Atacama ligger. ( Atacama-ørkenen er en af verdens tørreste ). Medens vi "klatrede rundt" her mødte vi et engelsk par, som vi var stødt på tre gange før i Bolivia og vi aftalte at spise sammen om aftenen. De var lige som os på jordomrejse - i 3 måneder - inden de skulle giftes i England og så flytte til Sydney umiddelbart efter. Huset var til salg og bilen var netop solgt. Vi mødte også et dansk par som havde rejst meget i Sydamerika og vi sludrede en halv times tid med dem. Umiddelbart ved siden af ruinerne så vi en lergrotte Cueva del Diablo, som er formet af regnvandet. Egentlig havde vi tænkt os at overstå det længste stræk på cyklerne til inkaruinerne ved Catarpe inden middagsheden, men alt den snak med folk gjorde at vi kørte langs floden ved 12 -13tiden. Her satte vi stor pris på vores hatteskygger og det sted hvor vi måtte krydse floden, så vi fik kølet fødderne lidt. Lige pludselig var der nogle ruiner som ikke var afmærket på kortet, så dem klatrede vi op og kiggede lidt på og nød nok engang udsigten og roen. Næste stop var en lille kirke bygget i lersten/adobesten. Vi kunne ikke forstå hvor Catarpe blev af, vi burde forlængst have været der, så da vi lidt længere fremme skulle krydse floden nok en gang og vores drikkebeholdning nu var på mindre end 1/4 liter, vente vi om. Quadra del Diablo ( Djævlekløften ) var en kløft udgravet af floden, som man kunne forcere på mountainbike, men da her lå en nedstyrte jordblok og spærrede lidt for indgangen, lod vi cyklerne stå og gik vel en km. ind i kløften, som efter sigende fortsatte op i Andesbjergene - 22km. Det var en flot og varme lille tur. Tilbage i San Pedro ved 15-tiden fik vi en velfortjent frokost på torvet og så hjem at skrive hjemmeside og hente vasketøj. San Pedro var en dejlig ( men dyr når man kommer fra Bolivia ) by, og vi kan godt forstå at den hører under kategorien "black holes" for backpackere - et sted, det er svært at forlade for unge mennesker.
Da vi endelig var kommet ombord på vores bus til Salta og havde været gennem den chilenske told gik turen igen tilbage over Andesbjergene -op på højsletten som fortsætter fra Bolivia ned i Argentina. Her så vi igen fantastiske bjerge med flotte farvespil - og midt i det hele lå en mindre tørlagt saltørken, som vi paserede. Turen tog ca. 12 timer, men det var en smal sag, da bussen var komfortabel, hele vejen nyasfalteret og vi fik mad ombord og gjorde stop ved 17-tiden, hvor vi fik te og sandwich - altsammen inkluderet i prisen. Ved San Salvador de Jujuy så vi fra bussen en berømt dal ( opdagede vi senere - at den var berømt - altså ) - månedalen, med flotte forskellige farver på klipperne, men fotoet blev desværre ikke så godt.
Så snart vi var af bussen i Salta, undersøgte vi igen med det samme, hvordan vi kom videre mod de berømte Iguazu-vandfald og fik købt billetter til bussen næste dag kl. 15.30.
Salta var en utrolig hyggelig by at slendre rundt i og nu nød vi ikke kun rigtig god mad og civilication - men til et prisniveau på 1/3 af Danmarks. Vi fik købt lidt småting vi manglede - vatpinde, batteritester m.v. Kirsten kiggede på Gaucho- poncho og hat, da vi gerne vil have sådan et sæt med hjem fra Argentina, men vi handlede ikke. Frisørsaloner fandt vi ikke rigtigt noget af og det var ellers hårdt tiltrængt. Det virker som om Sørens skæg gror hurtigere i varmen og Kirsten var træt at at pandehåret hele tiden faldt ned i brillekanten.
Busturen til Iguazu blev ikke så direkte, som vi havde håbet, da vi skulle over Tucuman, Corrientes og finde en videregående bus i Posadas. Vi havde med vilje fravalgt den mest direkte rute fra Bolivia - som gik igennem Paraguay - da dette land er et af verdens mest korrupte og mange ting fungerer - skal vi kalde det "anderledes". Vi havde "cama-cama billetter" i bussen - med ekstra brede sæder, der kunne lægges næsten ned, så vi sov en stor del af den 22 timer lange og regnfulde tur til Posadas, så udsigten gik vi ikke glip af. I Posadas fik vi straks billetter videre til Iguazu, hvor vi ved 19-tiden søndag aften - efter i alt 28 timer i bus - bookede os ind på et godt hotel - Saint George - med aircondition, swimming-pool og trådløst netværk. Lavlandstemperaturen var omkring de 35 grader og luftfugtigheden - meget høj. Sørens far havde glemt at invitere os til fødselsdag her søndag d. 28. januar, så vi gik i hotellets restaurant og gav den hele armen - med store, saftige velsmagende bøffer og god rødvin til 300,- ialt. Mogens kan altid betale regningen senere.
Mandag gik med hjemmeside, frisør ( 40, - kr for Kirstens hår og Sørens skæg, men frisøren var vidst ikke uddannet, men skidt, nu hænger pandehåret da ikke ned i brillerne mere ) osen rundt i byen, købe flybilletter til Buenos Aires og derfra videre til Ushuai samt bestille en sightseeing tur til den næste dag.
Tirsdag morgen hentede Mauro os i egen bil - og han talte ovenikøbet pænt engelsk. Efter at have hævet penge, vekslet dem til $ og passeret grænsen til Brasilien var vi på rundvisning ved verdens største fungerende ( Det ved Yngsekiang-floden i Kina er jo ikke færdigt endnu, men det kigger vi på senere ) hydroelektriske kraftværk - Itaipu. 22% af Brasiliens og 90% af Paraguays strømforbrug produceres her.Der var meget vand i Paranà-floden, så overløbsluserne var åbne og det så flot ud med det hurtigt fossende vand samtidig med at det larmede overdøvende. Herefter kørte vi videre - med låste bildøre - til Paraguay. Vi stak dog kun lige snuden indenfor - i Ciudad del Este - hvor vi ville handle lidt, da elektronik er meget billigt -og kopivarer kan købes endnu billigere. Det galdt om at ignorere alle henvendelser fra gadehandlere, da gaderne var et stort marked, og vi skulle ikke handle her sagde Mauro. I "Casa China" købte vi et Casio Pro Trek ur med kompas og højdemåler til 1/3 af prisen i DK og Kirsten fik sig et Adidas kopiur til 20$.
Vi var også på jagt efter solbriller til Søren, MP4-afspiller og GPS, men man skal vide præcist hvad man vil have incl. mærke og model, da de handlende ikke ved noget om de produkter de sælger - kun prisen. Vi brugte en del tid på at vente på Mauro som købte mere end os, selv om han kommer der to -tre gange om ugen, så vi brugte ventetiden til at se os lidt omkring i varer- og menneskemylderet. Til gengæld blev vores tur så forlænget med et par timer i den sidste ende, så det generede os bestemt ikke.
Efter 1 times køkørsel over grænsebroen - igen med låste døre - og sikkerhedsseler på ( ikke friste de korrupte betjente )spiste vi frokost i Brasilien og blev sat af ved Nationalparken ved Iguazuvandfaldene på Brasilienssiden. Vi gik en flot og meget varm tur langs Iguazu-floden op mod den mest imponerende del af vandfaldene - Garganta del Diablo, som er de mest vandrige af vandfaldene, og som falder i en delvist lukket halvcirkel - heraf navnet djævelens mund/hals. Iguazu - vandfaldene består af ialt 275 vandfald som falder ca. 80 m, over en strækning på små 3 km. Bredden skyldes at Iguazu-floden danner et mindre delta oppe for vandfaldene, og vil man se vandfaldene mere "samlet" ses de bedst fra Brasilienssiden, lidt på afstand. Fra Argentinasiden går man langs og oppe over vandfaldene og er meget tættere på dem, og de er klart mest imponerende fra Argentinasiden, så derfor skal man se vandfaldene fra Brasilienssiden først. Det var godt nok flot, og vi blev gennemblødte flere gange af vanddisen, som væltede op fra floden. Næste dag var det Argentinas tur. Vi havede også købt en sejltur op til vandfaldene, som vi ikke rigtig vidste hvad indebar! Vi fandt bybussen til Iguazu nationalparken og ved indgangen blev vi mødt med et skilt, hvor vi kunne se prisforskellen på entreen for lokale og turister, som skønnes at have flere penge end argentinerne - hvilket de fleste nok også har. Vi prøvede at finde hvor vi skulle sejle fra, og det viste sig, at vi havde købt en pakke med en lille køretur gennem den subtropiske regnskov til en havn, hvor vi skulle ombord i en gummispeedbåd. Turen gennem parken var flot, men vi forstod ikke meget af guidens rutineprægede foredrag på  engelsk med spansk accent. Ved båden fik vi uddelt redningsveste og en vandtæt pose til alt det, der ikke måtte blive vådt? Nogle vidste på forhånd, hvor meget vand vi skulle udsættes for, så de havde badetøj på under det almindelige tøj.. Vi andre nøjedes med at smide t-shirten. Turen begyndte med lidt demonstration af hvad båden kunne af kunster og vi sejlede helt op til vandfaldene og blev selvfølgelig gennemblødte - med fuldt overlæg. Når det nu var - kunne vi lige så godt lade os rive med og råbe:  "Mere, mere..", og det fik vi. Bådturen sluttede ved en havn nær en del af vandfaldene -San Martinfaldene - og efter at have vredet det af vores tøj, vi kunne komme afsted med - gik vi en lille tur gennem regskoven og nød udsigten, mens vi prøvede at få så meget sol som muligt, så vores tøj kunne tørre. Stisystemet på Argentinasiden ledte os forbi det ene flotte fald efter det andet, og så vrimlede det med alskens flotte sommerfugle allevegne og vaskebjørnene færdedes frit og stjal mad fra turisterne, hvis de kunne se deres snit til det. Den lille togbane, der er i parken, kører ud til Garganta del Diablo og derfra er der 20 min. gang til toppen af faldet og sikke et syn og sikken en larm der mødte os. Vi kunne ikke lade være med at tænke tanken - at det måtte være sådan man forestillede sig det var at sejle ud over jordens afgrund i middelalderen. Her kunne vi have stået i flere timer og beundret vandet men vi nøjedes med en enkelt. Tilbage til hotellet med bybussen og denne sidste aften skulle vi lige ud at se solnedgangen ved stedet - Las Tres Fronteras - hvor Iguazufloden løber ud i  Paranàfloden og hvor grænsen mellem Argentina, Brasilien og Paraguay ligger. Vi bestilte en taxa og blev kørt derud og bad taxaen om at hente os igen lidt senere. Solen gik ned over Paraguay imellem nogle skyer, men det var alligevel flot og vi studerede de 3 landes monumenter i nationalfarver. Mens vi ventede på taxaen, der aldrig kom, snakkede vi med en anden chauffør, og det endet med at han kørte os til hotellet, På hotellet fik vi endnu en af disse formidable argentinske bøffer ( Bife de Chorizo ) og fik taget behørigt afsked med dette pragtfulde sted.
Vores frisørs mand havde tilbudt at køre os til lufthavnen og han stod der FØR tid kl 8:45 om morgen. Vi havde imellem tiden fundet ud af at hans "tilbud" var 5 pesos dyrere end standardprisen. ( Det der med at føle sig snydt, er ellers ikke kendetegnet for Argentina og Chile ). Nå, men vi kom til lufthavnen og han kunne selvfølgelig ikke give tilbage, så han måtte "nøjes" med 4 pesos i overpris, ha. Det mest interessante på turen til Buenos Aires var Søren's nye ur, der viste at vi fløj i 1800 meteres højde. Det var p.g.a.regulering af trykket i flykabinen.. Det hostel Kirsten havde udset sig var optaget, men naboen havde et værelse med bad, uden vinduer og uden airkonditionering. Vi måtte ud og se på denne by og gik en tur ned ad verdens bredeste gade, med 10 baner i hver retning. Søren fik justeret urlænken og vi endte på Plaza Del Mayo - Majpladsen, hvor bl.a. det lyserøde præsidentpalæ ligger. Det var fra en balkon her, at Evita Peron vinkede til folket - sammen med sin mand naturligvis - men det er nok mest Evita der huskes. Under diktaturet - "Den beskidte krig" - i Argentina i 1976 - 83 "forsvandt" ca. 30.000 personer som diktaturet anså som fjender, og det kunne være ret tilfældigt, hvem man arresterede, og blev man det, var det ensbetydende med fængsel, tortur og at blive slået ihjel. Militærregimet og efterfølgende regeringer har aldrig fuldt ud indrømmet denne krænkelse af menneskerettighederne, og der findes stadig familier, som aldrig har fået at vide, hvad der er sket med deres "forsvundne" pårørende. Det var naturligvis forbudt at "forsamles" under diktaturet, men for at få gjort offentligheden og udlandet opmærksom på krænkelserne mødtes mødre og andre pårørende på Plaza del Mayo hver torsdag kl. 15 - for at "demonstrere" og for at få oplysninger om deres pårørende. Dette gjorde de på en speciel måde som omgik forsamlingsforbudet, og demonstrationerne finder sted den dag i dag - d. 30. april i år, er det 30 år siden første demonstration.  Det var en stor oplevelse for Kirsten at overvære dette, da hun i 80èrne havde en argentinsk veninde, der måtte "flygte" til DK, fordi hendes kæreste var blevet arresteret og hun selv stod på "en liste". Efter en øl på en fortovscafe gik vi ned ad Florida, BA's gågade fyldt med forretninger. Vi havde fået at vide, at der i blok 500 var en computerbutik, og det viste sig, at her var en hel enklave af computerforretninger. Microsoft mente at vores beta-software, som vi skriver hjemmeside og læser post med, var udløbet og at vi skulle købe en legal version, så da vi bruger det meget, måtte vi købe. En af butikkerne ville ringe og høre om den kunne skaffe en engelsk version af Office system 2007 og Sharepoint, og vi ville høre næmere næste dag.
På Florida kiggede vi på outdoor-tøj og købte lidt nyt, før vi gik hjem til hostelet. Efter et hvil gik vi ud for at spise - i den tro at vi skulle se fodboldkamp på en restaurant mellem de to største og legendariske argentinske hold - La Boca ( Maradonna ) og Rio.  Rio-holdet og La Boca stammer begge fra La Boca-kvarteret, og da bydelen var for lille til to hold spillede man en kamp om hvem der skulle flytte. Rio tabte. Da begge hold havde rød-hvide farver spillede man endnu en kamp om hvem, der måtte beholde dem. Her vandt Rio, og La Bocas farver er idag gul og blå. Men BA`s centrum var det forkerte sted at befinde sig, for fodboldentusiaster så vi ikke noget til her, og fodbold kan ellers nok bringe argentinerne på kogepunktet. Det var næsten umuligt at finde en restaurant/bar med bold i fjernsynet, men på vores ølcafe fra om eftermiddagen så en tjener bold! Vi delte en pizza, altså KS, og så lidt af kampen. Rio vandt, og det var på avisernes forside næste dag.
Vi tjekkede ud fra hostelet næste dag, da der var for varmt og for meget larm - og en ordentlig nattesøvn øger kvaliteten af dagens oplevelser gevaldigt - og fandt Benco Apart Hotel, der havde små lejligheder,  4 senge med køkken og bad. Lige en hurtig mail, på hotelets PC, til Jodie og Josh om at vi nu boede et nyt sted. Det viste sig, at her på 12. sal, kunne computeren koble sig på et åbent netværk, der ovenikøbet var hurtigt. Søren prøvede at få computeren igang igen uden resultat. Om eftermiddagen tog vi en guidet bustur rundt i det nordlige BA med en sejltur i Paranà -flodens delta - den flod, der kommer oppe fra Iguazu, og som danner den brede bugt mellem Argentina og Uruguay.
Især sejlturen i Tigre- området var meget flot. Da der er langt til en strand fra BA, tager de 13.mio porteños ( ihvertfald nogle af dem ) herud og slapper af i fritiden. Mange huse var til salg til billige penge.
"Vores" computerbutik var lukket, da vi kom tilbage fra turen, så på hotellet kiggede Søren mere på PC og fandt en 60 dages prøveudgave på Microsoft hjemmeside, Bueno, så kan vi da klare os til vi når Sydney og købe en engelsk version der. PC'en blev sat til at downloade, 3 timer - godt det er "free" internet. 
Om aftenen var der tangomusical på programmet og de der var på scenen havde øvet sig, så det var en flot oplevelse. Vi købte et program på engelsk, så vi vidste lidt om handlingen før forestillingen og det hjalp godt på forståelsen. Det var så vores anden tangomusical - den første oplevede vi på en udendørsscene i Finland i sommeren 1999.
Lørdag brugte vi mere tid på computeren, og så var Kirsten ude at svinge kreditkortet, for her i BA kan der købes god kvalitet i tøj - og lædervarer især til billige penge. Bl.a. en ny sort læderjakke i blødt lammeskind blev erhvervet.
Søndag gik med at vise Jodie og Josh lidt rundt i byen og se BA fra en cykelsaddel, idet vi var på guidet cykeltur i nogle af de mere centrale bykvarterer.
Et monument over de faldne fra Falklandskrigen var en del af turen. For at aflede opmærksomheden fra interne problemer og "samle nationen" indledte militærstyret i 1982 krig mod englænderne, for at tilegene sig Falklandsøerne, som Argentina altid har påberåbt var argentinske. Øerne ligger 500 km fra den argentinske kyst og hører vel naturligt under Argentina, men nu er de altså britiske, og det passede også Margaret Thatcher godt at kunne "samle sit folk" og forbedre sine meningsmålinger ( som heller ikke havde det for godt ), med en lille krig i Sydatlanten. Det gik som bekendt rigtig skidt for Argentina, som sendte uprofessionelle drenge afsted og Argentina blev hurtigt sat på plads. Det var imidlertid ikke det militærdiktaturet fortalte befolkningen - tværtimod, så var argentinerne sejrende. Da det gik op for folk, at Argentina havde tabt, og at det ellers så magtfulde militær havde spillet fallit, medførte det et demokratisk valg i 1983 og afslutningen på "Den Beskidte Krig". ( At Argentina vidst stadig tror at Falklandsøerne hører under Argentina, har vi set mange eksempler på på rejsen rundt i landet og Falklandsøerne er da også med på alle nationale kort ).
Det berømte La Boca stadion, hvor den fattige Maradonna viste at man også som fattig kan blive rig og berømt fodboldspiller, var også med på cykelturen. La Boca er BA´s gamle havnekvarter, og det var her mange europæiske immigranter satte deres første fod på argentinsk jord - især i 1920érne. Det var et hårdt kvarter og tangoen opstod her - først som et ritual mellem to mænd - istedet for at slås. Kvarteret var meget farverigt, fordi husene ofte var malet med malerrester fra skibene og denne tradition er naturligvis fortsat - nu hvor turister har indtaget kvarteret. San Telmo-kvarteret cyklede vi hurtigt igennem, da det begyndte at småregne, så vi fik desværre ikke snust til søndagsstemningen her, hvor der ellers er tradition for et stort loppemarked og tangodansende par på torve og stæder. Dog fik vi lige sagt hej, til en af de engelske piger, som var med på Galapagosbåden. Hun sad på en fortovscafé og nød livet. Puerto Madero er et andet havnekvarter, der ligesom andre storbyers havneområder er renoveret og gjort eksklusivt med lejligheder, kontorer og restaurationsliv. Her blæste en mild sommervind medens vi kørte langs kajen, og denne sommervind omtalte vores guide - som at det blæste meget den dag. ( senere i Ushuaia fik "meget blæst" et lidt andet indhold ).
Mandag var vi på posthuset for at sende 8,8kg hjem incl. Kirstens lørdagsindkøb ( til vores overraskelse tog det under en time at få pakket fortoldet og forseglet hele molevitten, det var absolut rekord - oftest har vi brugt et par timer ) og så osede vi lidt rundt på egen hånd for at sige farvel til denne fantastiske by. En tur til Recoleta-kvarteret og den berømte kirkegård med mange store gravmausolæer over mange af argentinas berømte afdøde blev en lidt våd affære, så da vi ikke kender så mange andre afdøde berømtheder end Evita Peron, så vi hendes gravsted og gik ellers kun lidt rundt.
Hjemme på hotellet stod den på hjemmeside og pakning, da vi skulle flyve til Ushuai - byen på sydspidsen af Sydamerika - næste morgen - d. 6. februar kl. 6.15 - en flyvetur på 3200km til en pris af ca. 1400,-kr pr. billet.

Dag 159-168. 6/2 - 15/2.
Ildlandet-Patagonien-sydlige Argentina-Chile
Fotos

Tierra del Fuego, Ildlandet - kaldes den sydligste ø, syd for det sydamerikanske fastland - og landet fik sit navn, fordi skibene der rundene Kap Horn, så spredte bål  fra de indfødte inde langs kysten, når de rundede "hornet".
Det var svært både for Argentina og Chile at få udviklet området og Argentina oprettede en straffefangekoloni - for at få området befolket. Straffefangerne fik naturligvis selv lov til at bygge deres fængsel. De fældede træer og anlagde en togbane til transport ud i området. Denne togbane er blevet "turistificeret" idag, og vi kørte en tur med linjen, fordi vi også troede at vi fik lidt oplysninger om området generelt, men det handlede mest om fængslet - og så nød vi naturligvis det flotte landskab. En lille lur blev det dog også til. Det lykkedes ikke rigtigt at få gang i udviklingen - her langt mod syd, men så importerede man nogle får fra Falklandsøerne og der gik rygter om at her kunne findes guld, og så flyttede bl.a. kroatere ( som tidligere havde bosat sig i Sødistriktet længere nordpå ) herned. Fårene fik snart bugt med den lokale lamabestand og fåreavl blev den fremherskende næringsvej. Med Ushuaias gode beliggenhed i forhold til besejling af Antarktis, udviklede byen sig langsomt som udgangspunkt for fly- og skibstrafik hertil. Med den stigende turisme til Antarktis har byen udviklet sig i rivende fart og der bor idag ca. 80.000 indbyggere og hovederhvervet er - turisme. Vi ville jo også gerne have været en tur derned, til Antarktis, men vores tid var knap og vi ville se Patagonien, så allerede inden vi kom til Ushuaia havde vi droppet tanken om at prøve at få en "billigbillet"  (15. - 20.000 kr pr. stk ).

Nå, men Ushuai var klimamæssigt lidt af et chok. Her var 4 - 10 grader, stormende med regn men heldigvis klarede det op den første eftermiddag og vi oplevede Ildlandet fra "den pæne side". Byens gader var fyldt med turister og ud fra snakken kunne vi høre at mange skulle eller havde været "der - nede". Vi osede lidt, spiste god frokost og brugte en eftermiddag på at undersøge biludlejningsmulighederne, idet vores begrænsede tid til at se nogle store seværdigheder over et stort område, gjorde at vi besluttede at leje en bil til turen fra Ushuaia til Mendoza. Vi allierede os med Alamo, som godt nok skulle have en bondegård, fordi de skulle hente bilen i Mendoza - godt 3000 km væk, og kørte derfra i en blå Polo 1,6 - der havde kørt 36.000 km. Efter at have hentet Jodie og Josh i lufthavnen - med "guideskilt og det hele" - og en hurtig rundtur i byen, besøgte vi "Verdens Ende" med postkontor og vi sendte et flot brev til Jonas. Nationalparken bød på nogle flotte små gåture, som vi nød selv om det regnede og blæste lidt. I det lokale supermarkede provianterede vi til turen, hvor Jodie og Josh skulle med til El Calafate.
Turen nordpå til den chilenske grænse begyndte på en god asfalteret vej, hvor vi bl.a. havde en flot udsigt over havet fra øens østside. Et monument i byen Rio Grande afslørede at Argentina meget gerne så, at Falklandsøerne blev en del af landet. Ved grænsen kom vi pludselig i tanke om de stramme restriktioner ang. indførelse af madvarer i Chile, og vi spiste vores frokost og så meget frugt vi kunne før vi gik ind på grænsekontoret. Kirsten havde svært ved at lyve, da  - selvfølgelig kun hun - direkte blev spurgt om vi havde frugt, grønt eller andre madvarer med over grænsen, men hun svarede pænt nej, og sagde at vi kun havde chokolade og vand. Da det yderligere viste sig at vi manglede en underskrift fra Alamo på bilens toldpapirer - tog det en times tid inden de bureaukratiske grænsevagter slap os igennem.
Efter et par times kørsel på grusvej, blev vejen ekstra dårlig og efter et par hundrede meter blev vi enige om at tjekke om noget var galt. Ganske rigtigt, det venstre bagdæk hang i laser og fælgen var slemt tilredt. På med reservehjulet og 5 km tilbage for at se om vi kunne finde hjulkapslen. Nej, den var blæst væk. Efter endnu en god times tid på grusvej nåede vi frem til det lille færgeleje ved 16 - tiden,  hvor vi skulle sejles over Magellan Strædet til det sydamerikanse fastland. Her holdt lang kø, for færgen var indstillet p.g.a.hårdt vejr. Kirsten gik en tur i stiv kuling for at forhøre sig om situationen og kunne melde tilbage at man håbede på at kunne genoptage sejladsen ved 20 -tiden og at der var to små færger. Vi fordrev ventetiden med en lur, kaffedrikning, toiletbesøg og småture ned til færgelejet. Ganske rigtigt kl. knap 20 blev vi "færget over" det smalle stræde og kunne køre - ad asfaltvej til Punta Arenas, hvor vi efter nogen søgen fik os et par værelser på Hostal Paradiso - kl. 23.30 om aftenen, tilfældigvis lige overfor et folkevognsværksted. Næste morgen opdagede vi, at det nedbrændte hostel vi havde hørt om i tv  med 10 dræbte turister, lå næsten overfor vores hostel. I Punta Arenas findes et toldfrit område - Zona Francka - hvor vi havde planer om at købe noget outdoor-tøj og vandrestave til Kirsten. Forinden besøgte vi dog værkstedet, for at få "lappet" vores reservehjul. De sendte os ud til Zona Francka for at købe et nyt dæk, hvilket vi straks gjorde.Værkstedet monterede det og vi fik byttet lidt rundt, så de to bedste dæk og fælge kom forrest. Søren fik sig en jakke og Josh en ny rygsæk. Inde i byen fandt vi en god trøje til Søren, så hans billige Cuzco-model blev skiftet ud.
Fremme i Puero Natales fik vi arrangeret overnatning i Torres del Paine Nationalparken, som var vores næste store seværdighed. Turen dertil var ( igen ) flot med udsigt til snedækkede og forrevne bjergtoppe og blågrønne søer og det kan nok være at vi vågnede op, da vi pludselig kunne se "tårnene" i det fjerne. Det græssende dyreliv - med får, geder, lamaer, køer og heste - var pludselig udvidet med den sydamerikanske struds - ñandú. Fremme i nationalparken fandt vi Hosteria las Torres og efter en hurtig snack begav vi os ud på den 8 - 9 timer ( 17 km frem og tilbage ) lange vandretur til Mirador de las Torres. Mange andre havde fået samme ide, så stien var godt befolket, også med mange chilenere med rygsække, så her var ikke kun udenlandske turister. Turen gik op og ned gennem Rio Ascencio-dalen og rundt om et højereliggende gletsjerområde, hvorfra vi jævnligt hørte gletsjerskred. Vi spiste frokost nede ved floden og fremme ved "stranden", som området under udsigtspunktet hedder, begyndte vi den 600m høje opstigning gennem stenskredet. Store og små sten og kæmpe klippestykke lå mellem hinanden og det var svært at holde sig til den dårligt afmærkede sti, og når Kirsten kom udenfor stien kneb det med at følge trop. Efter et hvil halvvejs oppe kæmpede vi os det sidste stykke og blev belønnet med en storslået udsigt til den dybe grønne gletsjersø og de tre tårne lige overfor udsigtspunktet. Det var alle strabadserne værd. Kl. var 16.30 og vi havde desværre kun en halv times tid til at nyde udsigten inden vi måtte kæmpe os ned igen for at kunne nå tilbage inden solnedgang. Vel tilbage på refugiet var vi overbeviste om at vi må tilbage hertil og gå den syv dage lange vandretur - Circuit del Paine. Vi talte med to engelske damer, der netop havde "gjort den store tur" og de var helt ekstatiske.
Efter en god nat i køjesengene på sovesalen trillede vi til El Calafate, stadig i strålende sol og ad grus- og asfaltveje. Kort før byen kom vi tilfældigt forbi et lokalt racerløb med Fiat 600. Efter en del søgen fandt vi et hotel lidt uden for byen og inde i byen gik Jodie og Josh på jagt efter flybilletter til Buenos Aires og vi undersøgte mulighederne for at følge "den berømte" Rute 40 gennem Patagonien nordpå. Vi fandt endelig et par gode vandrestave til Kirsten og et par nye "lynlåsbukser" da den "californiske" model havde fået ødelagt nylonlynlåsene i et vaskeris kogevask. Om aftenen gik vi alene ud at spise og fik god lam til Kirsten og Søren fik "bife". Den var god - men ikke Iguazu - standard. Da vi ikke skulle køre så langt næste dage, kunne vi tillade os at skeje ud, så vi gik på værtshus - med bogcafe ( vi købte en bog om rute 40`s seværdigheder ) og Pink Floyd-koncert på storskærm. Det udviklede sig til natteroderi, da Anne og Morten fra Nørrebro stødte til. Vi drak "Lenin" ( øl med vodka ) og ordnede hele rejselivets verdenssituation - godt vi var gået ind til byen.
Næste morgen satte Kirsten stor pris på at hun ikke længere er ryger, for tømmermændene var såmænd massive nok., og vi havde jo aftalt med Jodie og Josh, at vi kørte ud til Perito Moreno gletsjeren kl. 8.00. Inden da skulle vi også lige finde anden overnatning i El Calafate, da vores værelse kun var ledigt den ene nat. Vi nøjedes med at rykke over på den anden side ad gaden, medens Jodie og Josh indkvarterede sig på et koreansk hostel.
Ude ved gletsjeren undersøgte vi mulighederne for sejltur på gletsjersøen. Vi ville gerne på en halvdagstur for at se mere af området, men det kunne ikke lade sig gøre - kun en entimes tur for at se - enten den sydlige eller nordlige del af gletsjerarmen. Vi valgte den nordlige ( ud fra en betragtning om at solen står i nord på den sydlige halvkugle, så måske var sandsynligheden for at se gletsjeren kælve større her???? ) men inden da, var der tid til en god tur oppe på udsigtsbalkonen, der går langs gletsjeren, på den halvø som stikker ud lige over for. Her var stadig til at komme til for mennesker og vi stod og kiggede en times tid på det samme stykke af gletsjeren. Lyder det kedeligt??? Jamen det var det ikke, for der var utroligt mange små detaljer vi fik øje på og der skete noget næsten hele tiden - små stykker der faldt af med nogle gevaldige plask i vandet, bulder og bragen inde fra tunnellerne under gletsjeren og istoppe der styrtede ned, vand og små "isbjerge der fossede frem med vandet i tunnellen, som kom ud fra gletsjerkanten. Vi tipsede på hvor det næste stykke is mon faldt ned fra forkanten, men det var vi ikke gode nok til at kunne forudse. Medens vi sad og ventede på vores bådtur, faldt et stort stykke af gletsjerkanten af med et gevaldigt plask - vauw. Sejlturen afslørede mange flere tunneller under iskanten end vi havde set med det blotte øje og gennem kikkerten. Vi sejlede langsomt frem og tilbage i behørig - 300 m - afstand og selv om det var køligt var det en betagende oplevelse. Guiden ombord fortalte at gletsjeren i virkeligheden bestod af tre, at nedbøren på over 5000mm om året - fordelt over hele året - gjorde at isen kun var ca. 600 år om at komme ned til kanten oppe fra ca. 2500 m højde, at gletsjeren var ca. 32 km lang, 5 km bred og 60 m høj, og at den på midten rykkede ca. 1m frem hver dag og på siderne ca. 1/2 m. Det er store tal for en gletsjer. Han tippede også på, hvor på kanten det næste kælv ville komme, men det så vi desværre ikke på sejlturen. En stor 300 år gammel  - "isterning" blev sendt rundt, så vi kunne brække et stykke af og smage. Så manglede vi bare lige en whisky. Efter sejlturen måtte vi op på udsigtsbalkonerne igen og i eftermiddagssolen bragede og buldrede det meget mere end om formiddagen. Vi så adskillige kælv - et enkelt lidt større. Jodie og Josh var blevet nede ved havnen og de havde set et stort kælv, hvor vandet havde plasket op i højde med gletsjerens overkant.
Det var svært - især for Kirsten at få set sig "mæt" , men trætheden fra dagen i forvejen gjorde at vi kørte mod Calafate ved 16 -tiden. Her var det om at holde Søren vågen, for han var ved at køre af vejen en enkelt gang. Vi tog afsked med Jodie og Josh ved deres hostel og måske ses vi igen i Asien i midten af maj, selv om vores rejseplaner ikke stemmer helt overens.
Efter en gang tøjvask "rapido" på det lokale lavanderia tog vi en lur, spiste hurtig aftensmad, handlede ind til den videre tur - og gik tidligt i seng.
Så var vi på egen hånd igen - på de patagoniske sletters jordveje. I byen "Tres Lagos" -tre søer - fandt vi ingen søer, men et vadested med en "hoodo" - Piedra Clavada - en høj stenformation på en tynd stilk - formet af vinden og vejret iøvrigt. Det stedlige nedlagte traktørsted ved vadestedet så meget forladt ud men en hund gøede dog af os. På tilbagevejen så vi en eneboer, som åbenbart boede her. Søren synes det kunne være et dejligt sted at bygge og bo, men Kirsten synes, at "så ville vi da først blive sære". Som ved alle argentinske byer - også de små - passerede vi en politikontrolpost ved ind og udkørsel af byen. Dog er det sjældent politiet stopper en, vi kører blot langsomt forbi, får øjenkontakt og vinker til betjenten. Er det et levn fra diktaturets tid, at man på denne måde kontrollerer folks færden??? Vi tror det. Videre nordover, kvægrist, kvægrist, gult skilt, op ad bakke, ned ad bakke, ryste, ryste, ryste, stenslag, stenslag mod bilbund, ryste, ryste, køre i hjulspor i venstre side, køre i hjulspor i højre side, køre i de to midterste hjulspor, køre i de eneste to hjulspor. Får, lamaer, køer, bæltedyr, fugle, blæse, storme, sand, sand, støv, støv. Sådan var de 2000km, men samtidig var det et flot og særpræget og alligevel afvekslende landskab, og vi havde bl.a. netop valgt at køre turen i stedet for at flyve, fordi vi VILLE se det patagoniske landskab og føle de store vidder på sletten - og det lykkedes. Midt på dagen var der sandelig en Estancia  som ovenikøbet serverede udmærket grøntsagstærte og salat, så vi fik rigtig frokost. Her kunne også købes nødbenzin, men vi sørgede hele tiden for at fylde på, når vi havde muligheden, og vi havde i Rute 40-bogen et kort med compustibles og hostales på ruten.
Sidst på eftermiddagen nåede vi til en flække kaldet Bajo Caracoles ( Konkylie??? ) på lav tank. Vi fik tanket og ledte efter en seng, hvilket vi fandt på en ussel "campingplads" 15 pesos pr. seng incl. "bademuligheder", som vi ikke benyttede os af.
Straks efter betalingen, som var forud, tog vi en afstikker fra ruten ud til Cueva de los Manos  ( Hændernes Grotte ) ved canyonen ved Rio Pinturas, hvor et folk for ca. 9000 år siden havde malet på klipperne. Vi nåede den sidste guidede tur - på spansk - kl. 19, og gik sammen med en lille flok ned i canyonen, hvor guiden fortalte om hvorledes det folk, som havde beboet området, havde levet. Oppe på sletterne om sommeren hvor man levede af at jage den lokale lamaart, samle bær og frugt - om vinteren boede man nede i kløften og levede vel af forrådet. 96% af de afbillede hænder er venstrehænder og den anvendte teknik svarer til den australske, hvor man fylder munden med farve og puster det ud over hånden, som sættes på klippen og derved giver et negativ-billede. Dyremalerier af lamaer, firben, ñandú-fodaftryk ( den sydamerikanske strudseart ) afslørede også hvordan dyrelivet og jagtmetoderne var dengang. Iøvrigt var canyonen - gæt en gang - flot, især her ved solnedgangstide.
Aftensmaden på det lokale hotel bar præg af den manglende konkurrence i byens restaurantliv og næste morgen stod vi tidligt op, rullede soveposen sammen, tissede af, sprang morgenhygiejnen og morgenmaden over og satte snuden mod den næste håbefulde by - godt 120km grusvej fremme - Perito Moreno - i håb om et solidt morgenmåltid. Undervejs kom vi forbi en højtliggende lava-klippeformation formet som en bue. Den besteg vi og indtog vores daggamle termokaffe, drikkeyogurt samt en banan medens vi nød stilheden, udsigten og følelsen af at være alene i verden. Perito Moreno bød sørme på et turistkontor men ingen morgenmad, da ingen spisesteder serverede mad på dette tidspunkt - ved 11-tiden om formiddagen. Vi måtte derfor "nøjes" med friskbagt pan, fra den lokale bager. Hun var så sød også at fylde termokanden med varmt vand, så vi kunne få nescafe til den udsøgte brunch. Turistkontoret fandt brochurer frem om nogle dinosaurer og den forstenede skov, som vi kun havde set noget om, på det ene af vores kort. De to seværdigheder lå godt nok et stykke fra Rute 40, men vi enedes om at tage afstikkeren - for afvekslingens skyld. I Patagonien er der fundet mange forstenede dinosaurer - og vi havde her chancen for at snuse lidt til dem. Efter nok en benzin påfyldning og fire timers grusvej med "adgang forbudt-skilte" alle vegne og kun biler fra et par benzinselskaber, målekabler over vejen og prøveboringer rullede vi op foran indgangen til "Den Forstenede Skov". Opsynsmanden ved indgangen fortalte os at der var flere skove i området, men dette var den største i verden og den eneste "under beskyttelse". Der skal mere end et træ til en skov og her lå forstenede træer og flød alle vegne, så  man kan med rette kalde det for en skov og turen på den afmærkede sti tog os ca. en times tid. Vi havde set ET forstenet træ i USA og det var indhegnet efter alle kunstens regler, men her - i "det beskyttede område" vadede vi rundt i og på træerne og kunne uden videre have fyldt lommerne med gratis souvenirs, men det gjorde vi naturligvis ikke. Området var iøvrigt smadderflot med forskellige rødlige farver i det måneagtige landskab og vi nød turen rundt i den stiveste kuling. I den nærliggende større by - Sarimento fandt vi først et hotel - efter igen at have været på turistkontoret. Det var dejligt at få et bad og rent tøj på og aftensmaden, som blev indtaget på et andet hotel, kunne også gå an. Således udsovet, mætte og nyvaskede mødte vi op på byens store seværdighed næste morgen - dinosaurparken med 12 dinosaurer i jern og beton i naturlig størrelse - allesammen kopier af skeletter fundet i området. Den spansktalende guide - som gav os en særrundvisning - fortalte stolt at det var byens store ambitiøse projekt at gøre denne dinosaurpark til en stor turistattraktion, for at "genoplive" byen efter den nedlagte jernbane. Projektet bestod af tre etaper og den næste var etablering af "dulcerier" - ( salg af søde sager ) i parken + en ting mere, som vi ikke forstod, MEN ambitionerne fejlede ihvertfald ikke noget, og det var en stor oplevelse for os at blive vist rundt i parken af den meget entusiastiske guide, og hver dinosauer var tilegnet en kendt person - bl.a. Charles Darwin.Vi mente måske nok at byens øvrige turistniveau trængte til et løft inden visionerne blev til virkelighed!
Fra Sarimento nød vi den luksus at køre på asfalteret vej i 4 timer - til Esquel - en turistby i det sydlige Lake District. Det lokale turistkontor hjalp os igen med at reservere overnatning i den nærliggende nationalpark -  Los Arlerces, hvor vi ville holde en dags pause og ud at vandre. Efter frokost, proviantering og benzinpåfyldning kørte vi gennem Trevelin ( en by med mange indvandrere fra Wales - og English Five o´clock tea ) ned til vandfaldet Nant y Fall - ikke Iguazu, men en lille hyggelig gåtur ved et af egnens attrktioner.
Vi nåede nationalparken ved 20 - tiden og vores overnatning viste sig at bestå af en lille hytte med kakkelovn og køjesenge - 150 pesos incl. morgenmad, manglende vedligeholdt og ingen brænde - men det blev lovet. Til gengæld var der stemning i restauranten, hvor vi spiste aftensmad efter en lille gåtur langs søbredden. Ved 23- tiden tilbage i hytten var der stadig ingen brænde og efter en rykker kom en ansat med brænde og tændte op for os - fyldte hele hytten godt med røg - åbnede alle vinduer og døre og forsøgte at lufte ud. Imedens nød vi den flotte stjernehimmel. Ved totiden var vi oppe og forsøge at genoplive ilden, men det lykkedes ikke rigtigt, så det var endnu en af de nætter hvor vi satte pris på, at vi havde taget vores soveposer med på turen, så vi ikke frøs. Næsten morgen var der rim på græsset og iøvrigt havde det været snevejr to dage forinden, men da vi nu er i Sødistriktet hører denne dag vidst med til næste afsnit, så på gensyn senere.

Dag 169-179. 16/2 - 26/2.
Lake district-Vicuña-Mendoza
Fotos

Los Alerces Nationalparken er opkaldt efter alerce-træet, som er i familie med kæmpetræerne i USA - sequorie, som vi så i Yosemite. Naturen her i Lake District minder en del om Alperne, så vi forstår godt hvorfor en del tyskere har bosat sig her. Det kommer bl.a. til udtryk i en sydtysk byggestil og tyskklingende stednavne - således f.eks. søen Lago Futalaufquen.
Vi så også nogle små alercetræer på vores lille vandretur i parken. Den dagstur vi ville have været på forudsatte en sejltur til en anden del af parken, men billetter til båden var udsolgt, så vi kørte istedet til den lille havn og gik en tur herfra over en hængebro og rundt på en halvø med flotte udsigter og Kirsten fik taget sine nye vandrestave i brug. Vandet var meget klart og rent med en mælkehvid - blågrøn farve og man fik lyst til en svømmetur, men da vandet kom oppe fra gletsjerne droppede vi den ide. Turen var med flere bjergtagende udsigter og mange steder havde vi lyst til at bygge. Vi kørte nordud af parken for Søren havde stadig ikke fået nok af grusveje, så vi tog lige 100 km mere til El Bolsón, hvor vi ved første forsøg fandt et fint hotel, El Balcon, med bjergudsigt, tog et par overnatninger - hovedsageligt for at slappe af, få vasket bil, tøj og skrevet hjemmeside. Byen er kendt som et sted, hvor folk med alternativ livsstil har bosat sig og det kom bl.a. til udtryk i en meget anderledes bilpark i byen. Et par timer på det lokale marked lørdag ved middagstid afslørede også at alt muligt kunst m.m. kunne købes. Vi spiste sund og lækker frokost bestående af egnens forskellige produkter - lokalt øl. hindbærjuice, vafler og empanadas.
Bilen fik sig en grundig omgang både indvendig og udvendig for 40,-kr, hvilket var hårdt tiltrængt da der sad sand alle vegne. Tøjvask på det lokale Lavandaria og vi fik skrevet hjemmeside på balkonen med udsigt til bjerge med sne på toppen og den flotteste solnedgang bag bjergene. Vi fulgte Ruta 40 mod nord til Zapala, spiste frokost på busstationen og så et kort hvor den gamle ruta 40 gik via en pram over et vadested ved - endnu en, Rio Grande. Det skulle prøves. Vi fandt aldrig stedet eller en sandsynlig afkørsel fra den nye ruta 40. De små veje bliver ikke afmærket.
Det var køredage så vi kørte nord på gennem den ene "by" efter den anden, og imellem byerne var der selvsagt storslåede landskaber med sletter, floder og mod vest Andesbjergene med sne. Nord for Chos Malal blev vi stoppet i en lokal politikontrol og både bil og fører blev registreret. Senere kørte vi igennem et kæmpe vulkanområde med mange små kratere og størknede lavastrømme der lå hulter til bulter. Ifølge begge vores kort var dagens rute asfalteret hele vejen, men det holdt ikke stik, idet ca. 300 km viste sig at være dårlig grusvej og derfor kom vi først frem til vores overnatning i Malargüe ved 22.30-tiden efter 15 timers kørsel, men så var Mendoza også inden for rækkevidde. Vi havde meget glæde af kompasset i Sørens ur på turen. Vi kørte vest om Mendoza mod Chiles/Argentinas største grænseovergang, som ligger i et stort pas. Her ledes al lastbiltransport fra havnebyen Valpariso igennem til det vestlige Argentina, så den tunge trafik er meget massiv her  - ved siden af den nedlagte jernbane????? Vejen dertil går først gennem vinmarker og stiger senere op til nøgne polykrome klipper langs Mendozaflodens vandrige løb. En overnatning på et skisportshotel oppe i passet afslørede at det er bjergbestigerfolket, der holder til her om sommeren. Sydamerikas højeste tinde - Aconcagua 6960 m - lå tæt ved, og ekspeditionerne holdt til på "vores" hotel. Dagen før var et norsk/dansk hold rejst fra stedet - uden at have besteget bjerget, p.g.a. dårligt vejr.
Told- og paskontrollen er det mest bureaukratiske vi endnu har prøvet, 2 timer og den ene luge vidste ikke hvad den anden lavede, de forlangte to kopier af bilens toldpapirer - hvad ingen andre grænseovergange har gjort. 4 luger senere kom vi igennem og der var en sidste frugtkontrol. Vi fortalte hvad vi havde af madvarer og efter tjek af en rygsæk gad tolderen ikke undersøge resten af bilen. Ned fra passet på Chilesiden var der hårnåle sving, lastbilerne kravlede op/ned med 5 Km/t så biler og busser lavede de mest halsbrækende overhalinger både op og ned!. Men udsigten var stadig Polykrom :-) Iøvrigt har passet en nedlagt jernbane der kunne have klaret godstransporten istedet for de 30-40 år gamle svinende lastbiler. Men her som i Danmark er togene blevet privatiseret med nedlægninger til følge. Et langt stræk senere ad Chiles highway 5 ( Motorvej - skønt for en gangs skyld ) kom vi til La Serena, hvor turisinformationen var os behjælpelig med mulighederne for at se stjerner i et observatorium i Vicuña. De var så flinke at låne os deres telefon så vi kunne reservere til samme aften kl 22:30.
Chile har mange stjerneteleskoper, fordi de kræver mange nætter med klart vejr, mørke, ren luft og bjerge ( en vis højde ). Austrailen ville være ideelt hvis dets indre havde været bjerge. Europa har valgt at lave deres næste 100m teleskop i Chile på den betingelse at Chile ændre sin gadebelysning så den ikke laver lysforurening, lyser ned og ikke op. Regeringen har lovet at rette dette inden år 2050 hvor teleskopet er færdigt. Det er en god forretning at have teleskoper. Alle udenlanske forskere er skattefrie og Chile har 10% af tiden på teleskoperne, mere end de kan bruge. Det giver veluddannede stjerneforskere og det smitter af på andre forskergrene, og der kommer mange "stjerneturister".
Vi fandet et lille hyggeligt hotel i byen Vicuña og en hurtig pizza senere var det tid til at komme til observatoriet, en 25 min køretur i bil i kolonnekørsel. På observatoriet blev vi delt i to hold, et spansk- og et engelsktalende. Den meget informative og vidende amatørastronom, der var guide, fortalte om stjerner og planeter. Han viste os, med laser og i et 30cm teleskop, Saturn's ringe og nogle af planetens 52 måner, Magellan's to stjernehobe og galakser. Vi fik udpeget Inkaslangen i Mælkevejen - det mørkeste område m.m. Der var adskillige stjerneskud og senere indendøre så vi mere i et 50cm teleskop. Det hele blev afsluttet med en dybere forklaring af hvad vi havde set ved hjælp af et computerprogram kaldet "Starry Night", der kan downloades gratis. Ialt en meget god oplevelse. Vi blev også lige bekræftet i, at vi havde fundet og placeret Sydkorset rigtigt på den sydlige stjernehimmel og fik lært at finde syd ud fra Sydkorset - og fik at vide, at den komet vi havde set i Bolivia hed Macnaught og at den havde været på himlen i 9 aftener.
Bilen skulle afleveres i Mendoza så vi måtte tilbage over grænsen til Argentina og vi gad ikke forrige grænsemareridt en gang til, så vi ville prøve den øde tur over Pass del Aqua Negra. Turistbureauet fortalte, at den chilenske grænse var åbent 9 til 17. Inden vi forlod Vicuña - som vi gerne havde brugt et par dage mere i - havde vi haft tid, måtte vi besøge en Piscofabrik, interessant og der blev købt lidt gaver. Hurtigt videre mod passet så vi kunne komme over i tide, turen gik gennem øde landskaber og pludselig var den Chilenske grænsekontol der, sød lille kontol med effektiv told og passtempling. Der var dog et lille problem med at vi havde mistet vore opholdstilladelse ved sidste grænsekontol - der havde lavet en fejl. Vi skulle dog blot skrive en ny, så havde han sin ryg fri!. Det gik straks opad mod passet og vi passerede den ene polykrome udsigt efter den anden og her kunne man virkelig tale om at føle sig alene i verden. Vi mødte på den godt 200 km lange tur fem modkørende og tre medkørende heriblandt nogle amerikanere der var på vej den anden vej. De stod ved deres store 4x4 - os ved en lille golfefterligning - og fortalte at vejen var "frygtelig". Det havde taget dem hele dagen at nå 2/3 af vejen! Enten er VW eller chauføren meget god, vi klarede turen på 3 timer men fik så ikke gjort de stop og gået de småture vi havde lyst til. Ved passets højeste punkt, officielt 4765m men Sørens nye ur sagde 4580m og 600 mBar, var grænsen og det var hundekoldt i shorts og t-shirt med permanent is omkring os. I dette pas kunne vi godt have brugt en hel dag med kørsel og vandreture, men vi skulle være ved den Argentinske kontrol før 17 - troede vi - så ned gennem de mest betagende hårnålesving, med flotte poly....  Kl 17 opgav vi at nå paskontrollen i tide og satte farten lidt ned og nød det hele. Ved paskontrollen kl ca 18 blev vi modtaget af en pasbetjent der hentede passet ved bilen, stemplede og afleverede det igen, virkelig service. På forespørgsel om åbningstider fik vi at vide, ingen bekymring, der er altid en betjent til de få, der kører denne vej! Ca 50 Km længere fremme var den argentinske told, igen hurtig service. Vi mødte to motorcyklister vi have hilst på i passet og de anbefalede et hotel lidt længere fremme. Vi fandt hotellet, efter en meget påtrænget og dyr benzinpåfyldning: Hotellet viste sig at være en helseting fra 60érne med manglende vedligeholdelse, pool og varme bade etc. Fint nok og vi hoppede straks i, og vi kunne vælge mellem 38,39,40,41,42,43 og 44 C med max opholdstid på 15 min. og man kunne mærke det var hårdt for hjertet at gøre den umulige opgave at holde kropstemperaturen nede på 37 grader i 40 C varmt vand. Om det er sundt? Efter helsedinner ( med en flaske rødvin for at kompensere lidt for alt det sunde ) og ditto morgenmad var vi friske til turen sydpå til Mendoza. Da regningen skulle betales snød receptionisten sig selv for halvdelen af beløbet, og da vi ikke syntes opholdet var de 700 kr værd, sagde vi ikke noget. I morgenaviserne den morgen var overskriften det jordskælv, som havde fundet sted aftenen i forvejen - kl. 22.15, hvor vi havde siddet og spist aftensmad - uden at mærke noget. Heldigvis var der ikke sket noget nogen steder, men undskyld, det lyder måske ikke særligt pænt, men vi havde nu i ca. 5 måneder opholdt os i jordskælvsområder og snakket om at det kunne være "spændende" at opleve et LILLE skælv, og her var det, og så havde vi ikke engang mærket noget. ØV.
Vi valgte de tykke streger på kortet - da vi var lidt trætte af grusveje. Umiddelbart før Mendoza kom vi igennem en frugtkontrol, da man i det store vindistrikt ville undgå diverse svampe, frugtfluer m.m. Kirsten afleverede et par pærer og vi slap for yderligere kontrol og listede igennem et desinficerende undervogsskyl. I Mendoza prøvede vi et par billige hoteller, som ingen ledige værelser havde. "Tilfældigt" kom vi ind på Grand hotel Ballbi med fin hall, lounge, cafe, lukket parkering, internet og professionelt personale og det bedste var at det ikke var overdrevet dyrt. Det var lækkert at blive seviceret og bo lidt luksuriøst efter de mange dage på de støvede veje. Vi behøvede kun at kigge på vores 18 kg tunge rygsække før der var en picolo der transporterede dem op på 3. sal.
Portien var behjælpelig med alle de spørgsmål vi havde - hvor kunne vi undersøge prisen på flybilletter til Santiago ( Vi gad ikke 7 timer i bus og den besværlige grænseovergang Los Libertadores en gang til ), en vintur, internationalt posthus med pakkeforsendelse, vasketøj og en god restaurant med videre. Det blev nu til en busbillet til Santiago, da en flybillet kostede over 2000,-kr og bussen ca. 130,-kr. Vi osede lidt rundt i Mendoza, som har mange store åbne skyggefulde plazaer. Det var ved at være sidste udkald for køb af argentinsk poncho og gauchohat, så vi gik på jagt men handlede dog først den efterfølgende dag. En længere gåtur til aftensmadsrestauranten - fordi vi ikke kunne få nogen taxa - skærpede appetitten, men vi måtte sande at store bøffer ( mindst 500 g stykket ) ikke nødvendigvis er ensbetydende med kvalitet.
Poncho og hat blev indkøbt fredag formiddag og bilen blev også afleveret. Efter de godt 6000 km på de argentinske og chilenske veje - heraf godt 2000 km på grusveje fik vi en ekstra regning på 350,-kr for en ødelagt fælg, og det var vi godt tilfredse med, da der var flere småskader som vi slap for at betale. Så var det tid til at se lidt på hvor 70% af Argentinas vin produceres. Området er ret tørt, men den vandrige Mendozaflod gør kunstvanding mulig og Maipodalen er ideel til vindyrkning. Vi besøgte to "vingårde" - Baudron, hvor det meste af produktionen var automatiseret og en mindre familieejet "fincha" Don Arturo, som var økologisk og lidt gammeldags drevet. Heldigvis var rundvisningerne på engelsk, for især Kirsten var nået et punkt, hvor hun var blevet lidt træt af at anstrenge sig så meget for at forstå det spanske og så alligevel kun få fat på en brøkdel af indholdet. På den sidste vingård var høsten af merlotdruer netop begyndt og vi fik set et læs druer ankomme og læsset af. Ud over merlot dyrkes der også cabernet sauvignon samt syrah og malbecdruer i Maipodalen. Olivenproduktion finder også sted i området, så vi besøgte også et olivenoliepresseri.
Lørdag formiddag brugte vi en time på posthuset, hvor det viste sig at være meget dyrere at få sendt pakke hjem end fra Buenos Aires. Selv om vi spurgte hertil flere gange, ja så var der ikke noget at gøre, og vi fik desværre ikke sendt alt det vi ville. Resten af dagen stod på skrivning af hjemmeside og pakning. Lidt triste og vemodige forlod vi Argentina næste morgen. Landet havde budt på især flotte naturoplevelser, imødekommende mennesker og en nærmest vesteuropæisk levestandard og kultur, som vi trængte til efter især Bolivia. Ved den chilenske grænseovergang Los Libertadores havde tingene ikke ændret sig siden vi passerede den 6 dage tidligere. Nu var vi med bus, og alle passagerer måtte ved hver ny skranke stå på rad og række og ingen skranke påbegyndte behandling af papirer eller kontrol af bagage før alle passagerer var igennem den foregående "skranke" og igen stod på rad og række. Vi nøjedes dog med 1 1/2 time ved grænsen denne gang. 3 engelske bjergbestigere, som havde besteget Aconcagua 6960m ( højeste bjerg i Sydamerika ) havde bøvl med at få deres klatreudstyr igennem tolden. De fortalte at sidst de krydsede grænsen, havde de bestukket tolderne, men det turde de ikke her hvor der var videoovervågning. Kirsten meldte sig som tolk da situationen var ved at gå i hårdknude, da ingen af klatrene talte spansk og tolderen var meget insisterende, og selvom Kirsten kun forstod lidt af hvad der blev spurgt om, så løste situationen sig og klatrerne slap for at tømme hele bagagen.
Hotel Balbi havde været behjælpelig med at reservere overnatning i Santiago så vi var fri for at "gå fra dør til dør" med rygsækkene på for at finde overnatning. Vi var jo blevet lidt uvante med at slæbe rundt på rygsækkene så vi tog en taxa til hotellet. Det viste sig at vi boede i Santiagos "p-kvarter" på et tyskejet hotel, så her herskede "ordnung muss sein" - skønt. Desværre boede vi ucentralt i forhold til offentlig transport, så vi betalte 1600 pesos - 16,-kr for en taxa til et kvarter med gode restauranter. Da vi skulle tilbage igen - efter god mad og god kaffe - bemærkede vi godt at taxameteret var lagt ned i forruden, men det spejlede sig i ruden og viste 4840 pesos og det bevægede sig ikke på turen. Da vi stoppede ved vores hotel blev det rejst op, og vi blev meddelt at prisen for turen var 4840 pesos. Nu var vi ikke så "grønne bag ørerne" i Sydamerika længere og Chile er et civiliseret land, så vi brokkede os -og da han fortsat insisterede bad vi prompte om hans taxalicensnummer og så fik han travlt med at få os værfet ud af bilen. Vi betalte de 1600 pesos turen retteligt kostede og var en erfaring rigere. Frem over spørger vi om prisen, hvis taxameteret ikke sættes til, når vi sætter os ind i bilen.
Det viste sig næste formiddag at vi boede i den rigtige bydel, for de ting vi skulle have ordnet - Mundo Astronomico ( hvor Søren købte laserpen  ), en boghandel med kort og bøger om både Påskeøen og Australien, flere rejsebureauer hvoraf vi besøgte et, for at høre hvad de kunne tilbyde af overnatning og ture på Påskeøen - og så gik vi derfra med oplysninger om "en pakke", som vi ikke købte, men så var vi blevet lidt klogere på et "skelet" til vores dage på Påskeøen, som vi ikke rigtigt havde fået læst noget om. Det hotel vi - kun ud fra prisen - havde forsøgt at booke på Påskeøen meldte alt udsolgt, vi måtte vinge den og finde noget når vi kom til øen.. Da vores Hellerup-hotel som sagt lå lidt "ucentralt" fik vi også booket et værelse på et lille hotel ( Casa Condell ) nær metro, og afleveret den bagage vi ikke skulle bruge på Påskeøen - til opbevaring. Santiagos centrum viste sig fra en pæn side - pænere og mere kosmopolitisk end mange af de europæiske storbyer vi har besøgt, og chilenerne har en moderne og selvbevidst fremtræden. i Santiagos lufthavn stødte vi igen på "god smag" - en restaurant med rigtige Arne Jacobsen "7ér - stolen". To steder i Sydamerika ( Iguaçu og Santiago ) har vi set kopier af stolen i tykkere træ og med en lille ændring af formen.

Dag 180-188. 27/2 - 7/3.
Påskeøen, Santiago de Chile.
Fotos

Historie

Påskeøen - Rapa Nui - Te Pito O Te Henua  - Isla dePascua - er alle navne for den samme ø, som er det mest øde sted på jorden der er beboet ( 27o 09' syd og 109o 26' vest ). Øen er næsten trekantet (166.6 km2) og ligger omkring 3700 km fra Tahti, 3600 km fra Chile og 2.200 km fra den nærmeste beboede ø Marquesas. Rapa Nui blev skabt for ca. 2,5 mil. år siden af af tre store vulkaner, Poike, Rano Kau og Terevaka samt en masse småvulkaner.


1722: Jacobo Roggeween opdagede øen Påskedag d. 5 April 1722, deraf navnet. Herefter opfandtes øens skriftsprog Rongo - Rongo.
1774: Kom James Cook til øen og han kortlagde øen og beskrev med sin sædvanlige grundighed livet på øen.
1862: Den Peruvianske kaptajn Antonio Aguirre ankommer med 7 skibe og tager 1000 indfødte som slaver med tilbage til Chinchas ud for Perus kyst, hvor de blev sat til at indsamle guano. Blandt de tilfangetagende er også de få der kan læse Rongo-Rongo. 15 slaver overlever og kommer tilbage med kopper, som næsten udrydder befolkningen fra 4000 indbyggere til 111 i 1877. Da øens befolkningstal således har været meget lavt, er mange mundtlige overleveringer gået tabt, og det har været begrænset hvilke oplysninger der er bevaret om øens historie og liv og det er måske dette, der yderligere har været medvirkende til de mange modsatrettede forklaringer og teorier, der er om øen den dag i dag.
1888: Policarpo Toro fra Chile ankommer d. 9 September og anektere øen i Chiles navn.
1956: Thor Heyerdahl besøger øen og danner sin teori om at den første befolkningsgruppe kom fra Titicacasøen i Sydamerika.
1960èrne: Etableres flyforbindelse til øen. Der kunne nu medbringes brændstof til både frem og tilbageturen.
1985: Nasa forbedrer og udvider øens landingsbane, for at kunne bruge den som nødlandingsbane for rumfærgerne. Herefter begynder turismen så småt at tage fat, og selv om øen ikke overrendes af turister, så er turisme idag et af hovederhvervene på øen.

Kort over Påskeøen

Man mener at øen blev befolket i to indvandringsbølger, år 400 og år 1200. Nogle mener de første kom fra vest, Thor Heyerdahl mener de kom fra Sydamerika ( Titikaka søen i Peru ). Anden bølge kom fra Tahiti. Øens kultur og historie har meget tilfælles med det øvrige Polynesien, som Påskeøen er den østligste del af. Rapa Nui har idag ca 4000 indbyggere hvoraf ca. halvdelen er "indfødte" og den resterende del chilenere fra fastlandet, som har bosat sig her. Næsten alle lever i, den eneste by på øen, Hanga Roa. Dette skyldes at et fåreavlsfirma fik græsningsrettighederne over øen, og de indhegnede byen og forbød befolkningen at bosætte sig udenfor. Ca. 2000 heste går frit rundt på øen, da det er et statussymbol blandt unge mænd at eje mange heste. Alle er brændemærket, men de er til farer for den sparsomme vegetation og trafikken. Næsten ligeså mange hunde løber frit omkring.
Før vi ankom til Påskeøen mente vi at 6 dage til besøget måtte være rigeligt og at vi ville få god tid til at slappe af, læse en bog o.s.v. men her tog vi fejl.

Man mener at moaierne - statuerne - er rejst overkiggende landsbyerne for at ære forfædrene og at moaien i det øjeblik den var rejst og fik øjne var i besiddelse af "Mana" - en overnaturlig kraft. Statuerne var rejst på et alter - Ahu - hvorunder knogleresterne af de afdøde blev lagt, efter de havde ligget 1 - 2 år til tørre på et stativ ved siden af helligdommen - ahuen.
Alle landsbyer ( ca. 11 ) lå ved kysten og moaierne var placeret, så de kiggede ind over landsbyen og den hellige plads foran og derfor står alle moaier med ryggen til havet ( med en undtagelse, hvor landsbyen har været placeret længere inde i landet ) Det har været de betydningsfulde, der har boet langs kysten, medens menigmand boede inde ved markerne på øen. Alle moaier blev væltet - og således frataget deres mana/kraft - under en slags borgerkrig - formodentlig i 1700 -tallet ( mellem Roggeweens og Cooks besøg ). Man mener krigen skyldes overbefolkning og mangel på ressourcer ( mad og træer ) og menigmands oprør mod aristokratiet. Nogen mener befolkningen var delt i to grupper - kortører i øst og langører i vest. Langørerne kontrollerede kortørerne som blev en slags arbejdere og de fleste moaie afbilleder langører.

Antal moais: 887
På en Ahu: 288
I brudet: 397
I transport: 92

Tirsdag d. 27/2

Ved ankomsten i lufthavnen blev vi modtaget med blomsterkranse og henvendte os ved vandrehjemsskranken og fik et billigt værelse med bad, morgenmad og køkkenadgang.  Vi gik en tur hvor Søren fik en gang masssage på sine ømme "køre - skuldre/arme" og Kirsten fik sig en eksotisk hårklipning af en transvestit med flotte kunstige bryster og i en frisørstol, hvor Kevin Costner har siddet, da han i 90èrne instruerede en film om Rapa Nuis sidste dage - en film vi så i den lokale "biograf" om aftenen. Vi fik også hilst på de første moai'er ( statuer ), som var genrejst nede ved havnen.
De fleste dage kokkerede vi selv - hovedsagelig pasta - da prisniveauet er en del højere ( som i DK ) end i Chile. Således også denne aften, hvor vi fik lært de forskellige beboere på vandrehjemmet at kende og hørt lidt om deres oplevelser på øen.

Onsdag.

Vores naboer Helen og Jon fra England tilbragte vi en del tid sammen med både på ture og på vandrehjemmet. Vi lejede en bil sammen og kørte på en rekogniseringstur rundt på øen, men da vi blev grebet af det vi så nåede vi kun halvvejs rundt.
Første overraskelse var en Inkamur. Hvad lavede den på Påskeøen? Vi var fulde af forundring. Senere fik vi forklaret, at inkamure er massive, men det var denne ikke, og det vidste vi jo egentlig godt. Men stadigvæk, så var dækstenene formet og sat sammen som inkaerne gjorde det???? Langs sydkysten så vi flere steder med væltede moaier på sammenfaldne ahuer - altre.
Næste stop efter flere væltede moaier, var ved de 15 genoprejste statuer, som et japansk kranfirma Tadano sponsorerede 1992 - 95 og blev verdensberømt på - i Japan. Stauerne var blevet væltet under "borgerkrigen" men en tsunami i 1960 havde flyttet rundt på kropsdelene - nogle 100 m inde i landet andre ude i vandet. En enkelt moai havde Pukau - rød hat - på og flere hatte lå på jorden. Kranfirmaet har ikke genrejst moaierne så nøjagtigt som de indfødte gjorde og derfor kan kun en enkelt bære vægten af hatten. Herefter kørte vi videre til Rano Raraku vulkanen, hvor moaibrudet ligger, herfra kommer næsten alle moaier. Det var meget imponerende at opleve mange moaier under "produktion" flere steder langs yderkanten af krateret, og flere stod klar til "Salg" neden for brudet. Flere steder var kun hovedet synligt men nedenunder lå resten af kroppen begravet af århundredes jorderosion. Den mest ambitiøse moai ligger stadig halvfærdig i brudet og er imponerende med sine 21 m i højden og næsten 200 tons. Den største der er placeret på en Ahu er 10m. Efter en god gåtur, som myrer blandt kæmper, kom vi ind i krateret, hvor flere moaier var ved at blive hugget ud. Krateret har en smuk sø med totorasiv ( som i Titicacasøen ) og et sted er der en lavning i kraterkanten og det er her man mener at moaierne er "gået" over. Det er stadig en gåde hvordan de har kunne flytte disse kæmper, men ifølge overleveringerne "gik" statuerne selv, et lille stykke hver nat ( ved præstens mana? ). En matematiker har beregnet at tyngdepunktet er lavt nok til at man med et reb rundt om "foden" har kunne "vrikke" statuen, så den "gik". Rundt om på øen ligger der flere væltede, og brækkede, moaier der er faldet under transporten. Alle moaier i brudet og under transport er uden udhugninger til øjne, de blev først lavet når de stod på Ahuen og blev indviet. Vi havde ikke medbragt madpakker og det er umuligt at købe noget uden for hovedbyen - Hanga Roa, så da tiden løb afsted spiste vi vores frugt og kiks som frokost og holdt os "kørende" til vi kom tilbage til Hanga Roa - tre stop længere fremme. Efter et kort stop ved den største væltede moai ved Te Pitu Kura ( Verdens Navle ) og den magnetiske sten, der repræsenterer "Verdens Navle" kastede vi os i bølgerne ved den den flotte Anakena Strand. Skønt at blive afkølet og skyllet i høje bølger med kraftig understrøm.Ved stranden står også fem velbevarede genrejste moaier, og en, som Thor Heyerdahl genrejste på 9 dage sammen med 12 lokale i 1956. Tilbage på vandrehjemmet sørgede vi for at skylle pastaen godt ned med øl og papvin - så godt at Søren havde tømmermænd dagen efter.

Torsdag.

Søren var "blevet gravid" - morgenkvalme, så Kirsten fik endelig lidt tid til at få læst op på Påskeøens mysterier. Ved 14 -tiden var Søren klar igen, så vi gik en tur på det udmærkede museum, hvor det tog to timer at gennemlæse det udleverede manuskript på engelsk samt at studere plancher og genstande. Museet var meget nøgternt og holdt sig til fakta og teoretiserede ikke så meget. De nærliggende restaurerede moaier - blevet besøgt og vi så den eneste moai, der har fået øjnene tilbage. Hvor alle øjnene iøvrigt befinder sig vides ikke, men man mener de blev destrueret under borgerkrigen.
Denne aften begrænsede vi morskaben og gik tidligt i seng.

Fredag.

Vi havde efterhånden så mange ubesvarede spørgsmål at vi deltog i en heldagstur med en guide, som vi havde fået anbefalet - China. Turen gik desværre kun til de stedet på øen, som vi havde besøgt selv om tirsdagen, men da vi havde taget alle billederne uden de 24 andre turister, der deltog i turen, kunne vi koncentrere os om, hvad China fortalte og havde hende lidt for os selv, når de andre tog billeder. Turen var ikke spildt, idet vi fik ting og sager at se og at vide, som vi ikke havde læst os til - således fik vi udpeget en moai i brudet, som Thor Heyerdahl havde udgravet. Moaien havde et vestligt skib og en tøjret skildpadde udhugget på maven, så det tyder på at en sejler eller en lokal har lavet grafitti efter 1722. Det var almindeligt for folk i Polynesien at medbringe havskildpadder ombord på deres kanoer, når de sejlede ud, fordi skildpadderne altid kan finde hjem igen, hvis al anden navigation mislykkes. Da vi kom hjem sammenlignede vi vores nyerhvervede viden med det engelske par, som havde været på en anden tur, og det var sjovt at erfare at de to guiders forklaringer ikke altid stemte overens. Var vi blevet klogere eller forvirrede på et højere niveau?? Dette er nok typisk for studier af Påskeøens historier, da megen viden er baseret på teori. Om aftenen var vi ude at spise fint, da vi var trætte af pasta til aftensmad - i tre dage.

Lørdag.

Tiden var ved at løbe fra os, og vi havde stadig kun set halvdelen af øen, og vores tatoo-mand var lukket, hver gang vi gik forbi for at få den tatovering vi havde besluttet os for at få på øen, allerede inden vi tog hjemmefra.Vi lejede igen Suzukien og kravlede op til kraterkanten på Rano Kau. På vej op tog vi et tysk par med. De var på 6 års jordomsejling - misundelige!
Vi havde det hele for os selv på toppen og gik en flot tur ud mod havet og resterne af den ceremonielle Orongo-landsby. Her har man genetableret bygningerne, sådan som man mener de så ud med bådformede huse, som her er lavet af sten og ikke af siv og træ som på resten af øen, fordi stedet her er meget vindomsust. Orongo var stedet hvor den årlige "Birdman"- konkurrence fandt sted, en ny kultur der formodentlig opstod efter borgerkrigen. Rituellet gik ud på at hver stamme udpegede en deltager, der skulle kravle ned ad de 200 m stejle klipper, svømme ca. 2 km ud til øerne Motu Iti eller Motu Nui og bringe det første terneæg tilbage i hel tilstand. Den deltager, der første kom tilbage havde så retten til at udpege hvem der skulle være øens overhoved det næste år. Næste stop var brudet hvor pukao - hattene blev produceret - Puna Pau. Der lå små 30 hatte spredt rundt ved brudet - klar til afhentning og senere færdiggørelse ved ankomsten til en Ahu. Mærkelig nok ligger der ikke nogen pukaos under transport rundt på øen. Videre til A Kivi - syv genrejste moaier, som står lidt inde i landet - overvågende en landsby. Vi ledte lidt efter nogle grotter i området og fandt dem endelig. De viste sig at være med åbning i begge ender - og vi formoder at de er dannet af meget varme lavastrømme, som er løbet igennem et køligere lavaområder under størkning. Den ene grotte var meget imponerende - par hundrede meter lang med en sø og bregner. Vi så også aftryk af en indespærret palmestamme. Herefter trængte vi til en sen frokost og en dukkert og kørte igen til Anakenastranden, hvor vi mødte Helen og Jon, der var gået hele vejen der op og de fik et lift hjem.
Om aftenen spiste vi igen ude og var til polynesisk show med Kari Kari Cultural Ballet. Her fik vi god valuta for pengene - et time langt show med dans og musik af 26 deltagere - en flot og medrivende oplevelse med kokos-bh'er og det hele.

Søndag.

Det var arbejdsdag, hvor vi sad ude på verandaen og skrev hjemmeside.

Mandag.

Rejsedag til Santiago. Men forinden haved vi en aftale med Tatovøren kl 9:00 men han brændte os af:. Herude er man meget tilbagelænet, han gad nok ikke idag. Den anden Tatovør i byen var ved at åbne, da vi kørte forbi på vej til lufthavnen, men han ville kun lave polynesiske tatoveringer - i overensstemmelse med sin reglion?.
I lufthavnen, hvor man skal være 2 timer før afgang - international lufthavn - blev souvenirbutikkerne endevendt, med køb af to trøjer og en "lokums-plakat" til følge.
Flyturen begyndte med at vi blev sprøjtet i fodhøjde med "ufarlig" insektspray( ? ). 5 timer senere landede vi i Santiago lufthavn, tog en taxa til vore hostel,  og gik ud og spiste en rigtig god middag + værtshus besøg.

Tirsdag.

Vi sov længe, skrev hjemmeside, sov igen, hentede burger og gik i bad. Om aftenen blev vi hentet af Marcela og var på peruviansk restaurant at spise sammen. Juan stødte til og sammen fik vi genopfrisket vores minder fra Inkaturen og snakket lidt om vores rejse og deres liv i Santiago. Det var rigtig hyggeligt at være sammen igen og vi skiltes ved 23 -tiden.

Onsdag.

Stod op kl 9:00, pakkede og skrev hjemmeside. I løbet af de to dage vi boede på dette hostel sad vi i spisestuen og skrev hjemmeside - og det var praktisk for både ejer og øvrige gæster, som ikke talte så godt spansk. Kirsten blev brugt som tolk tre gange.Ude at spise frokost og sende en lille pakke hjem, med de ting vi ikke måtte sende fra Argentina. Gik en tur gennem parken hjem, fandt ryksækkene og tog metroen til lufthavnen. Vi stod 1 time i kø før vi kunne tjekke ind. Vi var i god tid, da vi har hørt om folk, der ikke er kommet med flyene fra LAN og Quantas, da de to selskaber er slemme til at overbooke flyene. Kirsten spurgte om vi kunne blive opgraderet til Business, men nej - alt udsolgt. Vi fandt vores Diners Lounge i lufthavnen, drak gratis kaffe, vin og øl medens vi svarede på mails. Efter 13 timer i fly landede vi i Auckland hvor vi strakte ben i 1.5 time før vi skulle ombord igen. Vi fik nye pladser i flyet, business class, skønt. Her kunne sæderne lægges ned, så man kunne sove ordentligt. Hvorfor vi blev opgraderet ved vi desværre ikke.I Sydney fik Kirsten vasket vandrestøvler i tolden da frugtkontrollen ikke synes hun havde gjort det godt nok. En boghandel og en brunch senere ankom vi til vores Ibis hotel. Her fandt vi med lidt besvær den pakke som Sørens mor havde sendt til vore veninde Carrie, som havde leveret den til det forkerte hotel!

Dag 189-201. 8/3 - 20/3.
Sydney-Tasmanien
Fotos

Der var engang to Fairy pingviner, Hr og Fru Fairy. De sad i Danmark og planlagde en tur rundt om jorden. 10 dage på Tasmanien, 4 - 5 dage til Uluru og 6 uger i resten af Australien, - det må være nok, men de blev klogere. Efter 6 måneder i Amerika og på Påskeøen ankom de til Sydney og tjekkede ind på Ibis Airport Hotel da de skulle videre til Tasmanien 2 dage senere og havde jetlag, så de skulle sove meget. De glædede sig meget til en pakke fra Hr. Fairys mor, men den var slet ikke kommet til hotellet, så de måtte lave lidt detektivarbejde og fandt pakken på nabohotellet - heldigvis, for her var ikke bare campingudstyr, men fire "rigtige" læbepomader til Fru Fairy og så et par Billedblade fra Danmark, som blev studeret i flere timer. Og tænk sig, pakken havde været på en spændende tur fra Præstø til Sydney, for i Australien er man meget strikse med hvad man indfører, så da den papkasse tingene var sendt i engang havde været frugtkasse i Danmark, ja, så havde pakken været i karantæne hos de australske toldmyndigheder, og Fairys australske veninde, Carrie, havde så afleveret pakken på det forkerte hotel.
 "Vi snakkede om at købe bil her i Australien", sagde Hr Fairy, "Vi kunne da godt gå på Kings Cross Carmarket og se hvad man kan få", svarede Fru Fairy. Således, efter en tur med dobbeltdækker s-toget, ankom de til Backpackers Bilmarked og fandt ud af, at de alle var gået hjem for i dag! Men de kiggede lige på de biler der stod til salg. Et par van'er og nogle Ford Falcon'er alle til priser mellem 1500 og 7000 AUD. "Skulle vi ikke tage en tur Downtown og spise", spurgte Fru Fairy. "Jo det kan vi da godt", Ved Circular Quay fandt de et fint spisested med udsigt til Operahuset. De fik fin mad og huskede at skåle for Eva på Glimvej, som havde fødelsedag. "SKÅL Eva," råbte de i kor og tjeneren tog et fint billede. Fairys havde jetlag og var lidt matte så de skyndte sig hjem i seng.
Næste dag tog de igen på bilmarkedet og nu var de her alle sammen. De så sultne efter Fairys. "Vil de mon købe vores bil"? Der var en pige, Caroline, med en gammel Toyota HiAce som hun og kæresten selv havde indrettet med soveplads, gasbrænder og køleskab, sengetøj og det hele.. Det så interessant ud, men 5250 AUD for en bil fra 1985. Hr og Fru Fairy havde ikke prøvet at købe bil i Australien før, så de tog elevatoren op til kontoret og fik en snak om hvordan man gjorde her. Det er ikke kompliceret sagde manden, man udfylder bare disse papirer og sender dem ind så kommer der en ny registreingsattest tilbage. "Fint" sagde Fairys. Uden for kontoret kunne de ikke rigtigt komme videre, den der Toyota var lidt interessant. Hr Fairy sagde "Skal vi ikke kigge lidt mere på den Toyota og prøve at få den ned i pris, hun var jo sulten efter at sælge". "Vi kan godt kigge men ikke købe før vi har været på Tasmanien og i Alices Spring", svarede Fru Fairy. "Ok". De kiggede oppe og nede og hele vejen rundt - Lidt rust her og der, ingen Air-condition og ingen servostyring. Caroline kunne oplyse at der var "ny" motor i, en Hemi fra en Valiant med lidt mere skub i og automatisk gearkasse. Den brugte "lidt" olie, gearolie og vand. Fairys forklarede deres situation om at de skulle til Tasmanien og Alices Spring før de kunne hente bilen, Det havde Caroline ikke noget imod, den kunne bare stå hos hendes søster til de kom tilbage. Fairy tilbød Caroline 4000 $ og de endte på 4400 AUD $. De gik alle på kontoret og skrev papirer. På vej ud af bilmarkedet tænkte Fairy "Så købte vi alligevel bil selv om vi havde aftalt at vente til vi kom tilbage fra Alice Springs".
"Nå,  Fru Toyotaejer, hvad skal vi så resten af dagen" sagde Hr Fairy. "Vi skal ind og se på Botanisk Have og Operahuset, så vi ikke tænker på bilkøb" sagde Fru Fairy. Inde på havnen tog de en taxa ud til Mrs. Macquarie's Chair med udsigt til bugten Farm Cove, Operahuset og Sydney Harbour Bridge. Mrs. Macquarie var gift med Mr. Macquarie, som var den første guvernør der havde en vision om Sydneys byudvikling ud over at byen skulle være en fangekoloni. Macquarie "ansatte" en fange, der havde evner som arkitekt,  til at planlægge og tegne en by og anlagde også vejen ud til det, der senere er blevet Mrs. Macquaris Chair, fordi Mrs. Macquarie hver dag gik ud på pynten og sad og nød udsigten, selv om der ikke var Operahus og bro endnu. Mr. Macquarie fik nogle fanger til at udhugge en stol i klippen til fruen. Det var fint vejr og Fairy gik rundt om bugten igennem Botanisk Have til Operahuset, "Det er en dansker der har tegnet det der hus" sagde Fru Fairy, "Og han fik ikke engang lov til at bygge det færdigt", sagde Hr Fairy og de gik rundt om huset med danske møbler og lamper indeni og beundrede det specielle design. "Jeg synes jeg kender huset", sagde Fru Fairy. "Jamen, vi har da også været her før", sagde Hr Fairy.
"Skal vi ikke gå over til Darling Harbour og se en Imax film", spurgte Hr Fairy. "Jo" sagde Fru Fairy og efter en lang gåtur gennem Sydney og over broer nåede de Imaxbiografen. "Er der noget vi gider se", spurgte Hr Fairy mens Fru Fairy studerede filmudbuddet. "Nej, ikke noget der interesserer mig, skal vi ikke bare tage hjem", sagde Fru Fairy. Der var lang vej til S-toget, men frem kom de, selv om de måtte sno sig mellem alle lørdags-bygængerne, der var på vej på bar.
Næste morgen kl. 5:30 blev Fairys vækket af brandalarmen, "Skal man så stå op" spurgte Fru Fairy, "Det ved jeg ikke, jeg prøver at ringe til receptionen" sagde Hr Fairy, "Is this alarm real?" "No it's technical", svarede receptionen. "Du kan godt sove videre, det er en fejl - men nu kan vi lige så godt stå op, når vi nu er vågne", sagde Hr Fairy og gik i bad. Efter den dyre morgenmad på hotellet, mente Fru Fairy at de skulle skrive hjemmeside, nu når de var i så god tid. Fairys skulle tjekke ud kl 12 og med flyveren kl 14 til Hobart på Tasmanien. "Kan du huske hvad vi lavede på Påskeøen?" spurgte Fru Fairy. "Nej det er jo flere dage siden, men vi mødte jo Helen og Jon, kan vi ikke skrive noget om at de var vores naboer på vandrehjemmet", og sådan gik snakken og skriverierne frem og tilbage. De nåede endog at uploade Påskeøens-afsnittet, før de tog afsted mod lufthavnen og Hobart men de havde vidst ikke fået læst ordentlig kerrektur på det!

"Er det ikke her Prinsesse Mary kommer fra" spurgte Hr. Fairy, da de var landet på "Tassie". "Jo, hun kommer skam fra Hobart, så skal vi ikke finde et sted at sove der". Det gjorde de så, og det var sandelig en hyggelig og pæn by, der var en prinsesse værdig. "Hvor mon prinsessens stamværtshus er", spurgte Hr. Fairy. "Prinsesser går ikke på værtshus, de går på café", svarede Fru Fairy, og dem var der i sandhed nok af i den søndagssøvnige by. Fru Fairy var endnu ikke kommet sig helt over sit jetlag, så hun lod Hr. Fairy om at sørge for passende køretøj til deres rundtur på øen, medens hun sov og sov og blev frisk igen. Det blev til en hvid Subaru Forester 4x4 da det var den eneste ledige bil, fordi der var en kongres i byen, men det var også et fint køretøj. Da de var på vej på museet  råbte Fru Fairy pludselig: "Se, Mary er på forsiden af Woman's Day, og der står at hun er jaloux på Frederiks exkæreste - Maria Montell. Det blad må jeg have og læse lidt mere om hvad det er for noget." Selv om historien var interessant ventede Fru Fairy med at studere bladet til efter museumsbesøget. Der var en rigtig fin udstilling om Tassies dyreliv, historie og geologi og en stor udstilling om ekspeditioner til Antarktis, hvoraf mange udgik fra Tasmanien. Da Fairys nu var mobiliserede kørte de op på et højt bjerg, Mount Wellington ( 1270m ) for at nyde udsigten over Hobart og det sydøstlige Tasmanien. Selvom det var "Fairly" windy og temmelig koldt var der en flot udsigt over Hobart og alle øer og bugter, som omgav byen. Nu forstod de godt, hvorfor Prinsesse Mary havde bosat sig her inden hun blev Prinsesse. Om aftenen spiste Fairys på en fin fiskerestaurant langs Salamanca Place, der hvor prinsessen går tur med den lille kronprins Christian i klapvogn, når de er i Hobart. Dagen efter skulle Fairys lige et par ærinder inden turen gik til Port Arthur. Første stop var en outdoorbutik hvor de ville have nogle "poser" til deres liggeunderlag. Butikken havde ingen der passede. Næste stop var posthuset, hvor der skulle sendes brev og penge til West Australien, for at få Toyota'en omregistreret.
Turen til Port Arthur var flot, syntes Fairys, og et sted skulle de vente på at en lille kutter skulle sejle igennem en svingbro. Fremme i Port Arthur var alle parkeringspladser optaget og Fairys endte på overflowparkeringen, "Der er så lang vej at gå herfra", sagde Hr Fairy. Det var lidt naivt af ham for der var kun 200m og inde på Port Arthur området skulle han gå mindst 2 km for at se det hele.

Tasmanien - eller Tassie, som Australierne "kærligt" kalder øen - var indtil for godt 10.000 år siden en del af det australske fastland, og derfor er flora og fauna af samme oprindelse som i det øvrige Australien, ligesom her også var en aboriginal befolkning. Efter den sidste istid steg vandstanden i verdenshavene som bekendt, og det bevirkede at Tassie blev en ø. Den første europæer der satte fod på Tasmanien var hollænderen Abel Tasman i 1642, men han vidste dengang ikke at det var en ø han betrådte. Efter englænderne i 1788 gik i land ved Sydney og etablerede fængselskolonien her, blev skibsfarten til "Down Under" mere hyppig, og for at komme til den australske østkyst sejlede man syd om Tasmanien. I 1798 sejlede Matthew Flinders rundt om Tasmanien og beviste hermed at det faktisk var en ø. I 1803 etablerede man den første europæiske bosættelse på Tasmanien - tæt ved Hobart. Hvalfangere bed sig hurtigt fast forskellige steder langs kysten ( hvor de udnyttede aboriginalerne ) og forskellige "straffefanger-bosættelser" blev etableret i løbet af 1820'erne. Med etableringen af det flugtsikre fængsel ved Port Arthur på øens sydøstkyst kom der yderligere gang i befolkningen af øen. Her var en fortrinlig havn og placeringen for enden af en vildt bevokset halvø med en ca. 100 m bred landtange - Eaglehawk Neck - til Tassie, der gjorde det let at indfange evt. flygtede fanger. Man etablerede en kontrolpost med glubske tøjrede hunde langs "The Dogline", og begyndte hundene at gø, var det blot at gå ud og indfange de flygtede. Man havde nemlig bildt fangerne ind at der var hajer i farvandet, og da det desuden dengang var ganske få der kunne svømme, ja så var det en smal sag at indfange de flygtede. Da semafortelegraflinjen blev etablerede tog det kun  15 minutter at underrette kontrolposten om flygtede fanger, og så kunne de sætte sig ned og vente på at hundene gav lyd.
Hvem var de så, de 12.500 fanger der havnede i Port Arthur ( 1830 - 1877 ) og som selv blev sat til at bygge deres eget fængsel? Jo, det var en broget skare af tidligere straffede personer -drenge fra 9-års alderen såvel som mænd og enkelte kvinder - som gentagne gange havde forbrudt sig mod loven. I det hele taget er den europæiske befolkning af Australien jo en tragisk historie med baggrund i fattigdom, hungersnød, overbefolkning og krige i Europa. Industrialiseringen bevirkede at arbejdsmarkedet ikke kunne absorbere mange af de hjemsendte soldater fra Napoleons- og andre krige, og hungersnød i især Irland bevirkede stor fattigdom med småkriminalitet til følge. Dengang troede lovgiverne at "de kriminelle" skulle straffes for at få dem til at forstå, at de ikke måtte stjæle. Der var ingen erkendelse og forståelse af den sociale nød og fænglserne kunne ikke klare det store pres. Hvad gjorde man så, jo man tvangsdeporterede de indsatte og såmænd også - ihvertfald i Irland - folk som ikke selv kunne opretholde livet. Den kriminelle lavalder i England dengang var 7 år og man kunne sågar blive hængt i den alder. Drengene blev indsat i voksenfængsler, men i Port Arthur var der  1834 - 1849 et drengefængsel, hvor man forsøgte at opdrage og lære disse gadedrenge fra - ofte London - et håndværk samt at læse og skrive m.m. Det lykkedes i sjældne tilfælde. Livet på Port Arthur bestod af arbejde med landbrug og med udgangspunkt i tømmerindustrien og her fandt en stor produktion af bl.a. skibe, sko m.m. sted. Hele systemet byggede på disciplin og straf samt religiøs og moralsk lære. Nogle fanger - især de faglærte - klarede sig oftest godt og fik efterfølgende et normalt liv. Andre blev psykisk syge og klarede ikke det hårde liv.

Fairys er den type der godt kan lide naturen og naturoplevelser så de kørte nordpå langs østkysten, mod Wineglass Bay. Undervejs gjorde de holdt ved Pirates Bay og så på flotte klipper ved Tasman Arch og Blowhole. Nu var det ved at blive mørkt og Fru Fairy sagde: "Vi skal have fundet et sted at overnatte". "Vi finder da bare et sted her langs kysten," sagde Hr Fairy selvsikkert. Men der var ingen steder der kunne bruges. De kørte ind på en lille "landhandel" og spurgte, om de kendte noget sted at overnatte. "Jo der er jo ... skal jeg ringe og spørge?" "Meget gerne," svarede Fru Fairy. "Der er optaget, men der er et nyt sted 5 Km tilbage af vejen, skal jeg prøve der?" "Ja tak," svarede Fairys, der var ved at gennemtænke en overnatning i bilen, "Kan vi spise her?" "Ja men køkkenet lukker om lidt". Fairys bestilte hurtigt noget mad, noget med fisk. Den søde dame råbte: "Det er ok med det nye sted, og de ved godt at I spiser først, morgenmad er ikke inkluderet." "Så kommer vi her og spiser morgenmad," sagde Fru Fairy, og den flinke dame fik et af de her forbavsede udtryk, og man kunne se hende tænke "Det var smart at hjælpe de stakkels mennesker, nu får jeg solgt noget mere." 5 Km tilbage mod Port Arthur fandt Fairys det "nye" sted, der viste sig at være to friske "pensionister" som havde trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Fairys blev vist til en meget fin hytte. "Det er denne kvalitet jeg vil levere hvis jeg en dag skal drive hostel", sagde Hr Fairy. Hytten var med tekøkken og morgenmad var inkluderet, "Nu går kromutter glip af sit salg", sagde Hr Fairy. Fru Fairy læste lidt i litteraturen næste morgen, og fandt ud af at "Dogline" skulle ligge lige ved siden af "Landhandlen". På vej nordpå gjorde de holdt ved "Landhandlen" og gik ned til stranden for at finde "Dogline". Den var der ikke, først da de skulle køre derfra, så de en lille vandretur til "Dogline" og tilbage langs stranden. "Vi bliver næsten nød til at se stedet" sagde Fru Fairy og de gik den lille tur. På "Dogline" stod en statue af en en glubsk hund i tyk kæde der kunne advare om flygtende fanger.

Ved Wineglass Bay, der er den østlige side af en halvø og Honeymoon Bay, der er den vestlige side, er der en nationalpark som ifølge kortet har campingpladser. Inde på kontoret måtte Fairys vente lidt på at det blev deres tur, mens damen holdt et lille foredrag for dem der stod foran, om hvordan mange folk bare kommer og tror at de kan få en campingplads uden reservation. Da det blev Fairys tur sagde Hr Fairy "Kan vi få en campingplads". "Ja det kan I da godt", svarede damen, hvor mange nætter"? "En". "OK - er denne iorden" sagde damen mens hun pegede på et kort over pladserne, "Ja det er iorden" svarede Fairys mens de undrede sig over det tidligere foredrag. Udenfor brokkede Fru Fairy sig over at de kun skulle sove der en nat. "Ok - så går vi ind og laver det om til to nætter", svarede Hr Fairy. Pladsen var indhegnet og stenhård men Fairys fik da teltet op. De havde ingen kogegrejer men Hr Fairy havde set nogle oppe på kontoret, som han syntes de skulle købe og så spise på "lejerbålsk". Men nu var det sådan at kontoret var lukket og købmanden oppe i byen ikke havde noget kogegrej Fairys synes de kunne bruge. "Skal vi så ikke køre ud på lodgen og spise" spurgte Fru Fairys. Lodgen er et meget fint sted hvor man kan indlogere de dagsturister der kommer i store busser, hovedsagelig overvægtige amerikanere, der ikke kan tåle at gå. Her er det også kotume at skifte til aftendress før man sætter sig til bords. Det var for fint til Fairys men der var heldigvis et cafeteria med delvis selvbetjening som Fairys benyttede sig af. De sad ude på terrassen med udsigt over Honeymoon Bay og stranden hvor de næsten kunne se deres telt lige oppe bag ved.
Den næste dag skulle bruges til en vandretur til Wineglass Bay m.m. - en rundtur på 11 Km. "Husk badetøj", sagde Fru Fairy. "Jamen det er koldt, vandet kommer nede fra Ishavet og så bliver man våd", svarede Hr. Fairy. "Du kan da ikke komme til sådan en fin badestrand uden at skal i vandet, svarede Fru Fairy, og så kom Hr. Fairy badebukser ned i rygsækken til madpakkerne og "vandblæren" med 3 liter vand. Lige inden vandreturen vrikkede Fru Fairy selvfølgelig om på sin højre ankel og det gjorde s..... ondt og Fru Fairy lå og vred sig på jorden. "Der er kun en vej frem, op igen", sagde Hr. Fairy, og det vidste Fru Fairy jo godt, så hun gjorde som hun fik besked på, tog støttebind om foden, greb fat i vandrestavene og så gik det ellers op mod udsigtspunktet over Wineglass Bay. Det gik op igennem en smuk fyrretræsskov og flotte klipper, der lignede kæmpekartofler. "Godt man lige har spist", sagde Hr. Fairy. "Ellers blev man da sulten af alle de kartofler."
På vejen overhalede de også flere stønnende fede amerikanere. Oppe på udsigtspunktet med den storslåede udsigt over den turkisblå bugt med hvid sandstrand stod flere turister og var imponerede over udsigten og over at Fairys skam ikke kun tog turen til udsigtspunktet og tilbage igen, men tog hele rundturen. Wineglass Bay havde virkelig form som et vinglas, hvor vinen i kanten går fra dyb til lysere farver. Efter nedturen til bugten smed Fairys straks vandrestøvlerne og svalede fødderne i det ( meget ) kølige vand. De fandt deres egen lille plet blandt ca. 50 andre på den flere kilometer lange strand, slog sig ned, skiftede til badetøj og gik hvinenede ud i det kolde vand med en meter høje bølger og kraftig understrøm. "Det er for koldt for mig", konstaterede Hr. Fairy meget hurtigt. "Pjat med dig, du skal da have en dukkert efter den varme tur", sagde Fru Fairy, og da Hr. Fairy jo ikke ville være en tøsedreng, ja, så tog han sig en dukkert, og Fru Fairy skyndte sig at fotografere ham, for det var første gang hun havde set Hr. Fairy i vandet, når vandtemperaturen var under 20 grader. Efter en velfortjent klapsammen sandwich og lidt afslapning på den flotte strand gik Fairys ind i den tætte skov igen for at krydse halvøen og komme til Promise Bay på den vestlige side af landtangen. Her var minsandten også en flot strand, så Fairys tog sig endnu en dukkert og slappede lidt af igen og gik langs stranden og ind i skoven, hvor de gik op og ned ad klippestier et par timer inden de nåede hjem til parkeringspladsen ved Honeymoon Bay. Nabobilen var ved at køre fra deres vandrestøvler og Fairy dyttede kraftigt, men støvlerenes ejermænd ænsede det ikke. Fru Fairy tog støvlerne op og vinkede efter bilen og så stoppede den og støvlerne blev forenet med deres ejermænd igen. Om aftenen spiste Fairys på lejerbålsk, da de fik købt deres spritbrændersæt på nationalparkkontoret, og da det blæste meget og så ud til uvejr, kravlede de i soveposerne allerede ved 20 -tiden. Om natten var Fru Fairy oppe og se efter om teltdugen var fløjet, men den var der heldigvis endnu.
Om morgenen pakkede Fairys sammen og kørte op til Bicheno og gik en flot morgentur ud over klipperne. Himlen var stadig mørk efter nattens blæsevejr med de mest utrolige skyformationer. Efter turen gik det videre mod St. Mary's over Elephant Pass på Elephant Mountain. Her lå en lille cafe, der har specialiceret sig i pandekager. Fru Fairy fik en pandekage med is og Hr Fairy fik en pandekage med honning og lemon. I St Helens fik de "Fish & Chips". Hr Fairy følte sig snydt for de fik kun en kedelig fish da betjeningen ikke mente de have bestilt chips. St Helens er ellers Tasmaniens største  fiskeriby og den er kendt for sine gode fisk. Videre mod Scottsdale gjorde de holdt ved en gammel Tinmine. Den var svær at finde, selv om turistbureauet i St Helens have afsat det på kortet. Det gik ad små veje uden skilte, der var kun retningen at køre efter, men pludselig var minen der, et skilt der sagde gå 200 meter ad denne sti og I er der. Der stod en gammel stamper til at knuse malmen med før den blev kørt ud til raffinering. Minen har være købt og solgt mange gange i forsøg på at få en rentabel produktion igang. Under guldfeberen købte nogle kinesere minen og udvandt det meste tin - det opdagede de "andre" første da guldfeberen var ovre og de ville tilbage til tinnet, ha. I minens storhedstid havde den et 42 meter højt vandhjul der skulle drive stamperne, men der var ikke vand nok, der skulle 10 t vand til pr. omgang.
Dagene var ved at løbe for Fairys så Hr Fairy trådte på speederen og Fru Fairy tog sig en lur. Fremme ved Mole Creek, vest for Launceston, fandt de en overnatning på Mole Creek Hotel med Tiger Lair Café Bar. Det var et pænt velholdt hotel, men der var ikke lys på badeværlset. Efter en god steak i restauranten gik Fairys ind i krostuen og fald i snak med et par fra Nowra syd for Sydney, hvor de havde haft en dyrepark, Nowra Wildlife Park. De var på ferie i deres "sommerhus" som lå i byen, Mole Creek. Efter en selvbetjeningsmorgenmad incl. opvask, ville Fairys se nogle drypstenshuler der lå lidt længere mod vest, Marakoopa ( Australiens største hule med glow worms - en slags ildfluer ) og King Salomon, begge meget flotte og relativt store. "Jeg vil også ud og se Devils Gullet", sagde Hr Fairy. Devils Gullet er et udsigtspunkt højt på en klippe med udsigt til en dal dybt nede.
Fairys havde læst på en plakat et der var Bluesfestival i Forth - Forth Valley Blues Festival. Da de syntes at de havde været temmelig gode til at "undgå" lokale begivenheder, besluttede de at overnatte i Forth og se på denne festival, det var jo nok ikke i samme stil som Roskilde. På vejen stoppede de i Sheffield, for at spise frokost, lasagne. De spurgte på turistinformationen om Tasmaniens vestkyst og om denne festival. Jo den var god nok der var festival. Fremme i Forth var der først ingenting, "Mon det bare er et band på den lokale kro," spøgte Hr Fairy. Men midt i byen var der en stor sportsplads og der var allerede "gang i den". Fairys blev vist om på en mark, hvor man kunne campere gratis. "Bad og Toiletter?" spurgte Fru Fairy. "Der er ingen bad og kun toiletter på pladsen," svarede billetmanden. Fairys fandt en lille plet til deres telt og "Forester". De rejste teltet og et glas paprødvin senere begav de sig over på pladsen, hvor musikken spillede højt. Pladsen var "omringet" af boder der solgte alt i madvarer og merchandise. Fru Fairy måtte eje en bluesfestival T-shirt, "for sådan en er der ihvetfald ikke nogen der har i Danmark," sagde hun.. En bod solgte Ølkuponer, Fairys købte 10 og indløste straks 2 til en øl og et glas rødvin. "Skal vi ikke slå os ned her," spurgte Hr Fairy, der var lige en plet i solen. Mange havde stole med, men de var tomme ved spisetid og blev besat igen ca kl 21. Fairys spiste bagte kartofler fyldt til randen med guf og som alle steder i Austrailen er kvaliteten i top og prisen rimelig. Nogle "lokale" bands var af en tivlsom kvalitet medens andre var mere professionelle. Der kom en lokal hen til Hr Fairy. "Har du været ud og rejse?" spurgte han og pegede på North Face logoet på Hr Fairys trøje. "Jeg har selv rejst en del", forsatte han uden at vente på svar, "Ja vi er på vej rundt på Tassie og senere rundt på fastlandet", svarede Hr Fairy. "Hvor kommer I fra?" "Danmark, og vi har været 6 md.. rundt i Amerika". Det var mere end han kunne prale med så snakken slog om i Forth Blues Festival og alle blev enige om at det var en god tradition. Ved 24 tiden følte Fru Fairy sig lidt træt og ville i seng, hun havde også brugt alle ølkuponerne og købt 5 mere. 15 min. senere kom hun tilbage og påstod hun ikke kunne finde hjem, hun ville hjælpes. Galante Hr Fairy tog hende i hånden og viste hende vejen til teltet. Hr Fairy gik i seng ved 1 tiden. Næste morgen mente Fru Fairy ikke at hun havde haft svært ved at finde hjem i seng..... Det var for varmt i teltet til at sove længe, så ud at finde morgenmad, der var ikke noget - kun en bod der solgte kaffe.
Turen videre gik til Penguin. Ved nordkysten af Tassie skulle det være muligt at se de små Fairy pingviner gå i land lige efter solnedgang. Og i Penguin spurgte Fairys om hvor det var bedst at se dem, "lige uden for byen" svarede manden, "men der skal  reserveres, jeg har et telefonnummer, og I må låne vores telefon". Fru Fairy ringede og reserverede til den efterfølgende aften. Turen videre langs kysten i strålende solskin bød på flotte udsigtspunkter, fyrtårne, klippekyster og øde flotte sandstrande. På en af dem tog Fairys sig en middagslur, da de ikke var kommet sig helt over bluesfestivalen endnu. Helt fremme ved nordøstkysten nød de byen Stanley's beliggenhed ved en kæmpe monolit - stor sten, men desværre havde de ikke tid til at bestige den, da Tassies øde vestkyst kaldte. Her nåede de lige at komme ud til "Edge of the world" -Verdens kant ved West Point. Så havde de både været ved Verdens Ende, Verdens Navle og nu også Verdens Kant. Her ville de se nogle aboriginale malerier og helleristninger, men da der ikke kommer så mange turister herude og stederne er hellige for aboriginals er der ikke nogen skilte, og Fairys fandt ikke malerierne selv om de ellers ledte med åbne øjne. Da Tassie ligger  sydligere end både Sydafrika og New Zealand, er det første land man støder på, hvis man sejler både mod vest eller øst, Sydamerika. Det tænkte Fairys på da de stod ved Verdens Kant og  rigtigt kunne mærke suset i maven. Herfra gik begge veje til det kontinent de havde gennemrejst - næsten fra nord til syd - og havde forladt for mindre end to uger siden.
Fairys kørte videre sydpå ad Western Explorer Road, som var en flot og øde grusvej ned til mineområder på det vestlige Tassie ved Queenstown og Strahan. De hilste på en eneklt vombat, som gik og gæssede langs vejen. Flere småfloder blev passeret undervejs og det gik lidt hurtigt dernedad, da Fairys skulle færges over Piemann River af en pramfærge -  Fatman - inden færgefarten lukkede kl. 19. "De nåede færgen" - i hel tilstand, for Hr. Fairy er en god chauffør og bilen firehjulstrukket med antispind. Det var en hyggelig lille sejltur og da det så småt begyndte at blive mørkt ledte Fairys efter en overnatningsmulighed, for i Australien er det ikke godt at køre efter skumringen, fordi der er mange dyr - især kænguruer - på vejene, og så kan det nemt gå galt. På den aldeles øde hovedgade i Zeehan indkvarterede Fairys sig i en hotelhytte og spiste sig et par gode bøffer i den tilhørende restaurant. Det viste sig nemlig at byen alligevel ikke var helt uddød, ihvertfald var der tre i arbejde ved hotellet. Næste morgen afsløredes det at der var lidt mere liv i byen, så Fairys kørte fortrøstningsfulde videre til Queenstown's togstation, hvor de fik billetter til 10 - toget til Strahan med West Coast Wilderness Railway - en meget berømt gammel rute med en stejl stigning og mange broer, og som nu er fuldstændig renoveret. I 1896 da ruten blev etableret for at transportere kobber fra Quennstown til kystbyen Strahan, sagde man at det ikke var muligt, men en særlig ingeniørkunst udtænkt af den schweiziske urmager og ingeniør Abt gjorde det muligt at forcere de ellers umulige stigning på strækningen. Arbejderne ( eller mon ikke det var mineejerne ) havde et motto "Vi finder en vej eller laver den". Mine- og togdrift blev indstillet i 1963 men genåbnedes efter en total gennemrenovering i år 2001 og togdriften har kraftigt medvirket til en stor stigning i turismen og erhvervslivets opblomstring i området.
Fairys havde en dejlig tur med forskellige historiske stop undervejs på den fire timer lange togtur, og guiden i toget fortalte medrivende om toglinjens historie og hun kunne huske fra sin barndom, hvordan togføren med vilje have "tabt" kul langs ruten, som hun og andre børn så havde indsamlet til komfuret. Turen gik langs den orange og fuldstændig døde Queen River hvis vand havde været brugt til kobberudvindingen og senere langs Kings River, hvor Queen River løb ud i. Guiden kunne huske at Queen River p.g.a. kobberslam havde været så tyktflydende at man kunne kaste en sten i uden at den sank. Turen gik virkelig igennem "Wilderness" og solen skinnede undtagelsesvis fra en skyfri himmel. På det vestlige Tassie regner det 10 måneder om året fortalte guiden, som var bosat i Queenstown. Hvordan man fandt ud af vejret her? Jo, når man stod op om morgenen kiggede man op på det lokale bjerg. Kunne man ikke se toppen var det regnvejr og kunne man se den, så blev det regnvejr senere på formiddagen. Halvvejs på turen - oppe i passet - fik Fairys frokostpakker og skiftede tog. Her fik de lejlighed til at studere den særlige tandhjuls-stignings -teknik, som tog og togbane var udstyret med. Fremme ved rejsens endemål ventede en lille historisk gåtur langs kysten fra togstationen ind til Strahan. "Er det ikke lidt meget at kalde denne gåtur historisk, her er jo bare en sti", spurgte Hr. Fairy. Og det måtte Fru Fairy give ham ret i: " Her er en tendens til  - i sådanne små lokalområder som ligger langt fra alfarvej - at forherlige steder som synes uinteressante for andre end byens borgere. Det er her som i dit ejet hjemland, Hr. Fairy", og det måtte han give hende ret i. I øvrigt faldt den lille kystby Strahan i Fairys smag, og Fru Fairy undersøgte byens forretningsliv og bidrog økonomisk til byens drift ved at indkøbe ikke mindre end fire gode skjorter til sig selv. Som hun sagde "Endelig var der noget der faldt i min smag og som passede mig", og skjorterne har da også været brugt flittigt siden.
Fairys skulle jo forenes med "Forester", så derfor tog de bussen tilbage til Queenstown hvor de spiste et hurtigt måltid og skyndte sig at køre til byen Penguin ved nordkysten hvor de kl. 19.45 kørte ind ved stedet, hvor de skulle se pingviner. Det viste sig at være en privatmand, som havde bygget hus og bosat sig her på pynten med en pingvinkoloni på ca.100 par pingviner, og denne aften var de kun 6 tilskuere til pingvinernes hjemkomst til reden. Efter en lille gåtur satte de sig stille i venteposition og da det åbenbart allerede var mørkt nok, kom de første to små hold pingviner op af vandet og gik det første stykke op til nogle klipper, hvor de holdt en pause inden næste strækning blev forseret. Guiden lyste med rødt lys på pingvinerne. Det generede dem ikke, og tilskuerne kunne så se dem, selv om det ellers var mørkt. Fotografering var forbudt, da det påvirkede pingvinerne - især lyden fra digital kameraer, som havde bevirket at nogle pingviner havde ændret deres rute fra vandkanten til reden permanent. Således fortsatte det en 45 minutters tid - Hold på 3 - 5 pingviner kom op to steder og gik med et par indlagte pauser henholdsvis højre og venstre om beskuerne for så at forcere skrænten og komme op til deres reder. Fra enkelte reder hørtes mager og næsten udvoksede unger kalde og tigge om mad og en enkelt unge havde kæmpet sig ned på forstranden hvor den tiggede om mad hos hver voksen pingvin den kunne komme i nærheden af. Pingvinerne fortsatte op, men Fairys og de øvrige tilskuere listede væk fra "landgangen" og gik lidt rundt i området, hvor ejeren viste hvad der var at se af hjemkommende pingviner og hvor deres reder var. Det var en oplevelse der faldt helt i Fairys smag men de skulle jo også videre og de fandt et ensomt beliggende Bed and Breakfast sted ude på landet. Heldigvis var ejerne ikke gået i seng endnu selv om klokken var 22, og Fairys fik et fint værelse og en god morgenmad samt en lang snak med ejerne, inden de rejste videre på deres færd.
Den næste formiddag troede Fru Fairy at de skulle se et museum om aboriginerne på Tasmanien men Hr. Fairy havde set sig varm på en veteranbiludstilling i Wynyard, og selv om det lå i den "forkerte" retning, fik Hr. Fairy sin vilje. Det var sørme også en pæn samling af veteranbiler som den lokale bilentusiast havde renoveret, men han havde altså ingen Mascotter.
Fremme i Launceston - den næststørste by på Tasmanien - fik Fairys ordnet forskellige praktiske ting. De havde ikke tjekket mail i over en uge, og det viste sig at Caroline - som de havde købt bil af - skulle rejse hjem til England d. 26. marts og at Fairys derfor blev nødt til at hente Toyotaen i Sydney inden Caroline rejste. Det betød at Fairys måtte flyve til Sydney, og da det blev for dyrt at ændre den eksisterende flybillet, måtte de købe en tillægsbillet fra Melbourne til Sydney d. 26. marts for at kunne hente det nyindkøbte vidunder. Om aftenen spiste de en god middag fordi de skulle tage afsked med Tasmanien den næste morgen. De var enige i at 10 dage til at se Tasmanien havde været for lidt, og at nu måtte de snart se at få lært at tage sig tid nok til at se de steder de skulle besøge.

Dag 202-206. 21/3 - 25/3.
Alice Springs-Uluru
Fotos

"Forester" blev afleveret hos Budget tidligt om morgenen onsdag d. 21. marts efter vi havde kørt 1800 km på 9 dage på Tasmanien - en ø, der er 1 1/2 gang så stor som Danmark, og det var lidt med vemod vi tog afsked med øen, for den havde meget mere at byde på, men så er der jo noget at komme tilbage til!!!! Fairy-navnet blev lagt på hylden for en tid - måske dukker det op igen senere, men vi håber at vores læsere, gennem denne direkte beskrivelse af vores liv som rejsende, kan fornemme hvordan vi har det. Søren syntes stilen på hjemmesiden skulle ændres lidt, og han blev advaret om at det så ville fylde meget mere, men nu er det forsøgt.
Da vi steg ud af flyet i Alice Springs i midtaustralien ved 10-tiden om formiddagen blev vi nærmest væltet omkuld af fluer og den varme som kom imod os. 34 grader, oplyste taxachaufføren. Det var køligt, syntes han, for i sidste uge havde de haft 42 grader. Han kørte os rundt til de forskellige autocamper-udlejningsfirmaer, men da vi ikke kunne opdrive en camper foreslog han os istedet at prøve hos Alice camp "n" drive, og det viste sig lige at være noget for os. Kevin her vidste lige hvad vi ville have og fortalte os hvordan man "gjorde" Ayers Rock, The Olgas og Kings Canyon på tre dage, og han gav os alle de gode råd vi havde brug for. Skønt for en gangs skyld ikke selv at skulle arrangere og finde ud af alting, og så alligevel få det som vi vil have det.
Vi kunne hente bilen færdigpakket næste morgen, og så kunne vi iøvrigt bare gå over og indkvartere os for en nat på backpackeren overfor - hvilket vi nu også selv havde tænkt os.
Her lejede vi et par halvdårlige cykler for at se lidt på byen, hvor der bor ca. 27.000 indbyggere spredt ud over et stort areal - for stort til at se til fods. Rundt omkring i parkerne og på gadehjørner m.m. sad mange aboriginals-familier bare og hang - tydeligt at de ikke hørte til i den moderne australske bykultur. Efter frokost og et besøg på det lokale turistkontor cyklede vi ud til en "ørkenpark"  for at blive lidt klogere på, hvad det var vi skulle ud at se på de næste dage. Vi troede parken lå et par kilometer fra centrum, men det viste sig at her var 7 km, og vi havde selvfølgelig valgt at køre ved 14 -tiden i den varmeste middagshede. Det vand vi havde købt til turen blev drukket undervejs, og fremme ved parken kunne vi godt se på lårene at vi havde glemt solcremen. Parken var opdelt i områder - flodørken, skovland og sandørken og inden for hvert område var de dyre-og plantearter som levede her. Parkrangerne ( heraf en aboriginal ) fortalte hvordan aboriginals fandt mad og vand i skovområdet, hvordan de kunne vide hvor der var larver, vand m.m. De tog altid kun hvad de havde brug for og sørgede for ikke at spise alt hvad der var på et sted, så dyre- og plantearterne kunne overleve. Et fugleshow og en video om tilblivelsen af det australske fastland nåede vi også at få med inden parken lukkede. Tilbage i byen gik vi på "spritbolaget" og købte 12 øl til vores tur. Her købes alkohol kun i særlige butikker og i Alice Springs åbnede de først kl. 14. Argumentet herfor var at de indfødte så først kunne drikke efter kl. 14. Medens vi handlede kom en aborigin kvinde ind for at købe en øl og hun blev udspurgt af ekspedienten - om hun havde handlet tidligere den dag - også i andre butikker, før hun fik lov at købe sin ene øl. Uvant med situationen som vi overværede spurgte Kirsten ind til hvordan det var her, og ekspedienten fortalte at de førte en slags indirekte kontrol af folks alkoholforbrug gennem det de solgte til dem. Det galdt også for os, vi ville ikke kunne købe mere alkohol den dag. Torsdag hvor der udbetaltes arbejdsløshedsunderstøttelse var alkoholmisbrug et større problem, og støtten kaldes i daglig tale "sit down money". I Alice Springs er der en forholdsvis stor aboriginal befolkningsgruppe, og vi havde efterhånden fået et indtryk af hvor "utilpassede" aboriginerne var i Alice Springs og hvor nedladende en holdning den "hvide" befolkning havde til det oprindelige forlkefærd her. Vi sendte en tanke til Grønland, hvor vi godt nok aldrig har været og tror at problemet er af mindre omfang, men det er vel samme problematik med at frarøve en befolkning deres kultur og eksistensgrundlag og presse en udvikling ned over hovedet på dem i løbet af alt for kort tid, og så har Australien jo altså ført apartheidpolitik helt op i 60'erne, bl.a. fik aboriginerne først stemmeret i 1967.
Vi hentede vores gamle hvide Ford Falcon stacioncar ved 10 - tiden. I bagagerummet var alt fra "eski" ( køletaske til isterninger - kommer vel fra eskimo ), "dobbeltswag" ( en slags udendørs sovepose med indbygget madras, så man kan sove under åben himmel - uden insektnet eller net for andet "kryb" ), lampe, 25 litet vand, koge -og spisegrej m.m.. Efter diverse indkøb, en tur på internetcafé og frokost satte vi snuden mod Ayers Rock. Først 200 km sydpå ad Stuart Highway og så 250 km vest ad Lasseter Highway. Her var mange nye vejskilte undervejs - de fleste med advarsler om hastighed, dyr på vejen og at vi skulle huske at holde pauser. Der er meget lange strækninger i den australske outback - 500 km er bare en lille sviptur. Mange synes også det er ensformigt, og folk er tilbøjelig til at sløve hen - og pludselig står der så en ko - en hest - en kamel - en kænguru - et får på vejen, og så er det - det kan gå galt. Vi synes ikke landskabet var ensformigt, og turen i ørkenparken dagen i forvejen havde klart været en øjenåbner, så der var noget at se efter. Uvilkårligt sammenlignede vi med de mange kilometer vi kørte i Patagonien i det sydlige Sydamerika, og her i den australske outback - på denne strækning - var landskabet mere varieret og her var også mere trafik - uden at den var "heftig", men der gik mindre end 5 minutter mellem hvert køretøj vi mødte, og i Patagonien kunne vi godt køre 1/2 timer uden at møde nogen. De store "Roadtrains" - lange lastbiler med tre lange anhængere - mødte vi også nogle stykker af. De kan være godt 50 m lange og skal bruge ca. 800 m til at stoppe helt op, så man skal tænke sig om, inden man begynder at overhale sådan et. Vi holdt et par kaffepauser undervejs, så "tandbørsten" ( Mount Connor ) og var fremme ved Ayers Rocks turistby tids nok til at slå vores telt op og køre ud at se den meget berømte solnedgang over stenen - med fantastiske farveskift - på "Sunset Strip". Nu var det bare lige lidt overskyet medens vi var i området, så de store farveskift så vi ikke, men uanset hvad, så var det en betagende oplevelse, og vi var ikke alene om den - her var vel 1000 andre, der havde fået samme ide. Vi drak en øl, da vi ikke havde skænket champagne en tanke, og det ville vel ellers have været på sin plads.
Tilbage på campingpladsen, der vrimlede med småtelte og "folk som os" ( blot 15 -25 år yngre ) undersøgte vi bagagerummets indhold og fik grillet vores gode bøffer. Vi faldt i snak med et engelsk/hollandsk par, som var afsted i deres landrover i 20 måneder. De var kørt fra London til Sydindien og havde sendt roveren med skib til Australien. Senere skulle den så sejles til Sydafrika for at køre parret op igennem Afrika og hjem til England igen. Ved sengetid, hvor det stadig var meget varmt, krøb Søren i swaggen under åben himmel, medens Kirsten krøb i teltet.
Opbrudslyde vækkede os efter en overskyet og varm nat ved 5 -tiden næste morgen og vi stod op og kørte ud til "solopgangsområdet" uden morgenmad. Her var allerede overfyldt selv om solen først meldte sin ankomst kl. 6.45, men vi nød den særlige stemning og fik kigget godt på stenen og så hvordan den ændrede farve jo nærmere vi kom på solopgangen - flot var det nu. Kort efter solopgang havde vi stort set området for os selv. Vi nød stenen og spiste morgenmad på bagsmækken af bilen og vores engelske venner fra den foregående aften var parkeret ved siden af.
Kl. 8.00 gik vi med på en rangertur - The Mala Walk, hvor vi så og hørte om aboriginernes særlige forhold til stenen, som for dem er et religiøst sted hvor deres forfædre stadig findes, og langs Mala-Walken passerede vi forskellige ceremonielle steder for henholdsvis  mænd samt kvinder og børn. Aboriginerne tror på deres religiøse arv - tjukurpa - og deres kultur er baseret på de indbyrdes forhold mellem folk, planter, dyr og fysiske træk/karakteristika i landskabet.  Ifølge overleveringen er det australske fastland skabt i drømmetiden af kæmpeforfædre og de såkaldte drømmespor fortæller bl.a. legenderne om hvordan landet blev til. De er en slags "kort" ( geografisk, religiøst, historisk og juridisk ) og de angiver f.eks. markante klippeformationer, som man kan styre efter når man skal finde vandhuller eller mad. Ved Uluru ( som er stenens aborigine navn ) krydser drømmespor hinanden og hele fem vandhuller ved klippen gør den attraktiv for både mennesker og dyr - fysisk såvel som religiøst. Uluru er derfor en urørlig helligdom for aboriginerne og har været det i tusinder af år.
Langs Mala-Walken så vi forskellige grotter - oftest bølgeformede - dannet af vinden - og i grotterne var malet forskellige vægmalerier af f.eks. emufodspor, kvinder, mænd, gravestokke, forsamlinger af personer, slanger m.m. Turen sluttede ved et af de mest pålidelige vandhuller langs klippen - Kantju, som ligger inde i en kløft - et nemt sted for jægere at sidde og vente på at vildte kommer til vandhullet. Nogle af stederne på Malawalken - og den senere Mutitjuluwalk - er også hellige for aboriginerne, men det er accepteret at vi "uindviede" besøger dem, blot er der dog fotoforbud nogle af stederne. Faktisk anbefaler aboriginerne besøgende ved Uluru at gå en tur rundt om stenen - basewalk  - og samtidig anbefaler de kraftigt at man IKKE bestiger den ( det ville være det samme som at aboriginerne kravlede rundt på Peterskirkens alter ), dels fordi det er deres helligdom, men også fordi det er farligt. 35 mennesker har mistet livet under den stejle og ofte meget varme klatretur, og deres sjæle er for altid nærværende ved Uluru. Hvorfor er det så ikke forbudt at bestige stenen? Jo, man mener at besøgstallet vil dale drastisk, og så gør det ondt i økonomien!!!! - og vi må da nok også indrømme at trafikken op og ned af stenen var noget tættere end rundt om den.
Efter den spændende tur med rangeren gjorde vi klar til vores basewalk og gik - med vores fyldte "vandblærer" i rygsækkene, vandrestøvler og lidt mad - afsted på den ca. 10 km lange tur rundt om Uluru. Det var allerede godt varmt ( for varmt ) selv om klokken kun var 10 om formiddagen.
Uluru er ikke bare en klippeformation. Indtil fornylig mente man det var verdens største monolit - sten - men så fandt man en der var større i Vestaustralien. Kun 1/3 af Uluru ligger over jorden - og i Nationalparken siger de, at det kun er 1/6, men ingen ved det præcist. Det siger ihvertfald ikke så lidt, for når omkredsen er små 10 km og højden på klippen op til 348m, ja, så stikker den jo altså mindst 700 m ned i jorden - 4 gange så dybt som Himmelbjerget er højt. Det kan man vel tillade sig at kalde en sten! Geologisk set er den presset op fra undergrunden og består af sandsten med feldspat. Den røde farve skyldes - rust- d.v.s. jernudtrækningen udsat for regn og så selvfølgelig lysets forskellige påvirkning. Turen rundt afslørede hvor forskelligartet stenen er med kløfter, algespor fra vandfald fra vandhuller på stenen, forvitringer og erosion. Kedeligt var det bestemt ikke, men varmen gjorde at vi ikke holdt lange "kiggestop", for det var simpelthen for varmt. Først da vi nåede om på sydøstsiden af stenen lå stien for et kort stykke i skygge og vi holdt en lille spisepause. Længere fremme passerede vi endnu et stort vandhul og så flere huler med malerier på den del af turen, der kaldes Mutitjulu Walk. Den ellers overfyldte parkeringsplads var nu næsten tom og kun ganske få var på vej ned af Uluru, men middagsheden gjorde også at vi hurtigt fortrak til besøgscenteret hvor vi kiggede lidt på udstillingen - og fik os et hvil og lidt at spise. Vi kastede et blik i "sorry - bogen". Mange mennesker tager en sten med fra Uluru som souvenir og fortryder/opdager senere at de har taget noget helligt, og så sender de stenen tilbage med et brev om at få stenen lagt tilbage i området. Disse breve kunne læses i "sorry-bogen" og her var indsat mange breve fra folk fra hele verden.
Ved 15 -tiden begyndte det at trække op til regn, men det blev ikke rigtigt til noget, så vi kørte tilbage til campingpladsen hvor vi tog en lur på græsset foran teltet. OG SÅ blev det regnvejr med lyn og torden. Vi skyndte os at køre ud til stenen igen. På morgenturen havde rangeren fortalt, at vandhullerne på Uluru var fyldte fra et regnvejr for en uge siden, og at hvis det blev regnvejr igen - ville vandhullerne flyde over og der ville komme vand i vandfaldene - et fænomen som meget sjældent ses. Så vi troede lige.... Men øv, det regnede noget mindre ved Uluru, og selv om vi gav os tid og ventede på regnen - kørte langsomt rundt om klippen tre gange, stoppede, gik lidt og kiggede, ja, så så vi altså ingen vandfald, men vi så lyn og hørte torden og mærkede regn ved Uluru, og det er vist ikke ret mange mennesker forundt - nåh, ja, og så havde vi jo igen det hele næsten for os selv, så det var køreturen værd, og hvad laver man iøvrigt ellers i et lille 2- personers telt i øsende regnvejr???
Tilbage på campingpladsen "barbiede" vi igen to gode bøffer, sprang solnedgangsturen over ( det småregnede stadig ) og krøb til køjs ved 20 - tiden. Vi var trætte og havde jo været oppe kl. 5, og vi er ikke vant til at stå tidligt op - vi er vant til at stå op, når vi har lyst. Desuden var der heller ingen stjernekigger-forestilling denne aften fordi det var overskyet, og vi havde ellers glædet os til at kigge lidt nærmere på den australske nattehimmel - herude "in the middle of nowhere", hvor der ikke er noget baggrundslys, så der kan ses millionvis af stjerner.
Næste morgen stod vi igen tidligt op og kørte mod Kata Tjuta ( på aboriginalt - betyder det - mange hoveder ) - The Olgas ( på australsk ), nogle andre markante klippeformationer, som ligger ca. 30 km vest for Uluru. Disse 36 afrundede klippeformationer i op til 546m højde er i modsætning til Uluru ikke én sten - men mange - 36. De består af blandede stenarter - hovedsagelig granit og basalt - og er nedslidt/afrundet af vinden. De er ligesom Uluru helligt område for aboriginerne og må derfor heller ikke bestiges.
Det var køligt og blæste temmelig meget, så det var vel den rigtige dag for vandreturen "Valley of the Winds", som gik gennem et bakket terræn med smukke kløfter og stejle afrundede sider. Søren synes nu mest at "hovederne" lignede kartofler og det var ikke fordi han var sulten, for han havde spist en sund og nærende morgenmad inden turen. Under alle omstændigheder var det et særpræget landskab og der hvilede en særlig tæt stemning over området.
Vi havde ellers besluttet at springe Kings Canyon over da det lå lidt afsides og vi ikke ville have tid til at se det ordentligt, men da vi havde pakket teltet sammen og klokken kun var 12 - middag mente Søren at vi godt lige kun slå en smut omkring, selv om det betød 400 km ekstra, og da vi ligesom synes at vi havde fået Uluru og The Olgas "ind under huden" og det iøvrigt er Søren der er chauffør, ja, så ankom vi til Kings Canyon ved 15 - tiden og gik en kort flot tur op igennem flodlejet i bunden af canyonen. Så havde vi da lige været der, og så kørte vi tilbage til Lasseter Highway igen, over flere flodlejer, som vejen passerede, og som p.g.a. regnvejret var oversvømmet ( max. 20 cm ). Endelig fik vi også besøg af en kamelflok, som ville over vejen, men da de så os med 120 km i timen vendte de om. Vi havde hørt så meget om disse kameler ( kameler har 2 pukler, og disse havde kun 1  ), som egentlig er dromedarer, og som nu er en plage i outbacken, fordi de formerer sig med lynets hast. Bestanden fordobles hvert 8.ende år og man regner med at der nu lever 750.000 "kameler" i outbacken. Oprindeligt er kamelen indført som lastdyr i ødemarken i det 1900-århundrede, men efter jernbanen og bilen kom til det centrale Australien i 1920'erne blev de sluppet løs. Det samme skete med hesten, som også lever vildt i ødemarken og som også gør stor skade på naturen.
Fremme på Lasseter Highway - den der går øst-vest 250 km mellem Uluru og Stuart Highway - var det ved at blive mørkt, og vi slog teltet op for natten på en gratis plads ( p- plads ) ved Ebenezer Roadhouse, spiste i restauranten, kiggede på udbudet af aboriginal kunst ( men købte ikke noget ), drak et par genstande ved baren for at komme i snak med de lokale - det var lørdag aften - men det skete ikke, så vi snakkede med os selv og gik i seng ved 21-tiden. Baren lukkede kl. 22, men gæsterne fortsatte snakken og øldrikningen ved nogle borde på p-pladsen, hvor vi forsøgte at sove. Det gik aldeles strålende for Søren.
Næste morgen kørte vi de sidste 300 km til Alice Springs og havde netop tid til at se de sidste seværdigheder her. Man anlagde en telegraflinje fra Adelaide i syd til Darwin i nord ( godt 3000 km ) for at trække nybyggere til området. Telegrafstationen, som byen er vokset op omkring blev anlagt i 1870'erne ved en kilde ved Todd River, der blev opkaldt efter telegrafbestyreren i Adelaide og kilden blev opkaldt efter hans kone "Alice -Springs". Todd River, som ellers er tørlagt det meste af året havde masser af vand og vi gik en tur langs den. Hvert år i november afholdes den berømte "Henley on Todd Regatta" - en "kapsejlads" i bundløse både ( flere discipliner/klasser ) og hvor deltagerne løber gennem det tørlagte flodleje. Skulle der undtagelsesvis være vand i flodlejet aflyses regattaen, men mon ikke den efterfølgende "ølfest" afholdes under alle omstændigheder? Fra en bakke ved den tidligere telegrafstation havde vi en god udsigt over området og nød de grønne farver, som regnvejret havde givet vegetationen.
Flying Doctors blev besøgt - med en selvforherligende reklame-/sponsorfilm ( organisationen er delvist privatfinansieret ) og et lille museum fortalte historien og lidt om det daglige arbejde. School of the Air, som oprindeligt begyndte i Flying Doctors lokaler, havde nu en fin institution, hvor en video og et kig i undervisningsstudiet m.m. gav et godt indblik i hvordan hverdagen må være for elever og lærer her i outbacken. Hver 2. uge får hver elev tilsendt/tilfløjet nye materialer, som der skal arbejdes med i hjemmet, hvor en hjælpelærer - ofte en forælder - varetager den daglige undervisning. Hver elev er så i daglig internetkontakt via computer-skærm med "sin lærer" på "School of the Air" i ca. 1/2 time. Alice Springs er foregangsdistrikt med computere, tildligere var der kun tovejs-radio. Hvert semester besøger læreren sine elever og der afholdes flere aktivitetsdage årligt, hvor elever fra hele ødemarksdistriktet mødes - oftest på skolen. En 2 - ugers undervisningspakke til "pre-school" - svarende til vores børnehaveklasse - var noget mere omfattende end vi er vant til i DK, men undervisningen her er nok også mere selvinstruerende og materialebetonet, når klassekammeraterne og læreren ikke er lige ved siden af. Spændende var det ihvertfald, og kommer vi til en anden School of the Air på vores tur - på en hverdag - vil Kirsten gerne prøve at overvære undervisningen fra studiet.
Vi fik afleveret vores Ford Falcon i god behold og Kevin kørte os til lufthavnen. I afgangsterminalen følte vi os omgivet af fluer - som udenfor - måske var det kun os, der tiltrak dem, for vi havde været godt svedige og selv om vi også havde været i bad om morgenen, lugtede vores tøj måske lidt for meget af campingliv??
Vi fortrød lidt at vi ikke var kørt helt ind til Uluru, for en del af oplevelsen af ødemarken og stenen er den lange vej, som skal tilbagelægges inden oplevelsen af området, men til gengæld var vi så glade for at vi i det mindste ikke havde fløjet helt til turistbyen ved Uluru. Alice Springs var klart en oplevelse der var værd at tage med, og så havde vi trods alt kørt 450 km hver vej for at se "Den Røde Sten". Vi skal nu flyve til Melbourne og videre til Sydney hvor vi skal hente vores Toyota HiAce i lufthavnen hvor Caroline vil aflevere den. Vi har besluttet at den skal "Alice".

Dag 207-226. 26/3 - 14/4.
Sydney-Canberra-Melbourne
Fotos

For fjerde gang i vores liv ankom vi til Sydney Airport, så vi følte os næsten som i Kastrup da vi landede her mandag d. 26. marts.
Vi tog straks ind på Kings Cross Carmarket og hentede vores forsikringspapirer på Alice, så vi var klar til at overtage hende i lufthavnen, hvor Caroline afleverede hende til os kl. 17. Vi satte hende til overnatning på vores Ibis hotel medens vi gik ud og spiste med vores australske veninde - Carrie. Da vi var sammen med hende i Sydamerika var det i slidte cowboybukser og uden make-up, men her hvor hun er karrierekvinde var tøjkodekset anderledes og makeuppen var lagt i de rette folder. Det var hyggeligt at være sammen og vi fik en god snak om Australien og også lidt om Sydamerika og så hørte vi lidt om Carries nye kæreste Greg. Vi aftalte at ses igen når vi kom tilbage til Sydney, efter en tur rundt i Victoria, for at hente bilens registreringspapirer som skal tilsendes fra Western Australia.
Næste formiddag indkvarterede vi os på en campingplads ved Botany Bay, syd for Sydney ( her gik James Cook i land for første gang på det australske kontinent i 1770 ) , og så "pakkede vi Alice ud" for at se hvad det egentlig var vi havde købt. Indretningen var god med et rum til os hver til vores tøj, 3 små køkkenskabe, køleskab, et par hylder og sammenrullelig madras med en bred dyne og puder. Vi fik tømt rygsækkene og lagt alt overflødigt bagage på taget, skrev en liste over hvad vi mente vi manglede og så kørte vi ud for at proviantere - bl.a. forlængerledning, nye campingstole, kompas til bilen m.v. Det tog os en del tid, da vi for det første ikke er kendt i Sydney's sydlige forstæder ( og de andre for den sags skyld  - hø-hø ), ikke ved hvad man køber hvor og ikke kender de forskellige butikkers koncepter, men så fik vi udvidet vores horisont lidt - og som hjemme, ja, så røg der mere ned i indkøbsvognen end der stod på sedlen - nye sædeovertræk, et par opbevaringskasser, skumgummigulvfliser o.s.v. Udstødningen larmede lidt vel meget, så vi fik det repareret næste formiddag. Søren var ikke meget for at aflevere bilen hos et værksted - den slags ting er han jo vant til selv at ordne, og det viste sig også efter reperationen at det ikke var blevet helt godt.
Ellers gik dagene i Sydney med at gøre Alice, computeren ( ny programpakke ) og os selv klar til turen samt at skrive hjemmeside og andre praktiske gøremål. Caravanpladsen var god på flere måder - hyggelig næsten hjemlig atmosfære - en tilsynsførende som var meget hjælpsom med butikker hvor ting kunne købes m.v.
Efter fem overnatninger var vi klar til at køre sydover for at opleve det sydøstlige Australien. Vi valgte kystruten det første stykke af vejen, hvor vi i strålende sol kørte langs det tyrkisblå hav og flotte klippeformationer. Ved Kioma så vi på veteranbiler og et kæmpe "blowhole" der kunne sprøjte havvand 60 m op i luften - ved højvande - og i Berry var der marked og Kirsten købte sig en ny "vinterjakke", som Kirsten nu synes er en sommerjakke. Når hun ikke længere selv skal slæbe rundt på bagagen syntes/synes hun at garderoben trængte/trænger til lidt fornyelse.
Ved Nowra holdt vi stop ved Wildlifeparken, hvor forskellige australske dyr skulle beundres. På Tasmanien havde vi mødt de tidligere ejere og de havde sagt vi skulle ringe, når vi kom til Nowra, men vi havde selvfølgelig mistet visitkortet ( fandt det alligevel senere ), så vi nøjedes med at se parken og skrive en hilsen til dem, som de nuværende ejere ville videregive, og vi har da også fået en mail fra dem efterfølgende. Parken var noget nedslidt og trængte til en kærlig hånd, men vi fik set koalaer, krokodiller, kænguruer m.v. Fremme ved Jervis Bay ville vi gerne have været på delfintur, men de afgik kun tidligt om morgenen, så vi enedes om at vente til vi kommer længere nordpå, hvor der også er flere muligheder for at se delfiner. I Ulladulla ( jo, det hedder byen faktisk  ) indkvarterede vi os på campingpladsen og parkerede Alice med havudsigt fra bagruden, så vi kunne vågne ved solopgangen og nyde udsigten. En  possum forskrækkede os da den kom frem af mørket, så vi sørgede for at holde øje med vores madvarer og holde dem inde i bilen - uden at vide, om den var vant til at blive fodret af campisterne.
Næste morgen så vi i nyhederne, at der havde været jordskælv på Salomonøerne og at der - for en sikkerheds skyld - var tsunamivarsel langs hele Australiens østkyst, hvor vi jo befandt os, men da vi var så langt syd på, regnede vi ikke med at være i farezonen og det viste sig også senere på dagen at tsunamieffekten af jordskælvet kun var ekstra 10 cm høje bølger.
Vi gik en tur ad en sti langs klippekysten - her var udsmykket med forskellige aboriginale malerier og udskæringer.
Efter Batesman Bay kørte vi ind i landet mod Canberra hvor vi efter noget tid fandt caravanpladsen, som mindede om en parkeringsplads. Næste morgen brokkede vi os lidt og blev straks rykket over på et andet område med træer og lidt hyggeligere omgivelser.
Canberra, som er Australiens hovedstad, blev grundlagt i 1913, og den er et resultat af et kompromis mellem Melbourne og Sydney, som ikke kunne blive enige om hvem af dem , der skulle have hovedstadsstatus efter Australien blev "et land" ( ikke kun en engelsk koloni ) i 1901. Ligesom Washington D.C. har byen fået sit eget miniterritorium på 2400 km2. Her bor kun ca. 350.000 indbyggere og onde tunger siger at byen er "en samling forstæder på jagt efter et centrum". Byen har således en stor udstrækning og mange bygninger er nye. Centrum virker heller ikke som centrum og aften- nattelivet var svært at finde. Vi havde svært ved at finde gode spisesteder ( læs røde bøffer ) men mad fik vi da, og en aften gik vi i biografen og så den nye Mr. Bean film. Cirque du Soleil var i byen med forestillingen Varekei så den måtte vi også se, og vi tog spenderbukserne på og købte VIP - billetter og Kirsten fik prøvet sin nye pæne sommer/vinterjakke. Det var selvfølgelig en flot og fascinerende forestilling hvor der var rigeligt for både øjne og ører. Andre aftener gik vi tidligt i seng, for når det bliver mørkt ved 18-tiden er det begrænset hvad man kan foretage sig.


Australierne har et anderledes forhold til krig end danskere. P.g.a. landets status som Commonwealth Land under den engelske trone har det været involveret i mange krige - langt væk fra Australien, og da befolkningen heller ikke er særlig stor ( nu ca. 20 millioner ) har krigene gjort indhug i befolkningstallet. Især 1. Verdenskrig fylder meget i folks bevidsthed - Her døde 60.000 australier ud af en befolkning på 5 mio. - 1,2% - og de faldne kom ikke hjem og blev begravet. Andre krige som Australien har deltaget i er 2. Verdenskrig, Koreakrigen, Vietnamkrigen samt diverse krige i Sydøstasien og Afrika. Når familien til en afdød soldat nu ikke har et gravsted at besøge,  mente man at folk manglede et sted at gå hen og sørge, og derfor etablerede man Australian War Memorial i Canberra til at opfylde dette behov.  Det er idag det sted, der besøges næstmest af australierne selv, efter Operahuset i Sydney. Anzac Day - d. 25. april er helligdag og der afholdes arrangementer til minde om de faldne i krigene. Vi måtte naturligvis også besøge stedet samt Anzac Parade med forskellige krigsmonumenter, og det gjorde et stort indtryk på os. Under 1. Verdenskrig var mange australier og new zealændere med i slaget ved Gallipoli med landgang i Anzac Cove i Bosporusstrædet ( Tyrkiet ) og mange døde unødigt her. Især dette slag fylder meget i den australske krigshistorie og stort set enhver by i landet har et mindesmærke med en soldat fra 1. verdenskrig. War Memorial Monumentet og Anzac Parade er med vilje anlagt af byplanlæggeren, så det kan ses fra både det nye og det gamle parlament, for at minde politikerne om at krig er en alvorlig sag. Man siger at Australien blev ET land under 1 verdenskrig, fordi det her var første gang landet stod sammen som en nation og ikke en samling territorier eller nybygger-kolonier, så noget godt kom der trods alt ud af 1. Verdenskrig.
En anden problematik som også fylder meget i den australske historie omhandler aboriginernes integration i det moderne samfund, og det illustreredes kritisk på det nye Australiens National Museum. Langt op i dette århundrede prøvede "de hvide" at assimilere de aboriginere ( der ikke var blevet slået ihjel eller døde af nye sygdomme eller længsel efter deres land og oprindelige tilværelse ), som var tilbage i landet. Man tvangsfjernede børn og bosatte dem hos hvide familier og sendte dem i "hvid" skole - "Den stjålne generation". Først efter slutningen af 1960èrne, hvor aboriginerne endelig fik stemmeret, har forskellige grupper samlet sig organiseret og forsøger at få deres rettigheder og land tilbage. Et stående spørgsmål i denne problematik har været om Australien var "terra nulius" - land som ikke var ejet af nogen - da englænderne bosatte sig. En dom i 1992 afgjorde, at Australien allerede var beboet - af aboriginerne - og at tilflytterne dermed IKKE kunne gøre krav på ejendomsretten , og hermed skal mange landområder tilbagegives til aboriginerne. Reformer til at sætte denne proces - fornuftigt - i gang var så småt begyndt,  men med John Howard som konservativ leder ved roret siden valget i 1996 blev de tilkæmpede rettigheder sat i stampe - og reformerne udhulet, således at der idag reelt ikke er sket de store fremskridt for aboriginerne. Dog er store områder i f.eks. det centrale Australien ( ørken ) givet tilbage, men mange landområder har fået status som et område, hvor aboriginerne må komme på besøg på det "fædrende land" for at besøge hellige steder, udføre ceremonier og samle mad og vand - en forholdsvis omkostningsneutral løsning. Museet åbnede i 2001 og er utrolig poulært blandt australierne, men den progressive grundlægger og direktør blev afskediget i 2003 - fordi museumsbestyrelsen mente museet undlod at beskrive de fremskridt som var udført af de europæiske bosættere!!! I museets fundats står fortsat at det er et dynamisk forum for diskussion og reflektion, men det mener mange ikke længere er tilfældet. For os var det Ihvertfald en interessant udstilling og en spændende måde at få den Australske folkeånd ind under huden på. Vi var der også hele to gange. og den ene gang mødte vi et dansk par med to børn fra Kerteminde, så vi fik udvekslet dette og hint om både Australien og Kerteminde.
Canberra er en kunstig anlagt by med søen Burlyn Griffin ( opkaldt efter den amerikanske byplanlægger, som tegnede byen ) kunstigt anlagt og fra det højtbeliggende Telstra Tower nød vi udsigten over hele Canberra - med forstæder og alle de kendte bygninger. Især Captain Cook Water Jet Memorial, som er et 140 m højt springvand midt i søen var flot. Mindesmærket er indviet i 1970 i anledning af 200 - året for James Cooks første landgang i Australien.
Byens ambassadekvarter er også specielt  idet ca. 70 landes ambassader ligger samlet i et område og en del af dem er opført efter landenes egen traditionelle byggeskik, således f.eks. den norske. Danmark har ingen ambassade i Australien, kun konsulater i bl.a. Sydney og Melbourne.
Ca. 40 km sydvest for byen ligger den sydlige halvkugles eneste Deep Space Communication Center med 5 store parabolantenner, som kan snakke med de rumfartøjer der er sendt ud i universet samt rumfærgerne og rumstationen. Den dag vi var på besøg skulle den store 70 m parabol bl.a. lytte til Voyager 1 og 2 med ca. en time til hver - ca. 15. milliarder kilometer ude i rummet - helt ufatteligt for os. Ved indkørslen til området stod da også et skilt der opfordrede til at vi slukkede alt vores elektronisk udstyr, så vi ikke forstyrrede antennerne. Centeret havde også en udstilling om rumfartens udvikling og specielt om parabolernes betydning ved månelandingen i 1969 hvor Armstrong tog et skridt for menneskeheden, for Australien kunne "bryste sig af" at kunne vise de klareste billeder fra landingen og det var faktisk dem vi så i tv - dengang. Amerikanerne havde også glemt at stille en kontakt rigtigt, så deres billeder vendte på hovedet de første 15 sekunder, men Australien havde sat kontakten rigtigt, og kontakten var naturligvis udstillet. Ud over dette Deep Space Center findes der yderligere to i verden - nemlig i Californien og ved Madrid, på den måde kan de altid se/lytte til et bestemt sted i rummet ( jorden drejer som bekendt rundt, og en antenne kan ikke dække hele vejen rundt om jorden ). Da vi skulle derfra var teknikkerne igang med en inspektion og test af den store parabol, så vi så den dreje fra lodret til vandret - et imponerende syn, og træerne under parabolen syntes noget små, da den stod i lodret stilling.

En formiddag punkterede Alice uden for en vulkanisør og næste morgen på caravanpladsen ville hun løbe hjemmefra, da Søren lige skulle tjekke gearolie. Han startede motoren, men den slappe håndbremse holdt ikke og hun trillede langsomt ca. 10 m ned ad den skrå plads, før hun nåede en lille rendestensfordybning og Søren fik henne sat i "park". Kirsten råbte højt om hjælp ( på dansk, men de omkringboende forstod budskabet og en enkelt kom løbende til ), da vi ikke kunne holde bilen. Det kunne være gået helt galt da der også holdt en anden bil tæt ved Alices kørselsretning. Det var noget af en opvækker den morgen og vi var rystede over at hele vores "rejseliv" i Australien kunne have været ændret - som et knips med fingeren.
Langfredag, Sørens mors fødselsdag, satte vi Alice i "Drive" og kørte ned til sydkysten af Victoria hvor vi efter dårlig aftensmad ( mon det var flæskesteg, brun sovs og brunkartofler vi gik glip af i Præstø? ) og dårlig overnatning, kørte videre langs kysten mod Melbourne. I den lille ubetydelige by Orbost fik vi ordnet alle vores indkøb i en hardwarestore ( blandet isenkræmmer og tømmerhandel ) og i en boghandel. Det var en dejlig overskuelig forretningsgade og ikke, som i de store byer. Vi fik fyldt gasflasken, der ellers har været et problem, fordi tankstationerne ikke har den lille 2 kg's flaske vi har plads til. Vi fik købt insektlampe, maling og bogstavstencil til navngivning af Alice, dåben kommer i et senere indlæg. Ellers nød vi turen og gjorde holdt når der var noget interessant at kigge på. Vi var bla. til "garagesalg" i den lille by Metung, men vi købte ikke noget. Istedet fik vi en hyggelig sludder med det ældre ægtepar som havde ryddet op i deres gemmer. Lige ved kaffetid stod der pludselig et skilt til en historisk svingbro og  Søren mente det var der vi skulle drikke kaffe. Broen var helt tilfældigvis åben - ved det ugentlige tjek - tror vi, og vi så den blive lukket igen. "Meget spændende". Kaffen gjorde godt og vi rullede videre langs kysten mod vores næste overnatning, som vi havde besluttet skulle være på en rasteplads, hvor man måtte slå lejr gratis. Da vi kom frem stod der et skilt om gratis kaffe og at man ikke måtte campere?? På pladsen var der allerede en camper og et telt. Dem i camperen, Peter og Barbara fra Melbourne, fortalte at man godt måtte campere, skiltet var formodentligt opsat af den private caravanplads længere fremme, og da alle pladser i området desuden var fyldte, ja, så kunne vi altid henvise til det, hvis politiet skulle finde på at dukke op. Efter vore aftensmad - hurtige hakkebøffer - inviterede Barbara over til rødvin og ost. Vi fik snakket om Danmark, Australien, rejseliv og alt det andet, det hele under den flotteste stjernehimmel. Vi kom i seng ca kl 22:30, meget sent.
Peter og Barbara foreslog os at se et kræmmermarkede i Foster og Søren håbede at finde en brugt trailer til Alice, så tagbagagebæren kan komme af og det tunge grej kan komme ned. Kræmmermarkedet var stort og fyldt med unødvendige ting og ingen trailer. Dagens mål var halvøen Wilsons Promontory Nationalpark, en af Australiens første nationalparker fra 1898 og Victorias mest populære. Parken har fastlands-australiens sydligeste punkt og er flot med bjerge og hvide sandstrande. Her var lidt overfyldt pga. påsken og man fik lidt klausstrofobi, så Søren ville videre. Set i bakspejlet skulle vi nok have ventet til påsken var overstået og så gået den 3 dage lange tur til det sydligeste punkt, men vi nøjedes med en tur til Squeaky Beach - det fine sand sagde squeak, squeak når vi gik - og ud til Pillar Point i godt 100 m- højde med udsigt til Bass Strædet.

På kortet og i bogen havde vi læst om en lille færge, som kunne sejle os fra Philip Island til  Mornington Halvøen så vi besluttede at køre en omvej over Philip Island for at se en stor sælkoloni og lidt mere landskab inden vi drog mod Melbourne. Trafikken væk fra øen var voldsom p.g.a. et netop overstået motorløb men vi kørte glidende mod strømmen ned til sydkysten og så den noget opreklamerede "Pyramide Rock", som var mindre end vi havde forventet. Søren havde fået blod på tanden med gratisovernatningerne, så efter en times leden i mørke fandt vi en p -plads med toilet og vand. Vi parkerede og spiste aftensmad med puslen i mørket og fornemmelsen af at et dyr iagttog os, og vi nød igen udsigten til den flotteste stjernehimmel. Hele natten igennem blev vi forstyrret af biler med kærestepar der åbenbart brugte et andet hjørne af pladsen som "kisse-misse-sted". Sovet fik vi dog, men stod op ved 6 -tiden næste morgen, vaskede os så godt vi kunne, pakkede bilen og kørte ud til sælkolonien. På p-pladsen her spiste vi morgenmad og nød solopgangen medens vindpust fra sælkolonien 1,5 km ude bar sælernes "gøen" ind til os. Mange motionscyklister var også stået tidligt op og vi fik en sludder med flere af dem, som kom forbi pladsen. En gåtur på "balkonerne" med udsigt til klippeformationerne "The Nobbies" og sælkolonien nød vi i en times tid - helt for os selv, og vi kørte mod færgen som de andre turister begyndte at rulle ind på p-pladsen. På vejen var skilte til "Penguin Parade" - et sted på kysten med en stor pingvinkoloni - med plads til 3800 tilskuere. Vi priste os lykkelige for vores lille intime pingvinoplevelse på Tasmanien - hvor vi syv mennesker havde siddet en flot aften og set et par hundrede pingviners landgang efter dagens fiskeri.
I Cowes sejlede der godt nok en færge, men den tog kun cyklister og fodgængere med, så vi måtte køre turen tilbage og rundt om Western Port Bay ind til Melbourne. Vi havde på internettet set, at IKEA havde en afdeling i Melbourne, så her kørte vi til, fordi vi overvejede at købe nye dyner, betræk og madras. Vi nøjedes med at spise Swedish Meatballs og stjæle et katalog og fremme på campingpladsen kiggede vi lidt i kataloget og overvejede frem og tilbage om vi skulle investere i nyt soveudstyr.
Campingpladsen blev vores hjem i en hel uge, da vi fortsatte med at lave forbedringer i Alice og så var vi da også lidt på sightseeing.
Melbourne har ca. 3,2 mio indbyggere, men centrum er hyggeligt og overskueligt med gamle victorianske bygninger klemt inde imellem de hypermoderne skyskrabere og med parker og torve - bl.a. det modernistiske Federation Square med abstrakte geometriske bygninger, som ligger ned til Yarra Floden. Torvet er byens hotteste samlingspunkt og hver dag har sine events. Her er scene og kæmpeskærm, og eftersom der stort set altid finder et eller andet kulturelt  arrangement sted i Melbourne ( og andre australske byer ) er der altid "gang i den" på Federation Square. Docklands er et andet "insted" ved havnen med ( tomme ) lejligheder i millionklassen, men det nåede vi dog ikke at se i denne omgang. I centrum så vi de gængse hovedstrøg og China Town, samt besøgte Melbourne Museum og så en interessant forestilling om Den Kinesiske Mur. Nogle af dagene brugte vi til indkøb og forbedring af Alices boligstandard - så IKEA, en madrasbutik, outdoorcenter og tv-butikker blev frekventeret og indkøbt blev "nyt soveværelse", fladskærms-lcd-tv - med indbygget dvd-afspiller, bilradio tallerkner og andre småting. Ja det er dyrt at bo i storbyen, men nu kan vi også tillade os at invitere gæster på besøg, hvis nogen af jer skulle falde forbi.
Australierne og især Melbourne's befolkning er sportsfanatikere ( meget som tilskuere ) vi købte derfor billetter til et lokalopgør i "footy" - mellem Richmond og Collingwood på den berømte Melbourne Cricket Ground ( MCG ), som også lagde hus til OL i 1956.  For at få det optimale ud af kampen tog vi på en guidet rundvisning på MCG dagen i forvejen. MCG kan rumme op til 120.000 tilskuere. I sommerhalvåret spilles her cricket og i vintersæsonen - Footy, som er en speciel australsk fodbold med rødder tilbage i den aborigine kultur og spillet er en blanding af rugby og fodbold. Det er en udpræget kontaktsport, der spilles over 4x25 minutter. Det går hårdt for sig og australierne kalder amerikansk rugby for "girly" ( tøsefodbold ), fordi de har så meget beskyttelse på.
Vi tog bussen ind til byen og tog sporvognen som kørte direkte til MCG - og uden trafikale problemer blev de 70.000 tilskuere ledt ind på stadion til "det lille" lokalopgør. Collingwood -arbejderklasseholdet med success i mange kampe, men hvor det nu gik lidt ned af bakke, og Richmond - der endnu ikke havde vundet nogen kampe i den nystartede sæson. Richmond startede rigtig godt og Collingwood var nærmest lammet, men i tredje halvleg tog Collingwood sig sammen og løb Richmond overende. De to holds tilhængere sad fredeligt blandet mellem hinanden og de kunne sågar finde på at klappe over en flot detalje udført af modstanderens hold. Vi så nogle vennepar, som holdt med hver sit hold, sidde og se kampen sammen og hooliganisme så vi overhovedet ingen antydninger af. Flere forældre havde også børn med og alle snakkede sammen i en hyggelig atmosfære, selvom 35.000 mennesker af gangen råbte og heppede på deres hold og den anden halvdel resignerende så på, for i næste sekund at skifte roller. Spillet skifter nemlig hurtigt og der sker noget hele tiden. Dommeren råber "Spil, Spil", for at holde spillet i gang - her er ikke noget med at trække tiden til hvilepauser - det er 4x25 minutter med fuld fart - for os at se meget mere fangende end europæisk fodbold. Dommeren laver dommerkast, når flere spillere ligger hulter til bulter og kæmper om bolden, men ellers stoppes spillet stort set ikke. Spillet er også publikumsvenligt på en anden måde - med tre indlagte halvlege, så vi kunne få tisset og fyldt ølkruset. Ved siden af os sad en farmer med familie, som havde kørt i tre timer for at komme ind og se kampen og de skulle direkte hjem og passe farmen bagefter. Så er man fanatiker! Vi ofrede lidt dyrere billetter - 180,- kr pr. billet og blev virkelig underholdt i 2 1/2 time, men alle har råd til at tage familien med til footy, for de billigste billetter koster 90,-kr - næsten som en biografbillet i DK.
Hjemtransporten foregik lige så roligt og smertefrit, selvom Richmonds tilhængere var lidt stille. I bussen satte en Collingwoodfan sig overfor en Richmondfan og de sad og snakkede - som den naturligste ting i verden - om de forskellige spillere og detaljer i kampen. Sådan tror vi ikke tilskuer/fan-kulturen inden for fodbold er i DK, men vi har ikke overværet en dansk fodboldkamp i mange år - Søren aldrig nogen sinde, så vidt han husker.
Vi synes også vi trængte til lidt "finkultur", så vi gik på Her Majesty's Theater og så musicalen "Miss Saigon" - som handler om en kærlighedshistorie i Vietnamkrigens sidste dage- også en god oplevelse, men mindre medrivende end footy-kampen.
I løbet af ugen havde Alice haft "det røde" - utæt gearkasse - så vi fandt en automat-gearkasse-reperatør, der viste sig at vide hvad han talte om og Alice har fået tid til en gynækologisk undersøgelse efter vores tur til Great Ocean Road. Reperatøren foreslog os at undlade at fylde gearkassen helt op med olie, da han mener at det er kick-down-kablet der er utæt, og han så også at målerøret er bøjet for at en Chrysler gearkasse og motor skal passe i en Toyota HiAce og dermed viser for lav oliestand. Så selv om Alice har problemer med underlivet kørte vi alligevel mod Great Ocean Road.

Dag 227-236. 15/4 - 24/4.
The Great Ocean Road
Fotos

Den 3-400 km lange Great Ocean Road sydvest for Melbourne - er en af verdens mest berømte kyststrækningen  - og for os noget vi MÅTTE have med på turen. Vejen blev bygget etsporet efter 1. Verdenskrig som en slags "beskæftigelsesprojekt" for staten Victorias arbejdsløse hjemkomne helte fra Europa, og ca. 3000 mænd arbejdede med vejens anlæggelse frem til 1932, hvor den blev indviet. For os europæere er det lidt svært at forstå, hvad en ny vej kan betyde - i Europa havde vi bare kørt en omvej, men her betyder en ny vej at et nyt område pludselig bliver tilgængelig for bosættelse, landbrug og udvinding af råstoffer. Der havde dog været spredt bebyggelse - bl.a.småbyer og fyrtårne - langs kysten, men efter 1932 gik udviklingen hurtigt og der kom da også gang i turismen.
Efter Mathew Flinders i 1798 havde sejlet rundt om Tasmanien og bevist at det var en ø ( og ikke en del af det australske kontinent ), kunne skibene fra Europa forkorte den lange sørejse lidt ved at sejle gennem Bass - Strædet nord om Tasmanien og nu også lægge til i de nu tilgængelige landområder langs Victorias sydkyst. Sejlturen var dog ikke ufarlig idet skibene skulle passere "nåleøjet" mellem King Island og Victorias forrevne sydkyst. Mange skibe forliste på strækningen - ca. 600 ialt - og selv med opførelse af fyrtårne på stategiske steder fortsatte skibsforlisene. Området var beboet af aboriginals men de blev - som andre steder i Australien fortrængt i kolonialiseringens interesse. Den første hvide mand der etablerede sig i Melbourne-området i 1830érne - John Batman fra Tasmanien - "købte" - mente han - et stort område af aboriginerne - for en stak tæpper, knive og andet krims krams. Så let gik det imidlertid ikke - da landområdet officielt tilhørte den engelske trone ( skidt være med de egentlige ejere ). Da man dog var interesseret i bosættelser fik han istedet et godt landbrugsområde sydvest for Melbourne - ved Geelong. Hovederhvervet i baglandet blev fåreavl og Geelong blev den store "uldby" hvor ulden blev opkøbt, bearbejdet og eksporteret fra. Byen har Australiens eneste ( ? ) uldmuseum som belyser uldens betydning for den historiske, politiske og industrielle udvikling. Her gjorde vi holdt og blev vist rundt på allerfornemmeste vis af frivillige pensionister, som havde specialiseret sig i hver deres afdeling af museet. Den første dame var nu lidt forvirret og gentog sig selv flere gange, men oplysende var hun - og medens hun fortalte os om "sin afdeling" stødte et stort jødisk par til, og de skulle jo også lige opdateres. Vejen rundt på museet viste hvordan ulden blev klippet, renset, presset og pakket og en "balle" vejede lidt over 200 kg. Det gennemsnitlige australske får er vokset ca. 50% siden midten af det 19. århundrede og Australien er stadig verdens førende producent af produkter fra fåreindustrien - uld og kød. Med den hurtigt voksende bosættelse og landbrugsproduktion - og senere fra 1850'ernes guldfund nordvest for Melbourne - var der sat gang i udviklingen i området og behovet for havne, fyrtårne, veje og anden infrastruktur meldte sig.

Langs kysten afløste den ene flotte kyststrækning den anden - hvide sandstrande, dramatiske klipper, store buldrende surfbølger med  skumsprøjt og enkelte surfere. Vi forventede hvert øjeblik at se hvaler eller delfiner, selv om vi godt vidste at det ikke skete ret tit, men stemningen gjorde ligesom, at det var det eneste vi manglede.
Vi holdt mange stop hver dag og gik på småture langs kysten og ind i landet. Ved Erskine Falls tog vi trapperne ned til foden af vandfaldet for at kunne konstatere at her stadig var nærmest regnskovsagtigt, selvom der ikke var vand i faldet. Vel oppe ved bilen igen spurgte en mand - på engelsk - om vi var fra Danmark - den første danske reaktion vi har haft på vores lille dannebrogsflag i bagruden. Vi fik en lille sludder om dette og hint. Han var med kæresten afsted - 1 uge i New Zealand og fire uger i Australien, så de havde mere travlt end os andre. Fremme ved Sheoak River gik vi en tur ind langs det tørlagte flodleje og endte efter et stykke tid oppe ved toppen af et vandfald, hvor en kæmpegrotte "gemte" sig inde bag - og da vandfaldet jo som sagt var tørlagt, gik vi over "floden" og ned i floddeltaet og ind i grotten. Medens vi gik rundt her i naturens egen fred og ro kom en australsk teenage-skoleklasse med lærere - en flok glade og velopdragne unge  mennesker, som hilste pænt på os. På vej tilbage hørte vi pludselig puslerier fra krattet ca. 5 m fra stien og minsandten om ikke en koala gik langsomt igennem krattet her. Den kiggede lige så meget på os som vi på den - og da fortroppen af skoleklassen indhentede os "syh-sede" vi på dem og den forreste dreng gik tilbage til den store gruppe og bad dem om at være stille og kigge efter koalaen. Vi fulgte langsomt dyret gennem dens tur i krattet i en 5 minutters tid og fortsatte så tilbage til bilen. Kirsten syntes virkelig godt om denne oplevelse, men Søren vil stadigvæk hellere møde en slange.

Turistkontorerne i Australien kan deres kram - ofte ikke kun om deres eget område, men også om de tilstødende, så på vores ture besøger vi vel et turistkontor ca. hver anden dag  ( at en stor del af turistkontorernes arbejde også består i at reservere overnatninger og sælge souvenirs lader vi os ikke længere distrahere af ). Her får vi ofte foreslået steder, som vi ikke har læst om i bøgerne. På turistkontoret i Apollo Bay fik vi anbefalet et helt dagsprogram, som vi fulgte fra ende til anden - Cape Otway Fyrtårn, en tur i regnskoven og en tur til Wreck-Beach ved lavvande ved solnedgangstid. Dette var også dagen hvor vi om eftermiddagen var meget tæt på at løbe tør for benzin, men det var turistkontorets skyld. Her fik vi at vide, at der var en guidet tur på Cape Otway Fyrtårn kl. 11.00, og den tur kunne vi lige nå, så vi glemte alt om benzin og trådte på speederen - og nåede den guide tur.
Fyrtårnet blev opført i 1848 efter flere tragiske skibbrud, og sammen med fyrtårnet på King Island guidede det skibene sikkert igemnnem "nåleøjet" mod Melbourne og Sydney, når de efter 2 - 3 måneders sejlads fra England endelig så land igen. Men selv efter fyrtårnenes opførelse skete der stadig skibbrud langs kysten. Familien som boede her var stort set selvforsynende med mad og fik kun post og øvrige fornødenheder en gang om året. Dette skete jo ad vandvejen og det var risikabelt at forsøge landgang. Vores guide gjorde hvad han kunne for at vi skulle fornemme tidsånden fra 1900-tallet - dengang da mænd var mænd og kvinder kun var kvinder og børneflokken var stor og måtte arbejde og ellers underholde sig selv - her ved den barske sydkyst, hvor de kolde vinde fra Antarktis kunne medbringe storm og sne om vinteren.
Nå, men efter fyrtårnet fortsatte vi i økonomikørseltempo de 42km mod Lavers Hill, hvor den nærmeste benzintank befandt sig. Der kan ikke have været mange dråber tilbage i tanken og vi var glade for hver kilometer Alice trillede videre - så var der da det kortere at skulle gå eller tomle.
Vores næste mål var Otway Fly Tree Top Walk hvor vi gik på gangbroer 20 -30 m over den tempererede regnskovbund. De høje Red Gum - eukalyptustræer svajede vel en 1/2 m med vinden i den højde vi gik i, og stålbroerne gav sig også lidt med vinden, så af og til måtte vi have fat i gelænderet for ikke at blive svimmel. Naturen var flot og frodig med flotte store bregner mellem træerne - endelig et sted her i det regnhungrende Victoria, hvor de havde fået vand. Dog synes vi ikke turen var billetudgiften på 90 kr/pr. person hver. De mange småture vi selv havde gået i skovene havde været mindst lige så flotte, og dem havde vi for os selv, her måtte vi dele med især mange japanere/koreanere??
Efter en gang kaffe og et stykke chocolate mud cake ( rigtig fedende ) passede tiden med en tur ned til stranden ved Moonlight Head - hvor der skulle ligge nogle vragrester. Stranden var kun sikkert tilgængelig ved lavvande, men flod- og ebbetiderne havde turistkontoret naturligvis også styr på. Vi drejede ind på grusvejen mod Moonlight Head og bumpede os langsomt de 5 km ud til stedet hvor vi parkerede Alice ved siden af en anden ensom gammel bil. Vandresstavene blev fundet frem og vi gik de små 400 trin ned til stranden, hvor den gamle bils ejere - et nyforelsket ungt par - legede "Den blå lagune". Først ærgede vi os lidt over ikke at have stedet helt for os selv, men det var nu meget godt, for de vidste hvilken side vi skulle gå til for at komme til vragresterne. Vi gik i vandkanten og lod de nyforelskede være nyforelskede og nød at gå  langs stranden medens solen så småt forsvandt bag klippekysten mod vest. Ankeret fra Marie Gabrielle ( sank 1880 ) stak op af sandet en hundrede meter fra kystlinjen og her var næsten tørlagt, så vi gik ud og kiggede på det. Længere fremme stod et anker på ( omvendt ) højkant i en klat cement - rejst som et mindesmærke om skibet Fiji, der sank i 1891. Med briller der var godt tilsprøjtet af saltvand gik vi op ad de mange trapper medens mørket sænkede sig, og vi listede forsigtigt tilbage ad jordvejen uden at køre nogen af de mange kaniner og 3 - 4 kænguruer, vi mødte på vejen, ned. Fremme i Princetown gjorde vi holdt for natten - spiste et måltid mad, læste lidt, så tv og krøb til køjs for at være friske til "De tolv Apostle" næste dag.
Ingen ved egentlig hvorfor de 12 ( nu 13?- se senere ) klippeformationer fik navnet "De tolv Apostle" i begyndelsen af forrige århundrede, men mange steder i området har fået religiøse stednavne, og apostlene beses af alle de ca. 7. millioner turister, der hvert år kører en tur ad Great Ocean Road. Intet sted på vejen kan man se alle apostlene på en gang, men de ca. 70 m høje kalkstensformationer som er efterladenskaber fra havets erosion er imponerende flotte og man får lyst til at se dem fra forskellige vinkler og ikke mindst fra stranden. Det eneste sted det kan lade sig gøre er ved Gibson Steps. Det første stykke efter vi var kommet ned på stranden, troede vi kun her stod en enkelt klippeformation, men da vi var gået lidt langs stranden dukkede der pludselig en mere frem bag den første. Her var flot og nok at kigge på, så vi kiggede mere op end ned, hvilket resulterede i at vi begge fik vand i støvlerne et par gange, fordi vi ikke kunne nå at løbe tilbage op på stranden, når enkelte høje bølger skyllede op over stranden. Vi gik så langt vi kunne til et nyt klippefremspring - som engang bliver til en ny apostel når havet har eroderet, ind bag, langs vandkanten - først en bro og så senere en enkeltstående klippe. Inderst i den lille bugt under klippen var sat et gitter op med adgang forbudt p.g.a. nedstyrtningsfare, men Søren kunne ikke dy sig og minsandten om ikke havvand og bølger skvulpede et par meter inde bag i fuld sving med at isolere klippefremspringet fra kysten. Geologer har beregnet, at kysten eroderes  med ca. 15 cm årligt, hvilket geologisk set er meget, og for bare 150 år siden - hvor apostlene blev kaldt "The Saw og Picklets" ( savsmuld?? ) - var her endnu flere ( små ) klippeformationer, som nu er eroderet og skyllet i havet.
På stranden lå også et par små døde fairypingviner. De har en koloni længere mod vest, og vi tror det er grunden til at publikum er forment adgang til stranden ved de andre apostle. Vel oppe igen - vi var så småt begyndt at kunne mærke alle trapperne i benene - som nok var kommet lidt ud af træning, eftersom vi ikke rigtigt havde vandret siden Ayers Rock - gik vi en tur langs udsigtsplatformene ved det sted hvor de fleste ( nu 8, da en styrtede i havet i juli, 2005  ) apostle kan ses. Længere fremme gik vi en tur til et blowhole og en flodudmunding i en lille vig, som lå beskyttet bag et klippefremspring, hvor de største bølger sprøjtede 10 - 15 m højere op end de klipper vi stod på. Her var dejligt tempereret at slikke sol og vi gik rundt på pynten i en times tid indtil frokostsulten gjorde at vi måtte tilbage til bilen og spise ved 14 -tiden.
Ved Loch Ard Gorge fulgte vi en gåtur med en beskrivelse af det romantiske drama om Eva og Tom, der var de eneste overlevende ombord på Loch Ard, som sank her i 1878, kun en nat fra sikker havn i Melbourne. Den 18-årige matros Tom havde reddet sig i land og svømmede heltemodigt ud og reddede lægedatteren Eva, som klyngede sig til et stykke vraggods. Da hun var kold og forkommer gav han hende cognac og gned hendes krop hermed!!, så hun kunne få varmen. På stranden hvor de drev i land, er to grotter, og spørgsmålet er så om de sov i hver sin eller sammen i den ene???  Man har gjort hvad man kunne for at skabe en "Titannic-historie" ud af skibsforliset, men fakta er, at Eva, da resten af hendes familie døde under forliset, rejste tilbage til England ved først kommende lejlighed ( denne gang med dampskib )- så hvis her er en historie om den store kærlighed, så endte den ihvertfald ulykkeligt. Men det bliver historien ikke dårligere af og i byen Warrnambool udspilles dramaet hver aften på storskærm udendørs, men det sprang vi nu over.
Ved London Bridge fik vi forklaringen på hvorfor her nu er 13 apostle og hvorfra Saven - i det gamle stednavn stammede.
London Bridge var saven - i det gamle navn, men broen styrtede sammen i 1990 og efterlod den yderste bropille som en apostel - den 13 - sammen med et par turister, som måtte reddes i land med helikopter. Men - spurgte vi os selv - med den ene som styrtede i havet i 2005 - er der så ikke 12 - igen???? Hvorom alting er, så vidner det ihvertfald om at her foregår en proces som hele tiden nedbryder klipperne og skaber nye "apostle".
Godt "mætte" og med Great Ocean Roads inde under huden slappede vi af sidst på eftermiddagen i den lille hyggelige by Port Campbell, hvor Kirsten gerne ville blive en dag mere - og fordøje oplevelserne og skrive hjemmeside. Men istedet for at lytte til Kirstens indre "jeg" kørte vi videre mod Bay of Island næste formiddag - synd, for disse klippeformationer er lige så flotte som apostlene, men vi var ikke i stand til at rumme mere og fremme ved Tower Hill værdsatte vi heller ikke det fantastiske i at befinde os i et udslukt vulkankrater, hvor kraterkanten kunne følges med øjet fra vulkanens top ( vi gik derop ) - og det genetablerede dyreliv med koalaer ( vi så tre på de to timer vi var her ) og kænguruer. Hvornår lærer vi det???
Vi burde have brugt en dag i Tower Hill. Istedet kørte vi til Mortlake og overnattede - gratis på byens kombinerede park/barbeque/campingområde. Her var ingen reception og da den tilsynsførende kom næste morgen synes han ikke vi skulle betale, da vi ikke havde brugt strøm og ikke havde haft nøgle til toiletfaciliteterne. Men derfor måtte vi da gerne tage et varmt bad.
Vi var kørt til Mortlake, fordi Kirsten havde set en lille notits på bagsiden af en turistbrochure om, at her fandtes olivina - et vulkanprodukt ( der bl.a. kan bruges til smykkefremstilling ), som kommer fra jordens kappe enten ved vulkanudbrud eller de steder hvor kappen ligger tæt ved jordoverfladen ( hotspots som Galapagos og de Kanariske Øer ). Kirsten har olivina fra Lanzarote og hun ville gerne se olivinabrudet som fandtes i Mortlake - "The Olivina Capital of Australia". Det blev dog noget af en lang næse, for det eneste sted man kunne se olivinaen var i brudet, og det var lukket om lørdagen - ikke noget med bare et lillebitte museum eller lidt olivina i en forretning - nej, nej. Og dog var vi alligevel så ret heldige, når nu det skulle være, for det viste sig at den tilsynsførende var "olivinajæger" og han viste os en artikel om et stykke olivina han havde fundet til en værdi af vidst flere tusind dollars - og så havde han da også lige adskillige store og små stenklumper liggende i en stak bag toiletterne. Han tog lige sin store hammer frem og knuste en almindelig brun sten i tre stykker - og den smukkeste lysegrønne/glimmerne farve kom til syne inde i stenen. Kirsten virkede tilpas imponeret - og vi har helt sikkert "reddet den tilsynsførendes dag" - for han var klart glad for at nogen værdsatte hans interesse. Inden vi kørte fra byen slog vi et smut omkring olivinabrudet, hvor den tilsynsførende sagde at vi jo kunne "planke" den, men det gjorde vi nu ikke. Vi ved godt at man skal have en guide med sådanne steder, ellers finder man ikke noget -- vi har prøvet det flere gange i Fakse Kalkbrud, som er utroligt spændende, når man følges med en guide.
The Grampians Nationalpark ca. 100 km nordvest for Mortlake havde vi fået indtryk af også var et område "man burde se", så her kørte vi lidt rundt i parken, gik en tur op på et højdepunkt og så en udstilling, men igen uden at det "rigtigt fes ind på lystavlen", fordi den var fyldt op, så vi besluttede at "rykke" og kørte de ca. 300 km tilbage til Melbourne og holde nogle oplevelsesfri dage på den velkendte campingplads i Ashley Gardens. Vi passerede Ballarat hvor der var "goldrush" i 1850'erne og ankom i øsende regnvejr til Melbourne hvor det også regnede det meste af søndagen, hvilket indbyggerne var glade for. Byen var på vandrestriktionslevel 3 - som bl.a.betyder at der kun må vandes have med spand, at biler ikke må vaskes - kun forrude og at et bad må kun tage 3 min.
Alice fik sin gynækologiske undersøgelse ( gearkassen fik nye pakninger m.m. ) om mandagen men "blødte" stadig, så hun fik nok en ny "tampon" om tirsdagen. Her måtte Søren selv tage til "lægen", da Kirsten havde tømmermænd efter den foregående aftens udskejelser. Tre danskere slog telt op lige ved siden af os, og vi sludrede til ved 1 -tiden om natten og adskillige øl, rødvin m.m. blev konsumeret. Vi nød at snakke med landsmænd igen - for første gang sådan rigtigt for alvor efter vi tog afsked med Annette og Jacob i La Paz i Bolivia i midten af januar. 



Gibson’s Steps

12 Apostle,
Tower Hill.
Grampians

Vores aftensysler

Dag 237-245. 25/4 - 3/5.
Guld - Murray River - Snowy Mount.- Sydney.
Fotos

Onsdag d. 25. april var Anzac Day, australiernes mindedag for de faldne i de krige, som Australien har deltaget i. Vi havde overvejet at overvære højtideligheden ved at deltage i en gudstjeneste, se krigsveteranernes parader og høre taler, men da arrangementerne i Melbourne begyndte allerede ved 4 - 5 tiden om morgenen, besluttede vi, at vi vidst havde forstået Australiernes behov for at ihukomme deres tab og afholdelse af mindedage i den anledning.
Istedet listede vi afsted på vores godt 1000 km lange tur mod Sydney for at hente Alices registreringspapirer, som nu endelig skulle være kommet fra Western Australia. Vi erfarede hurtigt at Anzac Day helligholdes, for butikkerne var for en gangs skyld lukket ( mange er ellers åbne til kl.21 og åbne om søndagen ) - og trafikken minimal.
Som udgangspunkt ville vi holde os i nærheden af Hume Highway, som er hovedtrafikåren mellem de to byer, og så tage afstikkere herfra, for at se lidt undervejs. De længere australske landeveje er ofte opkaldt efter pionerer eller opdagelsesrejsende, som har været de første i området. Hamilton Hume var således på disse kanter i 1820'erne, hvor han udforskede området sammen med William Hovell.
Vi havde sprunget "guldbyen" Ballarat over på vores vej til Melbourne efter Great Ocean Road, og "goldrushen" var ihvertfald en af de ting, vi ville have med på vejen til Sydney. Herudover ville vi kigge lidt nærmere på Murray-floden ( efter Carries anbefaling ) og Australiens højeste bjerge - Great Snowy Mountains, hvor vi håbede at kunne få lov at se lidt efterårsfarver i de løvfældende træer. Det er 1 1/2 år siden vi har oplevet efterår, og indtil nu havde vi mest set eukalyptustræer, som ikke er løvfældende.
 I 1850'erne blev der fundet guld både i New South Wales og i Victoria. Det resulterede i at folk fra alle samfundslag forlod deres poster for at søge lykken som guldgravere og det efterlod byerne med mangel på arbejdskraft og problemer med at få samfundene til at fungere. Nogle landmænd måtte også forlade deres nyetablerede farme for at grave guld, fordi deres arbejdskraft havde forladt dem, og de ikke selv magtede at udføre alt arbejdet. Victorias britiske guvernør var lamslået over hvordan det victorianske klassesamfund blev smidt overbord - og over lovløsheden og behovet for at finansere lov og orden i guldområderne. Hans løsning var at indføre en licens, som var så tilpas høj, at han håbede på at "almindelige" arbejdere forlod guldgraveriet og vendte tilbage til deres arbejde i byerne. Licensen blev hadet men få opgav chancen for at finde guld. Den medførte dog at man undgik en del lovløshed, fordi  licenspengene financierede lovens håndhævelse og loven slog ned med meget hård hånd, når noget ulovligt passerede. Desværre forekom bestikkelse og korruption også, og da det efter nogle år blev sværere at finde guld, blev uretfærdighederne for meget for de almindelige guldgravere ( fra de lavere samfundslag ), og de gjorde oprør i 1854 - ved Eureka - og proklamerede deres egen republik. Oprøret blev slået ned, 30 guldgravere dræbt og nogle arresteret og dømt, men folkeånden var med de uretfærdigt behandlede minegravere og demokrati var så småt på vej, så regeringen anså det for mest fornuftigt at de dømte blev benådiget.
Nord for Melbourne ligger flere af disse store guldområder, som også var med til at tiltrække nye bosættere og immigranter fra både Europa, og Asien - især Kina. Således voksede staten Victorias befolkning fra 77.000 indb. i 1851 til 540.000 i 1863 - med alt hvad det førte med sig af etablering af infrastruktur, handel og anden udvikling i området, og med guldet  ( - og ulden - se forrige afsnit om Great Ocean Road ) i rigelige mængder til at financiere alle herlighederne, blev mange af "guldbyerne" genopført i ordentlige ( ikke træskure, som de oprindelige ) og smukke materialer. Bl.a. blev Melbourne i 1880'erne kendt som "Marvellous Melbourne", og den var landets største by - en status den beholdt i et halvt århundrede.

Som søn af "goldrushen" blev Austaliens "Robin Hood" og nok største folkehelt - Ned Kelly - født i 1855. Han huserede i området nordøst for Melbourne i slutningen af 1870'erne og blev henrettet i 1880. Han var søn af et par fattige forældre og faderen døde tidligt i hans liv. Hans skolegang var begrænset og som ti-årig reddede han heltemodigt en yngre dreng fra druknedøden. Som fjortenårig blev han arresteret første gang for hestetyveri, og han tilbragte de næste ti år ud og ind af fængslerne for diverse småkriminelle handlinger. Han var dog altid meget loyal overfor sin familie og venner, og som voksen kæmpede han for mere retfærdighed for de fattige, men rigtig kendt blev han først de sidste par år af sit liv.
I 1878 dræbte han og hans bande 3 politibetjente og en dusør for hans tilfangetagelse blev udlovet. Ved et bankrøveri gjorde han grin med politiet under røveriet ved at låse politiet inde i fængslet og banden iklædte sig politiets uniformer. Banden var også meget kendt for at bære rustninger lavet af jern fra plove. Den 27. juni 1880 holdt banden 60 gidsler fanget på Glenrowan Hotel og de var under belejring i mange timer, indtil politiet angreb og skød flere bandemedlemmer og gidsler. Ned selv blev skudt i benet, trods sin rustning.  Han blev dømt til døden og hængt i Melbourne, selv om en underskriftsindsamling på 30.000 anmodede om hans benådning, og hans kommentarer til dommeren skulle efter sigende have været: " Der kommer en dag, hvor vi alle skal stå til regnskab ved en højere ret end denne. Han var blevet en folkehelt - især blandt irske immigranter, som følte sig dårligere behandlet af myndighederne.
Om han var en almindelig kriminel eller frihedshelt står til åben diskussion, men befolkningen har haft behov for en helt at identificere sig med og han har åbenbart udfyldt den rolle - den fattige dreng uden muligheder, der modigt kæmpede for retfærdighed mod lovgiverne og til sidste måtte bøde med livet. Hans korte og voldelige liv har ihvertfald været til stor inspiration for forfattere,  filminstruktører m.v. og myten om ham lever i bedste velgående.
Vi gjorde holdt ved Glenrowan for at se hvor Ned Kelly havde kæmpet sin sidste kamp og hvor han blev taget til fange. En hyggelig by, hvor man kunne følge en vandretur for at opleve belejringen og slagets gang. Vi nøjedes med at indsnuse lidt af stemningen og kigge på det lille museum og en kæmpe kopi af hans rustning. Vi kørte videre ad en Ned Kelly rute, hvor vi kom til flere af de steder, han havde opholdt sig bl.a. Beechworth, som er en levende legende om Victorias goldrush.. Her kunne vi se forskellige velholdte sandstensbygninger fra 1860'erne - bla. domhuset og fængslet, hvor Ned Kelly havde været på besøg. Vi ledte forgæves efter et guldmuseum ( undrede os over at her ikke var et ) og måtte så nøjes med at kigge lidt på byens mange guldforretninger, men nej, Kirsten fik ikke nogen glimtende gave af Søren, så hun måtte selv investere lidt - i noget mere nyttigt - to par nye bukser, da de medbragte fra DK efterhånden var  temmelig tyndslidte. Uden for byen lå en flot kløft og vi kørte en tur langs kanten af den. Man skulle kunne se indgangen til en mineskakt til en nedlagt guldmine, som gik langt ind under den nuværende by, men det lykkedes os ikke at finde den, desværre.
Ved aftentide slog vi lejr på en rasteplads ved en sø - Allans Flat, hvor Søren fik afprøvet den fiskestang, som fulgte med Alice, og hvor vi tilbragte aftenen ved lejrbålet sammen med et par, som boede sydøst for Melbourne. De var udvandret fra Holland for små 40 år siden - og mente at de havde truffet det rigtige valg dengang. De var meget tilfredse med deres tilværelse i Australien og mente at de ved at immigrere havde fået bedre muligheder for at forbedre deres levevilkår. Han var selvstændig elektriker, konen havde altid været hjemmegående og passet parrets tre børn, som alle havde gået i privatskole. Nu hvor de var oppe i 60'erne havde manden stadig sit firma, men kørte for nedsat blus. De tog ofte på kortere og længere ture med campingvognen - og i de tyndt befolkede områder, var det let for manden at få lidt arbejde ind imellem - hist og her. Så fik de både financieret deres ferier og fik lokale kontakter, som ofte betød mere personlige oplevelser. Vi blev jo næsten helt misundelige.
Næste morgen var vi dårligt kommet afsted, før vi tog en afstikker til sandbankerne ved Hume Lake, som er opdæmmet med en dæmning og et kraftværk. Vandstanden var meget lav p.g.a. tørken og resterne af en gammel skov stak pænt højt op over søens vandoverflade. Vi gik en fin lille tur rundt på sandbankerne og selvfølgelig skulle Søren helt ud på spidsen - i Alice - som nu ellers havde kørt upåklageligt siden vi forlod Melbourne ( 1 dag ) - Kirsten nåede lige at sige: "Hvorfor skal du altid ud og afprøve det ekstreme, hvorfor kan du ikke bare nøjes med at se det herfra eller gå der ud", men Søren skulle køre - før vi måtte konstatere at der skulle bakkes tilbage, og da Søren mente han kunne vende, så prøvede han det uden at stige ud og kigge på vendemulighederne, og så kørte vi fast. Søren troede at vi kunne bakke baglæns ned af skrænten, men han prøvede heller ikke lige at gå en tur ned over den, inden han bakkede ned ad, hvilket vi stadig kunne..... ja, og så sad vi bare endnu mere fast! Vi prøvede at grave baghjulene fri og ligge store sten under, men det hjalp ikke rigtigt noget. Kirsten var hurtig i vendingen. Hun havde set en firehjulstrækker ca. en kilometer væk, og den kæmpede sig nu op over bakkerne tilbage mod hovedvejen. Hun stillede sig op og vinkede med begge arme i håb om at de fik øje på os, og minsandten om ikke de så os og kom os til undsætning. De kunne ikke trække os op, så de kørte ned og trak os ned til det lavere liggende niveau, hvor vi selv havde villet ned. Det var dog også temmelig løst, så Søren måtte træde på speederen for at få Alice igennem. Vel tilbage på den nærliggende p - plads undersøgte Søren skaderne. Alice havde kogt temmelig godt og hun lækkede vand fra køleren, men det var bagateller - mente Søren - ( typisk, nu havde vi lige fået Alice lavet, så vi kunne køre nogenlunde sikkert i hende ). Den profeti viste sig hurtigt ikke at holde stik og vi måtte trille tilbage til Wolonga - den nærmeste større by - hvor vi kom fra. Den første kølermand ville ikke røre ved Alice, men gav hende dødsstødet med det samme, da han hørte at det var en uoriginal motor, der lå i hende. Byens anden kølermand havde ikke tid, men ville godt hjælpe, hvis Søren selv kunne lave det meste af arbejdet, så vi aftalte at Søren troppede op næste morgen ved 9 -tiden. Så tjekkede vi ind på et motel i nærheden og gik ud at spise - på en restaurant, hvor den lokale Rotary Klub afholdt den årlige generalforsamling, så det kunne vi ikke undgå at følge lidt med i. Rotary og Lions Club er næsten repræsenteret i alle byer, og der står mange skilte ved mindesmærker o.l. som fortæller om at de har været sponsorer.
Søren fik ordnet bilen - ikke kun køleren men også lidt andet, som trængte til reperation - og de to mekanikere på Phoenix Radiator viste sig at være superflinke og lidt benovet over at Søren faktisk kunne finde ud af tingene selv, så det hjalp lidt på Sørens selvtillid - og Kirstens humør, at bilen blev repareret. Imedens fik hun lagt de nye bukser op - indimellem savner Kirsten altså en symaskine - og oset lidt i byen. I en tøjbutik fik hun sig en lang snak med de to ekspedienter, som diskuterede den enes eksamensopgave på det der svarer til lærerseminariet. Den handlede om - hvis ansvar børneopdragelse var. Vores indtryk af familie - og børneliv i Australien har været, at man endnu har en del af det gamle kønsrollemønster med en hjemmegående ( evt. halvtid på arbejdsmarkedet ) mor, som har tid til børnene og bl.a. til at hjælpe med lektier m.m. Hjemmegående mødre har også en højere status end i Danmark, og det at opdrage og passe sine børn og familie er et værdsat job - her. Kirsten gav udtryk for at det var noget positivt, som landet skulle prøve at holde fast i - her er mere tid - og folk er mere åbne end i DK. De to ekspedienter mente desværre at løbet var kørt - også i Australien, bl.a. p.g.a. de drastisk stigende huspriser, som gør at begge forældre er nødt til at have fuldtidsarbejde. Iøvrigt har vi set utroligt mange huse til salg og vi erfarede at det skyldes en ny lov som træder i kraft fra 1. juni ( juli? ). Hidtil er man ikke blevet beskattet af overkuddet ved salg af fast ejendom, men med den nye lov beskattes man af fortjeneste over godt 200.000 $ - dog ikke som pensionist. Det er vel også lidt af den problematik der popper op hjemme - ind imellem!
Nå, men med Alice i orden ( troede vi nok en gang  ) fortsatte vi vores tur langs Murray-floden, som er Australiens vigtigste indlands-vandvej og verdens tredjelængste sejlbare flod ( de to andre? ). Nogle af de første australske opdagelsesrejsende sejlede på opdagelse ad floden længe før veje og jernbaner nåede frem, og hjuldampere bragte forsyninger til og fra øde fårefarme.
Floden danner det meste af grænsen mellem Victoria og New South Wales, og vi krydsede frem og tilbage mellem de to stater flere gange. Et sted på kortet var afmærket en færgerute, men den var indstillet - p.g.a. vandmangel - og det var et sørgeligt syn at se den ellers så prægtige flods udtørrede flodleje. Vi besøgte byen Tallangata, som i 1950'erne blev flyttet ca. 7 km mod vest, p.g.a. fare for oversvømmelse ved opdæmningen af Hume Søen, som ligger i forbindelse med dæmningen. Vi besøgte også området hvor byen oprindelig havde ligget og vi kunne se rester fra husfundamenter og antydninger af hovedfærdselsårerne. På vej mod dæmningen mødte vi 6 - 700 Harley Davidson motorcykler, som var på træf i området den pågældende weekend.
Så gik det ellers langsomt opad i landskabet og ved Tumbarumba ( hvem kunne ikke tænke sig at bo i en by med så smukt et  klingende navn? ) fik vi de sidste bulletiner om Snowy Mountains inden vi begyndte den egentlige bjergkørsel. Det småregnede lidt og havde regnet i området i nogle dage, så vi blev frarådet at køre op til Australiens højeste bjerg - Mount Kosciuszko 2229 m, og vi nøjedes med at tage en flot og øde bjergvej - med træer iklædt efterårsfarver - op til Australiens højest beliggende by - Cabramurra - i 1488 m højde. Undervejs så vi fra vejen lidt af de tre vandkraftværker ( Tumut 1, 2 og 3 ) som til sammen producerer den største mængde alternative energi i Australien.  Cabramurra så vi dog ikke rigtigt noget til, da det var meget tåget oppe i højderne, så vi kørte direkte til en rasteplads for at overnatte. Her skulle være fantastisk flot, havde vi fået at vide af tre medlemmer af en "bushwalkning-club" - tidligere på dagen. Det er højst sandsynligt at de talte sandt, men her var så tåget - også næste morgen - at vi knapt kunne se en hånd for os. Vi havde slået lejr uden læ, og det ruskede godt i bilen om natten samtidig med at det regnede og var koldt, så vi kørte lige så snart det blev lyst for at komme ned i lidt varmere luftlag. Fremme i Tumut fik Søren skiftet den nyisatte kilerem ud med den gamle, generatoren bankede mod hjulophænget, den nye kilerem var 2 mm smallere!! ( mon den gamle bil, så snart kunne tænke sig at opføre sig ordentligt ) og vi fik os lidt morgenmad. På turistkontoret - hvor vi klog af skade og på Kirstens insisteren ( ikke flere uplanlagte jordveje eller lignende til hende ) spurgte om jordvejens beskaffenhed til Wee Jasper ( hvor vi ville se en drypstensgrotte ) - fik vi at vide at grotteguiden netop havde ringet til turistkontoret og sagt, at de ikke måtte sende biler den vej, fordi én bil allerede sad fast fra dagen i forvejen. Men så kørte vi omvejen til Gundagai med sine mange gamle træbroer over Murrumbidgee River og sit fantastiske "Rusconi's Marble Masterpiece" - bestående af 21.000 stykker marmor - alle indsamlet i NSW. Rusconi tilbragte ca. et par timer hver aften i omkring 40 år af sit liv med at bygge paladset (ca. 1 m højt). Lidt uden for byen så vi også lige den legendariske "Dog on the Tuckerbox" - memorial,  et mindesmærke til ære for alle de trofaste hunde som havde siddet og vogtet og passet på deres herres ejendele ( metalmadkasse og swag ( sovepose ), medens denne var på arbejde med fårene - vej-eller jernbanebygning e.l. ) En berømt historie går på, at en arbejder døde mens han var på job og hans hund passede på tuckerboxen i flere dage uden at nogen kunne nærme sig. Til sidst døde hunden af sult.
Så var vi igen tilbage på Hume Highway og vi kørte mod Sydney med en afstikker til Goulburn - hvor vi så et kæmpe får ( vi så senere i fjensynet at det er blevet flyttet ), nogle Toyota HiAcer og et gammelt bryggeri - samt Bowral, hvor Caroline ( Alices tidligere ejer ) havde boet kort hos sin søster. Eksperter i at finde vej og orientere os i storbyerne fandt vi - i mørke og uden at køre forkert - frem til vores "gamle campingplads" syd for Sydney.
Herfra sendte vi en ansøgning om yderligere tre måneders opholdstilladelse i Australien, da vi godt kunne se at de tre md. vi havde fået, var for lidt tid, hvis vi ikke skulle ræse til Darwin, hvor vi ifølge planen skulle flyve fra d. 9. maj. Vi havde dog allerede fremrykket denne dato til d. 5. juni. Ifølge ansøgningen skulle vi have en fast adresse i Australien, hvilket er lidt svært, når man rejser rundt. En telefonopringning gjorde os klogere - hvis vi ikke havde en adresse, kunne vi jo ikke skrive den, og vi måtte kommunikere pr. e-mail! Super for os, som ikke havde tænkt os at opholde os på den samme campingplads i Sydney, bare for at modtage post. Vi fik kopieret pas, flybilletter og fik udprintet en udskrift af vores bankkonto, som viste at vi havde råd til at forsørge os selv medens vi opholdt os i landet. Myndighederne er lidt bange for, at man arbejder uden arbejdstilladelsen, så derfor skal ens økonomi være i orden.
Kirsten ville se Olympiapark, som vi havde set lidt af, medens den var under opførelse i januar 2000. En hyggelig guide tog os rundt på en fin tur ved det centrale "torv" og op på 14. etage ( ? ) i et hotel, hvorfra vi kunne se hele parken og Sydney med forstæder. Han havde været med i processen fra da Sydney blev udvalgt som værtsby og han fortalte stolt om hvordan alle problemer var blevet tacklet og den internationale ros, man havde fået efter legene var veloverstået. Alle de olympiske stadions er i dag selvstændige enheder, og fakkelholderen er flyttet ud af det store stadion til en central plads. Den var nu omdannet til springvand, og nedenunder var alle navnene på dem der havde fået medaljer, bla. guld pigerne. Vi blev helt nationale og stolte, da vi gik rundt og kiggede og fandt så mange danske navne og minderne fra timerne foran fjersynsskærmen i 2000 dukkede op.
Operahuset skulle også besøges igen, og en guidet tur rundt i den fantastiske bygning, gav os det indtryk at Utzon var blevet taget til nåde, og guiden talte benovet om ham. I 2000 var vi her også og den guide ( en ældre herre ) omtalte ham ikke specielt positivt. Den ene restaurant - Bennelong - som i 2000 var møbleret med bl.a. 50 hvide læder svanestole og PH koglelamper - er i dag hightech og rustfrit stål! Det undrede os lidt (  men måske er restauranterne udliciteret og ikke drevet af selve operahuset? ), for der er indgået en aftale med Jørn Utzon om ombygning af det indvendige af Operahuset efter hans anvisninger. Vi blev bla. vist rundt i et rum, Utzons Room, der er blevet designet at Jørn Utzon og hans søn, Jan Utzon. Husk, at alt det indvendige blev designet og opført på et skrabet budget af et australsk arkitetkfirma efter at Jørn forlod byggeriet i 1966 p.g.a. økonomiske kompromisser, som han ikke ville være med til. ( Operahuset var budgetteret til 7.mio. $ men havde ved færdiggørelsen i 1973 kostet 102. mio. $ ) Et andet "rum" vi ifølge guiden skulle huske at se var toiletterne i hallen. Igen ny- designet af Utzons, og tit står folk og tager billeder på toilettet. Det var også i stilrent nordisk design med rækken af håndvaske lavet som bølger med skjult afløb. Desværre glemte vi selv at tage et billede.
Vores daytripper-transportbillet gav os fri adgang til alle offentlige transportmidler i Sydney med forstæder incl. havnefærgerne - så vi sejlede en tur ud til Manly, en lille flot beliggende forstad ved indsejlingen til Sydney Harbour. Her fik vi købt lidt souvenirs og fik lidt at spise, spareribs, som Kirsten synes var lidt betænkelige, men de blev spist alligevel. Turen tilbage med færgen var kold men flot - med The Hanger ( = bøjlen = Sydney Harbour Bridge ) og Operahuset set fra søsiden i solnedgangen. Kl. 1 om natten var Kirsten på toilettet  - første gang - og det fortsatte så indtil ved 5 - tiden, hvor hun så også begyndte at kaste op - have feber og koldsved. Det er ikke sjovt at have madforgiftning - når man bor i en lille van og ikke har sit eget toilet lige ved siden af. Søren var mere optaget af at reparere bil, så Kirsten måtte insistere på at de lejede en hytte med toilet på campingpladsen næste morgen, så hun ikke skulle ligge ude på græsset. Hele formiddagen kæmpede hun med opkast, ( som der ikke rigtigt var mere af ) og toiletbesøg, medens Søren rodede med Alice. Ved 13 - tiden var Kirsten fuldstændig afkræftet og det var bare for meget. Søren blev sendt afsted efter en læge, og da en sådan ikke kunne komme bestilte han en ambulance. På Skt. Georges Hospitals skadestue fik Kirsten drop og en pille, som stoppede opkastningerne  Da hun nogle timer senere havde det meget bedre, blev hun endelig tilset af en læge, som nok mente det var madforgiftning. Hun fik yderligere recept på nogle piller som kunne stoppe afføringen og brækfornemmelserne, og hvis feberen ikke faldt til det normale inden for en dags tid, skulle hun henvende sig på skadestuen igen. Næste dag lå Kirsten i sengen og samlede kræfter og hen på eftermiddagen kunne hun så småt begynde at spise lidt igen - kiks, bananer og æbler samt cola. "RavneSøren" fortsatte med reparationerne af Alices generatorophæng - der var sat en for tynd bolt i så generatoren sad skævt. Ny bolt og den nye rem passede uden at den bankede mod hjulophænget.
Dagen efter, da vi kørte mod Blue Mountains fik Søren en lille tur med maven men tog noget af Kirsten medicin før det var rigtig slemt, så han kunne nøjes med at sove hele eftermiddagen og springe aftensmaden over og Kirsten udviste ikke nogen medlidenhed eller særlig omsorg i den anledning! Hvad mon det egentlig var - madforgiftning eller Roskildesyge??  Og hvad godt kom der så ud af den omgang sygesnak? - Jo vi fik da brugt vores dyrt betalte rejseforsikring lidt. De brokkede sig godt nok ved indskrivningen på skadestuen, men vi hørte ikke noget til nogen regning, da vi blev sendt hjem igen.

Skulle nogen - ved læsning af dette afsnit - have fået indtryk af - at vi er en anelse trætte af Alice - så er det IKKE helt forkert. Kirsten synes efterhånden at turen er alt for meget på bilens præmisser, og vi har overvejet at skifte Alice ud, så hvor vi end kører, skimmer vores falkeøjne lige landskabet for brugte Toyota HiAcer.

Dag 246-261. 4/5 - 19/5.
Blue Mountains-Hunter Valley-
Sydney-Burning Mountain-Carrie
Fotos

 

Blue Mountains er en del af Great Dividing Range - den bjergkæde som går langs hele den australske østkyst. Sandstensbjergene, som oprindelig var et plateau, der nu er nedslidt af vanderosion m.v., ligger ca. 1 times kørsel vest for Sydney og de har fået deres navn efter den blå dis, som dannes af  eukalyptustræernes oliedampe. Der ligger således et blåt skær over bjergene, hvilket er ret flot. For de første bosættere, som manglede landbrugsjord til at dyrke afgrøder, så man ikke døde af sult, var bjergene en uigennemtrængelig barriere og det tog mange forsøg og ca. 25 år inden europæerene fandt en rute gennem bjergene. Blandt fanger og andet godtfolk herskede den tro, at Kina og frihed lå på den anden side af bjergene.
Søren havde det skidt med maven så vi kørte direkte til hovedbyen - Katoomba - og tjekkede tidligt ind på en campingplads, så han kunne sove og blive frisk igen.
Vi trængte til at få os rørt, da vi ikke rigtigt havde været ude at vandre siden vi forlod Great Ocean Road, så lørdag formiddag gik vi en flot tur til Wentworth Falls, hvor vi gik langs en bjergkløft til vandfaldet, over på den anden side af kløften og tilbage igen. En tur op i vandløbets frodige bagland var også flot, men da turen gik stik modsat af vores parkerede bil og vi stadig var lidt matte i sokkerne, vendte vi om og nøjedes med at køre lidt rundt og gå småture i området om eftermiddagen. Bl.a. kørte vi til Echo Point, hvor vi også var i år 2000, og her så helt anderledes ud end vi kunne huske - men ifølge turistkontoret, så var det vores hukommelse der spillede os et puds.
Da vi næste dag følte os helt friske gik vi en længere tur i Grand Canyon, som vi slet ikke vidste lå her. Det var en stemningsfyldt og flot tur helt ned i bunden af kløften hvor vi måtte krydse over det krystalklare vandløb en hel del gange på sten og andre intermistiske måder. Her var fyldt med flotte små vandfald og klippeformationer, men dyreliv så vi ikke så meget af ud over enkelte fugle og småfisk i vandet. Aboriginals har levet i området i ca. 20.000 år og hentede bl.a. hårde sten til deres redskaber og våben nede i kløften. Efter en stejl opstigning til parkeringspladsen, hvor vi spiste frokost kørte vi mod Zig-Zag-Railroad, som vi troede var noget vi skulle se - a'la Cuzco - med stejl opstigning i zigzag, men det så lidt opreklameret og kedeligt ud, da vi kom til stationen, så vi besluttede at springe den over. Jernbanerne i området blev i tidernes morgen anlagt i forbindelse med minedriften ( især kul ) og de har i høj grad været medvirkende til bosættelser i området.
På strækningen videre mødte vi en masse mascotter, der åbenbart havde været til træf, så Søren havde næsten ikke tid til at passe sin egen kørsel. Endelig havde vi fundet det australske efterår, og de varme farver stod i fuldt flor på nethinden. Æblehøsten var i fuld gang og vi kørte forbi mange æbleplantager med salg af diverse æbleprodukter på Bells Line Of Road på vej til Richmond. Vi holdt en kaffepause på en "æblecafe'", hvor vi nøjedes med at dele en æbletærte, for de er store i Australien. Vi havde besluttet at køre "off the beaten track" op til vinområderne i Hunter Valley. Det indebar at vi skulle færges over Hawkesbury River to gange - begge gange med en travle små kabelfærger, som viste sig at være gratis. Første overfart var Sackville og anden overfart ved Wisemans Ferry. Turen op til Mangrove Mount. gennem Dharug Nationalpark er meget øde, så vi slog lejr for natten på den første lille p-plads efter Wisemans Ferry. Efter en times tid stoppede trafikken fuldstændig til klokken fem om morgenen. Færgefarten indstilledes åbenbart ved 19 - tiden, og vi havde hele floden for os selv - sammen med dyrelivet. Det var meget mørkt, så vi slukkede lyset så snart vi havde spist og studerede stjernehimlen et par timer. Dejligt afslappende og vi så satellitter og flere flotte "lange" stjerneskud medens Orion gik i seng mod vest. Hen på morgenstunden blev vi vækket af trafikken og stod op til mosekonens bryg over engdraget ved 6.30 -tiden, spiste morgenmad og kørte ad gode jordveje gennem floddalen mod nord. På vejen kom vi forbi en kirkegård fra det 1900-århundrede og et bilvrag, der var kørt i grøften for nylig, så vi måtte tjekke om her sad folk i. Det gjorde der heldigvis ikke.  Ellers nød vi bare at have vejen for os selv og nåede frem til Cessnock i Hunter Valley - vinområdets hovedby. Her måtte vi tømme Alice, da en af vores vanddunke havde lækket, så hele bunden incl. gulvtæpper og noget af vores tøj var meget fugtigt. Så fik vi da vasket hele garderoben og gjort hovedrent i "huset". Om aftenen var der liv og glade dage i campingkøkkenet, da der var mange "golfere", som "barbiede" sammen. Stefan og hans kæreste fra Luleå i Nordsverige var vores naboer, og vi havde en hyggelig aften sammen.Vi lagde ud med at tale "skandinavisk" sammen, men slog ret hurtigt over i engelsk, som faldt os alle fire lettere.
Tirsdag morgen ville vi på vinsmagningstur - The Rover, men det syntes immiigrationsmyndighederne ikke. Vi blev ringet op og fik at vide at vi - samme dag - skulle skaffe en fast adresse i Australien. Ellers kunne vi ikke komme i betragtning til forlængelse af visa, og vores 410$ ville være spildt. Desuden skulle vi have taget røntgenbilleder og hun ville sende en e-mail med detaljer, men den kom aldrig. Vi fik straks fat på Carrie, som vi så fik fast adresse hos i Australien - selv om vi aldrig er der!!! Da vi ringede til immigrationsmyndighederne for at oplyse om adressen, fik vi at vide, at vi ville få tilsendt et anbefalet brev med oplysninger om bl.a. røntgenfotograferingen. Nu var vores vintur afgået, så vi kunne passende bruge dagen til en tiltrængt klipning ( Kirsten ) og barbering ( Søren ), hjemmeside m.m. Aftenen tilbragte vi sammen med vores nye nabo, Peter fra England, som vi synes ligner Simon fra kerteminde af udseende.
Vinturen, næste dag, der kostede os 2x30$, var det hele værd. Vi besøgte fire vingårde, der alle rundhåndet og med gode gennemgange af deres vine, gjorde os klogere på australsk vin. Kun 5% af landets vin produceres i Hunter Valley og de fleste vingårde her er gået i arv gennem flere generationer. Ikke alt smagte lige godt kl. 10 om formiddagen, men vi købte da en flaske hvid portvin hos Drayton Wines og hos Tyrrells fik vi en interessant og humoristisk  rundvisning om vinproduktion. Vi kom til at købe tre flasker vin her - måske fordi det var lidt hen på dagen og guiden var så medrivende og da han hørte vi var danskere fandt han straks et fotoalbum frem og viste os, at Joachim, Margrethe og Henrik havde været på officielt besøg her, medens Joachim var "i lære" som australsk landmand - vidst nok i 1987. På det sidste vinsted - hos Kevin Sobel, havde vi fået nok af vinsmagning og det hele smagte ens, så vi nød at sidste stop var et bryggeri, hvor vi købte seks smagsprøver incl. 1 glas øl af den sort vi bedst kunne lide. Vi fik også andet end våde varer den dag-. Her var også stop med smagsprøver af ost og chokolade og frokosten spiste vi i Pokolbin - også for egen regning. Den aften gik vi tidligt i seng og det regnede hele natten!
Vi ville gerne se Burning Mountain, så vi tog en lille smuttur til Singleton, hvor turistinformationen oplyste os om, at der måske var muddy og dårlig sigtbarhed og da vi ikke både kunne nå Burning Mountain og at køre tilbage til Sydney samme dag, prioriterede vi Sydney og vores post. Vi kørte de 200 km til Sydney - gennem centrum under havnetunnelen - næsten under Operahuset - og fandt Carries adresse. Ingen hjemme! Vi overvejede at kigge i postkassen men gjorde det ikke. Vi slog et smut forbi den berømte surferstrand - Bondi Beach - for at finde overnatning, men det var meget dyrt ( og ikke særligt fint )så vi fandt istedet et billigt motel med havneudsigt, tæt på hvor Carrie boede. Vi aftalte med hende at mødes på en pub på Oxford Street ved 22 -tiden, efter hendes salsalektioner. Ved 19 -tiden tog vi en taxa forbi Carries adresse igen, for at se om hendes "flatmate" var hjemme. Det var hun ikke, så vi gik på Oxford Street og spiste og drak en ekstra øl, medens vi ventede på "den travle karriekvinde". Vi sludrede lidt på pubben og gik med Carrie hjem, for at tjekke posten, og her lå heldigvis to postanvisninger til os. Vi kunne selv have taget dem i postkassen, som havde været ulåst!
Carrie og hendes venindes lejlighed er en toværelses men begge har derudover et lille separat soveværelse - så i virkeligheden er det vel en lille 4 - værelses - på 8.sal til 225$ om ugen ca. 1000,-kr pr. person. Der var en storslået udsigt over Centennial Park og Botany Bay.
Efter at have læst vores post prøvede vi at bestille tid pr. telefon til x-ray samme dag, men det var umuligt, så vi kørte til kontoret, udfyldte de nødvendige papirer og prøvede lykken ved skranken. Den hjælpsomme og travle pige fik os knebet ind på to afbud med det samme. dette var en stille dag, fortalte hun, normalt havde de 300-500 sager om dagen!. Vi betalte 240$, fik taget vores x-ray og var glade. MÅSKE var dette vores sidste besøg i Sydney  på denne rejse????
Allerede ved 12-tiden satte vi snuden nordover igen - og kørte denne gang over "The Hanger". Da vi nu er ved at være kendt med Sydneys hovedfærdselårer gik det også smertefrit ud af byen og vi undgik veje med vejtold. Nord for Sydney i Gosford fik vi taget kopi af passene og på politistationen fik vi verificeret at kopierne var ægte - og vi fik sendt dem til Immigration. Det manglede de nemlig også lige. Mon det danske bureaukrati er tilsvarende eller værre?? NU gad vi ikke køre til Sydney længere og NU havde vi ihvertfald gjort hvad vi kunne for at få den visumforlængelse så NU var afgørelsen i Vor Herres hænder. Ved Lake Macquarie fandt vi en stille campingplads - spiste gode laksemadder med hvidvin og drak portvin med chokolader medens vi igen studerede den sydlige halvkugles stjernehimmel, medens pelikaner stille sejlede forbi på søen.

Det skete i de dage at Kirsten så en Toyota HiAce til salg hos en bilforhandler i belmont, der solgte 4WD.Det store prisskilt sagde 5000$ og den så pæn ud, så vi vendte Alice for at kigge nærmere. Bilen var fra 1994, havde kørt 384.000 km, og en prøvetur afslørede ingen fatale mangler, fin ren dieselmotor der lød sund, kun en let ubetydelig rust i venstre a-stolpe. Forhandleren ville give 1000$ for Alice og vi måtte "strippe" hende for alt hvad vi havde brug for, bare hun kunne køre væk selv, og så måtte vi iøvrigt godt låne græsplænen bag butikken et par dage til indretning af den nye bil. Han ville ovenikøbet sørge for strøm.  Det måtte vi tænke over, men det kunne godt se ud som om "den store toyota-hiace-spotning" endelig bar frugt.
Vi slog lejr ved Stockton nord for Newcastle, hvor vi gik tidligt i seng for at se semifinalerne i Melodigranprix. DK kom ikke videre i finalen hvilket overraskede de australske kommentatorer - i det hele taget var det noget besynderligt at ingen vesteuropæiske lande gik videre. Campingpladsen lå flot ud til stranden og indsejlingen til Newcastle var beskyttet af en lang mole, som vi gik en morgentur på. Her var sunket mange skibe i det 1900-århundrede og flere skibsvrag indgik i molebyggeriet. Her var også flot udsigt til verdens længste sandklit  - 35 km - der ligger som en sandtange nordøst for Stockton. Den ville vi gerne ud at gå en tur i, men vi kunne ikke rigtig finde en tilkørselsvej for almindelige køretøjer, så efter en forgæves gåtur hvor der viste sig at være langt ud til klitten, kørte vi til Nelson Bay, hvor vi fra et udsigtpunkt så hele bugten med Port Stephens samt klitten. Et ældre ægtepar med et godt kort over området viste os en vej ned til klitten. Vi havde faktisk været der, men ikke set indkørslen. Ude ved klitten så det hele meget "ørkesløst" ud og de store firehjulstrækkere var meget små oppe i klitten. Man kunne også komme på dromedartur, men vi nøjedes med at bestige de nærmeste klitter og spise frokost med udsigt til alle herlighederne. Burning Mountain ville vi stadig gerne se, da vi aldrig har hørt om eller set fænomenet før, og da det "kun" lå ca. 200 km fra kysten kørte vi derindad - og tog en overnatning i Cessnock - igen. Det viste sig heldigvis at være turen værd og vi havde en flot gåtur i strålende solskin uden at møde andre sjæle end tre kænguruer og et par køer.
Burning Mountain er en langsomt brændende kulåre ca. 30 m under jordoverfladen, som bevæger sig mod syd med ca. 1 meter om året. Da de første europæere opdagede "det brændende bjerg" brændte det ca. 150 m nord for hvor det nu brænder. Når ilden brænder gennem den underjorddiske kulåre falder den overliggende klippe sammen og danner skorstene hvorigennem ilt kan trænge ned til kullet så den brændende proces kan fortsætte. Spor i landskabet viser at ilden har bevæget sig ca. 6 km og man mener derfor at kulåren har brændt i ca. 5500 år. Man formoder at enten lynnedslag eller bushfire har antændt kullen i tidernes morgen. Kul brænder normalt ved 1000 grader, men temperaturen i kulåren menes at være op til 1700 grader, fordi det aflukkede rum forhindrer varmen i at forsvinde. Skilte fortalte om spor i landskabet og hvad vi skulle lægge mærke til - ændring af vegetationen fra varieret til kun at bestå af tea-trees, der er de første som indvandrer efter at jorden har været steriliceret af de underjordiske ildebrande - den sammenfaldne jordoverflade og den afsvedne underskov - samt den røde og gule jord med jern og svovl ved de nuværende skorstene.
Nu kendte vi efterhånden også vejene i Hunter Valley men vi var ikke klar over at den nordlige del af området har kæmpe åbne kulminer som brydes i stort omfang og kullen udskibes fra Newcastle til bl.a. Kina og Japan. Vi besøgte et udsigtspunkt  hvorfra vi kunne se kulindsamlingen fra nogle af minerne. Kullet blev bearbejdet, tørret ( ? ) og sendt på kilometerlange transportbånd til andre lagre, og vi så flere kilometerlange togstammer med kul kører mod udskibningsområdet i Newcastle. Her havde vi på et tidspunkt talt hele 35 kulskibe ligge på red og vente på tid til opfyldning. En venlig lokal, som vi faldt i snak med fortalte os, at  hans svigersøn arbejdede med at organisere lastningen og at det tog ca. 30 timer at laste et skib.

Vi havde nu tænkt over evt. bilskift i et par dage og kørte tilbage til Belmont for at prøve endnu en tur i Toyotaen.
Tirsdag morgen troppede vi op - kørte endnu en tur - og besluttede os for at handle, da det var utænkeligt at køre i Alice ud i outbacken med den usikkerhed der lå i hendes drift for ikke at tale om hendes storforbrug af benzin, motorolie, gearolie, reservedele og mekanikerregninger - og desuden havde vi længe lidt af hovedpine p.g.a. hendes oliedampe og kulilte. Vi ville altså gøre det den/de forrige ejere burde have gjort - skrotte hende.
Vi skrev under på bilpapirerne, indlogerede os på motellet overfor og gik i gang med at "strippe" Alice i bilforhandlerens baghave.Motelværelset blev godt fyldt op med sengetøj og madrasser m.m. og vi benyttede lejligheden til en grundig oprydning og udsmidning. Knud Larsens Tømmerhandel har ikke en filial i Belmont, men den australske kæde Bunnings - minder om Bauhaus, og vi følte os snart hjemme her, da vi besøgte butikken ca. en gang dagligt i den uge vi tilbragte i baghaven. Folkene hos bilforhandleren var utroligt flinke og de kom tit lige ned for at se hvordan det stod til og hvad der skete med indretningen af den nye bil - Carrie. Det viste sig at ejeren - Bob - havde været rallykører i veteranbiler og han havde bl.a. kørt et løb gennem, Sydamerika sammen med vennen Gregg, som også var ansat i firmaet. Vi kunne bare forsyne os med kaffe og vand og bruge toilettet efter behov. Strømmen lå klar hver morgen og manglede vi et eller andet kunne vi bare spørge. De par dage det regnede blev der ryddet værkstedsplads til os, så vi ikke stå ude i regnen. De småting, der var istykker ved Carrie - baglygte, forlygte og udstødning blev repareret på bilforhandlerens regning i løbet af ugen  - ligesom registrerings- og forsikringspapirer blev klargjort. Vi følte os næsten helt hjemme og Bobs søn, Rodny, som også lige var ansat i firmaet, havde selv rejst en del, så ham fik vi også en masse snak med. De var alle lidt benovet over, hvad vi fik ud af Carrie og vi havde indtryk af, at vi og Carrie var det store samtaleemne i salgslokalet, medens sælgerne, Bob, Gregg, Rodny m.fl. sad og ventede på kunder. Vi hyggede os også gevaldigt med sådan at have fået "et andet hjem", og den sidste aften lørdag - drak vi et par øl sammen med Bob og Gregg før de kørte hjem og inden vi forlod Belmont. Søndag formiddag satte vi en ramme øl og et sødt kort af, inden vi nu endelig satte snuden nordover igen.

Dag 262-274. 20/5 - 1/6.
" Uluru"-Delfiner-Hvaler-Mt. Warning
Fotos

Første stop nordover mod Newcastle var ved Rock Roadhouse, som er en kopi af Ayers Rock med "hjerne" og "climben" og det hele. Området ved Newcastle er bl.a. berømt for sine madtærter - pies, og dette var et af stederne, så vi syntes vi blev nødt til at smage på varerne. Australierne har samme forhold til disse pies, som vi danskere har til røde pølser eller flæskesteg med rødkål, og sammen med footy, øl, kænguruer og Holdenbiler ( australsk General Motors ) er de store nationale symboler. Australierne spiser i gennemsnit 13 pies hver om året, og de må gerne beholde dem for os.
Vi tog en afstikker ad en turistrute ud til havet ad en flot landtange, og Kirsten mener hun så et par delfiner boltre sig. Vi mødte et kinesisk par, som boede i Sydney ( desværre - ellers kunne vi måske have besøgt dem når vi kommer til Beijing ), og vi faldt i snak, hvilket resulterede i at de gav os nogle små gaver - kinesiske klistermærker - inden vi kørte videre. Om aftenen fik vi afprøvet vores indretning af Carrie og det fungerede aldeles glimrende med vores udendørs gasapparat, der kan klappes ind i bilen når vi kører.
I Taree så vi en af de ca. 50 "big-things", som findes i Australien - en kæmpeøsters oven på en Fordforhandler. Her fik vi desuden købt lidt mere indretning til Carrie, som straks blev installeret. Ved den lille by Harrington holdt vi stop og var ude at kigge efter delfiner og hvaler ved fyrtårnet, men vi så hverken det ene eller det andet. Vores pensionerede camper-nabo boede i en stor fin skinnende bus og ejeren gav os en rundvisning i sit hjem med tykke bløde tæpper, lænestole, badeværelse to dobbeltsenge m.m. Han havde bussen som hjem og den var nu til salg for 180.000$, for nu ville han have en båd istedet. Han gav os tre fisk - flatheads, som han havde fanget dagen i forvejen, og de smagte fortrinligt til aftensmaden. Han foreslog en delvis jordvej videre nordpå og det skulle naturligvis forsøges. Den var dog så ujævn at vi drejede fra - nu havde vi en pålidelig bil - så hvorfor udfordrer skæbnen!
Fremme i Port Macquirie boede vi på en campingplads ved den lange mole, og her var alle molesten malet med mange forskellige søde og sjove motiver - af campingpladsens gæster gennem årene. Nu ville vi altså se de der delfiner, så vi gloede og gloede ud over flodudmunding, hvor de skulle komme ret tit, men nej, vi så ikke nogen. Det gjorde vi så til gengæld næste dag, hvor vi tog en kajaktur i havnen og op ad Hastings River. Vi har ikke prøvet at "kajakke" før, men det fandt vi hurtigt ud af og det var rigtig dejligt i det strålende solskinsvejr. Vi var dårligt kommet afsted før tre delfiner svømmede rundt om os og fulgtes med os i 5 - 10 minutter indtil der kom en stor turbåd og "stjal" dem fra os. Det var en af de rigtig gode oplevelser, og den fik os til at ombestemme os m.h.t. en delfincruise vi havde overvejet at tage på om aftenen. Den lille intime oplevelse med de tre delfiner skulle have lov at stå for sig selv. Vi lagde til ved en lille strand og holdt frugtpause. Da vi skulle afsted igen kom vi med guidens hjælp godt over brændingen uden at kæntre. Vi sejlede lidt op ad floden gennem mangroveskoven - flere steder igennem tæt bevoksning hvor det kneb med at manøvrere, men vi blev da helt gode til det. Vi så og hørte tusindvis af flagermuse i træerne, en eller anden stor art som boede i denne kæmpekoloni.
Ellers så hyggede vi os fortsat med at lave lidt arbejde på Carrie og skrive hjemmeside. Torsdag aften fik vi en sms fra Carrie - altså den rigtige Carrie i Sydney - om at vi havde fået visa. Vi ringede hende op og aftalte at hun skulle sende papirerne til Coffs Harbours hovedpostkontor. Det var vores næste stop og så kunne vi hente dem der. Det blev fejret med den dyreste middag vi endnu har spist i Australien og bagefter gik vi på irsk pub. Det var en spillebule og forskellige fjernsyn kørte rundt omkring i lokalet med footy, hundevæddeløb og hestevæddeløb, så det blev ikke til megen snak med de lokale, da de jo havde nok at se til.
Medens vi boede på campingpladsen snakkede vi med et australsk par, som var de første australier vi har hørt omtale aboriginals positivt og som havde en forståelse for deres livsvilkår. De fortalte os bl.a. at aboriginals har en anderledes forbrænding end europæere, de har svært ved at forbrænde sukker - hvilket lyder logisk, når man tager deres oprindelige ernæring - bushtuckerfood uden kulhydrat men meget proterin rig mad - i betragtning. Dette skulle også være årsagen til at mange aboriginals har sukkersyge og let bliver påvirket af alkohol.
På vej mod Coffs Harbour købte vi en ægte Akubra-hat til Kirsten i Kempsey, hvor disse hatte produceres. De er ret berømte bl.a. fordi Crocodille Dundee og premierminister John Howard har sådan en, og nu har sådan en hat også fundet Kirsten. I Coffs Harbour var der motorcykeltræf for Ulysses-klubben, en international klub, hvor mc-ejerne alle skal være over 40 år. Her var et sted mellem 5. - 6.000 - noget tilsvarende som når Bakken åbner, og de satte sit præg på hele bybilledet og på campingpladsen. Da vores brev fra Carrie først kom om tirsdagen, har I noget af forklaringen på, at vi har fået skrevet så meget hjemmeside, for der var ikke så meget interessant at kigge på i Coffs Harbour. Søndag d. 27. maj var det 40-års- dagen for den australske folkeafstemning om aboriginals rettigheder, og det blev fejret mange steder og vi så en del herom i tv. Før 1967 var aboriginals lovmæssigt set en del af flora og fauna uden almindelige menneskerettigheder. De havde f.eks. ikke stemmeret, kunne ikke rejse frit, fra by til by, eller gifte sig uden myndighedernes tilladelse. Flere menneskerettigheds-forkæmpere havde i mange år kæmpet en sej kamp, men en af de væsentlige årsager til at politikerne endelig tog sagen alvorligt var, at Australien i internationale øjne efterhånden blev sammenlignet med bl.a. Sydafrika og den apartheid-politik, der blev ført her, og det var simpelthen for pinligt for et veludviklet land. FN havde lagt pres på Australien i mange år og da man fik en ny premierminister i 1966 tog han initiativ til en folkeafstemning. Australien har stemmepligt og godt 90% stemte for at aboriginals skulle have lige rettigheder med de øvrige australier. Aboriginals mener nu at de har fået lige retttigheder men ikke at der hermed er skabt lighed.
I Coffs Harbour havde vi også sat næsen op efter en privat rundvisning på Big Banana-komplekset, som er en kombineret bananplantage og et underholdningscenter. Coffs - kysten er det sydligste der vokser bananer i Australien, og vi havde mødte ejerne af "Big Banana" på Påskeøen. De havde givet os deres kort og sagt vi skulle kigge forbi. De kunne godt huske os, men havde ikke tid til at møde os, da de skulle til Beijing dagen efter. Big Banana komplekset blev etableret i 1964 med varetegnet - en kæmpestor banan ud til hovedvejen - og bananen var hermed igangsætter af "Big Things - bølgen" i Australien, og Big Banana er ligefrem et nationalt ikon for nogle australier.Stedet var oprindeligt resterne af en bananplantage, hvor man ved en rundvisning kunne lære om bananproduktion. Nu vises her desuden et multimedieshow om: " Bananers Hemmelige Liv" og vi blev vist rundt i plantagen for at ende i pakkeriet.  Tilknyttet var naturligvis en bananashop, "Going Bananas Café" og diverse forlystelser, som intet havde med bananer at gøre ( skøjtebane, indendørs skibakke og en slags bobslædebane ). Vidste I iøvrigt - at bananer er intetkøn, - de formere sig ved kloning og er en græsart. - Planterne i en plantage "vandrer i samme retning"  ved at man kun lader det foreste jordskud vokse til en fuld plante igen, - at hver plante kun giver en klase som kan veje op til 50kg (?), - at hver "hånd" af bananer har mellem 12 - 20 bananer,  - at de høstes hele året rundt, - at klasen altid er blad nr. 52, som udvikler sig, - at edderkopper godt kan lide at leve i en bananklase hvilket tiltrækker nogle slanger som godt kan lide at spise edderkopper, - at man dækker klaserne med en tofarvet pose hvor den mørke side vender mod solen om vinteren og omvendt om sommeren, så bananerne får passende varme. Man har forskellige farver poser, så man kan holde styr på høsttidspunktet, - at bananer altid er grønne når de plukkes, - at de modnes ved at være sammen med andre modne bananer som udskiller stoffet e.......( det der også er i citroner, avocadoer, tomater m.m. ) og - at de modnes bedst ved 16 grader.
Nå, det vidste I ikke. Der kan I bare se, hvor klog man bliver af at rejse jorden rundt. Det kostede os 2 x 12$ for at blive så kloge - vi sætter selv spørgsmålstegn ved om det var prisen værd.

Ellers handlede det nu meget om at komme nordpå - 50 km om dagen er for lidt, når vi har ca. 6500 km - uden afstikkere foran os i endnu. I den lille skotsk inspirerede by Maclean trængte vi til at strække benene og gik en tur. Lygtepælene var alle malet skotsternet med forskellige klaners mønstre, og her solgtes skotske souvenirs og den skotske ret haggis ( fåremave? ), men det var nok også det var mest iøjnefaldende. Gadenavnene skulle også stå på gællisk, men det bemærkede vi nu ikke. I en stofbutik købte vi "akvariestof" til udsmykning af Carries indre, og den søde dame, som ellers havde meget travlt i middagspausen var så sød at sy stoffet sammen så det var 1,37 cm bredt - den bredde vi skulle bruge. Hun havde tidligere været håndarbejdslærer og der blev undervist i syning i butikkens baglokale og vi fik en masse god snak om dette og hint mens hun syede på bedste vis. Her i Maclean havde man ikke meget tilovers for Sydney og storbyens travle liv. Nej her tog man det med ro og hjalp hinanden og fik en sludder. Man kunne købe lodder i butikken, hvis man havde lyst til at vinde et lokalt syet sengetæppe.
Marinemuseet i Ballina havde resterne af en balsaflåde, som i 1973 sammen med to lignende flåder sejlede de ca. 14.000 km fra Ecuador til Australien, for at bevise Thor Heyerdahls teori om, at Polynesien og Australien godt kunne være blevet befolket fra øst. I 1947 sejlede Heyerdahl selv  7000 km på en flåde - Kon tiki - fra Peru til Tahiti, men i og med at han ikke sejlede til Australien og kun på én flåde, blev skeptiske antropologer ikke overbevist.
I 1973 tog Las Balsas Expeditionen så hele turen, hvor man sejlede i tre flåder i 178 dage og man beviste hermed at flere fartøjer kan navigere sikkert sammen mod vest over Stillehavet. Det var en god oplevelse for os at se flåden, måske fordi vi har stødt på Heyerdahl flere gange på vores rejse i Sydamerika og på Påskeøen - og nu var han også her, så det var ligesom vi fulgte i hans spor. Idag er der kun én flåde tilbage, som er samlet af to, den tredje blev offer for hærværk i Newcastles havn.
Ved Cape Byron Bay trak det kraftigt op til regn, medens vi stod på det australske fastlands østligste punkt og kiggede efter "vores" hvaler. Da vi imidlertid kom ved lukketid, måtte vi vende tilbage næste morgen - efter en meget regnfuld nat - og vi gik en flot tur ned over klipperne og op igen, og pludselig SÅ VAR DE DER - pukkelhvalerne - to styks på vej mod nord en kilometers penge fra kysten. Vi fulgte dem gennem kikkerten i en times tid og de kom nærmere og nærmere på fastlandet. Først så vi blåstet og så dukkede de op og gled gennem vandet med halefinnen lavt tilsidst - for at det hele kunne gentage sig gang på gang. Medens vi kiggede på handlede det kun om at svømme nordover ikke noget med at dykke ned og få lidt morgenmad langs kontinentalsoklen som går tæt på kysten her ved Byron Bay. Imponerende, at de store væsener, på op til 15 meter i længden, hvert år aflægger strækningen fra Antarktis og op til de tropiske vande i det nordlige Queensland for at parre sig og føde unger og så i august-september sætter snuden sydover for at kunne guffe i sig hele sommeren i Sydpolarhavet. Medens vi stod og kiggede så vi også et par skildpadder og nogle små rokker i vandet neden for klipperne, og da vi skulle afsted så Kirsten to hvaler mere langt ude - også på vej mod nord. Så var dagens oplevelser sådan set i hus og humøret var i top.

Selv om Cape Byron er Australiens østligste punkt, er Mt. Warning, ca 25 km inde i landet, det sted hvor man først kan se solen stå op på det australske kontinent. Mt Warning ( Advarselsbjerget  ) fik navnet af James Cook, da han i 1770 var ved at sejle på revene ud for kysten og  Mt. Warning er et karateristisk landemærke, som hermed kunne advare andre søfarende. Bjerget er keglen af en godt 2000 m høj vulkan, der blev dannet over et hotspot som Australien drev henover, da det rev sig løs fra Gondwanaland og drev nordover. Langs hele østkysten er der vulkankratere fra dette hotspot, men Mount Warnings krater er det største på den sydlige halvkugle.
Stedet er helligt for aboriginals som kalder bjerget for Wollumbin, der betyder skyfanger, kæmpende høvding på bjerg og vejrmager.
Vi ville udruste en lille ekspedition som skulle bestige dette bjerg, hvis top lignede en kroget finger eller heksenæse. Først havde vi i vores iver forestillet os, at det kunne klares på en eftermiddag, men kloge hoveder frarådede os at begynde opstigningen efter middagstid - her midt om vinteren - fordi vi så risikerede at blive indfanget af mørket i den dunkle regnskov, inden vi nåede ned igen.
KS Ekspeditionen startede derfor om morgenen den 31. Maj kl 8:30. Vi ankom til foden af Mt. Warning i ca. 300 m højde og pakkede udrustningen ud. Den bestod af 4 energibarer, 4l vand, to vandrestave, to regnjakker, kamera plus personligt udstyr. Det første stykke var en lille stigning ad trapper lavet af tidligere ekspeditioner og vi kunne læse at de første hvide havde været her i 1928. De tre opdagelserejsende havde været 3 dage om at nå toppen og blev på toppen hele natten uden mad.
Kl 9:30 var det tid til første hvil. Vi slog lejr ved et lille vandfald, fik pakket regnjakkerne væk og tisset af. Omgivelserne var præget af subtrobisk regnskov der næste lukkede alt lys ude og vi var godt gennemblødte af den høje luftfugtighed.
Kl 9:35 brød vi op og fortsatte turen op, den var beregnet til at tage 3 timer. Efter et kvarter blev vi overhalet af en midaldrende dame ( på 40-50 år )
Kl 10:30, i 700 m højde, ændrede bevoksningen sig til mere "Cloude forest" med mere tæt bunddække og træer dækket af mos. Der var, når bevoksningen tillod det, en flot udsigt over dalen rundt om bjerget og vi kunne se dele af kraterkanten der gik næsten hele vejen rundt. Krateret var dannet ved at lava fra den flade vulkan ( som var af sivetypen ) var flydt ud over området og regnen havde så gennem 20. mio år nedbrudt den bløde sandsten og ladet den hårde basalt blive tilbage, som kegle og kant.
Kl 10:45 efter en lidt ujævn stigning mødte vi den midaldrende dame igen, nu på vej ned. Hun fortalte at der var skyer på toppen og man intet kunne se.
Kl 11:00. I 1100 m højde kom vi til foden af et stejlt stenet stykke og vi slog lejr, spiste et par energibarer og lod noget af udstyret ligge. Vi begyndte den stejle opstigning og et stykke oppe ville Kirsten ikke mere, og satte sig for at vente på Søren der kæmpede sig det sidste stykke op. Vel oppe kunne han læse på orienteringsskiltene om hvad han kunne have set, hvis der ikke havde været skyer! Søren blev 10 min. på toppen og klaterede ned til Kirsten og videre ned til vores udstyr. Det gik hurtigt nedad med enkelte stop hvor der var udsigt (under skyerne). Vi mødte igen den midaldrende dame, nu på vej op for anden gang samme dag. Hun fortalte nu, at hun trænede til en hård vandretur tur på New Guinea.
Kl 1:15 var vi nede igen fra det 1156 m høje bjerg og kunne nu prale af, at vi  havde gået en vandretur på 9 km i den hårdeste vandrekategori, der findes i Australien - den der er "anstrengende" og for erfarne vandrere.

På vej mod Queensland, ( ca. 40 gange større end DK, og hver indbygger har ca. 50 gange så meget plads ), der har grænse med NSW på toppen af kraterkanten, spiste vi frokost ved Tweed River, krydsede "border gaten" og kørte mod "Best of all Lookout". På vejen gjorde vi stop ved Natural Bridge og gik en lille tur rundt om den. Natural Bridge er dannet ved at et vandfald har lavet et hul lige før kanten ned til en grotte under faldet. Der er således en "bro", og vi gik ind under til grotten og så vandet falde gennem hullet. Her måtte man ikke bruge lygte, da der skulle være "Glowworms".
Efter en stejl og lang opstigning med Carrie, og en lille gåtur i tæt regnskov, til "Best of all Lookout" viste der sig også her at være for lave skyer til at vi kunne se noget. "Best of all Lookout" skulle ellers være noget af et syn, når vi stå på kraterkanten og skulle kunne se hele dalen med Mt. Warning i midten. Da det var noget vi ville se - kørte vi lidt tilbage til Springbrook, hvor vi havde set et skilt til en campingplads. Det viste sig at være et lille hyggeligt område med plads til 6-8 caravans, hvor man selv skulle skrive sig ind og lægge penge i en box. Vi varmede vores 2 dage gamle spagetti med kødsovs og nød den flotte nattehimmel, selv om det var lidt overskyet. Om morgen blev vi vækket af nogle gartnere der skulle slå græs netop idag kl 7! En ranger kom også og tjekkede om bilerne havde betalt, hun fortalte at dette var en speciel Queensland ting med disse campingpladser i nationalparkerne. Vi kørte igen op til "Best of all Lookout" for at se på herlighederne, og det bjerg vi kunne mærke i benene. Der var stadig for lave skyer konstaterede vi - sammen med en flok japanere!. Ved et andet lookout kunne vi se mod nordøst og i horisonten "Gold Coast", Guld kysten, vores næste stop før Brisbane. Guldkysten er Australiens Florida, et sted kaldes endog Miami, med kilometervis af kridhvide strande og hoteller så langt øjet rækker, her ligger også Surfers Paradise hvor vi gjorde holdt for at se de berømte "Ticket maids", Bikiniklædte piger der putter penge i parkometrene og hermed sørger for, at ingen få parkeringsbøder. Vi så dem ikke, men spiste frokost på en strandcafe. Nord over mod Brisbane kørte vi forbi Wet-n-wild, Movieworld og Dreamworld alle temaparker i (værste) USA stil.

Dag 275 - 288. 2/6 - 15/6.
Sydøstlige-  og Centrale Queensland.
Brisbane, Australia Zoo, Fraser Isl., Carnarvon Gorge, guld og safire i den første outback.
Fotos

 

Brisbane er Queensland's hovedstad, og selvom det er en storby, så leves livet mindre hektisk end i Sydney og Melbourne.
Sir Thomas Brisbane grundlagde byen i 1824 - som straffefangekoloni - og som enhver australsk by, gør man også her meget ud af sin historie, så vi overværede bl.a. affyring af nogle gamle kanoner ved floden, og de "gamle huse"  i centrum er meget velholdte og restaurerede. Det så lidt sjovt ud, med de forholdsvis lave gamle bygninger mellem skyskrabere i stål, glas og jern - et karakteristisk billede for de større byer.
Alle vi talte med i Brisbane var så glade for den regn som var faldet inden for de sidste par dage, for den betød at byen ikke fik pålagt at rykke op i vandrestiktionsniveau 5. Så kunne man stadig få lov at vande sin have med spand mens bilvask dog stadig var forbudt. Vi ville jo hellere have solskinsvejr, men det sagde vi naturligvis ikke højt. En gennemsnitlig queenslænder bruger ca. 150 liter vand pr dag og mange byer har et foreløbigt mål på 140 liter pr. indbygger. Det imponerede os ikke særligt meget, når vi tager vandproblemets omfang i betragtning. På mange campingpladser bruger vi ofte mindst et minut til at regulere vandtemperaturen ved den daglige badning - 1 minut, hvor vandet går til spilde, og det er den samme storforbrugende bruser vi ser alle vegne ( også i butikkerne ), og vi tror der er mange områder, hvor der kan spares vand. I Brisbanes naboby- Toowoomba - havde man i 2006 en folkeafstemning om at omlægge vandforbruget til mere genbrug og med diverse spareforanstaltninger, men stik mod byrådets forventninger blev forslaget nedstemt, så det er som om - ihvertfald nogle australier - ikke er parat til at gøre en seriøs indsats for at afhjælpe problemet. For et par måneder siden så vi en aften i tv en forudsigelse om, at Australien ville få meget regn i det kommende års tid for herefter at gå ind i en 17 år lang tørkeperiode. Samtidig sker her en befolkningstilvækst ( indvandring p.g.a. mangel på arbejdskraft - som i Europa ) og man er ikke indstillet på at omlægge landbrugsproduktionen til oprindelige afgrøder - som ikke kræver den samme vandmængde, som de indførte afgrøder og dyreracer. Hvordan mon landet løser de store problemer fremover? Vi har indtryk af at miljø er et vigtigt område, som der undervises i i skolerne. Drivhuseffekten og klimaændringer er en del af den politiske diskussion som er i fuld gang, måske fordi det er valgår i år. Labour - med Kevin Rudd som premierministerkandidat beskylder den siddende regering med den konservative premierminister - John Howard - for at være gammeldags - og ikke at have forudset de problemer der skal løses, fordi John Howard og hans parti sætter økonomien højere end at lave langsigtede miljøløsninger. John Howard vil indføre kernekraft bl.a. fordi Australien har en af verdens største uranforekomster og så vil han iøvrigt fortsætte med at eksportere de enorme kulmængder her findes - til især Asien. Så kan de jo forurene der istedet for her i landet!!!! Hvorfor i al verden satser man ikke noget mere på sol - og vindenergi, det fatter vi simpelthen ikke. Kevin Rudd og Labourpartiet fører stort i meningsmålingerne og det tegner ikke godt for den nuværende samlingsregering.

Nå - det var lige lidt uden for rejseplanen, men John Howard bliver hele tiden pustet i nakken - senest af store oversvømmelser i Sydney og ugen efter i Newcastle og Hunter Valley og regnmønsteret har helt klart ændret sig til at nedbøren falder senere og inden for kortere tidsrum - og sammenlagt i mindre mængder, så den ikke kan opsamles og bruges som vanligt i bl.a. landbrugsproduktionen. Newcastle får i skrivende stund igen meget nedbør og har fået 650 mm inden for mindre end en måned ( svarer til Dk's årlige nedbør ). Vi kan ikke lade være med at tænke på vores bilforhandler, der bor i området.
I Brisbane overværede vi en hel suveræn stjerneforestilling på Sir Thomas Brisbane Planetariet. Efter at have set en Imax-forestilling: "Are we alone?" fik vi en gennemgang af Brisbanes nattehimmel, som vi ved lejlighed en klar aften i outbacken med frit udsyn vil tjekke hvor meget vi kan huske af. Alle planeters bane følger månens, og vi kan p.t se Venus, Mars og Merkur følge denne bane. De mørke områder i Mælkevejen til venstre for Sydkorset - som inkaerne kalder slangen og som aboriginals kalder for emuen - blev tydeligt udpeget, og vi tror nu at vi kan finde Siriusstjernen, som ligger på linje med Orion's bælte mod venstre. Noget af det vi fik at vide ved gennemgangen har vi hørt før, men for hver gang vi kommer i nærheden af mulighederne for at se og lære noget om nattehimlen, bliver der fyldt lidt nyt på, og det synes vi faktisk er ret interessant.
På Queensland's Museum blev vi lidt klogere på statens og de enkelte områders historie og kendetegn  og vi fik et lille overblik og fornemmelse for hvad vi gerne vil se, på vores tur rundt i Queensland, som jo er ca. 40 gange større end DK. På museet var også udstillet lidt om dinosaurer som vi sikkert skal kigge nærmere på, når vi kører gennem staten mod vest til Northern Territory. Derimod så vi ikke noget til Bee Gees, der jo kommer fra Brisbane ( efter de flyttede fra England som børn ), men havde vi brugt mere energi og tid i byen havde det sikkert kunnet lade sig gøre. Håndfodring af delfiner på den nærliggende Moreton Island måtte vi også undvære. Det viste sig at foregå på et "resort", hvor man købte en heldagstur for at håndfodre delfiner ved 18 - 19- tiden, og det koncept brød vi os ikke om, så vi sprang over.
Da vi nu var kommet til cattle-country og det øsregnede lørdag aften, kiggede vi lidt nærmere på et typisk Queensland Steakhouse. Steakene var gode, men tilbehøret og stilen meget amerikansk, så vi håber da det bliver bedre når vi kommer længere nordpå. Søren kiggede også lidt dybt i nogle ølflasker, så han havde tungt hoved næste dag, men Kirsten er ved at være i træning. Hun havde det fint efter at have drukket en flaske hvidvin - helt selv, stor pige.
Vi kiggede lidt på South Bank Parklands i centrum, som er et stort fritidsområde med restauranter og store udendørs svømmebassiner med strande og palmer ( med mulighed for forskellig vandsport ), hovedstrøget og det flotte gamle rådhus og tårn, og inden vi satte snuden nordover, søgte vi om vores kinesiske visum på det kinesiske konsulat. Vi betalte 100$ og afleverede vores pas i håb om at modtage dem igen med posten på posthuset i Mackay - ca. 1000 km længere oppe ad kysten.

Vi forlod Brisbane mandag d. 4. juni. Ved Glasshouse Mountains, godt 50 km nordligere, blev vi igen mindet om Australiens vulkanske fortid, da disse 15 bjerge er rester af vulkaner, som stikker op i landskabet på forskellige mærkværdige måde. Det højeste - Mount Beerwah - er 556 meter højt, og James Cook navngav bjergene i 1770 - efter glasværkerne i hans hjemby Yorkshire, fordi han synes de lignede glasværkernes skorstene. Vi nød udsigten over området fra et udsigtspunkt og satte så næsen mod Australia ZOO, hvor vi ville kigge ind, den næste dag. Den nærliggende campingplads havde forstået, at gæsterne her var dyrevenner, for det vrimlede med ænder, gæs, køer og andre små husdyr, som man så kunne fodre eller nusse med, hvis man ikke havde fået nok i zoo'en.
Steve Irwin, som alle åbenbart kender fra tv, hvor han som regel nedlægger krokodiller og andet farligt kryb, var indtil sin død for et par år siden ( han blev stukket i brystet af en giftig rokke medens han dykkede ) ejer af parken. Han voksede op i parken, som faderen dengang ejede, og med sin karismatiske udstråling har han tjent godt med $ i sine Wildlife dyreprogrammer og i sin zoologiske have. Han har brugt nogle af pengene til at opkøbe kæmpeområder, der skal henlægges til dyrelivet. Vi koncentrerede os om Australiens dyr og overværede de dyrefremvisninger vi kunne nå. Parken var indrettet med god plads til dyrene og de mange dyrepassere gik rundt i parken og luftede dyrene, så vi havde en mulighed for at komme tæt på dem. Vi kunne også blive fotograferet sammen med et dyr mod ekstra betaling - ud over de 49$ ( 235,-kr ) det kostede i billetindtægt! Håndfodring af elefanter var meget populært, så vi nøjedes med at kigge gennem menneskemængden så godt vi kunne. Højdepunktet var afgjort showet i Crocoseum, hvor publikum sad rundt om arenaen og guruen Steve Irwin optrådte på storskærm medens vi ventede på at showet begyndte. De modige og vittige dyrepassere jonglerede rundt med slanger, optrådte med forskellige fugle og fodrede en 3,5 m stor krokodille, alt medens de sørgede for at opildne publikum og løbe frem og tilbage. Efter showet kiggede vi lidt på det øvrige australske dyreliv - vombatter, koalaer, kænguruer, emuer og tasmanske djævle. Næbdyr så vi desværre ikke noget af. Kirsten synes stedet var for kommercielt og prisen helt ude af proportioner med antallet af dyrearter i parken, men hun er jo heller ikke så meget til det der "smarte".

Når man kører op ad kysten her, er Fraser Island et must, og selv om det regnede hele vejen til  havnebyen Hervey Bay, bestilte vi en tur til den næste dag. Øen er verdens største sandø - og sandet ligger i 600 meters dybde under havoverfladen. Øen er 124 km lang og gen.15 km i bredden og den vokser fortsat, idet den konstant får tilført sand med strømmen sydfra, som fører sand fra flodudløbene op langs kysten. Øen var tidligere beboet af aboriginals men udviklingen sørgede for at de alle blev skudt, forgiftet eller fortrængt. I 1836 strandede den uheldige godt 60-årige kaptajn James Fraser og hans emsige kone Eliza på øen efter kaptajnens tredje skibsforlis. Eliza overlevede og der er forskellige versioner om hvordan hendes mand døde og hvordan hun selv overlevede og kom tilbage til civilicationen, men det hun selv fortalte herom blev mere og mere fantastisk for hver gang, og sandheden er nok, at James omkom p.g.a. dårligt helbred og alderdom ( og ikke fordi han blev skudt eller forgiftet af de indfødte ) og hun blev ikke voldtaget og misrøgtet, men sat til at arbejde for føden, og det brød hun sig ikke om. Øens oprindelige beboere kaldte øen for K'gari - paradisøen, men i 1858 blev den omdøbt til Fraser Island til ære for den forulykkede kaptajn.
Øen er ikke som man kunne forvente en stor nøgen sandbunke men derimod en frodig regnskov med mange fersvandssøer og træer i op til 70 meters højde. Veje eksisterer ikke - kun et net af sandede opkørte hjulspor, og da vores Carrie ikke er firehjulstrukket tog vi derfor turen med en firehjulstrukket bus med guide, der hentede og afleverede os på vores campingplads. Naturligvis øsregnede det hele natten og hele onsdagen medens vi var på turen, men som vi sagde til os selv, så blev det bare en anderledes oplevelse end hvis det havde været strålende sol. Sejlturen over Great Sandy Strait var flot med de lavthængende skyer, det hvide sand og det gråblå hav. Vi så et par havørne i kikkerten og et par delfiner tæt på færgen på jagt efter lidt morgenmad. Da vores "bus" kørte fra borde - op på stranden, var den ved at køre fast. Om det var for spændingens skyld eller for at demonstrere køretøjets fortrinligheder vides ikke, men vi kom selvfølgelig fri igen. Og så var det ellers om at spænde sikkerhedsselen og se lige ud, for så hoppede og dansede og drejede og rykkede det derudad de ca. 15 km ind over øen til Lake Allom, hvor vi gik en tur ned til søen. Meningen var, at vi skulle bade her, men da vi ligesom allerede var våde - også inde under regntøjet - sprang vi den del af programmet over. Strandbadning er i øvrigt ikke tilladt på Fraser Island, da der er farlige hajer i farvandet omkring øen. Videre fremme ved øens østkyst kørte det derudad i det faste sand langs stranden. Dog blev farten sat lidt ned de steder, hvor vandløb løb ud i havet. Franz, vores chauffør og guide, fortalte om hvor tit uerfarne turister sad fast i sandet her, fik nedbrændt koblingen og måtte trækkes fri. Vores bus nøjedes med et ordentligt " "edderkoppespind" i forruden, da en regntung gren ramte forruden med et ordentligt smæld. Ved Cathedral Cave steg vi ud - for meget hurtigt at se på søjlerne af sand og mineraler med forskellige farver - og for nok engang at blive gennemblødte. Frokosten blev indtaget under tag og vi fik gode bøffer med vin ad libitum, så vi fik en masse god snak med de ti andre gæster på turen. Her var bl.a. et tysk par, som talte minimalt engelsk, så vi agerede tolke. Ved Eli Creek var det også meningen vi skulle have badet igen, men....
Der er dingoer på øen og de siges at være den reneste stamme i Australien, men de var vidst krøbet i tørvejr den dag.
Efter at have kigget lidt på vraget af Maheno, kørte vi tilbage til øens vestside og sejlede hjem - en god og hyggelig men ikke uforglemmelig tur, som der ellers "stod i brochuren". Havde vi ventet et par dage på godt vejr var vi også blevet skuffet, for regnen fortsatte langs hele kysten, så derfor satte vi snuden nordover - op til en lidt bedre vejrudsigt.
Næste formiddag tog vi os sammen til at købe den presenning, som vi længe havde snakket om og savnet som oversejl. Så kunne vi da i det mindste bruge vores kogeblus i tørvejr og sidde udenfor og arbejde på computeren, når solen ikke længere kunne reflektere i skærmen.

Da det - øøh - regnede kørte vi de ca. 400 km til Rockhampton, sprang alle "de flotte udsigter" og smutture over og indlogerede os i en hytte på campingpladsen, fik handlet ind og vasket og tørret vores beskidte og klamme tøj og sengetøj.  "Rocky" havde sin storhedstid i flodprammenes tid, idet byen ligger ved Queenslands største flod - Fitzroy River, og man levede godt af at fortolde varer, der blev transporteret på floden. Idag er "Rocky" Australiens "bøfby" nummer et, og kvæg fra hele Queensland transporteres til byens slagterier, så vi forsøgte os igen med en bøf til aftensmad - den kunne lige gå an. Frem til 1970'erne var det ellers fåreavlen som var fremherskende i Queensland, men priserne på uld og fårekød faldt drastisk på verdensmarkedet og kvægdriften har mere og mere fået overtaget. På vej til byen undrede vi os over, hvor de ca. 2 mio. kvæg, som skulle græsse i byens omegn ( radius på 250 km ),  mon havde gemt sig, for det vi så mest af var sukkerrørsplantager, der var ved at være klar til høst, og vi slog da også et smut inden om en sukkermølle, for at høre om de havde rundvisninger, men det havde de ikke, så vi måtte vente til længere oppe ad kysten.
Vi skrev hjemmeside om fredagen, fik PANDEKAGER til frokost, nu da pandekageosen ikke skulle hænge i Carrie og vores indbo - og så det lokale Dreamtime Cultural Center om eftermiddagen. På den guidede  rundvisning fik vi et godt indblik i områdets aboriginale - og Torres Strait Islanderes kultur. Mange indbyggere fra Torres Strait Islands ( øerne mellem Australien og New Guinea ) flyttede til den australske østkyst og fik arbejde i sukkerrørsplantagerne, da Australien med sin forfatning og etablering som land i 1901 smed mange af polyneserne hjem ( hvoraf nogle var blevet kidnappet og havde arbejdet under slavelignende forhold i plantagerne ). En stor del Torres Strait Islandere er dog blevet boende langs kysten og således også ved Rocky. De oprindelige grupper aboriginals i området - Bidjara og Karingbal - var tæt knyttet til området Carnarvon Gorge længere inde i landet og her havde de deres hellige område, så derfor omhandlede rundvisningen en del af de religiøse udsmykninger, som vi gerne ville ud og se i Carnarvon Gorge. Som led i rundvisningen fik vi lige demonstreret hvor let det er at spille didgeridoo og vi forsøgte os med boomerangkast.
Uden at have kunnet mærket det havde vi - flere gange - passeret den imaginære linje - Stenbukkens Vendekreds, 23,5 grader syd for Ækvator, så det måtte vi lige have et billede af inden vi forlod Rocky. Jordens omkreds er her ca. 36.500 km mod ca. 40.000 km ved Ækvator, og vi kom til at tænke på, hvor lille en del af jordens landmasser der egentlig ligger på den sydlige halvkugle - Australien, det meste af Sydamerika og Afrika syd for Kenya og Tanzania - samt selvfølgelig Antarktis.
Fotos

Brisbane er Queensland's hovedstad, og selvom det er en storby, så leves livet mindre hektisk end i Sydney og Melbourne.
Sir Thomas Brisbane grundlagde byen i 1824 - som straffefangekoloni - og som enhver australsk by, gør man også her meget ud af sin historie, så vi overværede bl.a. affyring af nogle gamle kanoner ved floden, og de "gamle huse"  i centrum er meget velholdte og restaurerede. Det så lidt sjovt ud, med de forholdsvis lave gamle bygninger mellem skyskrabere i stål, glas og jern - et karakteristisk billede for de større byer.
Alle vi talte med i Brisbane var så glade for den regn som var faldet inden for de sidste par dage, for den betød at byen ikke fik pålagt at rykke op i vandrestiktionsniveau 5. Så kunne man stadig få lov at vande sin have med spand mens bilvask dog stadig var forbudt. Vi ville jo hellere have solskinsvejr, men det sagde vi naturligvis ikke højt. En gennemsnitlig queenslænder bruger ca. 150 liter vand pr dag og mange byer har et foreløbigt mål på 140 liter pr. indbygger. Det imponerede os ikke særligt meget, når vi tager vandproblemets omfang i betragtning. På mange campingpladser bruger vi ofte mindst et minut til at regulere vandtemperaturen ved den daglige badning - 1 minut, hvor vandet går til spilde, og det er den samme storforbrugende bruser vi ser alle vegne ( også i butikkerne ), og vi tror der er mange områder, hvor der kan spares vand. I Brisbanes naboby- Toowoomba - havde man i 2006 en folkeafstemning om at omlægge vandforbruget til mere genbrug og med diverse spareforanstaltninger, men stik mod byrådets forventninger blev forslaget nedstemt, så det er som om - ihvertfald nogle australier - ikke er parat til at gøre en seriøs indsats for at afhjælpe problemet. For et par måneder siden så vi en aften i tv en forudsigelse om, at Australien ville få meget regn i det kommende års tid for herefter at gå ind i en 17 år lang tørkeperiode. Samtidig sker her en befolkningstilvækst ( indvandring p.g.a. mangel på arbejdskraft - som i Europa ) og man er ikke indstillet på at omlægge landbrugsproduktionen til oprindelige afgrøder - som ikke kræver den samme vandmængde, som de indførte afgrøder og dyreracer. Hvordan mon landet løser de store problemer fremover? Vi har indtryk af at miljø er et vigtigt område, som der undervises i i skolerne. Drivhuseffekten og klimaændringer er en del af den politiske diskussion som er i fuld gang, måske fordi det er valgår i år. Labour - med Kevin Rudd som premierministerkandidat beskylder den siddende regering med den konservative premierminister - John Howard - for at være gammeldags - og ikke at have forudset de problemer der skal løses, fordi John Howard og hans parti sætter økonomien højere end at lave langsigtede miljøløsninger. John Howard vil indføre kernekraft bl.a. fordi Australien har en af verdens største uranforekomster og så vil han iøvrigt fortsætte med at eksportere de enorme kulmængder her findes - til især Asien. Så kan de jo forurene der istedet for her i landet!!!! Hvorfor i al verden satser man ikke noget mere på sol - og vindenergi, det fatter vi simpelthen ikke. Kevin Rudd og Labourpartiet fører stort i meningsmålingerne og det tegner ikke godt for den nuværende samlingsregering.

Nå - det var lige lidt uden for rejseplanen, men John Howard bliver hele tiden pustet i nakken - senest af store oversvømmelser i Sydney og ugen efter i Newcastle og Hunter Valley og regnmønsteret har helt klart ændret sig til at nedbøren falder senere og inden for kortere tidsrum - og sammenlagt i mindre mængder, så den ikke kan opsamles og bruges som vanligt i bl.a. landbrugsproduktionen. Newcastle får i skrivende stund igen meget nedbør og har fået 650 mm inden for mindre end en måned ( svarer til Dk's årlige nedbør ). Vi kan ikke lade være med at tænke på vores bilforhandler, der bor i området.
I Brisbane overværede vi en hel suveræn stjerneforestilling på Sir Thomas Brisbane Planetariet. Efter at have set en Imax-forestilling: "Are we alone?" fik vi en gennemgang af Brisbanes nattehimmel, som vi ved lejlighed en klar aften i outbacken med frit udsyn vil tjekke hvor meget vi kan huske af. Alle planeters bane følger månens, og vi kan p.t se Venus, Mars og Merkur følge denne bane. De mørke områder i Mælkevejen til venstre for Sydkorset - som inkaerne kalder slangen og som aboriginals kalder for emuen - blev tydeligt udpeget, og vi tror nu at vi kan finde Siriusstjernen, som ligger på linje med Orion's bælte mod venstre. Noget af det vi fik at vide ved gennemgangen har vi hørt før, men for hver gang vi kommer i nærheden af mulighederne for at se og lære noget om nattehimlen, bliver der fyldt lidt nyt på, og det synes vi faktisk er ret interessant.
På Queensland's Museum blev vi lidt klogere på statens og de enkelte områders historie og kendetegn  og vi fik et lille overblik og fornemmelse for hvad vi gerne vil se, på vores tur rundt i Queensland, som jo er ca. 40 gange større end DK. På museet var også udstillet lidt om dinosaurer som vi sikkert skal kigge nærmere på, når vi kører gennem staten mod vest til Northern Territory. Derimod så vi ikke noget til Bee Gees, der jo kommer fra Brisbane ( efter de flyttede fra England som børn ), men havde vi brugt mere energi og tid i byen havde det sikkert kunnet lade sig gøre. Håndfodring af delfiner på den nærliggende Moreton Island måtte vi også undvære. Det viste sig at foregå på et "resort", hvor man købte en heldagstur for at håndfodre delfiner ved 18 - 19- tiden, og det koncept brød vi os ikke om, så vi sprang over.
Da vi nu var kommet til cattle-country og det øsregnede lørdag aften, kiggede vi lidt nærmere på et typisk Queensland Steakhouse. Steakene var gode, men tilbehøret og stilen meget amerikansk, så vi håber da det bliver bedre når vi kommer længere nordpå. Søren kiggede også lidt dybt i nogle ølflasker, så han havde tungt hoved næste dag, men Kirsten er ved at være i træning. Hun havde det fint efter at have drukket en flaske hvidvin - helt selv, stor pige.
Vi kiggede lidt på South Bank Parklands i centrum, som er et stort fritidsområde med restauranter og store udendørs svømmebassiner med strande og palmer ( med mulighed for forskellig vandsport ), hovedstrøget og det flotte gamle rådhus og tårn, og inden vi satte snuden nordover, søgte vi om vores kinesiske visum på det kinesiske konsulat. Vi betalte 100$ og afleverede vores pas i håb om at modtage dem igen med posten på posthuset i Mackay - ca. 1000 km længere oppe ad kysten.

Vi forlod Brisbane mandag d. 4. juni. Ved Glasshouse Mountains, godt 50 km nordligere, blev vi igen mindet om Australiens vulkanske fortid, da disse 15 bjerge er rester af vulkaner, som stikker op i landskabet på forskellige mærkværdige måde. Det højeste - Mount Beerwah - er 556 meter højt, og James Cook navngav bjergene i 1770 - efter glasværkerne i hans hjemby Yorkshire, fordi han synes de lignede glasværkernes skorstene. Vi nød udsigten over området fra et udsigtspunkt og satte så næsen mod Australia ZOO, hvor vi ville kigge ind, den næste dag. Den nærliggende campingplads havde forstået, at gæsterne her var dyrevenner, for det vrimlede med ænder, gæs, køer og andre små husdyr, som man så kunne fodre eller nusse med, hvis man ikke havde fået nok i zoo'en.
Steve Irwin, som alle åbenbart kender fra tv, hvor han som regel nedlægger krokodiller og andet farligt kryb, var indtil sin død for et par år siden ( han blev stukket i brystet af en giftig rokke medens han dykkede ) ejer af parken. Han voksede op i parken, som faderen dengang ejede, og med sin karismatiske udstråling har han tjent godt med $ i sine Wildlife dyreprogrammer og i sin zoologiske have. Han har brugt nogle af pengene til at opkøbe kæmpeområder, der skal henlægges til dyrelivet. Vi koncentrerede os om Australiens dyr og overværede de dyrefremvisninger vi kunne nå. Parken var indrettet med god plads til dyrene og de mange dyrepassere gik rundt i parken og luftede dyrene, så vi havde en mulighed for at komme tæt på dem. Vi kunne også blive fotograferet sammen med et dyr mod ekstra betaling - ud over de 49$ ( 235,-kr ) det kostede i billetindtægt! Håndfodring af elefanter var meget populært, så vi nøjedes med at kigge gennem menneskemængden så godt vi kunne. Højdepunktet var afgjort showet i Crocoseum, hvor publikum sad rundt om arenaen og guruen Steve Irwin optrådte på storskærm medens vi ventede på at showet begyndte. De modige og vittige dyrepassere jonglerede rundt med slanger, optrådte med forskellige fugle og fodrede en 3,5 m stor krokodille, alt medens de sørgede for at opildne publikum og løbe frem og tilbage. Efter showet kiggede vi lidt på det øvrige australske dyreliv - vombatter, koalaer, kænguruer, emuer og tasmanske djævle. Næbdyr så vi desværre ikke noget af. Kirsten synes stedet var for kommercielt og prisen helt ude af proportioner med antallet af dyrearter i parken, men hun er jo heller ikke så meget til det der "smarte".

Når man kører op ad kysten her, er Fraser Island et must, og selv om det regnede hele vejen til  havnebyen Hervey Bay, bestilte vi en tur til den næste dag. Øen er verdens største sandø - og sandet ligger i 600 meters dybde under havoverfladen. Øen er 124 km lang og gen.15 km i bredden og den vokser fortsat, idet den konstant får tilført sand med strømmen sydfra, som fører sand fra flodudløbene op langs kysten. Øen var tidligere beboet af aboriginals men udviklingen sørgede for at de alle blev skudt, forgiftet eller fortrængt. I 1836 strandede den uheldige godt 60-årige kaptajn James Fraser og hans emsige kone Eliza på øen efter kaptajnens tredje skibsforlis. Eliza overlevede og der er forskellige versioner om hvordan hendes mand døde og hvordan hun selv overlevede og kom tilbage til civilicationen, men det hun selv fortalte herom blev mere og mere fantastisk for hver gang, og sandheden er nok, at James omkom p.g.a. dårligt helbred og alderdom ( og ikke fordi han blev skudt eller forgiftet af de indfødte ) og hun blev ikke voldtaget og misrøgtet, men sat til at arbejde for føden, og det brød hun sig ikke om. Øens oprindelige beboere kaldte øen for K'gari - paradisøen, men i 1858 blev den omdøbt til Fraser Island til ære for den forulykkede kaptajn.
Øen er ikke som man kunne forvente en stor nøgen sandbunke men derimod en frodig regnskov med mange fersvandssøer og træer i op til 70 meters højde. Veje eksisterer ikke - kun et net af sandede opkørte hjulspor, og da vores Carrie ikke er firehjulstrukket tog vi derfor turen med en firehjulstrukket bus med guide, der hentede og afleverede os på vores campingplads. Naturligvis øsregnede det hele natten og hele onsdagen medens vi var på turen, men som vi sagde til os selv, så blev det bare en anderledes oplevelse end hvis det havde været strålende sol. Sejlturen over Great Sandy Strait var flot med de lavthængende skyer, det hvide sand og det gråblå hav. Vi så et par havørne i kikkerten og et par delfiner tæt på færgen på jagt efter lidt morgenmad. Da vores "bus" kørte fra borde - op på stranden, var den ved at køre fast. Om det var for spændingens skyld eller for at demonstrere køretøjets fortrinligheder vides ikke, men vi kom selvfølgelig fri igen. Og så var det ellers om at spænde sikkerhedsselen og se lige ud, for så hoppede og dansede og drejede og rykkede det derudad de ca. 15 km ind over øen til Lake Allom, hvor vi gik en tur ned til søen. Meningen var, at vi skulle bade her, men da vi ligesom allerede var våde - også inde under regntøjet - sprang vi den del af programmet over. Strandbadning er i øvrigt ikke tilladt på Fraser Island, da der er farlige hajer i farvandet omkring øen. Videre fremme ved øens østkyst kørte det derudad i det faste sand langs stranden. Dog blev farten sat lidt ned de steder, hvor vandløb løb ud i havet. Franz, vores chauffør og guide, fortalte om hvor tit uerfarne turister sad fast i sandet her, fik nedbrændt koblingen og måtte trækkes fri. Vores bus nøjedes med et ordentligt " "edderkoppespind" i forruden, da en regntung gren ramte forruden med et ordentligt smæld. Ved Cathedral Cave steg vi ud - for meget hurtigt at se på søjlerne af sand og mineraler med forskellige farver - og for nok engang at blive gennemblødte. Frokosten blev indtaget under tag og vi fik gode bøffer med vin ad libitum, så vi fik en masse god snak med de ti andre gæster på turen. Her var bl.a. et tysk par, som talte minimalt engelsk, så vi agerede tolke. Ved Eli Creek var det også meningen vi skulle have badet igen, men....
Der er dingoer på øen og de siges at være den reneste stamme i Australien, men de var vidst krøbet i tørvejr den dag.
Efter at have kigget lidt på vraget af Maheno, kørte vi tilbage til øens vestside og sejlede hjem - en god og hyggelig men ikke uforglemmelig tur, som der ellers "stod i brochuren". Havde vi ventet et par dage på godt vejr var vi også blevet skuffet, for regnen fortsatte langs hele kysten, så derfor satte vi snuden nordover - op til en lidt bedre vejrudsigt.
Næste formiddag tog vi os sammen til at købe den presenning, som vi længe havde snakket om og savnet som oversejl. Så kunne vi da i det mindste bruge vores kogeblus i tørvejr og sidde udenfor og arbejde på computeren, når solen ikke længere kunne reflektere i skærmen.

Da det - øøh - regnede kørte vi de ca. 400 km til Rockhampton, sprang alle "de flotte udsigter" og smutture over og indlogerede os i en hytte på campingpladsen, fik handlet ind og vasket og tørret vores beskidte og klamme tøj og sengetøj.  "Rocky" havde sin storhedstid i flodprammenes tid, idet byen ligger ved Queenslands største flod - Fitzroy River, og man levede godt af at fortolde varer, der blev transporteret på floden. Idag er "Rocky" Australiens "bøfby" nummer et, og kvæg fra hele Queensland transporteres til byens slagterier, så vi forsøgte os igen med en bøf til aftensmad - den kunne lige gå an. Frem til 1970'erne var det ellers fåreavlen som var fremherskende i Queensland, men priserne på uld og fårekød faldt drastisk på verdensmarkedet og kvægdriften har mere og mere fået overtaget. På vej til byen undrede vi os over, hvor de ca. 2 mio. kvæg, som skulle græsse i byens omegn ( radius på 250 km ),  mon havde gemt sig, for det vi så mest af var sukkerrørsplantager, der var ved at være klar til høst, og vi slog da også et smut inden om en sukkermølle, for at høre om de havde rundvisninger, men det havde de ikke, så vi måtte vente til længere oppe ad kysten.
Vi skrev hjemmeside om fredagen, fik PANDEKAGER til frokost, nu da pandekageosen ikke skulle hænge i Carrie og vores indbo - og så det lokale Dreamtime Cultural Center om eftermiddagen. På den guidede  rundvisning fik vi et godt indblik i områdets aboriginale - og Torres Strait Islanderes kultur. Mange indbyggere fra Torres Strait Islands ( øerne mellem Australien og New Guinea ) flyttede til den australske østkyst og fik arbejde i sukkerrørsplantagerne, da Australien med sin forfatning og etablering som land i 1901 smed mange af polyneserne hjem ( hvoraf nogle var blevet kidnappet og havde arbejdet under slavelignende forhold i plantagerne ). En stor del Torres Strait Islandere er dog blevet boende langs kysten og således også ved Rocky. De oprindelige grupper aboriginals i området - Bidjara og Karingbal - var tæt knyttet til området Carnarvon Gorge længere inde i landet og her havde de deres hellige område, så derfor omhandlede rundvisningen en del af de religiøse udsmykninger, som vi gerne ville ud og se i Carnarvon Gorge. Som led i rundvisningen fik vi lige demonstreret hvor let det er at spille didgeridoo og vi forsøgte os med boomerangkast.
Uden at have kunnet mærket det havde vi - flere gange - passeret den imaginære linje - Stenbukkens Vendekreds, 23,5 grader syd for Ækvator, så det måtte vi lige have et billede af inden vi forlod Rocky. Jordens omkreds er her ca. 36.500 km mod ca. 40.000 km ved Ækvator, og vi kom til at tænke på, hvor lille en del af jordens landmasser der egentlig ligger på den sydlige halvkugle - Australien, det meste af Sydamerika og Afrika syd for Kenya og Tanzania - samt selvfølgelig Antarktis.

Vi havde flere gange i Australien været i nærheden af guldminer, men det var endnu ikke lykkedes os at få lov at se den rigtige vare. Ved Mount Morgan kunne vi endelig komme på en guidet tur i en - ganske vist nedlagt mine, men det lugtede da i den rigtige retning. Solen skinnede fra en skyfri himmel og det var som om farverne havde fået et ekstra pift med al den regn der var faldet, for flotte og klare det var de ihvertfald, og vi gjorde stop flere gange på turen til. På det lokale turistkontor i Mount Morgan - på den nedlagte jernbanestation - fik vi købt billetter til TMC-turen 8 town, mine cave ) og benyttede ventetiden til lidt frokost og en sludder med de lokale "pensionistdamer", som solgte håndarbejde til fordel for et eller andet i et par af de gamle togvogne. De syntes det var hundekoldt, så vi fik straks en bemærkning med, om vi troede det var sommer, da vi kom i skjorteærmer. Så måtte vi jo fortælle dem, at de var helt galt på den, for vejret den dag, var som en ( måske lidt kølig ) dansk sommerdag, og så skulle de jo lige høre hvad vi var for nogen - og hvordan det gik med Mary og Lillepigen - og hvorfor hun endnu ikke havde fået navn og hvordan traditionerne var i DK på det område - og hvordan med det danske kongehus. P.t. kører serien om de europæiske kongehuses svigerfar - Christian d. 9. ( ? ) i primetime fredag aften, så der følges skam med i de små hjem ( Ørnen kører iøvrigt også torsdag aften - og vi får set den hver torsdag, da vi ikke fik set den hjemme, vi er nået til afsnit 16. Den er ikke synkroniseret, så vi ser dansk fjersyn! ) Det endte selvfølgelig med at vi måtte støtte den lille lokale forening lidt, så Kirsten købte sig en flot hjemmesyet tøjklemmepose og en køleskabsmagnet.
Før vi kom op til det nedlagte mineområde fik vi sammen med to andre turdeltagere en grundig rundvisning i den historiske by - Mount Morgan, som bar præg af at mange nationaliteter i guldrushens tid havde bosat sig her. Der var således stadig det irske, det kinesiske og det engelsk kvarter, hvor nationaliteterne dog nu var mere blandet. Flere huse fra det 19. århundrede var meget velbevarede og på en liste over bevaringsværdige huse, så det fik vi naturligvis en del at vide om af den lokale indfødte guide og hendes far. I dag har byen fire hoteller, men i byens velmagtsdage havde den hele 27. Guld blev opdaget i 1880, og Morganbrødrene var de første til at få sat system i brydningen, så derfor er byen opkaldt efter dem. Det oprindelige Ironstone Mountain er der ikke meget tilbage af idag og man har frem til minens nedlæggelse i 1981 brudt 225 ton guld ( det største guldfund i sin tid - på den sydlige halvkugle ) 50 ton sølv og 360 ton kobber. Vi så de to sidste skorstene og udgange fra forskellige mineskakter på vej op til det store hul, hvor bjerget engang havde været. Hullet er idag fyldt op med det meget forurenede vand, som opsamles før det løber ud i floden og pumpes tilbage i hullet. Regnvandet bliver stadig forurenet når det siver ned gennem affaldsdyngerne, der er fulde af et gråt stof (?) som er meget surt. Guiden fortalte at vandet havde en ph-værdi på ca. 2,5. I starten brugte man også kviksølv til at opløse guldet, men det gav for meget spild (og idag forurening ) så senere gik man over til en anden udvindingsmetode -reflow, der "kun" giver røg/sod forurening, deraf de høje skorstene. Den ene af de to, der stod tilbage, var hugget ned til halv højde efter den blev ramt af et lyn og revnede, og for at resten kunne bruges blev den omringet af metalbånd hele vejen op. Man kunne forøvrigt stadig se de sorte spor efter lynet/lynene.
Sidste stop på turen var en grotte, som i tidernes morgen var gravet ud af et lerlag der var mellem grundfjældet og en øvre sandsten. Leret blev brugt til mursten til opførelse af bygninger i byen og mineområdet. I 1950'erne opdagede man at der var dinosaurfodspor i loftet, idet loftet var bunden af en engang eksisterende søbred - hvor der altså havde gået dinoer. Ca. 300 fodspor, og det vi så i loftet var altså det positive aftryk, der bulede ned.
Vi så også resterne af et togskinneanlæg med ABT system, det samme som vi kørte med ved Queenstown på Tasmanien, og systemet blev kun brugt disse to steder syd for Ækvator.

Efter den hyggelig og personlig rundtur kørte vi videre ind i landet - mod outbacken, da vi håbede på at vejforholdene ved Carnarvon Gorge var kommet sig efter regnen, som ikke havde været helt så kraftig inde i landet som ude ved kysten. Vi tog en gratis overnatning på et fint parkeringsområde ved Dawson River, hvor den lokale kommunalbestyrelse havde sørget for fine toilet- bade og barbequefaciliteter. Her var vel omkring 10 familier, som havde slået lejr for natten, og vores naboer fortalte at det var meget almindeligt med disse overnatningsfaciliteter i outbacken, da man godt vil gøre lidt ekstra for at få turister ( nok mest deres penge ) lokket til. Vi lagde 5 $ i "donation-standeren" da vi forlod pladsen efter at have nydt et varmt brusebad ( 2$ ) og morgenstemningen ved floden. Og så følte vi os ellers i outbacken og nød det flotte landskab med den vide horisont, de røde, brune og grøn-støvede farver mod en knaldblå himmel så langt øjet rakte. På de næste 166 km til Rolleston mødte vi 11 personbiler og en kvægtransport. Vejen var meget ujævn og trængte til reperation, men når her ikke er mere trafik prioriteres sådanne strækninger nok lavt. Australien har 900.000 km vej og halvdelen er asfalteret. Vidste I at A1, der går hele vejen rundt langs kysten, er 90km længere med uret! Hvor mange døde kænguruer vi så langs vejsiden har vi ikke tal på, men det var mange. I den søndagssøvnige lilleputby Rolleston forsøgte vi at ringe til Carnarvon Nationalparken for at forhøre os om vejforholdene på jordvejen ind til parken, men vi var uden for mobilmasternes sendeområde. Istedet snakkede vi med et par, som tilfældigvis netop kom fra parken og de mente sagtens vi kunne køre ind med Carrie, så vi stak snuden 70 km mod syd og så 45 km mod vest ad en rimelig jordvej med ca. 30 km i timen. Den dag så vi flere markafgrøder som vi ikke kendte, men bomuld og lucerne var ihvertfald to af dem, og en del af afgrøderne var så tørre at kvæget var sendt til græsning her. Nå - jo, og så fandt vi da nogle af de der 2. mio.kvæg, som var forsvundet ved Rockhampton. Man har fremavlet en speciel kvægrace, som er bedre rustet til den australske outback med dens store temperatursvingninger, tørke, fluer m.m.. Den har pukkel over skulderpartiet og minder en del om den indiske race.
Vel fremme i parken fik vi os installeret på den hyggelige campingplads og gik en tur op i en af kløftens sidekløfter, Mickey Creek. Vi kiggede kraftigt efter Platypus - næbdyr - men så ingen, vi erfarede senere at det er et natdyr, som bedst ses i skumringen eller tidligt om morgenen. Kl. 17 - var der information om parken og nogle forskellige ture, som Simon - en selvlært og selvbestaltet naturguide - tilbød mod betaling. Det har vi savnet i mange andre parker, så vi meldte os til hans aftentur, som bl.a. lovede at vi ville få "glidere" at se - possums med hudfolder mellem forben og bagben, så de kan svæve, op til 30m, når de hopper fra træ til træ. Der var da også flere dyr og flotte svæv. Vi havde fået udleveret en god kikkert og Søren brugte tiden, når Simon snakkede, til at kigge på stjerner, da der var helt mørkt i parken og Mælkevejen stod flot. Simon fortalte at gliderne slikkede et sukkerstof af bladene som en larve havde efterladt, da larven kun var ude efter proteinet i bladene -at gliderne bed i barken af  eukalyptustræerne for at få dem til at "græde", så de dagen efter kunne komme og høste saften - at gliderne var farveblinde, som mange natdyr, deres øjne havde en pupil der gik helt ud til kanten og nethinden var tæt besat med lysfølsomme pinde og reflekterende celler bag, til at fange de fotoner der slap forbi. Før vi gik hjem viste han os lige emuen i mælkevejen, det mørke område inkaerne kalder slangen. I outbacken er der så mørkt og så mange stjerner at de mørke områder bliver de interessante!

Første ekspedition om mandagen var til udsigtspunktet Boolimba Bluff med en stejl opstigning, med mange trapper - godt 900 - der snoede sig fra bunden op gennem regnskoven til klippekanten. Fra toppen af klippen var der en :-) udsigt. På vej tilbage tog vi lige en lille tur til Baloon Cave, med "original kunst". Resten af dagen var opladning til tirsdag, og den gik med afslapning. Søren lavede forsejl til Carrie og Kirsten læste om Carnarvon Gorge. Med forsejl var Carrie sådan set "færdig" og Kirsten havde snakket om at vi skulle lave en præsentationsvideo om Carrie. Kirsten skrev en lille drejebog og vi lavede forprøver før vi skød videoen. Kirsten følte at hun måtte advare vores naboer om at vi ikke var tossede men at vi lavede en film. Carrie presentation eller Carrie presentation med stor opløsning. Kirsten synes selv hun er alt for formel og minder om en ejendomsmægler, der skal sælge varen. Bemærk venligst at disse linjer er skrevet af Søren - og tænk over hvad det indebærer, når han skriver at "vi slappede af og ladede op".
Tv- signalerne gik heller ikke igennem her- så langt ude på landet, så folk sad ikke inde foran tv-et om aftenen. Istedet sad vi hver aften omkring bålet og snakkede med australierne. Mange var "grå nomader" - pensionister, som tager campingvognen med til Queensland i de "kolde" vintermåneder væk fra Victoria og NSW. Da vi var de eneste udenlandske turister vagte vi en del opmærksomhed og mange ville gerne høre om hvad vi var for nogle. En aften drejede samtalen sig om aboriginals og her fik racismen virkelig afløb for nogle mens andre var mere nuancerede. Vi fik også en snak om tørke og oversvømmelsesproblemerne. Et par fra Sydney havde været frivillige i den danske lejr under olympiaden i 2000 og de fortalte at de danske sporstfolk var en flok friske drenge og piger, som godt kunne lide at feste imellem konkurrencerne. De kunne godt huske håndboldpigerne, men de vidste ikke rigtigt hvad håndbold var for en sport, men syntes at det var en interessant og hurtig sport.
Tirsdag havde vi købt en heldagstur med Simon - op gennem kløften og alle sidekløfterne på tilbageturenturen, en tur på ca. 9 timer. Kløften går øst - vest og alle aboriginalsstederne ligger på sydsiden af kløften - i solsiden, hvilket vidner om at de også kom i kløften om vinteren  Det var koldt at krybe ud af dynerne kl. 6.30 - om morgenen, men vejret var heldigvis godt og vi fik varmen ved at gå og senere på eftermiddagen bagte solen alt rigeligt. Selve kløften var en stor frodig oase med varieret dyre-og planteliv og så bar den stadig præg af de store voldsomme oversvømmelser en storm havde forårsaget i februar i år. Mange store træer lå som tændstikker hulter til bulter på flodbrinken. I sidekløfterne så vi Art Gallery, Ward's Canyon, Amphitheatre og Moss Garden.
Hele Carnarvon Gorge har været et sted som aboriginals rejste til for at udføre deres hellige ceremonier. "Art Gallery" er et af disse steder og et af de mest berømte i Australien, fordi her er så mange velbevarede billeder under et stort klippeudhæng. Der var tre forskellige måder billederne var afsat på - stencils ( farve blæst ud over f.eks. hånden ), direkte malet med pensel samt indgravering i den forholdsvis bløde sandsten. Hænder, økser, boomeranger og emufodspor  ( emuen var befolkningens totem - hellige dyr, som de ikke jagede eller spiste ) var oftest malet som stencils. Ofte havde jægeren to jagtboomeranger - hvis den første missede kunne nummer to lynhurtigt kastes og ramme perfekt. Krigsboomerangerne, som var meget tunge, kunne bruges som hammer/slagvåben og kunne ved kast brække benet på en mand! Når emufodsporene skulle males blev de forenklet malet ved at bruge enden af en boomerang til hver tå, og der er forøvrigt forskel på han - og hunemuernes fodspor på malerierne. Fiskenet var malet som almindelige penselbilleder og de betød formodentlig at den dødes sjæl skulle blive inde i dødsriget og det viste at dødsritualerne var færdigudførte, så man ikke behøvede at være bange for løsgående sjæle.( Man fandt en mumie i en hule under klippen - vidst nok engang i 20'erne ). Indgraveringerne i klippen blev udført af kvinder og det altdominerende motiv var vaginaer, som der var flere hundrede af. Hvad betydningen var, kan man kun gisne om - er de vidne om at pigerne er blevet kønsmodne eller om en ny fødsel eller???? En teori går også på at stedet blev brugt til seksualundervisning - et sted var en vagina med penis afbilledet. Stedet var ihvertfald imponerende og meget spændende, måske nok fordi Simon kunne fortælle så meget om afbildningerne. Han mente at navnet "Art Gallery" var det værst tænkelige, for billederne var ikke kunst men religiøse- og kulturhistoriske og de fortæller om spirituelle og sociale forbindelser til landområder og folk. Den dominerende maling var lavet af okker, som de lokale stammer havde byttet sig til. Andre steder i Australien er symbolikken i aboriginale afbildninger anderledes.
Ward's Canyon var opkaldt efter to lovløse pelsjægere, der "laid low" her. Her er også de eneste King Ferns af en bestemt art tilbage i verden, 13 planter på ca. 20 m2, der har overlevet i dette microklima siden dinotiden. Det rykkede lidt at stå og se på dem og vide at de var de eneste i verden. Et par "vilde" turister, der forserer hegnet og genmassen er væk! Uhyggeligt.
Amphitheatret var en hule i klippen gravet af vandet på ca 100 x 50m og 60 m høje sider. Vi gik op ad nogle trapper og gennem en smal revne i klippen ind til selve "teateret", og akustikken herinde var ganske fortrinlig - ekkoagtig. Hvilket forhold de oprindelige folk havde til stedet kunne vi kun gisne om - for de holder de for sig selv!
Moss Garden var en kløft bevokset med mos på væggene. Den bagved liggende klippe bestod af 4 - 600 m høj sandsten som her ramte grundfjældet, der var uigennemtrængeligt for vand. Vandet var 5000 år om at sive fra toppen af klippen til bunden, hvor det så måtte trænge ud til siden - til bl.a. Moss Garden og dette fugtige microklima gav idelle vækstbetingelser for bl.a. mosser. Medens vi gik de godt 14 kilometer gjorde Simon tit stop og fortalte om hvad vi så og vi fik selvfølgelig også en masse god snak med de ni andre deltagere på turen. Han viste os bl.a. nogle frugter, som kvinderne tog, hvis de skulle have en abort ( en stor dosis, hvis de skulle være sterile ), så man kunne regulere befolkningstallet efter den tilgængelige fødemængde.
Om aftenen troede vi at vi skulle se lysbilledeshow om parken, men det var aflyst pga. sygdom. så vi sad igen rundt om lejrbålet og sludrede over et glas vin og en øl. Der kommer ikke mange "backpackere" herud til Carnarvon Gorge ca. 400 km fra kysten, men det var virkelig køreturen værd og vi var glade for vi havde taget turen.

På vej til vores næste stop - safirområderne ved klondikebyerne Rubyvale og Sapphire - kørte vi bag en stor kvægtransport og pludselig fløj en stor hankænguru igennem luften og ramte midten af vejen et par hundrede meter foran os, medens en anden kænguru lige med nød og næppe undgik lastbilen, som ikke så meget som trådte på bremsen. Vi gik ud fra at kænguruen var død og stoppede ikke, men kørte noget rystede videre. Lastbilen var en "Long Vehicle" med 2 anhængere og ikke et "Road Train" med 3 anhængere, som er op til 50m, men de kører alle 100-110 km/t ( max er 100km de fleste steder ) og stopper ikke for nogen eller noget. Et "Road Train" er 800m om at stoppe, så man skal ikke komme i vejen. Carrie bliver ofte indhentet og de overhaler ved første lejlighed i en byge af småsten. Mange biler har stålnet for forruden/forlygter i et forsøg på at beskytte sig. Vi får ofte det råd at stoppe og holde ind til siden hvis vi ser et "Road Train" komme imod os. "glasbundsbåd", komme på naturvandring på øen og dykke mod ekstra betaling. Det ville Søren gerne og selvom Kirsten ikke var lun på ideen meldte vi os. Da vi var iført hele kostumet og plaskede lidt rundt i det kolde vand, sprang Kirsten fra. Den dårlige dykkeroplevelse fra Belize sad stadig i kroppen, og Kirsten tog sin snorkel og dykkermaske istedet. Søren dykkede rundt på ca. 5 m vand og så fem skildpadder i berøringsafstand, en kæmpe musling som han stak hånden ned i og kunne mærke den lukke sig blødt om hånden, mange koralfisk og en død hummer. Men der skal "trænes" mere før det bliver en afslappende oplevelse at dykke. Men imponerende var det.
Frokosten smagte godt med skaldyrssalat m.m. og eftermiddagssnorkelturen bød på lidt mere uroligt vand men flotte koraler og fisk og en enkelt stor skildpadde, som Kirsten fulgte ud på dybt vand. Superoplevelse.
Sejlturen tilbage var hård og Søren måtte "hvile" sig lidt. Herefter satte vi snuden mod Cairns hvor vi overnattede. Mandag var igen regnvejsdag så vi så i øjnene at vi nok havde set det af Great Barrier Reef der var meningen, for nu ville vi ikke vente længere - vi var utålmodige efter at komme i outbacken.

Dag 289-297. 16/6 - 24/6.
Pandora, regn, sukker, kaffe, Great Barrier Reef.
  Fotos

Til de af vore læsere som har kommenteret på vores sidste afsnit - kommentarer som at det da vidst regnede ret meget siden afsnittet var så langt - kan vi her berolige dem. Selv om det stadig er regnvejr - så er dette afsnit kort og overskueligt. Vi vil jo nødigt til at betale timebetaling for læsning af vores hjemmeside når vi kommer hjem. Hø, hø.                                     

Great Barrier Reef kommer tættere og tættere på den australske østkyst jo længere nordpå man kommer, og vi havde håbet på en første smuttur derud fra Townsville, men da det regnede og blæste kraftigt på revet legede vi almindelige turister i byen og så dens museer, som omhandlede byens historie og Great Barrier Reef. Det store akvarie havde flotte tanke med bl.a. hajer og et "rigtigt" koral rev. Vi tog med på den guidede tur, som dog var lidt skuffende, da den mere handlede om hvordan de i akvariet bar sig ad med at holde balance og liv i det kunstige rev end om det egentlige rev - verdens største koralrev, som kan ses fra rummet. På Museum of Tropical Queensland så vi en udstilling om skibet Pandora, der i 1791 blev sendt ud for at finde Bounty og mytteristerne fra Bounty. Man fandt 14 der stadig levede på Tahiti, arresterede dem og lagde dem i lænker ombord på skibet, så de kunne komme hjem og få deres dom i England. Mens Pandora lå ud for Tahiti kom deres  tahitianske koner og børn på besøg, og grandvoksne mænd græd og bad om nåde! På vej hjem gik Pandora desværre på et rev ud for Queenslands kyst og så vidt vi husker var det kun nogle af fangerne der nåede England og fik deres dom. Bounty fandt man aldrig for det havde nogle af mytteristerne sænket ved øen Pitcain hvor de levede. Townsvilles lookout med den fantastiske udsigt over bl.a. Magnetic Island var selvsagt ikke så imponerende i skyet og blæsende vejr, men vi fik da dannet os et indtryk af kysten. Magnetic Island hedder sådan fordi Cooks kompas opførte sig mærkeligt da han sejlede forbi i 1770.
Medens vi var ved at lave aftensmad på campingpladsen hørte vi pludselig en tale om "... at gå agurk". Det var vidst vejret hun talte om, men det var ihvertfald på dansk, så vi gav os straks til kende. Det viste sig at være 2 par fra Vejle, som lige "gjorde" Australien på 3 uger, og de havde da allerede været ind over Uluru og Alice Springs. Vi udvekslede lidt rejseerfaringer og fik os så lidt aftensmad - alene - da de andre skulle ud at spise.
Vi fortsatte igen - hurtigere end planlagt - op ad kysten og hvis det ikke var gået op for os før, at vi var i sukkerrørsbæltet, ja så fes det ind på lystavlen her. Udsigt var der ikke noget af - tror vi - og hvis der var, kunne den ikke ses for de op til 4 meter høje sukkerrørsplantager, hvor høsten iøvrigt så småt burde være startet, men..... p.g.a. H2O, ja så....                     Det fugtige vejr var normalt i området idet vi befandt os her hvor Australiens største nedbør falder - omkring 4,5 meter på et normalt år. I Tully fik de dog et år 7,9 meter og hermed fik de også titlen - Australiens vådeste by - og hvorfor ikke prøve at få lidt turister til byen på den konto. Det var lykkedes ved at rejse en "Big Thing" - en 7,9 m høj gummistøvle i glasfiber med en indvendig vindeltrappe. Og den måtte vi naturligvis også op at kigge i.
En afstikker ind til Australiens højeste vandfald viste sig at være en flot og øde tur med et bredt bælte af sukkerørsplantager på begge sider af vejen,  inden vi krøb op ad en stejl smal stigning (8%) på 15 km op i 500 meters højde. Solen brød igennem og der var en flot udsigt ned mod kysten.
Vi havde glædet os til endelig at kunne få lidt at vide om sukkerrørsproduktion da vi nu havde set så mange plantager op igennem Queensland, så vi gik på Sukkerrørsmuseet i Innisfail, men her fik vi noget af en lang næse ( for 15 $ )- lige bortset fra den 20 år gamle film de viste. Selve museet var en samling gamle maskiner og 10 - 20 fotografier hvilket ikke sagde os noget. Filmen fortalte om sukkerproduktionen - at den første flåde der kom til Sydney i 1788 medbragte sukkerrør - at der kræves mindst 1500mm årligt nedbør og høje temperature for at dyrke dem - at de sås, af stængler på ca. 40 cm, i rækker med 1,2 - 1,5 m mellemrum og at der kommer flere skud fra den stump sukkerrør som plantes - at rødderne går 3 -4 meter ned i jorden, så planten samlet er op til 8 m - at man kan høste 3 - 4 gange inden der igen skal pløjes og høstes på ny - at der er anlagt ca. 4000 km særlige smalsporet jernbaner til transport af sukkerrør til sukkermøllerne - at man i 1935 indførte sukkerrørstudsen for at få bugt med sukkerrørsbiller og larver men at tudserne blev en mindst lige så stor plage som sukkerrørsbillerne - at man først i 1988 fandt et giftmiddel som nedsatte antallet af sukkerrørsbiller, som dog ikke har medført at sukkerrørstudsen har standset sin udbredelse, den har ingen fjender - at sukkerproduktionen bidrager med 1 mia.$ til Australiens eksportindtægter. Det fremgik overhovedet ikke af filmen at sukkerrørsproduktionen var startet i 1870érne med arbejdskraft "indført" ( kidnappet eller frivillig tvang ) fra Polynesien og at arbejderne havde arbejdet under slavelignende forhold. Det var som om sukkerørsproduktionen først var påbegyndt efter 1. Verdenskrig, hvor mange europæere - især italienere - kom til området for at få arbejde, og det kunne vi da ikke lade være med at undre os over. Før rørene høstes brændes de oftest af - for at slippe for slanger, edderkopper og gøre rørerne lettere tilgængelige. Det betyder at temmelige hidsige slanger kan komme i nærheden af beboede områder i afbrændingstiden, så der stod i vores bog, at man så skulle passe lidt på på parkeringspladser langs vejen. I det nordlige Queensland er man næsten helt gået over til ikke at brænde af, da man her genbruger stor set alt af planten og høster med maskine, men syd på bruges afbrænding stadig trods det at flere og flere protesterer. Høsten foregår fra juni til november og sukermøllerne kører i godt 6 måneder. Når der høstes høstes etapevis - ikke en en hel mark ad gangen da rørerne skal nå frem til møllen inden for 16 timer ellers bliver de "dårlige", og man skal deles om togene.
Innisfail skulle også være en smuk art-deco by genopført efter en orkan i 1920érne, men den havde nok set kønnere ud i solskin og så syntes vi at de fleste bygninger trængte til "lidt opfriskning".
Hvad gør Mohammed når bjerget ikke vil komme til ham? Ja, så må han jo komme til bjerget, så vi blev enige om - igen at søge ind i landet - sultne efter bare lidt tørvejr. Sydøstenvinden er den fremherskende langs den australske østkyst og den kommer så fra Stillehavet og når luften kommer ind over bjergene langs kysten - smider den sine mættede vanddampe og det princip havde vi til fulde forstået, så vi søgte igen om på den anden side af Great Dividing Range mod Milllaa Milllaa, og vi var såmænd kun kommet op i højlandet ja, så blev det faktisk tørvejr - og vi kunne nyde lidt af landskabet - bl.a. en teplantage og en tæt frodig regnskov vi kørte igennem. Vi steg ovenikøbet ud af bilen - i tørvejr - og gik en tur i regnskoven på en times tid - i tørvejr - kørte en smuk "vandfaldsrute" hvor vi så tre meget forskellige vandfald hvoraf vi kunne bade i det ene - men nu havde vi jo altså forladt kysten for at slippe for vand fra oven - så vi sprang badeturen over og nøjedes med at kigge. desværre såvi ingen af de trækænguruer som levede i området, men vi så de broer der var spændt ud over vejen. så de kunne komme omkring uforhindret.
Vi havde besluttet at benytte "liggedagene" til at få tjekket bilen inden vi skulle i outbacken, så i den livlige by Atherton kørte vi lidt rundt for at finde et værksted som havde tid. Den lokale Shellstation var meget hjælpsom. Han havde ikke selv tid før ugen efter, men vi fandt en god mekaniker der kunne give bilen sit 10.000 km eftersyn samt ordne et par småting. Imedens indkvarterede vi os på det nærliggende motel og fik ordnet vasketøj, hjemmeside, mails og en hel masse andre praktiske småting. Desværre kunne værkstedet ikke afdreje bilens bremseskiver så det måtte vente. Vi spurgte om han kendt et sted hvor man kunne vaske bil, det gjorde han ikke men vi måtte da låne hans vandslange - så Carrie kom til at skinne som hun aldrig har skinnet før! Lørdag tjekkede vi igen vejrudsigten og den så for første gang fornuftig ud m.h.t. Great Barrier Reef, så vi skyndte os at booke en tur til om søndagen. På vej fra Atherton kørte vi igennem et "peanutbælte" og op til et område med kaffeproduktion. Hos det lille familieforetagende, Maloberti's NTH QLD GOLD, med 30000 træer fik vi en meget uformel rundvisning af Bruno og en god kop kaffe. Han var en af de fem som i 80érne havde været med til at starte kaffeproduktionen i Australien -og det var han stolt af. Han viste og forklarede om bønner og ristning og de forskellige slags kopper kaffe vi kunne købe. Først sættes stiklinger og de står i 2 år hvorefter de udplantes. Efter endnu tre år kan man så begynde at høste, dette gjorde man med maskine ( ældre model ) og herefter fjernedes den hårde skal og bønnerne lagdes til gæring hvor den bløde skal opløstes og så lagdes bønnerne til tørring på sort plastik, hvor de blev vendt  nogle gange om dagen - ved at man gik igennem dem med fødderne. Efter tørring kunne bønnerne så opbevares i op til 3 år indtil de blev ristet umiddelbart før kaffen blev brygget. Der findes så tre ristningsgrader hvoraf den mellemste er den mest almindelige. Al Brunos kaffe blev brygget på ekspresso og tilsætningen hertil afgjorde så om det blev til en cappucino - en latte - en black eller forskellige andre kaffevariationer. Familien håndpakkede kaffen som bl.a. solgtes pr. postordre til private kunder til 18$ kiloet - 85,-kr, men den smagte da også godt. Vi købte dog ikke noget med, da vores nuværende "boligforhold" er lidt små og vi har vænnet os til pulverkaffe.
Vi indkvarterede os på en landlig campingplads udenfor Port Douglas, tog badetøjet på og gik en tur i den solopvarmede ( temmelig kølige ) swimmingpool for at "øve" os lidt til næste dag. Så fik KIrsten også lige ringet til brormand om aftenen, da han efterhånden savnede at høre lidt om hvordan det gik. Internetforbindelse var der ikke noget af, så det blev via den dyre mobil. Niece Line blev snart student, så det var lidt spændende at høre om hvordan det gik.
Sejlkatameranen Wavedancer 3 lå klar ved kajen da vi troppede op næste morgen. Vejrudsigten lovede delvis byger og vinden - hård. Vi tog en ingefærtablet og satte os øverst på dækket bagskibs og forholdt os i ro. Skibet kunne medbringe op til 150 passagerer men den dag var vi vel omkring de 30 - så her var god plads til alle og masser af personale. Den tilknyttede marinebiolog fortalte om revet og hvad vi kunne forvente at se under den guidede snorkletur, som hun ledede. Vi kunne også sejle en tur i en "glasbundsbåd", komme på naturvandring på øen og dykke mod ekstra betaling. Det ville Søren gerne og selvom Kirsten ikke var lun på ideen meldte vi os. Da vi var iført hele kostumet og plaskede lidt rundt i det kolde vand, sprang Kirsten fra. Den dårlige dykkeroplevelse fra Belize sad stadig i kroppen, og Kirsten tog sin snorkel og dykkermaske istedet. Søren dykkede rundt på ca. 5 m vand og så fem skildpadder i berøringsafstand, en kæmpe musling som han stak hånden ned i og kunne mærke den lukke sig blødt om hånden, mange koralfisk og en død hummer. Men der skal "trænes" mere før det bliver en afslappende oplevelse at dykke. Men imponerende var det.
Frokosten smagte godt med skaldyrssalat m.m. og eftermiddagssnorkelturen bød på lidt mere uroligt vand men flotte koraler og fisk og en enkelt stor skildpadde, som Kirsten fulgte ud på dybt vand. Superoplevelse.
Sejlturen tilbage var hård og Søren måtte "hvile" sig lidt. Herefter satte vi snuden mod Cairns hvor vi overnattede. Mandag var igen regnvejsdag så vi så i øjnene at vi nok havde set det af Great Barrier Reef der var meningen, for nu ville vi ikke vente længere - vi var utålmodige efter at komme i outbacken.

 

Dag 298-308. 25/6 - 24/6.
Lava-Aboriginals-Kobber-"Kartofler".
Fotos

Efter en omvej tilbage til Innisfail for at hente en skjorte Kirsten havde glemt på campingpladsen, kørte vi igen ind over kystbjergene -i øsende regnvejr og mod Undara Lavatubes ved Savannah Highway. Undervejs holdt vi kigge og kaffepause i Ravenshoe - Queenslands højest beliggende by i 920 m højde. Byens trækplaster var de gamle oprindelige træhuse som da også var pæne og velbevarede. P.g.a. den høje beliggenhed lå Queenslands største vindmøllefarm også tæt på byen. Den producerede energi til 3500 husstande og vindmøllerne var måske importeret fra Vestas, hvilket vi dog ikke kunne se på dem, men vi ved at Australien inporterer mange vindmøller fra Vestas. De varme kilder ved Innot sprang vi over og fik en plads på campingpladsen ved lavatunnelerne og meldte os til en heldags guidet tur om tirsdagen. Igennem den sidste måneds tid havde vi mest snakket med australier og ikke "turister som os selv", og mange havde anbefalet os at besøge Undara og at køre vestover ad Savannah Highway, som skulle være mere "outback" end den sydligere liggende trafikerede Overlanders Highway.
Lavatunneller findes flere steder i verden - især på Hawaii - men også på f.eks. Lanzarote, hvor Kirsten har set dem. En af tunnellerne ved Undara overgår dog alle ved at være verdens længste - fra den samme vulkan - 160 km. Lavatunnellerne blev dannet for ca. 190.000 år siden ved at lavastrømmene fra et vulkanudbrud størknede hurtigere i overfladen end inde i strømmen, og med høje temperaturer inde i lavastrømmen fortsatte lavaen med at bevæge sig nedad her - fremad inde i den størknede tunnel, og da der ikke længere kom lava fra vulkanen opstod der et hulrum - en tunnel. Flere steder er der sket sammenstyrtninger fra jordoverfladen, så tunnellen ikke er 160 km lang idag men består af stykker af forskellig længde - den længste på ca. 2 km.
Efter endnu en regnfuld nat satte vi os ind i bussen og blev kørt til Kalkani Krater, hvor vi gik en tur rundt på kraterkanten. Herfra kunne vi tydeligt se en lang grøn stribe i landskabet - det var her tunnellen forløb, mere frodig i den porøse lava. Guiden fortalte at nationalparkens budget her var på 350.000 $ årligt og at de 150.000,- $ gik til vedligeholdelse af infrastrukturen, så der var ikke mange penge til andre aktiviteter. Han mente også at nationalparkerne arealmæssigt er for små, og at der var behov for korridorer mellem parkerne hvor dyr og planter uhindret kunne vandre fra område til område - f.eks. p.g.a klimaændringer.En synspunkt vi har hørt flere gange før.
I løbet af dagen var vi nede i fem forskellige stykker af lavatunnellen - hver især med deres karakteristika. Flere steder var svært tilgængelig, så vi måtte klatre og kravle og gå op og ned af lodrette stiger. De fem stykker af den oprindelige tunnel vi så havde forskellig højde, bredde og længde med forskellig slags dyreliv og flere steder var der flagermus. Den længste tunnel vi besøgte var på 900 m, hvor vi gik 450 meter ind i tunnellen i fuldstændig mørke - godt vi var udstyret med lygter. I løbet af dagen snakkede vi en del med Jens, som var udvekslingsstudent fra Sverige - og hans værtsfader. Jens fortalte bl.a. at han havde set en slange i Australien - i familiens dagligstue i Cairns, hvor værtsfaderen pludselig havde bedt ham om at løfte benene op på sofaen - såmænd fordi der kom en slange krybende på gulvet. Hyggeligt, ikke sandt!
Vores guide fortalte også lidt om plante- og dyrelivet, men vi fik ikke helt det udbytte af turen som vi havde håbet, fordi guiden var lidt fåmældt og ligesom lod nogle ting/forklaringer "hænge og svæve i luften", men det var en særlig naturoplevelse at se tunnellerne og bevæge sig rundt i området. Turen sluttede ca. en times tid tidligere end programsat, så vi blev enige om at rulle et par timer mod vest i det strålende solskinsvejr - som var kommet hen på eftermiddagen. Vi nød landskabet og den lidet befærdede vej, som for det meste var ensporet med brede rabatter til begge sider, så vi kunne trække derud, når vi passerede modkørende trafik. Der lå mange døde kænguruer på vejen og vi så mange kigge frem langs vejkanten, så vi holdt begge godt øje med rabatten, som de fleste steder var slået, så beplantningen var lav. På et vejstykke gennem en kløft var bevoksningen høj, og ingen af os så den kænguru der pludselig hoppede ud foran bilen - og en påkørsel var umulig. Den ramte kofangeren og blev kastet ind under bilen hvor den kom ud igen bag os - død. Det var knapt så rar en oplevelse, men med de mange kilometer vi har kørt i Australien måtte det vel næsten ske på et eller andet tidspunkt. Vi overnattede på et græsareal på campingpladsen i Georgetown hvor vi sludrede lidt med vores naboer - en familie fra Perth i Vestaustralien. De var på orlov og på en 7 måneders tur gennem hele Australien før sønnen skulle strarte i skole. Mange australske virksomheder har en ordning med at man kan få 3 - 5 måneders betalt orlov, når man har været ansat i 5 - 10 år, en ordning som nok er kommet i hus, fordi så mange australier har europæiske rødder og gerne vil besøge Europa, og det er lidt dyrt bare at tage afsted i 3 uger. Ellers har Australien nogenlunde samme antal ferieuger som i DK. Børnene går også i skole i 40 uger, men har så ferie mellem hvert semester - svarende nogenlunde til jule-/ vinterferie, påske, sommer og forårsferie. Vi fik nogle gode tips af familien fra Perth og overværede et mindre familieskænderi om morgenen, men det er jo også lidt svært at holde sådan nogle inden for hjemmets fire vægge, når man bor i en camplet!!!
På den ekstremt velasorterede turistinformation fik vi lige klaret vej- og vejrsituationen næste morgen, og så syntes den flinke men kontante dame at det var grotesk, at private hjem nu skulle til at anskaffe vandtanke, når de i 60- 70'erne ( ? ) var blevet forbudt, fordi det dengang hed sig, at de var sundhedsfarlige!!! Turistinformationen var også lokal internetcafe, så vi fik lige udprintet diverse dokumenter, som vi kun havde liggende på computeren bl.a. vores forlængelse af bilforsikringen og flybilletter. Det tilknyttede Terrestrial Centre havde en stor og flot samling af krystaller, mineraler og andre råstoffer - fundet i og udenfor Australien, så den kiggede vi også lige på i en times tid. Stenene her var nok lidt større og lidt flottere end de safirer vi selv havde fundet nede ved Rubyvale ( det kan man da kalde selverkendelse - ik' ),  men det var nok vores "fossicking" dernede der havde vagt vores interesse for at se på sten. Vi trillede stille og roligt videre og gjorde holdt flere steder for at nyde stilheden og udsigterne. Et sted ved en nedlagt mine var en flot sø med åkander og svævende rovfugle. I Croydon, som oplevede et kæmpe guldrush i 1880'erne kiggede vi lidt på det gamle domhus, fængsel og Australiens ældste "General Store". Vi besøgte også et kinesisk tempelområde i udkanten af byen. Mange kinesere søgte til de australske mineområder, men mange steder blev de forfulgt. Her i Croydon havde de dog fået lov at være i fred og kinesere fra andre steder i Queensland havde søgt tilflugt her, hvor de hovedsagelig havde levet af at dyrke frugt og grøntsager, da det på et tidspunkt blev forbudt for asiatere at arbejde i minerne!! Men de var gode til at få den golde jord til at blomstre og deres grøntsager var meget eftertragtet.
Fremme i Normanton som blev grundlagt som udskibningshavn for kobberminerne i Cloncurry - 400 km mod syd, kneb det igen med at få en plads på campingpladsen, så vi priste os igen lykkelige for at vi ikke behøvede strøm. Vi fik henvist et hyggeligt hjørne, med sådan nogle almindelige småcampister som os, og så fik vi alligevel strøm. Vi var ved at være lidt trætte af "de grå nomader" og deres store fine nye firehjulstrækkere ( som de garanteret aldrig ville bruge efter hensigten - vi har set flere der ikke turde køre offroad i deres fine 4WD ) og deres store campingvogne med alle moderne bekvemmeligheder. Vi havde da heller ikke engang fået pakket ud, før vi faldt i snak med Bob og Collin fra Adelaide. Det var nu mest Collin der snakkede, men skidt med det, for det hun sagde var fornuftigt, så vi besluttede hurtigt at gå ud at spise sammen - på det - meget berømte sted - Purple Pub ( ihvertfald i Normanton med 1450 sjæle??? ) Her fik vi hver en meget middelmådig bøf til en urimelig pris og rigeligt at drikke. Vi kunne ikke undgå at få den tanke, at pubben her var berømt, fordi der skulle være et eller andet at komme til Normanton efter, og da byen ligger ret langt "ude på landet" -( ca. 600 km fra østkystens civilisation og 400 km fra den nærmeste større by mod syd ), så vil den gerne have besøg og tjene lidt på de turister der kommer til byen - inden de kører videre. Nå, men bortset fra det, så var pubben jo altså lilla og måske var det derfor den var berømt! Efter vi havde spist, hang vi ud i baren og en tynd rodeo-aboriginal kastede sit hjerte og sin opmærksomhed på Collin som var blevet godt lakket til. Han pralede med at være byens rodeomester og fremviste uopfordret flere ar, og han havde da også vundet dette års rodeo. Han troede åbenbart at Collin var singel og han opfattede ikke at vi var sammen med Søren og Bob, som ikke blandede sig i samtalen, så det endte med at Collin og Kirsten gik hjem på campingpladsen, hvor Collin godt ville have fortsat, men Kirsten gik i seng, da hun ikke gad at høre mere fuldemandssnak.

Næste formiddag besluttede vi os for lidt sightseening på gåben. De der "byer" på landet i Australien har så meget plads, at en tosporet hovedgade ofte er lige så bred som en 8 -sporet vej og der kan godt være en halv kilometer mellem hver blok, hvor der går en sidegade fra. Det havde vi ikke lige tænkt på inden vi tog afsted, så vi fik os faktisk en pæn gåtur på flere kilometer i centrum af denne by med 1450 indbyggere. Ved en slags forsamlingshus var nogle pæne aboriginals ved at gøre klar til at spille musik udenfor, og da vi en god times tid senere kom forbi igen optrådte de med bl.a. Beatles-numre m.m. medens byens lokale aboriginals sad bænkede og lyttede. Det var tydeligt at der boede flest aboriginals i Normanton og de sad/stod og hang ud mange steder mere eller mest mindre soignerede. Vi fik handlet lidt til skyhøjepriser og så de andre to lokale attraktioner -jernbanemuseet og kopien af den kæmpekrokodille på 8,63 m som en kvinde nedlagde i Normanton River for mange år siden ( ? ). Jernbanemuseet var ret interessant idet her var en lille udstilling om to berømte opdagelsesrejsende - Burke og Willes - som i 1861 forsøgte at krydse det australske kontinent fra syd op til Golfen i nord og tilbage igen. Det lykkedes dem at komme helt op til nordkysten men de omkom på vej sydover igen - bl.a. fordi de ikke værdsatte og benyttede sig af de indfødte hjælperes viden og råd. På museet var også udstillet nogle jernsveller, som man brugte til jernbanen til Croydon under guldrushen. Man brugte ikke træ fordi svellerne ville blive spist af termitter og fordi det flade område tit var oversvømmet, og så var man bange for at træsvellerne ville springe op og flyde, så jernbanen ikke kunne bruges.
Tænk sig, om eftermiddagen holdt vi fri. D.v.s. at Søren rodede lidt med "hus og bil" og Kirsten læste noget hun selv valgte ikke rejselitteratur - og så gik vi begge to i det dejligt varme spa-bad og den solopvarmede swimmingpool ( vel 20 grader ) Det viste sig at være proppet med aboriginal-børn, som straks ville stå op da vi kom, men det sagde vi at de ikke skulle. Der var en 7 - 8 stykker, og de kom fra østkysten og overnattede på campingpladsen fordi de var med til at optræde sammen med de voksne vi havde set foran forsamlingshuset om formiddagen. Vi fik lidt skolesnak og de spurgte om vi ikke kom og så dem optræde om aftenen. Det gjorde vi så i en halv times tid. Det viste sig at være et "vækkelsemøde"/gosbelsang hvilket vi godt havde haft mistanke om. Mødet var ret pænt besøgt og adskillige aboriginals, nogle lokale, stod op og bekendte at de havde fundet Jesus - og ikke så få havde fundet ham, medens de sad i fængsel. Da vi ligesom havde forstået budskabet efter en halv times tid trak vi os stille tilbage og hyggede os sammen med Collin og Bob resten af aftenen. De havde kastet sig ud i endnu et eksperiment - spist aftensmad på byens anden lokale pub - og det havde bestemt ikke været bedre end den foregående aften. Collin og Bob boede på landet - udenfor Melbourne, og vi fik vendt en del af de australske emner, som vi efterhånden tillod os at have en mening om, fordi vi nu havde været så længe i Australien. Vi var enige om mangt og meget og det var skønt at få svar på nogle af vores spørgsmål og blive bekræftet i ( for det meste ) at vi havde forstået tingene rigtigt - også det der ikke blev sagt "men lå i luften" i forbindelse med forskellige sociale og politiske emner. Vi udvekslede adresser og sagde farvel til hinanden næste formiddag, hvor vi lige kørte de 70 km op til nordkysten - til fiskebyen Karumba - og kiggede. Her var det turister med firehjulstrækkere og både der prægede billedet og vi så stort set ikke nogen aboriginals.
Så var det desværre slut for os m.h.t. Savannah Highway idet den de næste 800 km vestover var jord- og grusvej, og det ville vi ikke byde Carrie. Derfor hilste vi istedet på Mathilda Highway og kørte 400 km mod syd til Cloncurry.
Pludselig var der nærmest trafikkaos - af  parkerede biler - tre styks. Først troede vi at der var sket en ulykke, men da vi fulgte bilisternes blikke så vi noget der lignede en gammel kirkegård med forfaldne gravsten - det var termitboer, så langt øjet rakte. Søren kravlede op på bilens tag for at se hvor mange der var, og han kunne sikkert have talt til mindst en million. Undervejs holdt vi lige ind ved Burke og Willes Roadhouse og så overnattede vi på en rasteplads 100 km nord for Cloncurry, hvor vi tilbragte en hyggelig aften rundt om bålet sammen med vores nye hyggelige naboer ( af østrisk afstamning ) Rudy og Erika - og så var der også lige et par stjerner der kiggede med. I Cloncurry så vi Qantas (Queensland and Northern Territory Air Service) første hangar, der stadig var i brug og kirkegården med afganske grave som korrekt vendte hovedet mod Mekka. Afganerne kom hertil for at passe de kameler der blev importeret. Vi besøgte også lige et museum med gamle mine- og landbrugsmaskiner. På vej mod Mt. Isa tog vi en lille afstikker til en nedlagt uranmine, men der var kun fundamenterne tilbage. Australien har verdens største forekomster af uran og den siddende regering vil gerne have indført atomkraft, hvilket vi synes er mærkeligt i et land der har så store arealer af solbeskinnet "ørken" lige uden for byerne.
I Mt. Isa kørte vi direkte til turistinfomationen og købte en kombibillet til 2 museer, undermine- og overmine-besøg.
Mt. Isa er med sine 22.000 indbyggere en af outbackens største byer og lever af sin bly- zink- sølv- og kobbermine, som er en af verdens største. I 1923 fandt en gennemrejsende guldgraver ved en tilfældighed ud af at der var meget kobbermalm i området. En morgen skulle han finde sin bortløbne hest - Hard Times - og han fandt den på en bakketop, og som geolog kunne han se at der var kobber i klippen. Han ville have opkaldt området efter sin hjemegn - Mnt. Ida - men det navn var jo brugt, så Mnt. Isa var det nærmeste han kunne komme på. Byen opstod hurtigt omkring minen og mange forskellige nationaliteter søgte lykken her. Under 2. verdenskrig var man bange for at blive bombarderet af japanerne, der allerede havde bombet Darwin og Broome. Det medførte at frivillige minearbejdere etablerede et underjordisk hospital  i Mnt. Isa. Efter 2. Verdenskrig steg råvarerpriserne og man rekruterede endnu mere arbejdskraft også fra udlandet, hvilket gør at byen idag er multietnisk med ca. 50 forskellige nationaliteter, og selv om en del kvinder arbejder i minerne er der alligevel 3 mænd for hver kvinde i byen.
Noget minedrift foregår i åbne brud, men den væsentligste del foregår i underjordiske miner - ned til 32. etage i godt 1800 m dybde. Her er ca. 500 km gange, og materiel m.m. køres ned til de forskellige etager og til underjordiske værksteder, hvor de samles, vedligeholdes m.m. Al malm grovknuses inden det "hejses" op til videre bearbejdning. Der arbejdes i toholdsskift med en arbejdsdag på tolv timer og til forskel fra gamle dage, bestrider hver enkelt arbejder nu den samme funktion hele tiden. Driften var indtil for nylig på kontrakt ( slags akkord, X meter tunnel pr.dag ), men det gav for mange arbejdsulykker og dødsfald, så nu arbejdes der med fast aflønning. Store dele af Queensland og Western Australia har en kæmpe mineproduktion som tjener rigtig god valuta til landet. Af og til er det svært at få arbejdskraft, hvilket har medført skyhøje lønninger - 110.000 - 150.000 $ om året ( 530.000 - 725.000 kr ). Det har så igen medført det problem i de tyndtbefolkede områder at højtuddannede skifter job til minearbejder, fordi de her kan tjene meget mere.
Mineturen foregik i en mine lavet specielt til turister - Hard Times Mine, og vi fik udleveret overall, gummistøvler og hjelme med lamper før vi tog elevatoren "ned" og kørte med toget "the mule" til frokost stuen - "the crib room", hvor vi skulle flytte vores "navneskilt" fra ud-bræt til ind-bræt, så der ikke blev sprængt i minen mens vi var der!! Rundturen gik mellem forskellige sidegange hvor de første handlede om hvordan det var i gamle dage med hakke og skovl til mere moderne maskineri. Vi borede med trykluftbor og vi så en tunnel der var klar til sprængning. Guiden, der selv havde arbejdet i minen i 25 år, demonstrerede en lille trykluft drevet gravko til at flytte det sprængte klippe på tipvogne. Den larmende ko blev styret ved at man gik ved siden af den og hev i nogle håndtag. Han forklarede at det kunne ske, at koen kom for tæt på væggen og rev trykluftslangen af så den med 150 atm. fløj rundt i tunnelen som en vild slange. Så var eneste tilflugtsmulighed at hoppe op i koen ved siden af grabben og vente på at en kollega kom og lukkede for luften. Guiden kørte også lidt rundt med en af de store diesel gravkøer med 2m høje dæk. Tilbage i "the crib room" fortalte guiden at hans svigersøn, der nu arbejdede i minen, kørte med fjernstyret gravko, der kunne være mange niveauer væk mens operatøren sad i aircondition og drak kaffe. De havde det for  let, for det var jo ikke noget rigtigt arbejde. Hvis der opstod brand i minen var røgen det farligeste, og hvis man ikke kunne komme i sikkerhed kunne man rive sit ene skjorteærme af og med den ene ende til trykluften og den anden for munden få lidt frisk luft og vente på hjælp - i bælmørke! Man kunne også blande en kraftig duft til friskluft tilførelsen der betød at minen skulle forlades. Nu om dage er der et display i hjelmens batteri og hvis lyset i hjælmen blinker, er der en "SMS". Minen var ret autentisk ( tror vi nok ) og vi fik et godt indtryk af hvordan det må være at arbejde under jorden, og det var hårdt for øjnene at vænne sig til det kraftige sollys, da vi kom op igen efter at have tilbagelagt 1,2 km - 2 1/2 time under jorden. Dog inden vi fik lov at forlade frokoststuen skulle vi selvfølgelig huske at flytte vores nummerskilt til "udbrættet", hvorefter der skulle sprænges, hvilket Kirsten lige tog sig af.
Da vi nu endelig kunne få lov at se lidt nærmere på minedrift - tog vi også lige med på en overjordisk minetur, hvor vi blev kørt rundt i det kæmpestore mineområde og så hvordan malmen blev omdannet til kobber og bly. Malmen blev knust i kæmpestore trumler og med transportbånd sendt til koncentratorerne, der med "sulphuric acid" opkoncentrerede kobbermalmen, før kobberet blev smeltet til anoder og blyet til "ingots" - ca. 1000 kg tunge blyklumper. Kobberet var her ca. 95% rent og blev sendt til Townsville, hvor det blev rafineret yderligere til 99,9% rent inden det blev udskibet. Alt hvad chaufføren fortalte om på turen foregik på venstre side, medens vi sad i højre side, så hvis nogen påtænker en sådan minetur - så husk at sætte jer i venstre side af bussen!!!
Medens vi var i en "storby" fik vi ordnet Carries bremser, startmotor og hun fik sig et par lækre bagdæk med nye moderne mønstre. Medens vi ventede på at de blev monteret faldt vi i snak med et par grå nomader, og det viste sig at hun var "dansker" - altså fra Denmark i sydvest Australien. Hun var straks med på at vi tog et billede med Dannebrog og det hele.
Det gode solskinsvejr var stadig med os i Mnt. Isa selv om det var koldt om natten.

Vi var i en vanskelig situation, da vi skulle vælge mellem den eneste vej vestpå fra Mnt. Isa, så vi valgte Overlanders Highway der på det næste stykke også kaldes Barkly Highway. Vejen følger den rute, som kvægdriverne fulgte helt op til 1970érne, hvor moderne metoder med road trains tog over. Ved grænsebyen til Northern Territory gjorde vi holdt og fik en kop kaffe. Et skilt gjorde med lidt lokal humor grin med Northern Territory, som de anså for at være lidt "bagud" i forhold til Queensland. Vi havde i Mnt. Isa fyldt bilen og reservedunken op med diesel, da priserne i outbacken er meget høje - herude kostede en liter ca. 8,-kr mod normalt 6,50kr.
Vi slog lejr for natten på en populær rasteplads - The Policestation - et lille stykke inde i NT. Her nød vi en flot solnedgang og endnu en flot stjernehimmel, selv om fuldmånen stod op ved 21 - tiden.
Northern Territory har et areal på 1,3. mil. km2 og kun ca. 200.000 indbyggere, så området har ikke status som en delstat men kun som territorium. Alligevel har de fået lov at komme med på det australske flag sammen med Canberra - hvor de repræsenteres med en af takkerne i den syvtakkede forfatningsstjerne under Union Jack. N.T. har også sit eget flag - som er uden Union Jack, da de ikke er en stat.
Da vi havde trillet de 650 kilometer vestover fra Mnt. Isa til Three Ways, måtte vi have kortet frem for at finde ud, hvad det nu var for en vej vi skulle vælge at køre ad. Vi måtte også lige tjekke med kompasset om vi skulle dreje til højre - eller var det mon til venstre. Ja, det er svært at finde den rigtige vej herude i outbacken, men da vi efterhånden er ret rutinerede fandt vi ud af at vi skulle dreje til højre - nå, nej det var venstre mod Alice Springs.
I "storstaden" - Tennant Creek - spiste vi frokost i Memorial Club, hvor vi blev medlem for en dag. Turistinformationen havde anbefalet stedet, og vi tror at  medlemsmentaliteten i outbacken hænger sammen med at man ønsker at udelukke uønskede elementer - her aboriginals. Af samme årsag - tror vi - kostede det pludselig også 50 cents at benytte offentlige toiletter. Vi fyldte vores meget tomme dieseltank og fortsatte sydpå til Devils Marble, hvor vi overnattede på en bushcampingplads - med toiletter og uden anden "luksus". Her var meget godt besøgt - vel en 30 -40 familier, som sammen med os så den flotte solnedgang ( undskyld ) og nød bål og aftenstemning i mørket.
Devils Marble er ikke djævlens marmorkugler, men kartofler - nåh, nej. Ifølge aboriginerne er det regnbueslangens æg og iflg. geologerne er det klipper med kisel, som vandet omdanner til mudder, så de yderste lag skaller af som løgskaller langs de naturligt forkommende brudlinjer. Dette giver de kartoffelformede klipper, der tit balancerer faretruende. Nogle er også runde fladtrykte bolde ovenpå hinanden og så kaldes de for oste - tænk bare på en stak bløde brier eller cammenberts. Et par halvvilde dingoer løb rundt om lejren i håb om at blive fodret hvilket de sandsynligvis også blev af nogle besøgende, siden de holdt til her.
Ad den videre tur ned ad Stuart Highway var der med passende mellemrum opsat mindesmærker for forskellige opdagelsesrejsende som havde gennemrejst det central Australien. Vejen kaldes The Explorer Highway - til ære for Stuart, som var den første hvide mand, der udforskede strækningen op til Darwin. Lige nord for Alice Springs krydsede vi lige Stenbukkens Vendekreds igen - denne gang på vej sydover.
Den nyanlagte jernbane fra Alice til Darwin - Ghan - krydsede vi også et par gange undervejs.

Dag 309 - 317. 6/7 - 14/7.
Alice Springs, dyrskue, øst- og vestbjergene, 4WD, Kings Canyon,
meteorer, kometer og kamelvæddeløb.
Fotos

 

Efter at have fulgt Stuart Highway mod syd ca. 600 km - følte vi os helt hjemmevante i Alice Springs. Det var ellers ikke meningen at vi skulle tilbage hertil - hvor vi fløj ind med fly i slutningen af marts, men da vi dengang opdagede hvor meget mere her var at se, var det medvirkende til at vi besluttede at forlænge opholdet i Australien. Desuden syntes vi dengang, at det "ikke var helt rigtigt" bare at flyve ind for at se Uluru. En del af oplevelsen måtte også være at tilbagelægge de mange kilometer gennem outbacken - så nu var vi her heldigvis igen "på den rigtige måde".
Vores første plan var at køre til Uluru i Carrie og se solop- og nedgangen i sol og ikke i skyet vejr og regn, som sidste gang vi var her, samt "bestige" stenen, men turen gennem outbacken gav meget tid til tanker og snak, så vi havde også snakket om at leje en 4WD og se nogle af de mere svært tilgængelige steder rundt om Alice Springs. Derfor kørte vi direkte til Alice Camp n' Drive, hvor vi havde lejet bil i marts, og hørte om han havde noget vi kunne bruge. Jo, en Nissan X-Trail var ledig fra om mandagen, og efter lidt snak frem og tilbage kom vi frem til at 4 dage måtte "være nok" ( nok er aldrig nok, men I forstår hvad vi mener ) til at se West MacDonnell Ranges, Kings Canyon, PalmVally og Uluru. Det var iøvrigt lidt hyggeligt at Kevin kunne genkende og huske os, så vi fik lidt "siden sidst snak" og lidt rabat.
Men ellers havde vi helt ubevidst valgt det rigtige tidspunkt at komme tilbage på - for her var både "showdays" - en slags dyrskue/marked - samt det verdensberømte ( ikke kun i Australien ) Imparja Camel Cup, som i år havde 20 års jubilæum - som international begivenhed, men som begyndte helt tilbage i 1970.
Fredagen gik med en tur til Showdays området, hvor vi så åbningen - Grand Parade med reklamebiler, heste, køer m.v. Seancen indledtes med afsyngning af nationalsangen " Advance Australia Fair", hvor alle naturligvis rejste sig - men ikke alle tog hatten af. Vi dalrede lidt rundt - så på dyrene, rideopvisning og ikke mindst "Racing, Running, Jumping, Diving Pigs", som nok var det største trækplaster under arrangementet. I to kæmpestore udstillingstelte så vi på kæmpe broccolihoveder og græskar, børnekunst, kager og huskeråd m.m. Søren havde sat næsen op efter et par øl og havde selv medbragt en i sin egen stubby, men det var da også den eneste han fik den eftermiddag, for ølsalg var der ikke noget af. Det var åbenbrt et familiearrangement, og der var iøvrigt mange aboriginalsfamilier på pladsen som sad rundt omkring på jorden og helt typisk med en del affald omkring sig.
I weekenden tog vi i bushen ( "go bush" er et megt anvendt australsk udtryk for at tage ud i naturen og leve primitivt ( i 20fods campingvogn!  ) for at udforske East MacDonnell Ranges i Carrie. Det første stykke af vejen var asfalteret, så her kunne vi godt trille rundt i egen bil. En af de ting som gjorde bjergene her særligt imponerende var, at der mange steder var Gaps - kløfter - hvor der var permanente vandhuller og flodlejer. Floderne var dog tørlagte store dele af året, men vandhullerne tiltrak dyreliv, og vi så adskillige rockwallabies tæt på, de dage vi var i bjergene. De to første gaps var Emily og Jessie Gap, hvor de aboriginale havde malet vægmalerier - der fortalte om larvernes spor, men for os så det ud som store baconchips. Larverne havde i drømmetiden kravlet igennem her og skabt landskabet. Alice Springs og omegn er iøvrigt et centralt sted med mange skabelsehistorier.
Næste stop var Corroboree Rock der var en smal klippeformation, som lignede en rygfinne på en kæmpedinosaur - men med et hul i, som vind og vand havde eroderet gennem den tynde klippe. Det var en flot og varm tur rundt om klippen. Fremme ved Trephina Gorge slog vi lejr på bushcampingpladsen - og Kirsten gik i seng med dårlig mave og småfeber, som havde forfulgt hende hele dagen. Søren gik sig en tur rundt ad Panorama Walk og fik et godt indtryk af det flotte landskab og de storslåede udsigter. Om aftenen var Søren til "rangertalk" omkring lejrbålet. Vidste I at - det centrale Australien har mange "omvendte floder" i den tørre årstid med sand i flodlejet og vand under i nogle meters dybde - at ghostgumstræerne (  med hvide stammer ) som bl.a. vokser i flodlejet har lige så meget rodnet, som der er træ over jorden, med en central rod der går ned til vandet og et fint rodnet i overfladen der holder på træet i regntiden, når der er kraftig strøm i flodlejet. Rangeren fortalte om sit arbejde i parken og indledte en god diskussion om hvorfor man har nationalparkerne - er det for dyrenes/miljøets skyld eller for de besøgendes? Skal man f.eks. lave tosporede asfalterede veje til og i alle parker, så endnu flere kan se den smukke natur men med efterfølgende nedslidning eller skal det være lidt besværligt og skal man f.eks. helt lukke nogle parker for publikum! Her var mange divergerende meninger, men en ting havde tilhørerne tilfælles - de ville alle gerne være tæt på naturen, lidt alene og væk fra de velorganiserede campingpladser. Søren hørte også interessante historier om nogle steder længere inde i East MacDonnell - Arltunga og Ruby Gap - steder som kun var for 4wd så......
Om søndagen havde Fru Friis det lidt bedre og kunne klare en gåtur i kløften og langs klippekanten så hun også fik set de flotte omgivelser. Kløften var et smalt flodleje med ca. 50 m høje klippesider og med et permanent vandhul inde i kløften, hvor især fuglelivet var rigt. Vi fik vores korte liv sat i perspektiv - da vi stod imellem klipper der var 600 - 800 mio. år gamle, dannet i den store indlandssø som var her da Australien hang sammen med Gondwanaland nede hvor Antarktis ligger idag. Da søens aflejringer blev dannet før der var "rigtigt liv" ( kun alger ) var der ingen fossiler i klipperne, men vi kunne flere steder se at det var gammel søbund fordi der var ribler/bølgeformer i den forstenede sandbund ( nu sandsten ).Tilbage i lejren var Kirsten stadig ikke helt frisk, så hun tog sig en skraber i solen medens Søren reviderede hjemmesidefotos. Tilbage i Alice Springs gik vi i byen og spiste på gågaden, som vrimlede med turister - også en hel del danskere. I Alice så og hørte vi flere danskere end vi havde mødt på de første fire måneder af vores tid i Australien, men den danske skolesommerferie var også godt igang, og næsten alle der besøger Australien er et smut omkring Uluru og Alice.
Mandag var tid til at hente X-Trailen og "go bush" - gennem West MacDonnell Ranges, der også var gennemskåret af kløfter som skulle opleves. Flere havde vægmalerier, igen med skabelseshistorier. Allerede om morgenen havde vi snakket om at droppe Uluru og se om vi kunne nå at se Arltunga i Øst MacDonnell Range istedet medens vi havde 4wd'en, og da Kirsten senere hørte at "Climben" på Uluru havde været lukket p.g.a. vind, ville det være lidt tamt at køre de mange km.
Vi tog Namatjira Drive og så på gaps - Simpsons Gap,  Ellery Creek Big Hole, Serpentine Gorge, Ochre Pits og Redbank Gorge. Den mest berømte og spektakulære - Standley Chasm - sprang vi over, da der simpelthen var alt for mange mennesker til at vi kunne "se skoven". Ochre Pits er nogle lodret stående aflejninger af okker i forskellige røde og gule nuancer. Her har aboriginals hentet farver til deres vægmalerier og de lokale klaner har handlet med okkeren. I Redbank Gorge overnattede vi i telt, og det var tissekoldt, men vi tog godt med tøj på og tændte bål som vi krøb sammen om og havde et par rigtige "bushtimer" under den flotte stjernehimmel.  Swaggen som fulgte med bilen viste sig at isolere fantastisk mod jordkulden, så vi krøb godt ned under vores dyner og frøs ikke om natten, selv om temperaturen var ned til frysepunktet. Det var dog lidt svært at stå op sammen med solen og lyset, for der gik en times tid inden solen havde fået varmet luften op. Om morgenen snakkede Kirsten med flere vandrere, der gik den 14 dage lange tur man kunne gå i bjergene, og vi tog deres affald med, så de slap for at bære det. Det var de meget glade for, da der ikke var affaldscontaniere på ruten. Vi lagde det i en overfyldt container på Tylers Lookout - så det er tvilsomt om det hjalp naturen. Vi fortsatte af Mamatjira Drive, nu jordvej, til Tylers Lookout hvorfra vi kunne se Gosse Bluff og de store øde vider mod vest hvor Australiens rigtige ørkener begynder. Mens vi stod der og tænkte på hvordan man kunne krydse disse store afstande, kom der en pige trækkende med 3 kameler! Et lille stop for at få morgenmad, en dåse bagte bønner. Hun fortalte at hun ville gå fra Alice Springs til vestkysten for at besøge nogle venner. Hun havde fået ideen et år tidligere og var rejst til Alice Springs hvor hun havde arbejdet på en kamelfarm for at lære noget om kameler, og efter et årstid havde hun så købt 3 kameler og udstyr. Turen gik gennem ørkenen med GPS! Og vi som syntes, at vi var de store opdagelses- rejsende med 4WD på kortlagte grusveje, fik pludselig lidt perspektiv på vores tur. Vi tog lidt koldt at drikke fra vores køleskab og satte os ind i den airconditonerede bil og kørte mod Gosse Bluff, som er efterladenskaber fra en komet, der faldt for ca. 5. mio. år siden.
Et stort rødt cirkelformet klippeområde brød de brune og grønne farver i landskabet. Vi vidste ikke så meget om krateret, da der stod forbavsende lidt i bøgerne, men informationsskilte på stedet var så venlige at oplyse om, hvad det var vi så. Det vi så, var ikke efterladenskaber/rester fra kometen, som dannede et meget større krater med en diameter på ca. 5 kilometer. Tilfældigheder havde gjort at klippen her var mere rød og hård end den omgivende - og de røde klipper var efterladenskaber fra en særlig hård bjergart, som var presset op af kometen, og som ikke var eroderet så meget som omgivelserne. Vi gik en tur rundt inde i det der lignede et krater med en diameter på højst en kilometer, og selv om det altså ikke var skabt af kometen, så var det nu flot alligevel.
Herefter satte vi snuden mod øst - til aboriginallandsbyen - Hermannsburg, som blev oprettet omkring en af de første kristne missioner i outbacken. Byen er idag mest berømt for at være hjemsted for en - nu afdød - berømt aboriginal kunstner - Albert Namatjira. Vi fyldte dyr benzin på bilen og fik vores tilladelse til at køre gennem aboriginalt land - på Mereenie Loop Road - som er vejen til Kings Canyon. Vi tror at aboriginals har oprettet "Permitsystemet" som en slags "tak for sidst", for før 1967 kunne aboriginals ikke rejse frit rundt i Australien. de skulle først søge om tilladelse og have en "permit", som skulle fremvises på forlangende.
Syd for byen ligger en lille oase - Palm Valley - som kun nås med 4wd. Dalen er en lomme med palmer fra dinosauertiden - og én af arterne - red cabbage palm - vokser kun få steder. Efter en vanvittig (Kirsten) /sjov (Søren) 4WD tur med meget trafik kom vi frem til en smuk dal ved et flodleje med de flotte palmer voksende langs, og vi gik en god tur og nød det særlige landskab. Tilbage i Hermmansburg kørte vi til den lokale campingplads, som var meget tom, indhegnet og virkede låst. Vi skulle henvende os i supermarkedet, stod der på et skilt, så det gjorde vi. Lågen var låst på skrømt og hegnet var for at holde hestene ude, fik vi at vide. Vi betalte 11$, slog vores telt op og gik i gang med madlavningen på barbequen med træbrænde under. Normalt ville vi nok have taget en øl og et glas vin, men det var forbudt her, da vi befandt os på aboriginalt "tørlagt" land. Det er meget almindeligt at de ældste i landsbyerne beslutter at indføre alkoholforbud, fordi alkoholen medfører/forstærker de store sociale problemer der ofte er i aboriginalsamfundene. Ud over os stod der en campingvogn på pladsen og den så ud som om den var permanent, og så boede der "hvide" folk i to af campinghytterne, men ellers så vi ikke andre mennesker på pladsen, og vi fik den nærliggende tanke, at hegnet måske mere var der for at beskytte os mod de indfødte end de heste, som skulle befinde sig udenfor......P.g.a. kulden krøb vi allerede i swaggen ved 20 - tiden og her var dejligt varmt. Sovet fik vi da, men med meget nattelarm - fra bl.a.langvarige husspektakler, gøende hunde og larmende knallertmotorer.
Vi stod igen op til en flot men kold morgen, hvor solen dog snart fik varmet vores stive lemmer op, og vi kastede os på ny ud i en dag med nye og ukendte udfordringer - de 200 km jordvej ad Mereenie Loop Road til Kings Canyon. Modkørende trafik var der intet af de første 100 km, men til gengæd så vi faktisk 4 -5 vilde heste, der fredeligt gik og græssede - så måske alligevel.......  Halvvejs mødte vi så den første vilde kamel - som stod og spiste af træerne langs vejen, der iøvrigt var meget bred, corrugated og sandet, så Søren og x-trailen fik lov at bruge deres fortrinlige køreegenskaber. Der kom flere kameler  og på et tidspunkt en hel flok, som desorienteret stod midt på vejen, der førte ud i det uendelige. De eneste karavaner vi så, var af firehjulstrækkere, som øjensynligt havde forladt Kings Canyon nogenlunde samtidig som vi forlod Hermannsburg. Vi gjorde stop det eneste sted vores tilladelse tillod os det - ved et udsigtspunkt over Kings Canyon. Toilet var der ikke noget af, så man regnede åbenbart med at folk kunne "holde sig" på den 2 - 3 timer lange køretur, for i princippet måtte vi jo ikke gøre holdt andre steder end her - ifølge vores "permit". Det gjorde vi nu alligevel og ingen ønskede iøvrigt at se vores tilladelse til at opholde os på aboriginalt land. For øjeblikket diskuters det også, om man skal afskaffe ordningen, men diskussionen har været oppe flere gange før, og vi ved ikke hvem det er der vil have ordningen afskaffet.
Ved 11 -tiden nåede vi frem til Kings Canyon, spiste en hurtig mad, pakkede turrygsækkene med bl.a. rigeligt med vand og påbegyndte den stejle opstigning op til kanten af canyonen - ca. 100 m over kløften. På den fire timer lange tur gik vi oppe på kanten af kløften, og ned til en oase - Edens Have - med et koldt vandhul omgivet af palmer og anden grøn vegetation. De røde klipper oppe på kantens nordside lignede store bikuber og var dannet ved at jorden først var blevet gennemtrængt på kryds og tværs af vand og siden videreeroderet til runde former. Fra sydsiden af kløften så vi det store stykke lodrette klippevæg, hvor der for små hundrede år siden skete et stort skred, som efterlod den lige klippevæg.
Vel nede igen fortrød vi ikke at vi havde taget turen tilbage til stedet, hvor vi også var i marts, men dengang havde vi hastet ind til kløften og kun gået en tur ind i den ( fordi vi skulle aflevere udlejningsbilen og nå et fly ). Kløften var storslået og noget særligt og bød på flere dramatiske landskabsformer - inden for det forholdsvis lille område.
Da vi nu ligesom var tilbage i lidt civilisation - måtte vi ind og have en burger og en kop kaffe, da chancen bød sig ved Kings Creek benzinstation. Søren fik sig en kamelburger med det hele - rødbeder, spejlæg og jeg skal komme efter dig skal jeg, medens Kirsten nøjedes med en alm. burger. Så var aftensmaden også ligesom klaret og kl. 16. 30 kørte vi videre mod næste mål - meteorkraterne ved Henbury. Hermed var Uluru også droppet - climben var lukket om morgenen - fik vi opsnust på tankstationen, så der var ingen grund til at køre de ekstra 400 km retur. Havde vi været i egen bil, havde vi nok gjort det alligevel, sådan er det når man lejer bil, tiden er presset. Vi kastede os ud på den 100 km lange Ernest Giles Road og var glade for at den ikke skulle køres i Carrie, for her var megen løs sand og vejen var meget corrugated. Vi mødte ikke én modkørende bil på de første 50 km, og vi mødte vidst to derefter. På et tidspunkt kørte vi igennem et fladt område fuldstændigt uden vegetation. Om det skyldtes overgræsning eller salt ved vi ikke, men da der, så vidt vi vidste ikke var saltforekomster i området, tror vi at overgræsning havde fundet sted. Jordlaget i de fleste australske landområder er meget tyndt ( 6 - 10 cm ) og der skal ikke meget til, før vegetationen udebliver.
Trafikken på vejen til kraterne havde ligesom antydet at stedet ikke var "overrendt" og det gjorde os bestemt ikke noget. Der holdt da også kun en enkelt bil med telt, da vi kom frem til bushcampingpladsen. Efter vi havde slået teltet op slog vi os ned med en øl og et glas vin ved naboens bål, og det viste sig at være to meget interessante herre vi delte campingplads med. De havde kørt fra Perth i det sydvestlige Australien gennem ørkenen på 4WD - veje til Queensland og var nu på vej tilbage ad samme rute. Turen skyldtes at de researchede til en bog som de var ved at skrive om. Materialet henvendte sig til familier som besøgte outbacken - en slags "øjenåbner" og for at få familier til at undres og undersøge hvad naturen m.m. havde at byde på. På ruten udlagde de nu på tilbagevejen "skattekister" som kunne findes med GPS.Det kaldes "geocatch" og findes og er også på fremmarch i Europa. Derudover var de to herrer meget vidende og vi fik igen en god snak om europæiske kontra australske forhold - lidt om nedslidningen af den australske natur, lidt om den fantastiske stjernehimmel vi havde den aften og meget mere. Vi udvekslede adresser, og når vi kommer til Australien igen - for at se syd og vest - må vi have fingrene i den bog.
Da vi stod op med solen næste morgen så vi for første gang hvordan der egentligt så ud hvor vi havde slået lejr. Det havde været mørkt da vi ankom, og vi havde kun anet en lav bjergryg, som viste sig IKKE at være en del af kraterne. For ca.4.700 år siden faldt der 12  meterorrester i området, som efterlod 12 små kratere der stadig er synlige idag. Det største var 180 m i diameter og ca. 15 m dybt, og kun 4 af de 12 kratere var store nok til at vi umiddelbart kunne se dem i landskabet. Nede i de "store" af kraterne var der et helt egent mikroklima med grøn vegetation og et rigere dyreliv - bl.a. dingoer og wallabies kom og drak af vandhullerne her.
Efter endnu en kort tur på jordvejen var vi tilbage på Stuart Highway, kørte de godt 130 km tilbage til Alice for blot at tage Ross Highway øst over til det område i East MacDonnell Ranges Søren havde hørt om ved rangertalken om lørdagen.
"Byen" Arltunga er idag et museumsområde, men det var central Australiens første outback by/guldmine fra 1887. Området blev først kendt i 1886 da David Lindsay fandt "rubiner" der senere viste sig at være granater, men man fandt så guld her i 1887. Her var intet vand så guldgravningen var besværlig, og man prøvede med en luftdreven guldudskiller men den gav meget "spild". I 1898 begyndte The Goverment Battery and Cynanide Works og man kunne nu bryde den guldbærende quartzite. Men i 1890 kom tørke og brøndene tørrede ud, hestene var så udsultede at de ikke kunne trække malmen til stamperen og i 1901 sprang kedlen i luften og det tog flere måneder før der igen kunne udvindes guld og minearbejderne måtte leve for lånte penge. Området er flere gange prøvet genoplivet af nye guldfund i området. Under drepressionen år 1930 og i 1950 og igen idag er der begyndende interesse.  Vi gik os en tur rundt i området og prøvede at forestille os hvor hårdt livet må have været dengang. Noget guld blev brudt fra åbne brud medens andet blev brudt i småmineskakter, som vi var en tur nede i. her var intet lys - som når der blev arbejdet i minen. Det foregik nemlig i mørke, for det var for dyrt at have lys tændt.
Som sædvanlig var tiden presset i lejet bil, så vi nåede kun lige et smut omkring N'Dhala Gorge - en kløft med over 5000 petroglyffer - tegn indhugget i klippen -en slags helleristninger, som bl.a. forestillede dyr og dyrespor. Petroglyfferne var lavet ved at holde en skarp sten mod klippen og så slå med en tungere sten og vi fik kigget på lidt af alle herlighederne.
Efter at have afleveret bilen kørte vi på The Camel Hump og spiste og da det var torsdag skyndte vi os til campingpladsen - for at se Ørnen.
Det kneb lidt med at følge med, da vi efterhånden har misset nogle afsnit - men det gik alligevel, og så er det lidt fedt at høre sit modersmål og se kendte steder fra hjemlige breddegrader, også selv om det er på en15 tommer skærm med udvendig stueantenne. Vi må håbe Ørnen bliver genudsendt når vi kommer hjem, ellers må vi investere i den på DVD.
Tøjvask, indkøb rengøring af hele hjemmet - ja, det er godt gjort at vi skal bruge tid på det, når vi er på ferie, men garderoben - både den til koldt og varmt vejr - var mildest talt blevet lidt nusset og tilrøget fra bål og livet i outbacken, så der var ingen vej udenom - fredagen var besat med hjemlige sysler og så skulle der tjekkes mail m.m. - og så småt gøres klar til næste etape nordover.

Og endelig blev det så den store dag for Imparja Camel Cup - lørdag d. 14. juli.  Imparja er navnet på en australsk tv- station, som er hovedsponsor for løbet, deraf navnet på løbet. Det første løb blev afholdt i den tørlagte Todd Rivers flodleje i 1970, p.g.a. et væddemål mellem to kammerater. Løbet tiltrak så meget opmærksomhed at Lions Club straks besluttede at gøre det til en årlig begivenhed, hvor der så samtidigt kunne samles ind til velgørende formål. I 1987 fik man så en henvendelse fra Nevada, hvor et lignende løb afholdtes. De ønskede at deltage og siden - ja, så har løbet været en "international begivenhed".
I det tidligere afsnit om Alice Springs området fortalte vi lidt om kamelernes australske historie - men for kort lige at genopfriske, så importeredes kameler som transportdyr fra Afganistan til Australien i sidste halvdel af 1800-tallet. Dyrene stortrives her, har ingen naturlige fjender, og da jernbanedriften - og efterhånden også bilen - overtog transportopgaverne i det indre Australien, blev kameler og heste bare sluppet løs i naturen. Der er idag ca. 750.000 fritlevende kameler i Australien og antallet fordobles hvert 8.år. Sammen med andre importerede klov- og hovdyr udretter de store skader på naturen. Nå men ikke alle kameler lever frit for der er efterhånden adskillige kamelfarme, som opdrætter kameler i turistøjemed, for kødets skyld og så for kamelvæddeløbenes skyld. Faktisk eksporterer Australien kameler tilbage til væddeløb i den arabiske verden idag.
Vi troppede op ved indgangen en halv times tid før "Grand Parade" og fik nogle gode pladser lige omkring målstregen og med væddeløbskamelerne i en indhegning lige bagved os. Til Sørens store glæde, var der ikke lukket for ølboderne den dag, så tørsten kunne slukkes, som den slukkes af en RIGTIG AUSSIE med masser af iskold øl. Det bidrog sikkert til den gode og meget humoristiske stemning, der var over løbet hele dagen igennem, men de to kommentatorer gjorde også et godt stykke arbejde, og det fremgik med al tydelighed at dette væddeløb også drejede sig om at have en hyggelig og sjov dag. Det bidrog kamelerne i høj grad også til, og af og til var vi i tvivl om hvem det var der styrede hvem - jockey og kamel. Der var ved stort set hvert af de 9 løb stor forvirring ved startlinjen Alle - op til 15 kameler - skulle ned i knæ og forblive der, til alle kameler var nede. Når starten så lød rejste nogle sig og halsede afsted, medens andre blev liggende - og ikke opfattede at det var NU, der skulle ske noget, og endnu nogle forsøgte at løbe den stik modsatte vej. Midt i løbet kunne kamelerne pludselig skifte retning, stoppe op eller sætte farten ned til et adstadigt gangtempo. Der var to former for sadler, en hvor jockeyen sad rimeligt lige op og ned og en hvor jockeyen nærmest hang bag puklen, og så var det om at holde fast, for når man ridder på en kamel er det ligesom at være på et skib i søgang - man vipper fra side til side. Mon ikke det er derfor kameler også kaldes - Ørkenens Skib?
Der blev kommenteret på - især de lokale - jockeys indsatser under løbene - hvor især "Shorty" gjorde sig bemærket. Havde kommentatorerne ikke lige styr på en kamels nr. eller navn, ja, så hed det sig bare, at den blev forfulgt af en .... øh anden kamel. I tilknytning til løbområdet var en helikopterlandingsplads, og hver gang en helikopter lettede, nynnede de to kommentatorer temaeet fra MASH o.s.v.  Ind imellem kamelløbene foregik andre underholdende konkurrencer som rickshaw rally, børne - kæpkamel-løb, Mrs. Camel og Mr. Camel kåring. I sidstnævnte konkurrencedisciplin skulle deltagerne sige og bevæge sig som en kamel og i rickshawrallyet stillede holdene ofte op udklædte. Vi kunne ikke lade være med at snakke om hvordan det ville have været, hvis et lignende løb blev afholdt i DK. Ville almindelige voksne mennesker have stillet op til de forskellige discipliner? Vi tvivler, for danskerne er noget mere reserverede end australierne.
Vi nød ihvertfald dagen, fik rørt lattermusklerne og fik en masse snak med både lokale og andre turister. Søren var stadig tørstig da løbene var ved at være slut, så han tog en tur ind og så på Alice Springs byliv, medens Kirsten tog hjem og nød at være lidt alene ( vi er jo sammen 24 timer i døgnet - stort set hver dag, så engang imellem har vi brug for lidt tid hver for sig )- og skrive hjemmeside.
Da vi næste morgen tjekkede ud og uploadede hjemmeside i receptionen var vi pludselig omringet af danskere - et par fra Århus, som vi sludrede med og en familie fra Ringsted som rejste rundt i Australien i 6 måneder, og som vi kom til at se meget mere til de næste tre uger.

Herefter begav vi os ud på den sidste store etape i Australien - de 1500 km nordover ad Stuart Highway - til Darwin.

Dag 318-343. 15/7 - 9/8.
Kvægstation-Kakadu-Darwin-bilsalg-øldåser-derby. farvel Australien.
Fotos

We went North. Og vi kendte godt vejen, vi havde været der før, så vi kørte bare og kørte med pause ca. hver anden time til at strække ben og få kaffe eller vand. Vi skiftedes til at køre og den anden sad som regel og læste ved siden af. Målet var Banka Banka Cattlestation godt 600 km mod Darwin, hvor vi ville overnatte. På vejen slog vi lige et smut ind om Ufo-højborgen Wycliffe Well, som stort set kun bestod af en campingplads. Adskillige avisudklip m.m. dokumenterede at her havde været både aliens og ufoer!!! Så kunne vi jo tro det eller lade være, men det var da en meget god måde at få folk til at gøre stop på, så der kunne komme lidt mere omsætning i butikken.
Vi nåede Banka Banka ved 18 - tiden, skyndte os at spise og deltog i foredraget/diasshowet om livet på en kvægstation, der begyndte klokken 19. Selve Banka Banka var nu mere en campingplads en en kvægstation, for her var kun ca. 600 stykker kvæg. Stationen var del af et konsortium som bestod af 3 stationer på 11.000 km2 ( 1/4 af DK's størrelse ) med 63.000 stykker kvæg. Det fortæller sikkert en dansk landmand - Henning - en hel del om hvor dårlig jorden er her. Northerne Territory er også meget tyndt befolket - 200.000 indbyggere på 1.346.000 km2, og halvdelen bor i Darwin. Det giver gennemsnitligt  6,5km2 til hver indbygger, medens en dansker har ca. 0,01 km2.
Selve Banka Banka blev drevet af et ægtepar med tre børn og de tog sig både af kvæget og campisterne, som var steget i antal med årene, da Banka Banka var blevet et meget populært stop på Stuart Highway, bl.a. fordi det lå i dagskørselsafstand mellem Alice Springs og Kathrine og så p.g.a. deres foredrag. Vi havde hørt om stedet fra australier og der stod lidt i "bibelen" herom. I dag er det meget almindeligt, at de enkelte kvægstationer i NT ejes af et konsortium og ikke af en enkelt farmer - stordriften er også blevet indført her. Banka Banka hørte under Helen Springs Kvægstation ca. 50 km længere nord på og på hele den samlede station ( på de 11.000 km2 ) var der 25 ansatte. Kokken kørte til "storbyen" ( Tennant Creek med 3290 indbyggere100 km sydligere eller når det gik fint for sig - til Kathrine med 6720 indb. 600 km mod nord  ) hver tredje månede og handlede ind. Kødet var stationen naturligvis selvforsynende med og frugt og grønt kom fra Adelaide godt 2000 km sydligere - hver 14. dag. Når man ellers trængte til at forny garderoben eller indboet, så kom der et roadtrain ca. hver 3. måned, som havde tøj og andre fornødenheder og her kunne man så gå ind i lastvognsanhængerne og ose og købe fornyelser til sig selv eller hjemmet - eller bestille varen. Stationen havde sit eget fly og helikopter samt sin egen pilot, som når han ikke lige fløj, arbejdede som gartner, hvilket han ikke havde så meget lyst til. Han fløj da også lige en tur over Banka Banka i solnedgangen - og det så ud som om det var en fornøjelsestur, men det er vel også begrænset hvad der er af adspredelsesmuligheder på landet. Hovedparten af de ansatte var "mustere" - folk der drev dyrene til de forskellige græsgange og tog sig af vedligeholdelse m.m. Lå græsgangene for langt væk, blev kvæget kørt i stationens ene kvægtransport, som var et roadtrain. Herudover havde man yderligere et roadtrain til høtransport og en lastbil til brøndboringerne på ejendommen. Grundvandet lå kun ca. 10 meter nede, og idag brugte man ikke længere vinddrevne vandmøller, da de var for ustabile. Når musterne ikke lige var beskæftiget med at drive kvæg bestod deres arbejde i at vedligeholde hegn, veje m.m. Banka Banka lå lige på grænsen til at få meget nedbør i monsuntiden, og det skete at her faldt meget regn, som bl.a. gjorde jordvejene ufremkommelige. Derfor havde stationen to maskiner til at gøre vejene farbare igen efter regntidens oversvømmelser. Herudover benyttede man Toyotas ( 4wd, som der kører utroligt mange af, så sådan en må vi have næste gang ), motorcykler og heste i arbejdet med kvægdriften. Når en muster blev ansat, fik han tre heste, som han selv skulle ride til og passe. Nye heste blev redet til i 2 - årsalderen. Stort set alt kvæg fra stationen blev solgt til Indonesien - kørt til Darwin og udskibet levende, for så at blive slagtet når de nåede frem til kunden. Mange af musterne havde bedt om fri i den kommende weekend, fordi der var rodeo i Kathrine, og de skulle ind for at deltage.
På Helen Springs samledes børnene og de blev undervist fra School of Air. Et par gange om året var de til "klasse/skoletræf" i Mount Isa, hvilket de naturligvis altid glædede sig til. Efter det kombinerede dias-fordrag fik vi mulighed for at kaste med lasso og prøve at slå piskesmæld - samt at finde vand med en pilekvist. En meget lærerrig aften, når det nu ikke lykkedes os at få et ophold på en kvægstation.
Første og eneste stop næste dag var ved Newcastle Waters, som idag står i ruiner. Her var ellers frem til slutningen af 60'erne liv og glade dage, for det var her alle kvægdriverne holdt stop og pause i nogle dage, når de drev kvæget mod østkysten til slagterierne - bl.a. i Rockhampton. Vi kiggede lidt på det gamle legendariske hotel, hvor væggene garanteret kunne fortælle mange interessante historie om det hårde liv, man levede dengang. Idag foregår kvægtransporten jo med roadtrains.
Fremme ved Mataranka slog vi bush-lejr ved Bitter Springs, som er mineralsk kildevand med en permanent temperatur på 34 grader. Aboriginerne kendte godt kilden inden de hvide kom, men den hvide mand som opdagede det kaldte det "Bitter Springs" for at få det for sig selv. Et område på ca. 120 meter langs vandløbet var "ordnet", så vi kunne bade i det - med stiger o.l. Vandet var skønt - og køligere end luften - her ved 15 -16 tiden om eftermiddagen, så vi plaskede rundt en god time og fik en masse hyggesnak med de andre badende. Pludselig stak et slangeagtigt hoved op inde ved bredden - knap 2 meter fra os. Kirsten følte sig lidt utryg, så hun steg op og kiggede, og det viste sig at være en vandmonitor på ca. 80 cm, som efter lidt tid svømmede over til den anden bred i vandløbet. Om aftenen spiste vi lækre og møre små lammekoteletter, hyggede os ved vores eget private bål og kiggede stjerner. Vi havde ofte kigget efter satelitter, men ikke set nogen siden Sydamerika, men den aften så vi hele to. En på vej fra vest til øst ( modsat jordens rotation naturligvis ) og mærkeligt nok en fra syd mod nord??
Nej, vi frøs ikke om natten.
Fremme i Kathrine - vores næste stop, mødte vi den danske familie fra campingpladsen i Alice Springs, og vi indkvarterede os på deres campingplads for en nat, og vi holdt en "dansk-hygge-aften", hvor vi fik udvekslet rejseerfaringer m.v. Rart igen at kunne sludre på dansk. Frederik på 12 og Gianna på 10 nød vist også at kunne være med og forstå samtalen.

På sidevejen ind til Edith Falls foregik afbrændingen tættere på vejen end vi havde set før, og vi var lidt bekymrede for hvorvidt ilden var under kontrol. De få modkørende tog dog ikke notits heraf, så vi regnede med at alt var i den skønneste orden. Det var det også nu, men vejen ind havde været lukket i flere dage, fordi de traditionelle ejere - Jawoyn Folket - havde bestemt sig for at afbrænde, og vi fik at vide at de af og til gjorde det beregnende her i den store turistsæson, for at formindske turiststrømmen og nedslidningen af området??? Om aftenen syntes vi også at ilden var faretruende tæt på bushcampingpladsen - vel 3 - 400 meter væk- på det højdedrag, hvor vi var gået op over om eftermiddagen.
Selv om der var forholdsvis mange mennesker ved Edith Falls var her alligevel dejligt. Søen neden for vandfaldet var stor og flere svømmede her, selv om der stod advarselsskilte om krokodiller. Igen var det kun fersvandskrokodiller, der som regel ikke er farlige for mennesker. Kirsten tog dog kun et hurtigt dyk.
Måske en forklaring om krokodiller nu er på sin plads, da vi var på vej ind i deres områder. Ferskvandskrokodiller kan blive op til ca. 3 meter lange, men de angriber kun mennesker hvis de føler sig truet. Saltvandskrokodiller har angrebet og dræbt flere mennesker i Australien gennem årene - mest turister - som åbenbart er mest uforsigtige. Omkring 1970 blev begge krokodillearter fredet og de er steget markant i antal, så de nærmer sig en normal population. Saltvandskrokodiller er territoriale, og hanner søger ind i landet med de kraftigt stigende vandstande i forbindelse med "The Wet". I begyndelsen af "The Dry", gåes vandløbene igennem - en slags hvide bøjer opsættes, og de angribes af krokodiller, som tror det er mad. Ved at aflæse tandsættet kan man se om det er fersk - eller saltvandskrokodiller. Er det salties opsættes fælder, og de indfangne dyr afleveres i reservater eller på krokodillefarme. De sættes ikke ud igen ved kysten ( i andre krokodillers territorier ), da de ofte vil forsøge at finde tilbage til deres gamle territotium, og så ville meget af naturen skulle "lukkes af" for os turister. Man skal holde sig på afstand af vandkanten når der er "salties" i vandområdet. De tager farve efter omgivelserne og er meget beregnende og bevidste om hvornår og hvem de angriber. De angriber f.eks. gerne bagfra, gerne en person der sidder på hug eller lige vender siden eller ryggen til. De angriber sjældent to stående personer, der står tæt ved siden af hinanden, fordi de så virker som et stort bytte. Iøvrigt har de en meget lille hjerne og tænker kun på tre ting - en potentiel fjende, partner eller mad. Saltvandshunnen vokser aldrig mere end til 3,5 meter medens hannen kan blive helt op til - ihvertfald 8,63 meter, som vi så i Normanton. Efter den er blevet ca. 3,5 meter begynder den at vokse mere i bredden. Hun - krokodillen både ferskvands- og saltvandskrokodillen - lægger sine æg højt i en sandbunke - højt for at undgå oversvømmelse af reden i "The Wet". Temperaturen i reden afgør om æggene bliver til hanner eller hunner - den varmeste temperatur giver hunner, og temperaturen i området er stigende, så der bliver færre hanner med tiden. Måske er en af verdens ældste dyrearter udrydningstruet p.g.a. den globale opvarmning???  Krokodilleæg er iøvrigt bløde og delikat "bushtucker" for de lokale aboriginals, som koger dem inden de spises. Hvorom alting er - vi kunne altså godt bade i områder, hvor der kun var ferskvandskrokodiller, men der var altid sat advarselsskilte op, for man kan aldrig vide om en enkelt saltvandskrokodille finder ind i et område. Det er mere sikkert at bade oppe bag et vandfald end nede i søen under vandfaldet - således også ved Edith Falls, hvor der var fersvandskrokodiller neden for faldet, men ingen krokodiller registreret oppe bag faldet.
Eftermiddagsgåturen gik op til toppen af vandfaldet og langs vandløbet bag faldet. I Upper Rockpool tog Kirsten sig en forfriskende svømmetur sammen med en anden gruppe turister. Man kunne svømme ind bag et vandfald, men strømmen var stærk, så det holdt Kirsten sig fra.
Søren havde "uro i benene" og gik sig en 8 km lang tur - retur op langs vandløbet - en stille og smuk tur, hvor han næsten var alene med naturen, og han tog sig en svalende dukkert, da det blev for varmt. Kirsten syntes det var for varmt at gå så langt, så hun gik ned igen - fandt lidt skygge og læste lidt om opdagelsen af Australiens indre.

Tidligt op næste morgen. Vi havde pakket alt vores grej ind i bilen om aftenen - hvis nu ilden skulle brede sig. Vi vidste hvad vi skulle gøre, hvis det skete. Flere steder står skilte om hvordan man skal forholde sig ved bushfires. Luk døre og vinduer, læg dig ned på gulvet, hvor der er mest ilt og vent de ca. 10 sekunder det tager for ilden at passere. En normal bil med benzin og olie m.m. vil kunne modstå varmen og ilden i de 10 sekunder, så der er ikke fare på færde, med mindre man går i panik og handler ufornuftigt.
Så var det tilbage sydover til Kathrine igen - og østover til Kathrine Gorge. Og hvem mon vi løb ind i her? Jo, familien fra Ringsted. Vi skyndte os at slå lejr på campingpladsen og nåede lige at tage med på en 4 timers sejltur på Kathrine Gorge sammen med "familien". Kathrine Gorge er egentligt 13 kløfter, hvor der mellem hver kløft skal skiftes båd - ihvertfald i "The Dry". Det viste sig desværre at være et selskab på mindst 40 og en kedelig guide vi havde. Der var kun mikrofon ombord på båden i den første kløft og han kunne såmænd lige så godt have tændt for en båndoptager, for det var tydeligt at han kunne foredraget udenad, og at det var den samme smøre han lirede af på hver tur. Efter første kløft gik vi i land og så nogle aboriginale billeder - bl.a. af en kænguru med en unge i pungen - altså en hun!!! Kløft nr. 2 var flot med stejle og høje klipper på begge sider og den slog et knæk, så solen faldt anderledes. Ifølge de lokale Jawoyn Folk havde regnbueslangen - den mest magtfulde ånd - rejst igennem her, så stedet var "helligt" Det betød at man skulle forholde sig stille og roligt, så ånden ikke blev forstyrret og vred og straffede ved at foranledige en oversvømmelse eller jordskælv e.l. På et vidst tidspunkt holdt vi op med at lytte efter "brægehovedet" og brugte vores egne øjne og ører, og vi spottede da også både en ferskvandskrokodille og flere fugle. På vej tilbage var der badestop i 1. kløft, men vi danskere var de eneste der tog opfordringen om at svømme over på den anden side af floden - op. Det var for dybt for Søren, så han fotograferede istedet for. Vi gik i land og holdt os pænt ved vandkanten. Vi måtte ikke gå længere op, da det var redeområde for ferskvandskrokodiller. Hyggeligt selskab gjorde at også Søren overlevede turen, som var lidt langtrukken og ikke de 2x 65$ værd.
Vi blev og overnattede ved kløften - havde en hyggelig aften og næste dag, hvor den stod på hjemmeside og en gåtur op for at se kløften ovenfra og lidt ind i baglandet.
Lørdag var vi igen tilbage i Kathrine og vi holdt den helt store grillfest om aftenen sammen med Ringstedfolkene, som havde permanent "ugelejr" her. De boede i telt og kørte i en mindre bil, så op- og nedtagning var noget mere besværligt for dem end for os andre, der kunne sidde i skyggen under forsejlet og nyde en øl - 10 minutter efter vi er ankommet til et sted.
Søndag stod på rodeo i Kathrine. Vi mødte op ved 9.30-tiden og fik rimelige siddepladser og så sad vi ellers der i solen til ved 15 -tiden om eftermiddagen og så den ene arrige tyr eller hest efter den anden - forsøge at smide deres rytter af. Der var mange måder at "stige af på", men nogle holdt længere end de 8 sekunder, der var grænsen for at "bestå". Vi savnede de hyggelige kommentatorer fra kamelvæddeløbet i Alice Springs. Her i Kathrine handlede det mere om - hvilken station rytteren kom fra og ind imellem også - hvis en rytter havde gjort sig særlig heldig bemærket. Selv om disciplinerne var lidt ensformige og vi f.eks.manglede lassokast, havde vi alligevel en hyggelig eftermiddag.
Mandag brød vi tidligt op og kørte mod Kakadu Nationalpark, som var et af vores højdepunkter i Australien.
Parken ligger i det tropiske monsunbælte og naturen varierer meget efter årstiden. De lokale aboriginer opererer med 5 eller 6 årstider, medens man i daglig tale taler om The Wet ( nov.- april  med 334 mm nedbør i januar ) - og The Dry-season ( maj - okt. med 2mm nedbør i juni ). Kakadu skulle være smukkest i regntiden, hvor der er masser af vand i vandfaldene og vandløbene, men regnen og den høje vandstand gør at området kan være svært fremkommeligt og den høje luftfugtighed gør det ulideligt at opholde sig her. Derfor er juni - september højsæson her, og mange havde advaret os om at her var "overrendt", men Kakadu levede til fulde op til vores forventninger og vi tilbragte 5 dage her. Ved Gunlom Falls kunne vi køre ind til et vandfald i almindelig bil - dog ad jordvej - så det gjorde vi. Fra toppen af vandfaldet åbenbarede sig de skønneste små rock - pools, som vi tog en svømmetur i, medens solen gled længere og længere ned mod vest og over sletten, der lå lige nedenfor Ved det yderste rockpool, hvor et tyndt vandfald løb ned, kunne vi sidde og kigge ud over sletten, der havde et flot lysskær for os, der sad i rock-poolen inde i skyggen. Strømmen var blid, så vi kunne færdes mellem de forskellige pools og så havde vi det næsten for os selv. Solnedgangen var fantastisk smuk og vi nåede ned inden mørket krøb helt sammen om os. Efter aftensmaden sludrede vi med et par fra Adelaide rundt om bålet. Vi tog med på en guidet walk op til rockpoolene næste morgen - i håb om at guiden kunne åbne vores øjne lidt for omgivelserne. Men det viste sig at være en meget fåmælt aboriginal kvinde, som intet fortalte på vejen op. Der er mange aboriginale samfund i Kakadu og man forsøger at inddrage dem i arbejdet i nationalparken og ca. 30% af rangerne er aboriginere. Engelsk er deres andet eller tredje sprog og de har en helt anden "samtalekultur" end vi har. De er mere fåmælte og siger kun det mest nødvendige. Desuden har de mange års undertrykkelse og nedgørelse af deres kultur vel også gjort sit til at de ikke åbner sig meget over for os. Som på skiltene, gav denne ranger os også et lille foredrag om, at "de var de traditionelle ejere", og at vi gerne måtte være i deres "country", så længe vi behandlede "country" med respekt. Kirsten stillede et par spørgsmål for at få hende til at fortælle lidt mere, og så fortalte hun om Sickness Country, som lå øst for området. Det navn havde området altid haft, fordi man blev syg af at spise planter m.v. herfra og da her er store uranforekomster, lyder det meget sandsynligt, men aboriginernes forklaring er også at der er onde ånder. uranen blev opdaget i 1960'erne og man diskuterede længe om den skulle brydes - heldigvis så længe at det aldrig blev til noget - af fare for den unike natur, der findes i Kakadu. Vi brugte det meste af formiddagen til at pladre rundt i vandet og bare slappe af og nyde de smukke omgivelser. På et tidspunkt tog vi os sammen og gik en lille tur ind i baglandet, krydsede vandløbet og gik over et klippeparti, hvorfra vi havde udsigt til rockpoolene fra den anden side. Her var naturligvis også andre mennesker, men heldigvis allesammen stille og rolige ( selv en gruppe unge, der var på en arrangeret "adventure tur" ), så vi alle kunne nyde de smukke omgivelser. Vi måtte lige køles ned igen før vi gik ned fra området ved 13 -tiden, godt sultne. Vi havde tænkt os at være oppe over vandfaldet et par timer og havde kun vand med op, og solen havde da også gjort at vi var lidt ømme på skuldrene næste dag. Om eftermiddagen læste vi og slappede af. En familie vi havde mødt tidligere i Mount Isa var vores naboer, så vi sludrede lidt om det at rejse og livet i bushen m.m. De var som os - lidt træt af de "grå nomader", som ikke altid viste den store forståelse for, at det var legalt at have børn på en campingplads.
Fremme ved Yellow Water næste formiddag tog vi på en flot sejltur på floden, hvor den gode guide fortalte om det rige dyreliv og lidt om hvor forskellig Kakadu var i tør- og regntiden. Ud over to salties så vi mange store flokke af forskellige fugle piveænder, magpiegæs ( ? ), forskellige papegøjearter - og en jabirustorkerede med en unge og to havørnereder - desværre uden havørne. En lille fugl med rød fjerdusk kunne næsten gå på vandet, men det skyldtes dens meget lange tæer, som passede perfekt til at gå rundt på de flydende vandlilje-blade. Før sejlturen var vi inde og se et kulturelt center, der bl.a. prøvede at illustrere de for os meget indviklede familierelationer, som aboriginer indgår og lever i. Konen og manden er det der for os svarer til jing og jang, og deres børn opkaldes efter faderen. Alle aboriginer har også et "skin-navn", og det arver de efter moderen. Når et barn bliver født får det ikke bare en moder men den biologiske moders søstre bliver også mødre - og tilsvarende fædre, brødre og søstre. Således får hele familien/samfundet ansvaret for det enkelte barn og hermed for hinanden, men det giver også f.eks. en moder som kan være yngre end en selv o.s.v. Kirsten opgav lidt at forstå systemet, men fattede lidt af det anden gang det blev forklaret af en ranger nogle dage senere i Kakadu. Når børnene kommer i puberteten bliver nogle drenge og piger "forbudte" for hinanden og forbliver det resten af livet - svarende til at undgå indavl, hvilket jo er yderst fornuftigt. Det komplicerede for os at forstå i vores kultur er så bare, at disse to personer ikke må være i stue sammen - eller f.eks. køre i den samme bil, og det kan jo godt give lidt problemer, når man er biologisk broder og søster - f.eks.
Efter rangerens forklaring forstod vi nu bedre, hvorfor vi i både Alice Springs og i Kathrine tit havde set grupper af folk sidde lidt væk fra hinanden - og enkelte siddende alene på bystrøgene og i parkerne. Samtidig forstod vi også, hvorfor man ikke bare kan "proppe" en aboriginalfamilie ind i et parcelhus eller en tre-værelseslejlighed. Da Kirsten spurgte rangeren om hvorledes aboriginerne foretrak at bo, svarede hun at myndighederne først inden for de sidste par år havde spurgt aboriginerne herom, og at man nu afprøver forskellige forsøgsboformer i det østlige Arnhem Land. En versterlig bolig til far-mor og 2 børn dur ikke til Aboriginel kultur. Resultatet er et firlænget hus, der gør at "forbudte" relationer kan være hver for sig og et køkken/ildsted i midten. Det er tankevækkende - ikke sandt! Det skal så også lige i den forbindelse tilføjes, at myndighederne ellers stort set har været ligeglade med hvordan aboriginerne trives - de har således bl.a. set igennem fingre med incest o.l. - og som undskyldning sagt, at det var en del af aboriginernes kultur, hvilket det jo bestemt ikke er. I nogle samfund har de ældste fået myndighedrne i tale - med det resultat at der nu laves en opstramning af lovende, indsættes mere politi og på et tidspunkt for en måneds tid siden, var militæret klar til at rykke ind i Arnhem Land. For os af se har problemerne sociale og kulturelle årsager - og i hele verdenshistorien - er det vidst aldrig lykkedes at løse den slags problemer - ved at sætte mere politi og militær ind - men det er valgår i Australien i år, og desværre er ret mange australier temmelig racistiske mod den oprindelige befolkning, så her kan hentes stemmer.
Nå, det var lige noget af et sidespring - undskyld, men så kom det ud.

Kakadu, er som en af de få steder i verden, på "Verdens Arv Listen", både p.g.a. sin natur og kultur.

Singapore 10/8 - 13/8 Dag 344 - 347
Fotos

txt Mangler - er forsvundet for os, øv! Skulle du ligge inde med en kopi, så send den til os.

Malaysia 14/8-22/8 Dag 348-356
Fotos

txt mangler - er forsvundet for os, øv.Skulle du ligge inde med en kopi, så send den til os.

Videre